»Vi har alle et medansvar for at redde verden«

Ugentligt kommer der nye dystre meldinger om klimaets tilstand og om manglende fremgang i forhandlingerne om en klimaaftale. Spørgsmålet er, hvad man skal gøre ved det – og hvem det ubestemmelige subjekt ’man’ er?

Det bør Diana Liverman have et bud på. Hun er til daglig professor og leder af Institut for Klimaforandringer ved Oxford University. Derudover er hun formand for en række amerikanske og britiske råd, som deltager aktivt i den offentlige debat og nyder stor respekt fra politikere i de to lande.

Det er derfor en indflydelsesrig kvinde, som vi har siddende foran os i Professorvillaen i Nørregade 10 torsdag formiddag den 1. oktober inden hun om eftermiddagen bestiger talerstolen i Festsalen for at holde den 18. forelæsning i rækken af Climate Lectures på Københavns Universitet

Ikke kun regeringers ansvar

Hvem skal redde verden?

»Det skal alle. Mit argument er, at vi ikke bare kan forvente, at de nationale regeringer klarer det. En række ikke-statslige aktører har en væsentlig rolle. I USA ser vi eksempelvis virksomheder, delstater og ngo’er tage et væsentligt ansvar på trods af, at den nationale regering ikke gør noget. Men vi må samtidig være skeptiske over for eksempelvis virksomheder, da der er mange, som giver tilsagn om at gøre noget, men ikke fører det ud i livet.«

Ifølge Liverman lyder det simpelt, da der ikke er problemer med at udpege de relevante aktører. Dette fører på den anden side til komplekse handlingsproblemer: Hvordan får man alle med? Hvordan koordinerer man det? Vil det være nok?

Disse spørgsmål er endnu ubesvarede, og det er noget af det, som den samfundsvidenskabelige forskning kan og skal bidrage med, mener Liverman.

Radikale livsstilsændringer?

Det står klart, at det er nødvendigt at nedbringe udslippet af CO2, og at dette kræver markante livsstilsændringer. Men er folk villige til at ændre deres livsstil radikalt?

»Jeg tror, at flere og flere er begyndt at ændre livsstil, men en stor del af problemet er, at folk ikke forstår, hvor deres største udledninger af CO2 finder sted. Folk tror, at det er nok at slukke på kontakterne, men det drejer sig om mere. Den mad, folk spiser, og særligt de mange flyrejser giver et meget større udslip.«

»Mange, inklusiv mig selv, er i en form for benægtelsestilstand omkring, hvor meget flyrejser betyder. En transatlantisk flyrejse udligner alt det andet, man gør. Vi har derfor brug for bedre oplysning af folk og bedre teknologi. Men der er helt klart ting, som folk ikke er villige til at gøre – eksempelvis at spise mindre kød og flyve mindre.«

Tendenserne til et skifte i adfærd ser Liverman særligt i Europa, og de er også begyndende i Nordamerika, men paradoksalt nok kompenseres adfærdsændringerne af øget forbrug. På bundlinjen ser vi derfor ikke nogen stor effekt. Selv om vi har øget energieffektiviteten, så anvender vi fortsat samme mængde energi, fordi vi får mere elektronik og rejser mere.

»Vi lavede en undersøgelse i England, som viste dette. Selv om man var mere energibevidste, var der fortsat samme mænge udledning fra husholdningerne. Dette skyldes, at folk lever længere, har større huse, og at flere bor alene, hvilket blandt andet skyldes flere skilsmisser.”

Staterne er ikke ligegyldige

Fokusset på de ikke-statslige aktører som virksomheder, ngo’er og individer er ikke ensbetydende med, at staternes rolle er udspillet. Liverman understreger, at staterne ikke kan forventes at løse problemet alene, men de har fortsat tre vigtige roller i forhold til klimaløsningen:

»For det første skal staterne ikke komme i vejen med besværlig lovgivning, når aktører har noget godt i gang. For det andet skal staterne legitimere tiltag ved at anerkende dem og gøre dem til god praksis. For det tredje skal staterne sætte en bundlinje, der får ’the bad guys’ frem i lyset og sikrer, at alle lever op til nogen minimumskrav.«

Frustreret over Københavnerprocessen

Folk er især ved at være trætte af processen frem mod COP15-topmødet i København, mener Liverman.

»Folk er frustrerede over at høre, at vi måske ikke får en ambitiøs aftale i København. Folk, herunder ngo’erne, er stadig håbefulde, men de er ved at miste troen på det.«

Vil folk så engagere sig mere udover de formelle processer, når politikerne ikke handler nok?

»Desværre ikke, tror jeg. I England viser meningsmålinger, at folk er ved at blive mere klimaskeptiske, hvilket muligvis skyldes, at folk ikke opfatter det som en alvorlig trussel. Dette kan skyldes politikernes signaler og manglende handling, som får folk til at tænke, at det nok ikke er så vigtigt. Hvis politikerne tager det alvorligt, accepterer folk i højere grad systemets legitimitet.«

Et andet problem er den vestligt centrerede forskning, hvor man glemmer at se på det store billede. Det kan være interessant med casestudier af, hvor meget der er beskåret i eksempelvis Californien, men hvad står der på bundlinjen, når alt kommer til alt?

»Det afgørende for mig er, om vi reducerer CO2-udslippet. Hvis ikke der sker fald i den samlede globale udledning, så løser vi ikke problemet.«

Kan demokrati håndtere klimakrisen?

Er demokratiet effektivt nok til at håndtere klimakrisen, og kan man lære andre lande om demokrati og samtidig fortælle dem, at de skal indrette deres samfund på en særlig måde? Nogle forskere argumenterer for, at et mere autoritært styre er at ønske, hvilket Liverman dog ikke er enig i.

»Hvis Kina beslutter sig for at handle, så handler de straks, og det vil få betydelig indflydelse. Samtidig ser vi i demokratier, at der sker mindre, fordi folk ikke vil have eksempelvis vindmøller i baghaven. En løsning i England og USA har været, at der træffes flere administrative beslutninger, men dette er ikke særligt demokratisk, selv om outputtet er godt. Obama-administrationen har brugt det meget, og vi må sætte pris på det, men demokratisk set er det et interessant problem.«

På trods af disse problemer betegner Liverman sig selv som begrænset optimist:

»Jeg tror på demokratiet som samfundsform. Jeg tror, at vi kommer til at øve betydelig skade på verden, og meget af skaden er allerede sket. Vi bør derfor tænke meget mere på tilpasning: Hvad gør vi med vores byer, hvad gør vi med de befolkninger og lande, som vil forsvinde? Samtidig tror jeg på, at vi redder noget af verden. Spørgsmålet for mig at se er så, hvor meget vi redder.«

hedegaardhansen@gmail.com