Vi har brug for et mere fleksibelt, tværfagligt uddannelsessystem

Vi glorificerer ofte den lige vej. Jeg har i hvert fald selv gjort det.

Da jeg blev student i 2017, havde jeg en klar forestilling om, hvordan mit liv skulle se ud. Jeg skulle vælge rigtigt første gang og bevæge mig sikkert fremad i et uddannelsessystem, hvor progression er lineær, og afvigelser ofte ses som fejltrin.

Sådan gik det ikke.

LÆS OGSÅ: Lær at skrive gode debatindlæg til Uniavisens debatkursus 15. april

Jeg var sikker på, at jeg skulle læse statskundskab på Københavns Universitet. Men i mit sabbatår inden, blev jeg ramt af kronisk migræne. Pludselig handlede hverdagen ikke længere om planer og ambitioner, men om at få dagene til at hænge sammen. For en faglig perfektionist som mig var det et hårdt personligt slag.

Jeg begyndte i stedet på Digitalt Design på IT-Universitetet som en løsning, mens jeg forsøgte at få styr på min migræne.

Undervejs fik jeg en behandling, der virkede. Det ændrede alt. Med ny energi begyndte jeg på medicinstudiet på KU med en ambition om at blive læge – og hjælpe andre, ligesom jeg selv var blevet hjulpet.

Pludselig handlede hverdagen ikke længere om planer og ambitioner, men om at få dagene til at hænge sammen

Men min motivation var i høj grad formet af min sygdom. Samtidig stod det klart, at det ikke var klinikken, der trak mest i mig, men de strukturer, der former sundhedsvæsenet. Derfor ændrede jeg retning igen – denne gang for at nærme mig noget, der mindede mere om mit samfundsfaglige udgangspunkt.

LÆS OGSÅ: Kandidatreform på HUM er udemokratisk og uambitiøs

På tværs af fagligheder og universiteter

Min historie er ikke unik – men den passer dårligt ind i et system, der forventer, at vi vælger rigtigt første gang.

I dag står jeg med en bachelor i medicin, jeg er snart cand.merc. i sundhedsinnovation og jeg har erfaring med IT og interaktionsdesign. Jeg har læst på tre universiteter – ITU, KU og CBS – og på tværs af fagligheder.

Uden for universitetet har jeg arbejdet med sundhed og mennesker fra flere vinkler – i lægepraksis, i en NGO, i en startup og gennem undervisning og formidling.

Min vej har ikke været snorlige, men den har været mulig. Og netop det er pointen.

For selvom vi ofte taler om at »finde sin vej«, er vores uddannelsessystem i praksis ikke altid indrettet til, at man må lede lidt efter den. SU-regler, begrænsede muligheder for skifte studie og forestillingen om, at man skal vælge rigtigt første gang, gør det risikabelt at ændre retning, også når det er det rigtige at gøre.

Min vej har ikke været snorlige, men den har været mulig

Samtidig er der uddannelser, som i praksis er meget lukkede. På studier som medicin er det vanskeligt at bruge sin faglighed uden for den klassiske lægevej, selvom kompetencerne rækker bredere, og mange undervejs finder ud af, at klinisk arbejde ikke er det rette for dem.

Jeg var heldig at have muligheden for at skifte spor, prøve mig frem og sammensætte en tværfaglig profil. Men vi har brug for et uddannelsessystem, der i højere grad anerkender, at vejen ikke er lineær for alle.

LÆS OGSÅ: KU’s rygeforbud er kun til pynt. Heldigvis