»Vi har så mange planer og strategier om ligestilling. Vi skal også turde at handle«

Christian Lund har trommet lidt med fingrene på bordet, rykket lidt rundt på sin stol. Nu rækker han hånden i vejret og rejser sig.

Den sidste time har han hørt dekaner og forskere sige, at de gerne vil have mere ligestilling på universitetet, det er bare svært, når de ved så lidt om årsagerne til kønsubalancen blandt fastansatte forskere. »Vi mangler data,« lyder det flere gange.

Christian Lund, der er sektionsleder på Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, starter med at skyde undskyldningen ned.

»Jeg tror, vi kan gøre noget, mens vi venter på data,« siger han.

»Det overrasker mig ikke, at den kvindelige andel af forskere falder mellem tre og seks år efter ph.d.’en. Det er den sværeste periode i karrieren. Der er ingen vejledning og støtte, du er en nobody, der forsøger at blive en somebody – uden hjælp. Samtidig er det den mest sårbare periode i dit liv, hvor du får børn og din første skilsmisse.«

Et par tilhørere griner lidt.

»Hvis man ikke har nogen på dit institut, der ser det som sin opgave at holde dig på sporet, så forlader folk universitetet. Derfor synes jeg, vi skal have mentorer, der bliver belønnet for at hjælpe unge forskere,« siger Christian Lund.

De andre forskere i salen tøver. Så tager en af de tidligere oplægsholdere ordet:

»Jeg ved ikke, hvordan jeg skal svare. Udover at jeg er enig.«

»Det var heller ikke et spørgsmål, det var en rant,« siger Christian Lund og sætter sig ned på stolen igen.

Planer om at lave planer

Datoen er 8. marts, Kvindernes Internationale Kampdag. Christian Lund er en af omkring 50 ledere, forskere og studerende, der er troppet op på Søndre Campus for at diskutere, hvordan Københavns Universitet kan fremme ligestilling og diversitet.

Titlen for arrangementet er sigende: Work in Progress.

Der er mange hensigtserklæringer. Gode intentioner og mål. Der er ikke ret mange konkrete forslag.

Fisker vi i en dam uden fisk? Altså, nej!

Christine Benna Skytt-Larsen, adjunkt i socialgeografi

Prorektor for uddannelse, Bente Stallknecht, nævner nogle stykker: Universitetet har afsat midler til at bekæmpe ubevidst bias i ansættelsesforløb, og prorektoren leder selv en task force for kønsdiversitet og ligestilling, der aflægger rapport til de danske universiteter næste år.

Københavns Universitet har også en handleplan for ligestilling og diversitet. Den præsenterer juradekan, Jacob Graff Nielsen, mål for mål. Et af målene er at skabe mere viden. Et andet er at skabe lige muligheder for rekruttering og forfremmelser.

Men han erkender, at planen i høj grad er foreløbig. Et »work in progress«.

»Vi har ikke haft tid til at sikre en bred inddragelse, og det er umuligt at skabe en kulturel forandring uden at inddrage kolleger og studerende,« siger Jacob Graff Nielsen.

»Så det er også en plan om at lave en plan. En plan om at involvere jer.«

Ikke en eneste kvindelig professorer

Et par forskere fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning (IGN) tager ordet og kaster sig straks over et gammelt begreb: The leaky pipeline. Fænomenet, at andelen af kvindelige forskere styrtdykker for hvert trin, man går op ad karrierestigen.

Kig bare i den seneste rapport fra Uddannelses- og Forskningsministeriet: Kvinder udgør 40 procent af alle adjunkter, kun hver tredje lektor er kvinde, og blandt professorer er det hver fjerde.

Christine Benna Skytt-Larsen, adjunkt i socialgeografi og medlem af IGN’s diversitetsudvalg, skal bare kigge sig omkring for at se problemet: Der er ingen kvindelige professorer i geologi eller geografi på Københavns Universitet. Nul.

Hvis man ikke har nogen på dit institut, der ser det som sin opgave at holde dig på sporet, så forlader folk universitetet.

Christian Lund, sektionsleder, Section for Global Development

»Virkelig!?« udbryder en af tilhørerne, da hun siger det.

»Ja!«

»Og det får mig til at stille spørgsmålet: Fisker vi i en dam uden fisk?

Hun svarer selv:

»Altså, nej! Kønsfordelingen på ph.d.-niveau er næsten 50-50, hvilket er højere end andre naturvidenskabelige fag,« siger Christine Benna Skytt-Larsen og peger mod en graf i sit diasshow.

»Kvinderne er stadig på universitetet op til tre år, efter de har afleveret deres ph.d. Men når vi ser på, hvad der er sket efter seks år, så er de væk.«

Hun stiller endnu et spørgsmål: Tilgodeser den måde, vi ansætter på, bare mænd over kvinder?

Og så ender hun ellers samme sted som mange andre oplægsholdere:

»Vi ved det ikke endnu. Det er ekstremt svært at få den data.«

Vil have kønskvotering

Det er det, der får Christian Lund til at rejse sig og affyre sin rant. Og Christine Benna Skytt-Larsen forstår ham. Faktisk deler hun hans budskab, siger hun efter arrangementet.

»Man hører tit sådan noget som: Det bliver lige så stille bedre, vi ansætter flere og flere kvinder. Ja, men det rykker sig jo ikke rigtigt. Det går utroligt langsomt,« siger hun til Uniavisen.

Hun tilslutter sig Christian Lunds forslag om mentorer – eller rollemodeller, som hun kalder det – der kan hjælpe yngre forskere med at jagte fastansættelsen i den fase, hvor særligt kvinder siver fra universiteterne.

Men hun foreslår også mere radikale værktøjer. Som kønskvotering blandt de fastansatte forskere.

»Vi kan godt snakke om problemet, men hvis vi for alvor skal gøre noget ved det, kræver det, at man tager nogle upopulære beslutninger.«

»Vi har så mange planer. Så mange strategier. Vi skal også turde at handle.«