»Vi kunne have stoppet Penkowa«

»Se på mig, virker jeg særligt skræmmende?« spørger Jørn Hounsgaard og smiler retorisk.

Uden at fornærme professoren fra Institut for Neurovidenskab og Farmakologi på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet (Sund), må svaret være et rungende nej. Hans imødekommende ansigt er af den slags, der får babyer til at smile.

Netop hans alt andet end truede fremtoning og hans fredsommelige gemyt, mener han, er grunden til, at han blev bedt om at blive fakultetets første »særligt udpegede person,« der skal tage sig af mistanker om videnskabeligt fusk.

»Jeg kan tale med alle, og så har jeg alderen og erfaringen. Jeg tilhører heller ikke nogen af fakultetets store betydningsfulde forskningsgrupper eller forskningscentre, så jeg vil ikke blive opfattet som en trussel eller kunne beskyldes for inhabilitet,« siger Jørn Hounsgaard.

Anklager er belastende

Det er et udvalg bestående af fem fremtrædende professorer, som Sund-dekan Ulla Wewer nedsatte efter Penkowa-skandalen, der har anbefalet at udpege ’en særlig person’.

Udvalgets talsmand, professor i klinisk biokemi Jens Rehfeld, er begejstret for valget af Jørn Hounsgaard, som han kalder »en mand med stor personlig og forskningsmæssig integritet«.

Jens Rehfeld forklarer, at der har manglet en erfaren og respekteret kollega, som man uformelt kunne søge råd og vejledning hos, hvis man gik rundt med en mistanke om videnskabelige snyd.

De eneste reelle muligheder har derfor været enten at gå direkte til ledelsen, klage til Praksisudvalget på Københavns Universitet eller gå hele vejen til Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU).

Det er alle grænseoverskridende skridt at tage, da det er svært belastende for en forskers karriere at blive anklaget for uredelighed, og det er tilmed et meget tungt apparat at sætte i gang, påpeger Jens Rehfeld.

Det har derfor afskrækket folk fra at klage, og konflikter har i stedet fået lov til at ulme i krogene og udvikle sig til årelange tvister og nagende relationer blandt forskere.

»Intet universitet kan forhindre grænseoverskridende personer i bevidst at manipulere med og udnytte systemet. Det er jo ofte velbegavede folk, men vi kan opbygge et system, der sikrer, at alle mistanker om snyd bliver behandlet professionelt, så de grundløse anklager bliver sorteret fra, mens de reelle klager ryger videre til den rette instans,« siger Jens Rehfeld.

Penkowa kunne være blevet stoppet

Jørn Hounsgaard tilføjer, at det er muligt hurtigt at gennemskue, om der kan være tale om svindel, og om sagen skal undersøges nærmere.

Han mener derfor også, at det havde gjort en stor forskel, hvis der havde været en ’særligt udpeget person’ på Sund, dengang Milena Pankowa huserede på fakultetet. Hun blev allerede mistænkt for uredelighed i forbindelse med sin doktordisputats i 2002, men først i 2010 klappede rottefælden.

»Penkowa-skandalen kunne ikke være undgået, men hun kunne være blevet stoppet langt tidligere. Hvis du bruger din sunde fornuft og din erfaring som forsker, er det åbenlyst i sagen, at hendes resultater ikke holder. Kurverne kan simpelthen logisk set ikke se ud, som hun påstod. Så ja, hvis jeg havde fået en klage over Penkowa, ville jeg formentlig have sendt sagen videre til UVVU,« siger Jørn Hounsgaard.

Jens Rehfeld nikker samstemmende.

Forskere er som latinoer

Jørn Hounsgaard tiltrådte den 1. oktober 2012. Indtil videre har han haft tre henvendelser, hvoraf de to handlede om uenighed vedrørende medforfatterskab til en publikation, og den tredje var fra en ph.d.-studerende, der var i tvivl om brugen af nogle forskningsdata.

Tvisterne er nu løst, og Jørn Hounsgaard forventer da også, at han oftest kommer til at fungere som konfliktmægler. Uenighederne bunder nemlig tit i parternes personlige antipatier.

»Vi er så heldige at kunne beskæftige os med det, vi brænder allermest for, så konflikterne er skyggesiden af en ellers privilegeret tilværelse. De fleste af os kan håndtere det, men ind imellem går det helt galt, fordi der er meget på spil. De store videnskabelige gennembrud er jo yderst sjældne, og kun succeserne tæller i forskningsverdenen,« siger Jørn Hounsgaard.

Jens Rehfeld tilføjer, at det ikke skal opfattes sådan, at videnskabsfolk er barnlige eller store primadonnaer, men for langt de fleste er forskning ikke et otte til fire-job.

»Forskere er ligesom kunstnere i den forstand, at vi investerer os selv og hele vores intellekt i det vi laver. Det handler ikke om penge eller berømmelse, men om at realisere os selv som mennesker og om at opnå kollegial anerkendelse,« siger han og fortsætter:

»På sin vis kan vi også sammenlignes med latinamerikanske mænd, som ifølge forfatteren García Márquez mest af alt higer efter andre mænds respekt.«

clba@adm.ku.dk