»Vi rapper for dem, der ikke hører hiphop«

PRAKSIS’ tilblivelseshistorie oser ikke så meget af street credibility – belastede postnumre, skating-ramper eller lokale graffitimiljøer – men den er til gengæld overskuelig. Et stk. antropologi-rustur, en melodi-grandprix-konkurrence samt en håndfuld medbragte instrumenter.

Kombinationen af Peter Tindborgs rap og backingen fra d’herrer Mark Hau (bas), Morten Arnfreds (guitar) Kristoffer Albris (Mandolin/Guitar) og Christoffer Nejrup (trompet) har åbenbart klikket, for selv efter turrusen havde lagt sig, forsatte samspillet. PRAKSIS var en realitet.

Bandet har dog oplevet en gennemgribende udvikling siden de glade introdage. Og Peter, Kristoffer og Morten har da også, over et par eftermiddagsøl, svært ved ikke at grine af deres første ’milepæl’: Et julefrokostjob på Antropologi, hvor bandet med et anerkendende kip til fagtraditionen stillede op iført tropehjelme og overskæg samt med en sætliste bestående af mere eller mindre obskure covernumre inklusiv Snows 90’er-klassiker Informer.

Fællesskabets praksis

I dag spiller PRAKSIS egne numre med tekster om blandt andet bedsteborgerbrok, grænser og klimakrise, og bandet udtrykker en overordnet ambition om at tage stilling til »de store spørgsmål i en kontekst af hverdagens små problemer«. Der ligger dog ingen forkromet beslutningsproces bag denne udvikling. Som guitaristen Kristoffer Albris formulerer det: »Peter begyndte at tage sine egne tekster med i øveren, og langsomt fattede vi værdien af vores egne numre.«

Tilgangen er sigende for gruppen, som med egne ord bygger på en meget ‘old school’ bandforståelse. Koncepter og langsigtede planer er skubbet i baggrunden, i stedet vokser tingene naturligt ud af kollektivet, både dets styrker og begrænsninger.

»Havde Peter været sanger, havde PRAKSIS måske været et indieband,« funderer Morten Arnfred. Men Peter kunne og kan rappe, hvorfor PRAKSIS oftest karakteriseres som en hiphop-gruppe. Frontmanden understreger dog, at PRAKSIS drejer sig om at udnytte rappens form frem for hiphoppen som genre- og identitetsmarkør.

Udfordring at skære det ud i pap

Blandt andet derfor adskiller de sig fra den mere traditionelle scene. Både på grund af musikkens organiske karakter og på grund af teksterne, der kredser om det komplekse. Selv om Peter understreger, at han ikke ligefrem skriver tekster med Foucault liggende åben ved siden af, om man så må sige, så smitter studierne naturligvis af. Faktisk kan Kristoffer drillende lokalisere flere referencer til klassisk antropologi-pensum i teksterne.

At den fælles faglige baggrund er et vigtigt aspekt af PRAKSIS, lægger medlemmerne ikke skjul på. Men det er samtidig vigtigt, at der ikke bliver tale om ’universitets-rap’.

»Det akademiske vil uundgåeligt spille en rolle, og derfra er udfordringen at skære det ud i pap,« siger Peter. Hvordan denne udfordring løses, og hvor grænsen går, er til løbende diskussion i gruppen, som dog er enige om ikke at ville forfalde til genretrivialiteter og letkøbte punchlines.

Bouncing til samtidens dårskab

På spørgsmålet om, hvordan det traditionelle hiphoppublikum så har taget imod PRAKSIS, griner Peter: »Det er faktisk fra dem, vi har fået den mest negative respons fra. Omvendt hører vi tit fra folk, der aldrig ville sætte en hiphop-plade på, at de virkelig har haft en positiv oplevelse til vores koncerter. Så man kan sige, at vi rapper for dem, der ikke hører hiphop.«

Til PRAKSIS’ held er der åbenbart mange, der ikke hører hiphop. I hvert fald spillede bandet sig til en finaleplads i bandkonkurrencen Emergenza i 2009. Denne anerkendelse gav for alvor gruppen blod på tanden og affødte jobs på både Start- og Newbees-festivalen. Peter, Kristoffer og Morten fortæller, at en vigtig årsag til den positive udvikling er musikkens indiskutabelt iørefaldende karakter, som står i skarp kontrast til teksterne.

PRAKSIS er bevidste om dette paradoks og indrømmer, at det kan irritere, når publikum ’bouncer’ til omkvæd om samtidens dårskab. Men har man oplevet PRAKSIS live, virker det dog ikke som om, gruppen har skrupler over at spille op til party.

Roskilde og Indonesien

I overensstemmelse med bandets grundlæggende tilgang er PRAKSIS ikke meget for at se for langt ud i fremtiden. De er i gang med at færdigproducere en EP, som de for nylig har været i studiet for at indspille. Men går man dem nærmere på klingen, nævnes en koncert på Roskilde Festivalens campingscene og udgivelsen af et egentligt debutalbum samstemmende som ønskescenarier.

Men når det er svært for PRAKSIS at tale om langsigtede planer, skyldes det, at gruppen i endnu højere grad end i deres musik er engagerede i deres studier. Flere medlemmer er for eksempel også bærende kræfter bag Antropologis institutblad ’Den vilde tanke’, og denne eftermiddag drejer snakken sig da også ligeså hurtigt ind på fagudbud, studiemiljø og praktikpladser som på musik.

Det skulle dog være sikkert, at PRAKSIS i hvert fald kan opleves på de københavnske spillesteder i nærmeste fremtid. Men først i april. I hele marts er gruppen nemlig sat på standby: For man kan altså ikke spille live, når både frontmand og leadguitarist er på feltarbejde i Indonesien …

Se og hør mere: http://www.myspace.com/praksisdk