Vi skal blive bedre til at bytte roller i akademia

En dygtig kandidatstuderende afsluttede for nyligt sit studie. Specialet var ud over det sædvanlige, og jeg kunne godt se, at det i artikelform ville have god chance for at blive antaget i et tidsskrift. Den nyklækkede kandidat var ambitiøs og ville gerne publicere sit store arbejde.

Der var et stykke vej fra speciale til færdig, publicerbar artikel. Men med fælles hjælp skulle det kunne lykkes i løbet af et par måneder.

Fra lærling til svend – en svær øvelse

Den situation er formentlig velkendt for mange kolleger og deres specialestuderende. Men når en kandidatopgave omskrives til en videnskabelig artikel, ændrer relationen mellem studerende og vejleder sig – i hvert fald hvis vi tager Vancouver-reglerne (regelsæt om forfatterskab og medforfatterskab på videnskabelige publikationer, red.) alvorligt.

Ifølge dem skal alle medforfattere have ydet et substantielt bidrag til det færdige manuskript. Det betyder, at den studerende – nu som førsteforfatter – ikke blot skal skrive, men også lede og fordele opgaver. Og vi vejledere – nu som medforfattere – skal være klar til at blive ledt.

Det er en svær øvelse. For pludselig skal bemandingen i maskinrummet op og styre skibet, mens kaptajnen får opgaver i kedlen. Det kan virke forvirrende i begyndelsen, men i virkeligheden sker der noget helt naturligt: Den lærling, der har bestået sin svendeprøve, skal nu kunne lede et arbejdssjak – også selvom sjakket inkluderer tidligere vejledere.

Vi har godt af at lytte til de nye

Som hovedvejleder (og sidsteforfatter) har jeg gennem årene afprøvet forskellige måder at understøtte den overgang. Det kræver noget af os som vejledere.

Du er nu førsteforfatter. Det betyder, at du skal kunne give mig og de andre medforfattere opgaver – og deadlines

Sådan kan det lyde, når vejlederen er eksplicit om den ny rollefordeling

For det handler sjældent om, at den nyklækkede kandidat ikke vil tage ansvar – snarere om, at vedkommende træder ind i en verden med uformelle regler og et stærkt hierarki, som kan være svært at navigere i.

Taknemmeligheden over for vejledere gør det ikke lettere at sætte grænser eller udstikke ordrer. Men reglerne er klare. Det er kulturen, der er tung. Derfor kan det med fordel gøres eksplicit:

»Når du har afleveret din opgave, går vores relation ind i et andet stadie: Du er nu førsteforfatter. Det betyder, at du skal kunne give mig og de andre medforfattere opgaver – og deadlines.«

Det er ikke alle forskermiljøer, hvor folk klapper i hænderne, når en ny kandidat sender en to do-liste og betingelser for medforfatterskab. Men hold op, hvor har vi godt af det.

Tre gode råd til vejledere

Derfor skal vi tale åbent om denne overgang. Vi skal støtte de nye i at tage den plads, deres førsteforfatterskab forpligter dem til – også når det betyder, at vi selv skal ind i maskinrummet.

For at lette overgangen har jeg formuleret tre gode råd til vejledere, når kandidatopgaver bliver artikler:

• Gør overgangen eksplicit
  Fortæl den studerende, hvornår og hvordan rollerne ændrer sig, og hvad det indebærer at være førsteforfatter.
• Gå forrest i kulturskiftet
  Accepter opgaver og deadlines fra førsteforfatteren. Vis, at hierarkiet bøjer sig for arbejdsdelingen.
• Støt op, også når det er uvant
  Styrk den studerendes autoritet i forfattergruppen – også over for kolleger, der måske ikke forventer at blive ledt af en ny kandidat.

Jeg håber, at mine overvejelser kan komme andre til gode. For det er en situation, vi som vejledere kommer til at stå i igen og igen, men som vi måske ikke hidtil har været helt gode nok til at tale om.

God vind med alle specialerne derude!