Vi skal ikke blive ved med at piske klimahesten

Københavns Universitet (KU) kan ikke klage over resultatet af COP15, fastslår Katherine Richardson.
Tværtimod kan man glæde sig over, at der ikke blev stillet spørgsmål ved det videnskabelige grundlag for realiteten i global opvarmning og klimaforandringer.

KU har det sidste år satset stort på klimaområdet. Universitetet har udformet en klimastrategi, arrangeret en forskningskongres og profileret sig som førende ’klimauniversitet’. Debatter, foredrag og en samlet såkaldt synteserapport over forskningsresultater har ledt op til klimatopmødet i december.
Men mødet floppede – der kom ingen aftale i hus. Betyder det, at KU’s indsats var en fiasko?

»Som enkelte individer kan vi godt blive skuffede over, at politikerne ikke kunne tage sig sammen og lave den her aftale. Men på KU har vi ikke noget formål i at påvirke den politiske proces, og der er intet tegn på, at KU’s bidrag til processen ikke blev vel modtaget. Det var bare noget andet, der væltede senere hen,« siger Richardson.

Hun fortæller, at KU er blevet rost internationalt for sin indsats på klimaområdet. Blandt andet, siger hun, har man på universitetet være rigtig gode til at kombinere mange fagretninger i forskningen på området.

Forskning til faktura er noget vås

Netop den tværfaglige indsats for forskning i klima skal styrkes i fremtiden, uanset den politiske udvikling, siger Richardson.

»Der er mange i et samfund – herunder måske endda nogen i regeringen – som synes, at samfundet skal styre, hvad vi forskere laver. Og det er i mine øjne noget vås. Vi skal forske i det, vi brænder for. KU’s rolle har altid været, og skal fortsat være, at forske på højeste niveau, og når vi har noget, som er relevant for samfundet, skal vi sørge for at få det ud. Og ikke nødvendigvis som en faktura – det dér forskning til faktura (et initiativ fra videnskabsministeriet der skal sikre, at forskningen anvendes i praksis, red.) får mig simpelthen til at ville brække mig.«

Foreløbig har de politiske systemer ikke formået at skabe rammerne for en tilstrækkelig regulering af CO2-udledningen. Debattører som eksempelvis Bjørn Lomborg argumenterer for, at geoengineering, hvor man påvirker klimasystemet ved hjælp af for eksempel kunstige skyer, er den mest hensigtsmæssige løsning på den globale opvarmning.

Er det ikke KU’s ansvar at reagere på situationen og forske i det, der således måske er vores bedste chance for at standse klimaforandringerne?

Richardson påpeger, at KU allerede har dygtige forskere, der arbejder med geoengineering.

»Men det skal de gøre, fordi de har lyst til det – ikke fordi KU beslutter sig for, at det er sådan man skal gøre. Forskerne bliver selv påvirket af det, der sker i samfundet, og de er bedre til at vide, hvordan deres viden eventuelt kunne bruges, end ledelsen vil være.«

På den anden side, siger hun, »skal forskerne også sørge for at deres viden bliver kommunikeret ud, og så skal KU selvfølgelig hjælpe med at facilitere det.«

Holdt op med at skrive »jeg elsker dig«

Universitetsloven slår fast, at universiteterne har pligt til at formidle deres forskningsresultater. Således er formidlingen af det vigtigste grundforskning én af KU’s kerneopgaver, siger Richardson.

»Jeg tror, at den viden om, hvordan man kan formidle forskning til samfundet, som man har høstet i denne sammenhæng, er meget vigtig. KU skal prøve at satse på at samle den viden, man har fra grundforskning, i pakker, som kan bruges til fornuftige samfundsmæssige beslutninger. For eksempel er klima en god ’overskrift’, der kan rumme mange forskningsaktiviteter på KU, og andre kunne være bæredygtighed eller globalisering.«

Men i og med, at universitetet udvælger resultater og sammensætter videnskabelige ’pakker’ som kan ligge til grund for politiske beslutninger, bliver videnskaben så ikke til en vis grad politiseret?

»Det er vigtigt at huske, at for eksempel i synteserapporten står der intet sted noget om, hvad politikerne skal gøre. Når man bliver beskyldt for at være politisk, er det egentlig et tegn på, at samfundet er interesseret. Selv om det gør ondt nogle gange, og det er lettere at flyve under radaren, så synes jeg faktisk at man har en moralsk forpligtelse som forsker til at fortælle, hvis man har noget, samfundet kan bruge.«

At det nogle gange gør ondt at være en offentlig figur i feltet mellem videnskab og beslutningstagere i den ophedede klimadebat er noget, Richardson har oplevet på egen krop. For nylig har hun været under skarp kritik af klimaforskere fra KU, der mener, at Richardson forsøger at gøre deres forskning ’politisk korrekt’.

Richardson fortæller, at hun er begyndt at overveje ting, hun ikke skænkede en tanke før.
»Jeg er meget bramfri, og når folk sender mig ting – det kan være en spændende graf eller et nyt resultat – noget, jeg virkelig godt kan lide, kunne jeg godt finde på at svare ’jeg elsker dig’. Tænk hvis man plukkede det ud af sammenhængen! Så det skriver jeg ikke mere.«

Videnskaben i ældgammel konflikt

Richardson har også mange gange sagt nej til at deltage i fjernsyns- eller radioprogrammer, hvor hun skulle tale om sin mening om resultatet af klimatopmødet.

»Man er nødt til at holde sin sti ren hele vejen igennem. Og bare fordi det er af politisk interesse, betyder det ikke at man skal vige bort fra det som forsker. Men selvfølgelig skal man være super opmærksom på, hvor langt man går. Jeg ville for eksempel ikke lade mig interviewe om, hvad jeg mente, det ’rigtige’ resultat af klimatopmødet ville være. Det er en politisk proces, og mit forskningsområde er naturvidenskab. Men alligevel skal man nok have en rimelig tyk hud,« siger hun.

»Det er, i modsætning til hvad der gælder for mange andre forskningsområder, meget sjældent, at naturvidenskabelige forskere deltager i samfundsdebatten,« fortsætter Richardson.

Hun mener, at klimadebatten bygger på en grundlæggende konflikt mellem tro og viden, som stammer helt tilbage fra da vores verdensopfattelse var fuldstændig defineret af religion.

»Folk kommer hen til mig på gaden og siger ’jeg tror ikke på global opvarmning’. Men fokus dér skal være på ordet ’tror’. Tro er religion. Viden er noget andet. Det baserer sig på en tolkning af data og anden konkret information.«

Når videnskaben så i den grad trækkes ind i konflikten som en ’part’, skyldes det, at man forsøger at lave politiske tiltag som bygger på den viden, der er tilgængelig, og videnskaben bliver derfor – ufrivilligt – politisk, forklarer Richardson.

Hun kan kun komme i tanke om én historisk episode, hvor tro og videnskab på samme måde lå i åben krig i offentligheden. Da Darwin fremsatte sin evolutionsteori blev opfattelsen af mennesker og natur rystet i samme grad, som klimaforskningen i dag forskrækker og vækker mistro.

Men netop den store offentlige opmærksomhed på forskeres arbejde inden for ét område har demonstreret, at »grundforskning er forskning i fremtiden,« siger Richardson.

»Desværre er der rigtig mange mennesker som betragter grundforskning som noget, samfundet ikke kan bruge. Og der skal vi altså udnytte det her fokus på klima til at vise, at KU netop kan bidrage med grundforskning, der er meget væsentlig for vores viden om klimaforandringer.«

Diskussionen skifter – videnskaben bliver

Richardson er dog overbevist om, at klimadebatten ikke fortsat vil tiltrække så stor en offentlig opmærksomhed: »Personligt tror jeg ikke, at man skal blive ved med at piske den her hest i formidlingssammenhæng. Noget af det, der kommer til at præge det her århundrede, bliver, hvordan ressourcerne skal fordeles. Det var i virkeligheden også det, COP15 handlede om.«

Hun mener, at der allerede i tiden efter klimatopmødet er sket ændringer i dagsordenen:

»Jeg tror, at hele klimadiskussionen fra nu af er uløseligt bundet sammen med energisikkerheds-diskussionen. Vi er ved at blive klar over, hvor akut situationen er på energiforsyningsområdet.«
Netop dette vil være med til at opløse fronterne i klimadiskussionen, siger Richardson.

»Alle kan se, hvad der sker, hvis vi er fuldstændig afhængige af den olie, der er i Mellemøsten. Det argument tror jeg appellerer ret meget til dem, som har været skeptiske over for, om mennesker kan påvirke klimaet. Så jeg tror, at diskussionen vil tage en anden drejning, som vil lede frem til en mere klimavenlig adfærd.«

På den måde vil netop klimaforskningen måske ikke stå for skud på samme måde i fremtiden – men det betyder ikke, at det er slut med at navigere i minefeltet mellem videnskab og politik, mener Richardson.
Uni-avis@adm.ku.dk