Vi skal også lytte til musikken

I forbindelse med, at vi nu igen skal til at lave studiereform for det musikvidenskabelige studium, har jeg gjort mig nogle tanker om forholdet mellem de forskellige ’fagligheder’, som tilsammen udgør vores fag.

Man har al den tid, jeg kan huske, talt om, at musikstudiet var præget af en simpel dikotomi mellem praktiske og teoretiske fag.

Det forekommer mig dog, at billedet i de senere år er blevet mere komplekst, idet den teoretisk/analytiske beskæftigelse med klingende musik (visuel og auditiv analyse, satslære mv.) ikke længere betragtes som hørende til den teoretiske del af uddannelsen.

Elementære færdigheder

Det gør kun de egentlige akademisk-teoretisk fag. Der er sågar dem, der i ramme alvor mener, at man slet ikke behøver at kunne læse noder og forholde sig musikanalytisk til et stykke musik for at kunne bedrive musikvidenskab.

Det er selvfølgelig altid en interessant principiel diskussion, og ikke blot inden for vores fagområde.

Behøver man eksempelvis besidde bare et elementært niveau af sprogfærdighed og eksempelvis forstå talt sprog for at kunne læse videnskabelige tekster og bedrive sprogvidenskab på universitetsniveau?

Studie uden sanser

For det er der ifølge en lektor på KUA med speciale i sprogtilegnelse, også folk, der har fundet ganske overflødigt.

En lektor fra spanskstudiet i Aarhus siger, at det efter hendes opfattelse er både grotesk og groft uforsvarligt, at man kan komme igennem et KA-studium i spansk ved hovedsagelig at læse engelske og danske tekster og modtage undervisning på de sprog.

Kan en blind så også studere billedkunst og visuel kultur? Og kan en døv forholde sig akademisk til den musik, han ikke kan erfare som andet end vibrationer i kroppen?

Sanserne er virkelighed

Hvordan vi end vender og drejer sagen, er både musik og sprog i første omgang kropsligt erfarede fænomener, som nødvendigvis må passere igennem sanseapparatet for at komme ind i hjernen.

Er det ikke en virkelighed, vi er nødt til at forholde os til, og tage uddannelsen og udviklingen af dette sanseapparat på os som en del af vores fag?

Og er det mon ikke netop derfor, de musikvidenskabelige uddannelser i eksempelvis Tyskland forudsætter, at kandidaterne på forhånd har en praktisk/musisk uddannelse bag sig?

Faget er vendt

Der er ingen tvivl om, at universitetets musikstudium er et ganske andet, end det var i 70’erne og 80’erne. Tidligere generationers kandidater var generelt nok noget skarpere i det rent musikfaglige, men stod til gengæld tilsvarende svagere, når der gjaldt akademiske og teoretiske kompetencer.

Kigger man på den tids specialer, var der som oftest tale om komplekse musikalske analyser på et spinkelt videnskabsteoretisk grundlag. Nu er det lige omvendt.

Ligger der ikke en latent fare i at skylle barnet ud med badevandet og udvande det musikfaglige så meget, at mange specialer på musikvidenskab måske lige så godt kunne have været skrevet af studerende fra andre humanistiske fag?

Skal alle bare være humanistiske generalister nu?

Hvor tungt skal akademia veje?

Jeg er fuldstændig enig i, at MI ikke skal fungere som en slags pseudokonservatorium for alle dem, der ikke er helt dygtige nok til at søge ind på de rigtige konservatorier.

Vi skal selvfølgelig skille os ud fra konservatorierne ved at have et solidt akademisk fundament under vores beskæftigelse med musik, men jeg er alligevel langtfra overbevist om, at det akademiske stof bør veje lige tungt for alle studerende.

Ved et møde den 1. oktober på MI blev det nævnt, at kun 12-15 procent af vores studerende har valgt de akademisk tungeste linjer, men en udpræget akademisk-hierakisk tænkemåde gør alligevel, at denne mindre gruppe studerende kommer til at stå som de ’rigtige musikstuderende’.

Hvor mange superakademikere er der brug for?

Selv om 80-90 procent af de øvrige studerende igen og igen giver udtryk for, at de slet ikke ville gå på MI, hvis ikke de praktisk-musiske fag fyldte så meget i studiet.

Jeg synes vitterlig, det er pragtfuldt, at folk har mulighed for at fordybe sig helt i det akademiske, hvis det er deres store interesse, men er det i grunden realistisk at tro, at der pludselig skulle blive brug for et større antal superakademiske forskerspirer?

Hvad skal der blive af de folk, når de engang bliver færdige på universitetet? Er det universitetets fornemste pligt at uddanne et antal højlærde forskere til brødløshed, eller er det en lige så hellig opgave at uddanne dygtige undervisere og formidlere?

Akademisk eller specifik

Skal vi i den akademiske renheds navn begrænse os til at uddanne benhårde teoretikere, der på det nærmeste kun kan forholde sig akademisk til musik?

Skal vi lave et musikstudium, der næppe vil tiltrække mere end 10-15 superakademiske studerende per år, og som følge deraf må klare sig med to-tre fastansatte lektorer? Er det en ønskelig udvikling for musikstudiet?

Tilsvarende kunne man måske samle alle sprog under faget Sprogvidenskab og spare enhver sprogspecifik faglighed væk. Pyt med, om nogen behersker de klingende sprog og den tilhørende kultur, hvis bare de kan forholde sig akademisk-teoretisk til dem.

Er det i det hele taget en universitær naturlov, at det akademisk-teoretiske for alle studerende skal have forrang over for det fagspecifikke?

Universitas ekskluderer ikke

Kunne man kættersk forestille sig en sideordning i stedet for et hierarki? Kunne den universitære legitimitet blot bestå i, at alle musikstuderende har et akademisk fundament under deres beskæftigelse med musik?

Universitas betyder mig bekendt noget i retning af ’alle dele af helheden’ og er således ikke et ekskluderende begreb.

På amerikanske colleges uddannes musikvidenskabsfolk og udøvende musikere ved siden af hinanden, og der er også her i Danmark en tydelig tendens i retning af, at flere og flere fag, der tidligere har været betragtet som ikke-akademiske, får tilføjet en akademisk vinkel og vinder indpas på universitetet.

Ernærer sig ved det praktiske

For eksempel kan man læse en Master i sygepleje, og mange politikere ønsker læreruddannelsen lagt ind under universiteterne.

Det betyder imidlertid næppe, at det skal være vigtigere for en lærer eller en sygeplejerske at kunne akademisk videnskabsteori end praktisk didaktik og sygepleje.

Jeg er helt på det rene med, at MI ikke længere primært uddanner gymnasielærere i musik, men er det alligevel ikke stadig sådan, at mange af vores kandidater helt eller delvis ernærer sig ved deres praktisk-musiske færdigheder?

Praktiske, tænkende undervisere

Og er der i grunden noget forkert ved det?

For mig at se ville det snarere være en styrkelse af vores fag, hvis musikundervisningen i gymnasier, VUC, højskoler, musikskoler, aftenskoler med videre i højere grad blev varetaget af folk, der ikke kun kan spille og synge, men også står på et fornuftigt akademisk fundament?

De pædagogiske fag på konservatorierne er under hårdt pres i disse tider, så måske vi i stedet burde tage konkurrencen op og satse på også at uddanne virkelig gode undervisere, der både kan spille og synge, læse og tænke.

uni-avis@adm.ku.dk