Professor i geologi Minik Rosing:

Flyt en milliard ton grønlandsk gletsjer sydpå

Man kan forstå Jorden som en hel masse koblede kredsløb af forskellige grundstoffer. Et af de vigtigste kredsløb er kulstofkredsløbet, hvor kuldioxid i atmosfæren optages af planter og mikroorganismer, som bliver spist af dyr og til sidst kommer tilbage igen som CO₂.

Problemet er, at vi er begyndt at tappe ind i det kredsløb og bruge aflejringer, som det har taget millioner af år at opbygge. Det har vi så futtet af i løbet af hundrede år, og derfor er kredsløbet kommet totalt ud af balance.

Det er især planterne, der styrer kulstofkredsløbet, og de skal bruge kalium og fosfor for at leve. I troperne og subtroperne, hvor det er varmt og fugtigt, bliver mineralerne i jorden opløst og næringsstofferne vasket ud i havet. Det efterlader udpint jord.

Oppe nordpå er der masser af næringsstoffer. Indlandsisen kværner grundfjeldet under sig til et fint pulver af mineraler og skyller det ud med smeltevandet til kysterne i Grønland. Det pulver indeholder præcis de mineraler, som planterne har brug for, for at vokse, men fordi det er så koldt, bliver mineralerne ikke opløst og brugt.

Man ser det her gletsjerpulver alle vegne i Grønland. Det ligger over det hele, er ærkeirriterende og sidder fast i gummistøvlerne. Det ville være væsentligt sjovere, hvis vi kunne fragte det knuste materiale fra Arktis til troperne og subtroperne, få det aktiveret som næringsstoffer og dermed skabe mere vækst. Det vil både trække CO₂ ud af atmosfæren og mindske den ulighed mellem det globale syd og nord, som især skyldes forskel i næringsstoffer i jorden.

Omfordel til det udpinte globale Syd

Som geolog vil jeg sige, at den store ulighed i verden primært skyldes jordbunden. Der løber et bælte over hele den nordlige halvkugle, hvor der er stort afkast af landbrugsproduktion og god næringsholdig jord. Den ulighed kunne man sådan set selv rette op på ved at fordele næringsstoffer mere ligeligt.

Det nytter ikke noget som helst globalt, hvis man får en fantastisk effekt af et produkt, man kun kan bruge i en baghave i Allerød.

Minik Rosing

Hvert år skyller en milliard ton pulver ud til kysterne i Grønland, og den mængde stiger med afsmeltningen af Indlandsisen. Det er relativt nemt at indsamle.

Lige nu regner vi med, at man skal bruge 20 ton af pulveret per hektar landbrugsjord. Det betyder, at man med én milliard ton gletsjermel årligt kan gøde et areal, der svarer nogenlunde til det udpinte landbrugsareal i Afrika. Det er naturligvis ikke praktisk muligt, men det viser, at en lokal ressource kan få global betydning.

Det gør det til en potentielt interessant idé, fordi man kan skalere det lige så meget op, som man orker. Det nytter ikke noget som helst globalt, hvis man får en fantastisk effekt af et produkt, man kun kan bruge i en baghave i Allerød.

Professor i makroøkologi Carsten Rahbek:

Drop konsulentrapporterne og plant (vildt meget) mere skov

Vi kan ikke løse klimakrisen ved at reducere vores CO₂-udslip. Det går for langsomt. Vi er nødt til at bruge naturens systemer til at lagre CO₂ i lavbundsjorder og skove. Hvis jeg skulle proppe en masse penge i klimaområdet, ville jeg bruge dem på det.

Vores forbrug af land er enormt svinsk. Vi ødsler med vores ressourcer, og derfor kan vi nå rigtig langt ved at bruge vores areal bedre til landbrug og skovbrug, mens vi passer på naturen og laver klimatiltag.

IPCC siger, at vi skal bevare eksisterende skove og plante flere. I Danmark har vi oversat det til, at vi skal plante mere produktionsskov, som vi kan fælde og brænde af, og at det er en bæredygtig brug af træmasse, der erstatter fx kul.

På papiret betyder det, at Danmark har reduceret sin CO₂-udledning gevaldigt, fordi halvdelen af vores grønne energi i dag kommer fra biomasseforbrænding. Men forbrænding af træ leder mere CO₂ ud per energienhed end kul. Det betyder, at vi i øjeblikket praler af at have en CO₂-reduktion, som kun eksisterer i et Excel-ark.

Vi har ikke været radikale nok

Klimaet er jo ligeglad. Vi har ikke været radikale nok i det, vi skulle gøre. Første skridt er, at vi skal lade være med at hugge vores skov ned og bare brænde den af. Den er ikke et affaldsprodukt.

Når jeg kritiserer den måde, vi bruger skov på, får jeg spørgsmålet: Hvordan vil du så plante en optimal klimaskov? Så siger jeg: Det ved vi faktisk ikke, og der har ikke været noget incitament til at finde ud af det. Vi ved bare, at vi skal fokusere på skov, der binder CO₂ hurtigst muligt under hensyntagen til land-use og biodiversitet. Samtidig skal vi genskabe de naturlige vandsystemer som lavbundsjorder, der også vil holde på og optage CO₂.

I øjeblikket praler vi af en CO₂-reduktion, som kun eksisterer i et Excel-ark.

Carsten Rahbek

Jeg tror ikke på, at teknologi kan løse krisen, sådanne projekter ender ofte som blålys. Vi mangler den holistiske tilgang: Vi har både udfordringer med rent vand på jorden, at økosystemerne ikke fungerer med hensyn til næringsstofcirkulation, en biodiversitetskrise med tab af arter og genetisk variation og med klimaet.

Statsminister Mette Frederiksen sagde noget rigtig godt på mødet om en ny biodiversitetsstrategi på Marienborg 4. november foran over 40 organisationer: Når vi planter skov, har det ingen effekt på biodiversiteten, det hjælper kun klimaet. Det er en fantastisk rigtig erkendelse.

Lige nu taler alle om, at vi skal lave transformativ forskning. De tror, det handler om at justere lidt på de velkendte knapper, vi er vant til at trykke på. Der er ikke et enkelt fix. Men de inkrementelle (gradvist voksende, red.) løsninger som fokuserer på helheden af jordens systemer kan føre til de transformative ændringer, som virkelig er nødvendige.

Det kræver stærke forskningsmiljøer og forskningsbaseret undervisning, hvis de danske universiteter skal bidrage til de globale løsninger. Det hjælper ikke at skrive flere konsulentrapporter.