Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Vi studerende bliver også ramt af fyringer på SCIENCE

Åbent brev — Man kan ikke spare 100 millioner kroner, uden at det også går ud over de studerende. Vi frygter aflyste kurser og dårligere uddannelseskvalitet, og vi tror ikke, ledelsen har forstået alvoren.

Navne på alle underskrivere fremgår nederst i indlægget.

Kære studerende, professorer og administrative medarbejdere på SCIENCE

Som medlemmer af Studienævnet for det Biologiske Område ønsker vi at give udtryk for vores dybe bekymring vedrørende den nylige annoncering af nedskæringer på SCIENCE.

Det forventes, at nedskæringerne vil løbe op i omkring 100 millioner kroner, og at pengene skal spares gennem fyringer af fast personale og reduktioner af fakulteternes budgetter allerede i 2026.

LÆS OGSÅ: SCIENCE står med milliardbygninger og millionunderskud: Fyringer kan ikke udelukkes

Den manglende gennemsigtighed i processen kombineret med den forhastede tidslinje for implementering af nedskæringerne har rejst seriøse bekymringer ved vores seneste studienævnsmøde.

Baseret på den nuværende tilgængelige information forudser vi en række potentielle konsekvenser for vores studerende.

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.

Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.

Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.

Kurser og specialer er i fare

For det første forventer vi en række negative konsekvenser for de studerendes uddannelser. Det er blandt andet færre ressourcer såsom laboratorietid og redskaber og mindre støtte fra institutterne til specialer og andre studie-relaterede projekter.

Derudover vil fyringerne formentlig lede til kursusaflysninger, som vil besværliggøre studieplaner og forsinke studieforløb for den enkelte studerende.

Vi frygter også, at reducerede muligheder for én-til-én-undervisning og -vejledning i samspil med færre afleveringer og ringere mulighed for at få feedback yderligere vil mindske den overordnede læringskvalitet og begrænse individuel akademisk udvikling.

For det andet vil en øget arbejdsbyrde for allerede travle ansatte have en direkte negativ indvirkning på de studerendes oplevelse. Vi forventer større kursushold, og at flere kurser vil blive aflyst, både i nuværende studieår og i de kommende semestre. Og det vil som følge blive forventet, at den enkelte professor vejleder endnu flere bachelorprojekter, specialer og andre projekter.

Vi opfordrer universitetets ledelse til at anerkende situationens alvor

Sluttelig forventer vi pres på administrationen og risici for den akademiske kvalitetssikring. Studienævnet har ikke været involveret i diskussionerne angående restrukturering af institutterne, men vil stadig være ansvarligt for at sikre den akademiske kvalitet af studieordningerne.

Desuden risikerer den forhastede udrulning af ændringer uden omtanke for kvalitetssikring, at overvælde administrationerne, og at faste procedurer for evaluering af studieordningerne bliver forbigået.

For at opsummere, bringer den nuværende tidslinje studienævnets mulighed for at udfylde sin rolle i at sikre studiekvalitet og sammenhæng i uddannelserne på Københavns Universitet i fare.

Vi tror ikke, I anerkender alvoren

I øjeblikket forbliver det uklart, hvorvidt de nuværende procedurer for revision af studier og kurser vil blive opretholdt, og for hver dag, der går uden afklaring, øges sandsynligheden for, at ordentlige tilsyn negligeres i hastværket for at nå deadlines for nedskæringerne.

Selvom nogle af disse konsekvenser blot er forudsigelser, reflekterer de vores forståelse af den nødvendige balance for at opretholde den faglige kvalitet på vores uddannelser. Vi tror ikke, universitetet fuldt ud har taget højde for, hvad disse nedskæringer kan medføre for hverken fakulteter, personale, studerende eller administrative afdelinger.

LÆS OGSÅ: Rektor om besparelser på SCIENCE: Der er ingen vej udenom

Som studerende er vi nedslåede over manglen på konsultation og over den usikkerhed, der omgiver disse beslutninger, som kan få vidtrækkende konsekvenser for vores uddannelse og fremtid.

Vi opfordrer universitetets ledelse til at anerkende situationens alvor, indgå i åben dialog med studerende og ansatte og sikre, at de beslutninger, der er blevet taget, ikke underminerer den uddannelseskvalitet, som definerer Københavns Universitet.

Med venlig hilsen
Studenterrepræsentanterne i Studienævnet for det Biologiske Område:

Kristian Siig Hessel (forperson)
Anna Østergaard Caggese
Clara Kiirdal Niemann
Kamille Hjorth Arndal
Margit Pi Jensen
Stephanie Sibbald 
Victoria Herlov Roed

Seneste