Forskerhotel eller centersucces

De mange rare millioner går nemlig direkte til centrene og er tilmed øremærket specifikke emner eller forskningstemaer. Centrene medvirker tilmed til at dræne kassen for de såkaldte basismidler, altså midler til forskning fra staten, som ledelsen selv frit kan disponere over, for det er ofte en betingelse, at universitetet medfinansierer projekterne. Private fonde giver som hovedregel heller ikke støtte til overhead, altså til husleje og andre administrative følgeomkostninger, der er forbundet med at gennemføre eksternt finansierede forskningsprojekter. Disse midler må tages fra institutternes basisbevillinger i stedet.

»Udviklingen kan over en årrække give problemer med bredden i forskningen og vækstlaget af nye unge forskere. Når flere penge er øremærkede, har en ledelse færre muligheder for at styre udviklingen. Set fra fakultetets synsvinkel er vi ved at nå grænsen for, hvor få basismidler vi kan klare os med,« siger John Mundy.

Han tilføjer, at nedskæringerne de to seneste år på fakultetet illustrerer situationen. På den ene side henter nogle af de bedste forskere store bevillinger hjem og nyder stor succes med deres forskning på deres centre, hvilket er positivt. Men samtidig får ledelsen tæsk i medierne, fordi den må afskedige forskere, da der ikke er penge nok til at lønne alle de fastansatte på grund af færre basismidler og faldende studentersøgning til Biologi og geo-fagene.

KU mister styringen

Leif Søndergaard, AC-fællestillidsrepræsentant og lektor på Biologisk Institut, mener at centrene gør det vanskeligt for medarbejderne at orientere sig i ledelsessystemet, fordi de fungerer som autonome enheder. Da bevillingerne er tidsbegrænsede, gør de det også vanskeligt for ledelsen at tænke langsigtet i forhold til forskningen, og de gør det uklart, hvem der faktisk styrer, hvad der skal forskes i.

»Det populariserer forskningen, fordi du skal tænke i enkelte overskrifter og gerne have et plusord som for eksempel ’nano’ ind i centernavnet for at få en bevilling. Problemet er, at forskningen bliver styret af, hvilke centre universitetet kan skaffe penge til at oprette og ikke ud fra langsigtede strategier, så det er efterhånden diffust, hvem der egentligt styrer forskningen,« siger Leif Søndergaard.

Dårligere ansættelsesvilkår

Søndergaard tilføjer, at det er hans indtryk, at rigtig mange unge, nye forskere må nøjes med at blive ansat som postdocs på tidsbegrænsede kontrakter i de nye centre. Han har derfor bedt universitetsdirektøren om tal for udviklingen.

På landsplan er tendensen imidlertid klar. Mens antallet af lektorer har været svagt stigende fra 2004 til 2009, er antallet af ansatte i midlertidige stillinger som adjunkter og postdocs gået fra omkring 1.100 i 2004 til cirka 1.500 i 2009.

De mange postdocs giver ifølge Leif Søndergaard problemer med undervisningen, idet de ikke har undervisningspligt som lektorer, og han mener også, at det vil gøre det vanskeligt for KU at rekruttere nye forskningstalenter i fremtiden.

»Jeg kan se, at mange af de nye forskere på centrene kommer fra en tilsvarende stilling som postdoc på et andet universitet, så de får et meget langt forløb uden fastansættelse. KU kommer til at stå rigtig dårligt, når finanskrisen er ovre, hvis vi ikke kan tilbyde en fast stilling og karriere, fordi vi ikke kan konkurrere på lønnen med det private,« siger Leif Søndergaard.

Han tilføjer, at medarbejderrepræsentanter og ledelsen i Hovedsamarbejdsudvalget (HSU) er enige om, at eksterne midler skal bruges til fastansættelser, men lokalt er mange institutledelser imod at fastansætte forskere på midlertidige bevillinger, så her går udviklingen i stik modsat retning.

Kontinuitet i undervisningen afgørende

Ifølge Berthe M. Willumsen, der er professor (mso, det vil sige professor med særlige opgaver – hendes inden for undervisning) på Biologi er de fleste midlertidigt ansatte postdocs bevidste om, at en senere fastansættelse – i hvert fald formelt – er betinget af en vis erfaring med at undervise, så de deltager gerne i en del af den mere specialiserede
undervisning.

Men problemerne opstår, når der ikke er penge til tilstrækkelig undervisningskapacitet på instituttet til at gennemføre de grundlæggende kurser.

»Alle ved, at hvis man gennemfører intro-undervisning med skiftende undervisere uden evne eller vilje til at perspektivere, falder de studerende simpelthen fra på de fag, som Nat udbyder. Meget få studerende hos os hænger på, på samme måde som dem, der ved, at de vil være læger, dyrlæger eller tandlæger. Hos Nat vælger de blot at læse et andet sted, hvis undervisningen er skåret forkert. Heldigvis er der kun få uengagerede undervisere blandt de midlertidigt ansatte, men det er umuligt at opretholde et kursus’ identitet, hvis der ikke er kontinuitet,« siger hun.

Uddannelserne taber

Bjarke Rubow, næstformand for Studenterrådet, understreger, at de studerende ikke i sig selv er imod ekstern finansiering, men han mener, at KU er blevet for afhængig af støtte udefra, og det er et problem at midlerne er øremærket til forskning.

»Vi studerende kan ikke bruge stjerneforskerne til noget, hvis vi ikke bliver tilbudt undervisning på et tilstrækkelig højt niveau. De store bevillinger går til dele af universitetet, mens andre bliver helt glemt, og uddannelserne er slet ikke med i spillet om milliarderne. Der sker derfor i disse år en skævvridning med flere penge til forskning og færre til uddannelse, hvilket vi er meget imod,« siger Bjarke Rubow.

Centre er fremtiden

Ledelsen på Niels Bohr Institutet på Nat var blandt de første til at tilpasse sig udviklingen med færre basismidler og flere konkurrenceudsatte midler. Instituttet er i dag knyttet til ti centre på tværs af forskningsgrupper. Det første var Nano-Science Centret der blev skabt for syv år siden.

Ifølge specialkonsulent Rasmus Borum Rydahl fra afdelingen for Forskning og Innovation på Nat, der blandt andet hjælper forskerne med at udforme ansøgninger, fik Nano-Science Centret alene sidste år tilsagn om ekstern støtte i omegnen af 110 millioner kroner for perioden 2009-2013.

»Penge i den størrelsesorden giver helt åbenlyse muligheder for rekruttering og ny infrastruktur, så de positive effekter ved centrene opvejer langt de negative,« siger han.

John Renner Hansen, institutleder på Niels Bohr, forklarer, at cirka 80 procent af forskningen på instituttet i dag foregår i forbindelse med centre.

»Et center trækker i første omgang penge ud af instituttet, men det er en investering, så vi håber altid at få pengene ind igen. Et center gør det mere effektivt og smidigt, når forskerne skal ud og søge penge; det er lettere at finde samarbejdspartnere, når du har en vis styrke; og det er mere synligt for bidragsyderne, hvad pengene går til,« siger John Renner Hansen.

Han er overbevist om, at flere centre er vejen frem, hvis KU skal klare sig i konkurrencen om forskningsmidlerne.

»Forskningen inden for naturvidenskab har ændret sig de sidste 15 til 20 år i retning af øget internationalisering, og tingene foregår i større grupper. Vi kan se, at de forskere, der ikke er med i centre, har sværere ved at skaffe midler. Hvis du sidder med dit eget lille fagområde, opdager du ikke, at det de andre laver er interessant, og så bliver der ikke skabt synergi mellem fagområderne,« siger John Renner Hansen.

Støtte til eliten virker

En undersøgelse lavet af Ingeniørforeningen IDA offentliggjort i marts i år viser, at naturvidenskabelige forskere bruger uforholdsmæssigt meget tid på projektansøgninger og administration. Således bruger de ti procent af arbejdstiden på at skrive ansøgninger, 13 procent på administration, 35 procent på forskning og 22 procent på undervisning/formidling.

Ifølge Thomas Sinkjær, direktør for Danmarks Grundforskningsfond, er det fondens målsætning »at genere forskerne mindst muligt«.

Det betyder, at krav om rapporter er minimeret, og at fonden i stedet besøger centrene en gang årligt. Fonden har lavet en undersøgelse, hvor forskerledere på centrene, som fonden støtter, er blevet spurgt hvor meget tid de bruger på administration på grund af Danmarks Grundforskningsfond. Resultatet viser, at de bruger mindre tid i forhold til andre bevillinger.

Thomas Sinkjær forklarer, at fonden uddeler godt to procent af de offentlige forskningsmidler, og at fonden primært giver penge til hvad de kalder Centres of Excellence, fordi loven foreskriver, at fonden skal yde støtte til de store satsninger og eliten blandt forskerne.

Han tilføjer, at fonden i udvælgelsen af centrene lægger stor vægt på, at forskerens egen nysgerrighed og initiativ driver forskningen samtidig med at vækstlaget sikres. Derfor går en stor del af fondens bevillinger også til ph.d.-stipendiater og postdocs inden for det givne centers faglige område.

»Vi leder efter den bedste forsker med den mest visionære idé, der kræver flere års ro for at udfolde sig. Et center er den bedste ramme for de helt store satsninger over lang tid, og vi kan se, at det virker,« siger Thomas Sinkjær.

Han henviser blandt andet til, at 20 procent af alle danske publikationer i Nature og Science kommer fra forskere, der får støtte fra Grundforskningsfonden.

Støtter gode liv

Også private fonde støtter centre i stor stil. Herunder Nordea-fonden, der støtter aktiviteter, der fremmer ’det gode liv’, blandt andet sundhedsfremmende aktiviteter.

Ifølge sekretariatschef Ulla Björnsson er det nyt for fonden at støtte centre, men man har i to tilfælde valgt at finansiere forskningscentre, begge placeret på KU, for at sikre de bedste forskningsresultater.

»Fordelen ved et center er, at det sikrer sammenhæng i forskningen omkring et fokus og et tværgående samarbejde mellem forskellige discipliner,« siger hun.

Center for Sund Aldring på Sund har fået 150 millioner kroner og OPUS-centret på Det Biovidenskabelige Fakultet (Life) 100 millioner kroner over fem år. Sidstnævnte skal styrke folkesundheden med særlig fokus på børns sundhed, trivsel og velvære, og det er verdens største forskningsprojekt af sin art.

Fonden har ikke fastsat en fast pulje til centre, men giver i gennemsnit 50 millioner kroner ud af en gennemsnitlig årlig uddeling på 300 millioner kroner.

Ulla Björnsson understreger, at Nordea-Fonden giver støtte til overhead.

Vander vækstlaget

Lundbeckfonden, der primært støtter sundhedsvidenskabelig og naturvidenskabelig forskning med neurovidenskab som særligt fokusområde, har også doneret penge til centre på KU.

Fonden har siden 2005 støttet forskningscentre med op til 100 millioner kroner om året, men ifølge forskningschef Anne-Marie Engel har fondens bestyrelse på sit strategiseminar i efteråret 2009 besluttet at stoppe støtten til nye centre, foreløbig i 2010, og give pengene til yngre forskere i stedet.

»Lundbeckfondens formål er at gøre en forskel ved at støtte gode danske forskningsmiljøer med potentiale til at markere sig internationalt, men der er efterhånden etableret rigtig mange centre. Vi ser derimod unge lovende forskningsledere, der skal etablere deres egen forskningsgruppe for første gang som et område vi kan dyrke op,« siger hun.

Lundbeckfonden vil i år bruge i alt 100 millioner kroner ud af den samlede årlige donation på cirka 340 millioner kroner på bevillinger til forskningsledere. 50 millioner kroner gives til lovende unge forskere inden for sundheds- og naturvidenskab i form af de såkaldte ’The Lundbeck Foundation Junior Group Leader Fellowships’. Stipendierne løber i fem år, og hvert enkelt stipendium er på ti millioner kroner. Andre 50 millioner kroner anvendes til to ’Grants of Excellence’ til mere erfarne forskningsledere inden for neurovidenskab.

Prodekan John Mundy glæder sig over, at fonden er begyndt at vise forståelse for problemerne med vækstlaget blandt de unge forskere.

clba@adm.ku.dk