Videnskabet: Afrika rykker

Skal man tro mediernes behandling af Afrika, så er der ingen grund til optimisme med hensyn til kontinentets udviklingsmuligheder i fremtiden. Ifølge medierne er Afrika præget af politiske ledere à la Mugabe, af massivt misbrug af udviklingsbistand og af ødelæggende naturkatastrofer. For at nuancere debatten om Afrika er KU og Nordiska Afrikainstitutet i Uppsala vært ved en stor konference i oktober.

For der er grund til optimisme med hensyn til afrikanernes fremtidsmuligheder, og det skyldes de seneste års forandringer i Afrika. Også selv om forandringerne ikke alle steder er entydigt positive. Unge afrikanere er her af central betydning. Traditionelt har de unge været brugt, og især misbrugt, af ledere rundt omkring i Afrika i militære aktioner af forskellig art. Det sker stadig, men det nye er at unge afrikanere, især i byerne, aktivt kæmper for demokrati og ser muligheder for forandringer gennem demokratiseringsprocesser. Disse tendenser har været særligt tydelige i forbindelse med valgene i Kenya og Zimbabwe. I det følgende fremhæves noget af den politiske dynamik i disse lande.

Medieskabt stammekrig i Kenya

Valget i Kenya december 2007 og de efterfølgende uroligheder er af den internationale presse blevet præsenteret som en konflikt eller stammekrig mellem på den ene side den siddende præsident Kibakis Kikuyu-gruppe og på den anden side oppositionslederen Raila Odinga’s Luo’er. Det er korrekt at der efter valget forekom etnisk baserede sammenstød med dødelig udgang, men de mest omfattende aktioner var demonstrationer i Kenyas byer. Disse aktioner var i langt overvejende grad iværksæt og støttet af utilfredse unge.

Årsagen til de unges utilfredshed var at de følte at præsidenten, regeringspartiet og resten af den politiske magtelite stjal valget gennem valgsvindel. De unges aktioner kan ses både som et udtryk for opbakning til demokratiet som institution og som en aktiv protest mod at blive snydt. Altså de unges aktive valg af demokrati og fravalg af magtmisbrug. Et af de vigtigste våben i de unges mobilisering såvel i forbindelse med valget som i de efterfølgende demonstrationer, har været sms’er.

Blandt unge, især i byerne, og blandt mange andre i Kenya er der udbredt utilfredshed med den kompromisaftale som den Afrikanske Union fik strikket sammen angående en magtdeling mellem Kibaki og Odinga. Opfattelsen hos kritikerne er at aftalen har hjulpet en række af de korrupte politikere til at sikre deres økonomisk lukrative politiske positioner. Det bliver spændende at følge den politiske udvikling og ikke mindst befolkningens interesse for at deltage, set i lyset af den udbredte frustration over magtdelingen.

Den politiske interesse i Kenya er ikke kun afhængig af interne forhold. De fleste i Kenya er ramt af Obama-euforien. Der er i Kenya stor glæde og optimisme og en fornemmelse af øget selvværd på grund af muligheden for at Barack Obama bliver den næste amerikanske præsident. Særligt Luo’erne venter spændt på resultatet af det amerikanske præsidentvalg, for Obama har ikke kun rødder til Kenya, men han er også Luo. Dette er interessant fordi Luo’erne traditionelt har været politisk marginaliserede i Kenya.

Robert Mugabe fra visionær til paria

Zimbabwe tager førstepladsen når det gælder Vestens pressedækning. Den primære årsag hedder Robert Mugabe. Anders Fogh Rasmussen kalder ham en bandit. Andre sidestiller ham med Saddam Hussein. Mugabes status som paria i Vesten er tankevækkende. For det første fordi han af Vesten i 1980’erne og langt ind i 90’erne blev hyldet som kontinentets mest visionære leder. Mugabes ‘tredje vej’ var baseret på fredelig sameksistens mellem den hvide økonomiske elite og det fattige sorte befolkningsflertal. Mugabes økonomiske politik baseret på vækst med omfordeling blev i 1980’erne lovprist af den internationale opinion. Mugabes projekt med en eksportorienteret udviklingsstrategi mindede til forveksling om det der i donorjargonen omtales som ‘the Washington Consensus’, og som gennem en del år har været mantraet i de vestlige bistandsorganisationers anvisninger til fattige ulande der ønsker udvikling.

Ved årtusindskiftet blev Mugabe og Zimbabwe lagt på is af Vesten med medfølgende økonomiske og politiske sanktioner primært som følge af regerings tvangs-ekspropriation af privatejede (især ejet af hvide) landejendomme. Herefter blev Mugabe opfattet som paria i Vesten. I Afrika er Mugabe stadig en helt for mange. Et af eksemplerne på Robert Mugabes popularitet er en opinionsundersøgelse publiceret i magasinet New African fra 2004. Her kom Robert Mugabe ind som Afrikas tredjestørste personlighed, efter Nelson Mandela og Kwame Nkrumah. Robert Mugabes popularitet blandt afrikanerne skyldes primært hans indædte kamp mod Vestens kolonisering. Mugabes CV er uden sidestykke i nyere afrikansk politik.

Mugabes opfattes som en panafrikanist der på én og samme tid kæmper for afrikanske værdier og bekæmper imperialismen. Sejren over Ian Smiths hvide mindretalsstyre med afviklingen af Rhodesia, og senest udsmidningen af de hvide jordejere, samt Mugabes mod til at tale Blair/Brown og Bush midt imod, har givet ham heltestatus overalt på kontinentet. På det allerseneste har Mugabes image dog fået ridser i lakken, også blandt afrikanere, især på grund af de systematiske og voldelige aktioner imod oppositionen. Vold mod andre afrikanerne giver ikke street credibility hos afrikanere, tværtimod, så Mugabe har tabt terræn.

Unge kæmper med og mod Mugabe

Mugabe er bevidst om egne bedrifter og spiller på både nationalfølelsen og panafrikanismen i kampen mod oppositionen i Zimbabwe. Op til præsidentvalget i 2002 omtalte Robert Mugabe konsekvent modkandidaten, Morgan Tsvangirai, som Tony Blairs lakaj, og han nægtede at gå i dialog med oppositionen fordi »de er forrædere som vil gøre Zimbabwe til Englands og USA’s oversøiske territorium«.

I den seneste valgkamp har han igen iscenesat sig selv som garant for Zimbabwes suverænitet. Mugabe ses stadig som en helt i Zimbabwe, men hans opbakning er ved at smuldre. Især de unge i byerne har for længst vendt Mugabe ryggen. Primært på grund af Mugabes/regeringspartiets/statens magtmisbrug, herunder systematisk forfølgelse af folk der støtter oppositionen. I de seneste års statsstyret vold har unge, primært fra fattige landområder, spillet en central rolle. Mange af de såkaldte krigsveteraner der i år 2000 besatte privatejet landejendom, var unge som var hyret af regeringspartiet til at gennemføre dets politik. Zimbabwes regerings brug af unge i den nuværende krise kan ses som en pendant til rødgardisterne under kulturrevolutionen i Kina.

Unge fra landområderne er gennem de seneste år blevet hyret af styret i Zimbabwe og trænet til at angribe både oppositionsfolk og dem der formodes at støtte oppositionen. De statsstyrede voldelige angreb på potentielt politiske modstandere eskalerede under de nyligt afholdte valg i Zimbabwe. I forbindelse med valgene var det endnu engang tydeligt at de unge i byerne massivt støtter oppositionen, men primært vokalt og i stemmeboksene.

Fredelige kvinder kæmper mod Mugabe

Den gruppe der mest tydeligt har indtaget gaderne i demonstrationer mod Mugabe-styret er WOZA. WOZA betyder ‘stå frem’ på Ndebele sproget og er samtidig en forkortelse for Women of Zimbabwe Arise. WOZA blev etableret i 2003 i protest mod styrets overgreb og kæmper for grundlæggende frihedsrettigheder. WOZA har på få år samlet mere end 35.000 medlemmer og har udført mere end 50 fredelige demonstrationer overalt i landet. I forbindelse med protestaktioner er mere end 2500 kvinder blevet tilbageholdt af politiet. Jenni Williams der er WOZA’s initiativtager og leder, har været fængslet et utal af gange, men hun besidder stadigvæk en utrolig kampgejst og en klippefast tro på forandringer i Zimbabwe gennem fredelige demonstrationer. Jenni Williams’ karismatiske udstråling kan opleves på Nordiske Afrikadage hvor hun er inviteret som hovedtaler på konferencens første dag, torsdag 9. oktober.

Nordiske Afrikadage i København

Også mange andre temaer end de her nævnte vil blive diskuterede i løbet af de to dage de Nordiske Afrikadage finder sted i København. For eksempel bliver der en workshop om Migration og Mobilitet – Regionalt og Globalt, med fokus på trans-kontinental migration i aktuelt og historisk perspektiv, fra pilgrimsrejser i det tidligere tyvende århundrede til vore dages arbejdsmigration m/k, med tilhørende illegalitet, risikable rejser og elendige arbejdsforhold.

En anden workshop undersøger de sprudlende kulturformer i Afrikas byer, herunder musik, dans, film, video, tv og litteratur af enhver art. Moderne billedkunst fra Afrika er så småt ved at blive et hit på det globale marked, og det meste af denne kunst kommer fra byerne. En tredje workshop diskuterer køn, krop og seksualitet i situationer hvor HIV/AIDS er en realitet. Der fokuseres her blandt andet på kærlighed og forelskelse og på relative magtforhold mellem mænd og kvinder. En fjerde workshop handler om religiøse organisationer og institutioners stigende indflydelse og gradvise overtagelse af tidligere statslige ansvarsområder. Hvilke betydninger har det i sådanne sammenhænge at tale om sekulære stater?

Et par workshops tager nye forhold i bistandsarbejdet op til diskussion, herunder for eksempel en workshop om Brand AID, den hyper-aktuelle sammenblanding af bistand med business og reklame mens diskussionerne i andre workshops kommer tættere på de temaer som blev taget op i starten af denne artikel. Der er således en workshop om Ungdom og Håb, en om Krig, Militær og Konflikt, og en om Ret, Politik og Demokrati. Nordiske Afrikadage omfatter alt i alt elleve forskellige workshops hvor Afrikaforskere fra hele Norden, inklusive en håndfuld afrikanere, giver oplæg til diskussion.

Formålet med konferencen er først og fremmest at skabe mulighed for, at Afrikaforskere og -studerende fra de nordiske lande kan mødes, diskutere og lære hinanden at kende samt finde ud af hvad der foregår inden for Afrikaforskningen og Afrikastudier i de nordiske lande. Men formålet er også, mere lokalt, at skabe mulighed for at forskere og studerende fra de forskellige universiteter, forskningsinstitutioner og relevante NGOer i Danmark kan mødes og snakke sammen. Konferencen er derfor åben for alle som forsker i, arbejder med, studerer eller bare er interesserede i samfundsforhold i Afrika. Vi håber på et talrigt fremmøde. Konferencen starter som sagt torsdag 9. oktober, og første punkt på programmet er Jenni Williams’ keynote speech, kl. 9.15.