Videnskabet - Danmarkshistorien på Frederiksberg Campus

Når vi på Københavns Universitet her i 2008 fejrer Frederiksberg Campus 150 års fødselsdag, er det ikke bare nogle bygninger vi råber hurra for.

Frederiksberg Campus har dannet rammen for størstedelen af den forskning og uddannelse som tidligere foregik i regi af Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, og som i dag fortsætter på Det Biovidenskabelige Fakultet – LIFE i daglig tale.

Indvielsen af Frederiksberg Campus for 150 år siden blev markeret ved en højtidelig festlighed den 24. august 1858. Men det var to og et halvt år tidligere at Frederik VII den 8. marts 1856 havde underskrevet loven om oprettelsen af KVL. Og det er den dag der siden har været fejret som »det levende fakultets« officielle festdag.

Oprettelsen af KVL var den foreløbige kulmination på en meget lang udvikling inden for de to spor, veterinær- og jordbrugsvidenskab der som navnet viser var den oprindelige kerne i dens virksomhed. Her, hvor vi skal markere den runde dag, kan det være på sin plads at kigge lidt nærmere på denne udvikling frem til selve oprettelsen.

Baggrunden

Dansk landbrug var i første halvdel af 1700-tallet i dyb krise. Teknisk havde det ikke udviklet sig synderligt siden middelalderen, og forskellige forhold som fx udpining af jorden, sandflugt, ødelæggelse af landets skove – en moderne landbohistoriker har brugt udtrykket økologisk krise om forholdene – kvægpest og øget hoveri, det vil sige tvangsarbejde for godsejerne, var alt sammen med til at gøre danske bønders muligheder for at forbedre deres situation meget små.

Samtidig var efterspørgslen efter landbrugsprodukter stigende på grund af en voksende europæisk befolkning og det 18. århundredes mange krige. Krigene og et fjendtligt Sverige på den anden side af Øresund tvang den dansk-norske stat til at opretholde et meget højt militært beredskab hvilket igen betød at stigende skattetryk og langvarig militærtjeneste yderligere belastede bønderne.

Symbolet på denne udvikling har i eftertiden været indførelsen af stavnsbåndet i 1733. Det forbød bønderkarlene at forlade deres fødesogn uden tilladelse, officielt for at sikre rekrutteringen til militæret, reelt var det nok så meget et middel til at sikre at herremændene kunne finde fæstere til ledige gårde.

I løbet af det 18. århundrede bredte der sig i samfundet og i den danske regering en forståelse af at der måtte gøres noget radikalt hvis vilkårene for landbruget, der var det altdominerende erhverv, for alvor skulle forbedres. Resultatet blev landboreformerne symboliseret ved ophævelsen af stavnsbåndet i 1788, et komplekst system af reformer der over få generationer førte dansk landbrug ind i nutiden.

En grundlæggende svaghed ved denne proces var at der ikke i det danske samfund var nogen organisation eller struktur der kunne tjene som den teoretiske platform for denne proces.

En organisation hvorigennem det kendskab til nye dyrkningsmetoder og redskaber, nye afgrøder, bedre gødskning, bedre sygdomsbehandling og så videre der i 1700-tallet opstod i Europa, på mere systematisk måde kunne introduceres i dansk landbrug. Skal man derfor pege på nogle mere overordnede tiltag der fik stor betydning for landbrugets videre udvikling, må det være oprettelsen af Det Kongelige Danske Landhusholdningsselskab 29. januar 1769 og grundlæggelsen af Den Kgl. Danske Veterinærskole i 1773.

Det Kongelige Danske Landhusholdningsselskab

Landhusholdningsselskabet blev oprindeligt stiftet med det formål at virke ikke bare for landbrugets fremme. Det opnåede hurtigt et driftstilskud fra kongens kasse, fik forskellige privilegier som fx portofrihed og lokaler i Prinsens Palæ, det nuværende Nationalmuseum.

Lige så vigtigt var det at de ledende navne bag landboreformerne (Rewentlow´erne, Bernstorff´erne, Colbiørnsen, Ove Høegh-Guldberg, Henrik Stampe og mange andre) indmeldte sig. Landhusholdningsselskabets første præsident var J.H.E. Bernstorff, selv en af pionererne i landboreformerne, der på sit gods Bernstorff i Gentofte, gennemførte en lang række af praktiske reformer i driften.

Landhusholdningsselskabet fik meget stor betydning for den heldige praktiske gennemførelse af landboreformerne gennem sine mange aktiviteter som udskrivning af priskonkurrencer der førte til en række afhandlinger af høj faglig kvalitet, præmiering af dygtige landmænd, samt uddannelsesinitiativer af forskellig art.

Stor betydning fik de årlige meddelelser i Universitetets almanak der siden 1782 har bragt mange nyttige og praktiske anvisninger til danske landbrugere.

Det var kun en af flere strenge selskabet havde at spille på, men man skal ikke undervurdere deres gennemslagskraft i og med at almanakken i 1700-tallet nåede ud i praktisk taget hvert landbohjem. Landhusholdningsselskabet kom i manglen på et egentligt landbrugsuniversitet frem til midten af det 19. århundrede til at varetage et meget stort ansvar for den nødvendige teknologiske og kundskabsmæssige opgradering af dansk landbrug der fandt sted i denne periode.

Efter oprettelsen af Landbohøjskolen skete Landhusholdningsselskabets fortsatte virksomhed i nært samarbejde med højskolen hvis lærere normalt var medlemmer af selskabet, og i de følgende år flittigt optrådte som forfattere til de årlige almanakmeddelelser.

Den Kgl. Danske Veterinærskole

Efter forslag fra Struensee oprettede P.C. Abildgaard den 4. januar 1773 en veterinærskole på Christianshavn hvor den udøvede sin virksomhed indtil skolen i 1858 indgik i den nye Landbohøjskole på Frederiksberg. Bagved lå blandt andet behovet for dyrlæger til hærens mange heste.

Peder Christian Abildgaard (1740-1801) er en af de store skikkelser i tidlig dansk biovidenskab. Efter siden sit 16. år at have været i apotekerlære tog han 1760 studentereksamen og blev to år senere baccalaur på en kemisk afhandling. Herefter påbegyndte han det medicinske studium, men blev i 1762 af Frederik V sendt til den i 1760 oprettede veterinærskole i Lyon, verdens ældste, for at studere bekæmpelse af den kvægpest der netop da var brudt ud.

Da Abildgaard i 1766 vendte hjem igen, var kvægpesten imidlertid forbi for denne gang, og da interessen for veterinærstudier herefter var behersket, fortsatte Abildgaard sine medicinske studier og blev i 1768 dr. med.

Han ernærede sig i de følgende år som praktiserende læge, men opgav ikke interessen for veterinærvidenskaben. Han udgav i 1770 bogen En dansk Heste og Qvæg Læge. Efter Kgl. allernaadigst Befaling forfærdiget til Bøndernes Brug og Nytte som i de følgende år udkom i adskillige oplag i Danmark, Sverige og udlandet.

Året efter udgav Abildgaard et større veterinærvidenskabeligt værk på tysk hvilket var med til at gøre Struensee interesseret i ham.Det lykkedes Abildgaard og hans efterfølgere som veterinærskolens direktør at få skolen op på et højt fagligt niveau.

Veterinærskolen arbejdede nært sammen med Universitetets Medicinske Fakultet og nød stor anseelse også i udlandet. Det var således en fagligt solidt funderet institution der i 1858 indgik som et væsentligt element i den nye Landbohøjskole.

Hvad der siden skete

Landbohøjskolens opgave var, som det hedder i loven fra 1856, at meddele en høiere Underviisning for Dyrlæger, Landmænd og Landinspecteurer.

Hertil kom i 1863 havebrug samt en bestemmelse om at forstvidenskab kunne optages som undervisningsfag på KVL naar det kan ske uden Udgift for Kongeriget. Herefter indførtes en forstuddannelse på KVL i 1869.

I det 20. århundrede er der kommet nye uddannelser til: mejeribrug (1921), landskabsarkitektur (1961), levnedsmiddelvidenskab (1971), og jordbrugsøkonomi (1981).

I de sidste 25 år er der sket en yderligere udspecialisering af uddannelserne med blandt andet ernæringsuddannelser, ulandsrelaterede uddannelser og den anvendelsesorienterede biologi-bioteknologi.

I modsat retning tæller, at landinspektøruddannelsen i 1975 flyttede til Aalborg Universitet. Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole er ligesom Polyteknisk Læreanstalt fra 1829 eller Danmarks Farmaceutiske Højskole fra 1892, eksempler på det det man på tysk kalder Fachhochschulen, det vil sige institutioner der primært tog sigte mod at dække samfundets konkrete uddannelsesbehov.

Forskellen mellem de klassiske universiteter og så disse institutioner blev mindre som årene gik selvom der stadig er forskelle. På LIFEs uddannelser mærker man fx stadig at de er udsprunget af ideen om at skulle have et klart praktisk virke – i begyndelsen særligt inden for land-, skov- og havebrug, men i dag også inden for andre områder som fx medicinal- og biotekindustrien, fødevarervirksomheder, byudvikling mv.

Uddannelserne på Frederiksberg Campus var i 1800tallet normeret betydelig kortere end de klassiske universitetsuddannelser: veterinæruddannelsen til to et halvt år, og agronomuddannelsen halvandet år hvori indgik et betydeligt praktikelement ligesom der ikke var krav om studentereksamen, adgangen var principielt åben for alle.

Disse normeringer forøgedes siden, men Landbohøjskolens uddannelser blev først omkring 1970 normeringsmæssigt lige så lange som andre universitetsuddannelser.

I 1918 blev KVL lagt ind under Landbrugsministeriet hvor dens status vel nærmest kan betegnes som en hybrid mellem en sektorforskningsinstitution og en uddannelsesanstalt.

I 1969 blev skolen overført til undervisningsministeriet, og den fik i 1973 universitetsstatus da den blev omfattet af den berømte Lov nr. 362 af 13. juni 1973 om styrelse af de højere uddannelsesinstitutioner – Styrelsesloven.

I løbet af den sidste menneskealder forandredes forskningen og uddannelserne på Frederiksberg Campus således at det i dag er fuldt på højde med de internationale forsknings- og uddannelsesinstitutioner der findes inden for biovidenskab eller life sciences.