Videnskabet - De eksperimenterende tressere

I dag tror ingen man kan ændre tingenes tilstand: Kommuner lægges sammen. Krige indledes. Arbejdspresset og kontrollen stiger. Ingen synes at mene der kan gøres noget radikalt ved det. I tresserne mente man at man kunne lave alting om. Og faktisk blev en hel del lavet om: Kunst- og kulturbegreberne blev ændret.

Grænserne mellem genrer og kunstarter blev overskredet. Kløften mellem lavkultur og finkultur blev fyldt op. De unge piger krøb ud af spadseredragten og iførte sig i stedet lårkort eller cowboybukser og hippiegevandter. De unge mænd lagde slips og jakkesæt, tog en blomst bag øret og en perlekæde om halsen. Rockmusikken og ungdomskulturen vandt terræn trods de ældre generationers skepsis eller direkte modstand.

Nye familie- og samfundsmodeller blev afprøvet. Og nye politiske aktionsformer blev sat i værk. Selv om tressernes ungdom på mange fronter stod over for et langt stivere og mere hierarkisk samfund end vi kender det i dag, var det alligevel ikke så underligt hvis man dengang kunne få indtryk af at der var skred i tingene: Ændringerne i kunsten, livsformerne og de politiske organisationsformer fandt jo sted i en periode hvor der i det hele taget skete dybtgående ændringer i samfunds- og kulturlivet i Danmark.

Befolkningens levestandard steg, uddannelsessystemet og velfærdssamfundet blev udbygget, samtidig med at familiemodellen med en forsørger og en hjemmegående husmor blev brudt op ved at kvinder blev sluset ud på arbejdsmarkedet.

Samtidig skete der en teknologisk udvikling i retning af det den amerikanske medieprofet Marshall McLuhan kaldte ‘the Global Village’ hvor de elektroniske medier og kommunikationssystemer udgør et kæmpemæssigt eksternt nervesystem.

Den globale horisontudvidelse var allerede i 1960erne tilstrækkelig til at nogle af de store tendenser i perioden: Atomkampagnen, Vietnamprotesterne, rockmusikken, ungdomskulturen og senere ungdomsoprøret, studenteroprøret og kvindebevægelsen er fælles for den vestlige verden. Ungdommen i tresserne kunne med god grund have det indtryk at tingene rykkede sig ikke blot personligt og lokalt, men på verdensplan.

Kulturkrigene

De store teknologiske ændringer der præger anden halvdel af det 20. århundrede både med hensyn til massekommunikation og teknologisering af hverdagslivet, lanceres og udbredes for alvor i tresserne. TV er med til at homogenisere Danmark, men også til at konfrontere folkeoplysning med kulturkløfter og folkelig protest.

I de tidlige tressere raser en serie kulturkrige. I 1961 oprettes Ministeriet for Kulturelle anliggender med socialdemokraten Julius Bomholt som den første kulturminister. Kulturpolitikken er båret af de samme principper der ligger bag opbygningen af det øvrige velfærdssamfund.

Der skal ske en demokratisering af kunst og kultur så der bliver lige adgang for alle. I praksis viser det sig dog ikke at være så let at udbrede interessen for kunst og kultur.

Eksponeringen for moderne kunst gennem radio og tv rejser proteststorme i den brede befolkning som ikke tidligere har været udsat for sådan noget som David Tudors opførelser af John Cages musik for præpareret klaver. Og både folkelige og kommercielle interesser presser på for at få mere afslappende underholdning i medierne i stedet for oplysende og kulturelle udsendelser.

Til gengæld kritiserer den kunstneriske og akademiske elite underholdningsindustrien og lavkulturelle fænomener som tegneserier og rockmusik for at være fordummende bras der forvandler den jævne mand til en ‘homo manipulatus’ (som titlen på en bog af litteraturprofessor Johan Fjord Jensen lød).

Da musikradioen P3 indføres i 1963, sammenligner kulturministeren det med tortur at lytte til den slags pop- og schlagermusik. Og da Kunstfonden uddeler sine første stipendier og hædersgaver til kunstnere i 1965, udløser det en folkelig bevægelse med lagerforvalter Rindal i spidsen som protesterer mod at skulle betale til noget man ikke kan forstå og slet ikke opfatter som kunst. Konflikterne mellem høj- og lavkultur er trukket skarpt op.

Mellem fronterne befinder sig imidlertid tressernes eksperimenterende kunstnere der nok deler den folkelige kritik af den elitære kunstfims, men ikke den folkelige kunstsmag. Derimod er avantgardekunstnerne interesserede i både de massekulturelle strømninger og de nye teknologier som de modernistiske og kulturrradikale kredse tager afstand fra. I stedet for at løfte folket op til kunsten, er de eksperimenterende kunstnere interesserede i at få kunsten ned i dagliglivet og ud blandt almindelige mennesker.

Det er en ambition om at demokratisere kunsten, der løber gennem hele tresseravantgarden. De kunstneriske fremstød foregår fra starten fra egne mod-institutioner. Den eksperimenterende Kunstskole startes for eksempel af ganske uformuende kunstnere og en kunsthistoriker som et alternativ til Kunstakademiet og må derfor holde til i diverse københavnske baghuse uden nogen form for offentlig støtte.

I løbet af de første år udvikler skolen sig til et kollektivt arbejdsfællesskab – Eksskolen – der søger at afmontere kunstnermyter, afvikle kunstværket som handelsvare og afprøve nye tværæstetiske kunstarter som happenings der kan rykkes fra kunstinstitutionen ud i det sociale rum. Og i det offentlige rum mødes kunstnerne med tidens andre ungdomskulturelle og politiske strømninger.

Midttressernes eufori

De tidlige tressere er det begyndende opbruds tid hvor nye strømninger kolliderer med traditionelle strukturer. Midttresserne folder sig ud til en euforisk periode fuld af eksperimenter og tro på udviklingens forvandlende kraft.

De nye strømninger har forenet sig og skabt et digebrud. Her kaster kunstnerne sig ud i forsøg på kryds og tværs af kunstarterne: En billedkunstner som Poul Gernes maler en portrætserie af alle alfabetets bogstaver, en forfatter som Hans-Jørgen Nielsen omdanner sine konkrete digte til flerstemmige oplæsningsnumre, og sammen med komponisten Henning Christiansen laver han en række tekst-og-lyd-kompositioner der rækker fra radioopførelser til eksperimentaloperaer med koreografi af skulptøren Bjørn Nørgaard.

En komponist som Pelle Gudmundsen-Holmgreen eksperimenterer med uvanlige kombinationer af instrumenter som cello og båthorn. Billedkunstneren Peter Louis-Jensen laver passager, tilskuerne bevæger sig igennem. Forfatteren Erik Thygesen laver en ‘roman i rum’ hvor læserne selv skal kombinere de ophængte genstande og tekster til et forløb. Billedkunstneren Stig Brøgger udgiver en roman bestående af løsblade i en konvolut.

Maleren John Davidsen lader sig afbilde som ‘Playboy of the month’ med inspiration fra bl.a. bladet Playboys folde-ud damer, mens Per Kirkeby både i sine malerier og tekster inkorporerer elementer fra populærkulturen.

Ved således at kombinere de eksperimentelle kunstteknikker med lavkulturelle materialer og nye teknologier bringer kunstnerne sig i forbindelse med bevægelserne i det omgivende samfund – selv om det ikke altid virker særlig tilgængeligt for omgivelserne.

I en periode er det som om der er overløb mellem høj- og lavkultur og mellem avantgarden og de nye ungdomskulturer, så det kan opleves som én ekstatisk fællesbølge der er i gang med at frembringe et helt nyt samfund.

We want the world and we want it now

Billedkunstnere og digtere optræder sammen med de nye musikgrupper på selvskabte ungdomskulturelle scener som Brøndby Popklub og selvorganiserede ungdomsklubber som Klub 27 i Masnedøgade i København.

Tværkunstneriske grupper danner filmkollektivet ABCinema som skal etablere et helt nyt filmsprog og nye kollektive produktionsformer, og som straks går i gang med at lave film med de nye billige Super 8-kameraer på minimalbudgetter og ofte uden adgang til faciliteter som klippeborde. Kredsen af kunstnere omkring Eksskolen laver fælles tidsskrifter, først ta’ i ternet omslag udgivet på et forlag, dernæst ta’BOX som udkommer i en plasticpose, og MAK.

Og sammen med aktivister i ungdomsoprøret laver den samme kreds af kunstnere undergrundsavisen Hætsjj som sælges på gaden af vandrende forhandlere der selv får halvdelen af den beskedne pris, mens den anden halvdel går til at dække trykning af næste nummer.

Når grænserne mellem kunstarterne er nedbrudt, og alle slags materialer kan benyttes, bliver der heller ingen sikre grænser mellem kunst og politik. Provo-bevægelsen benytter sig af samme teknikker som samtidskunstnerne i deres politiske aktioner, og kunstnerne deltager med deres virkemidler i nye politiske manifestationer som sleep-ins, live-ins, udendørsarrangementer og sommerlejre hvor musik, afslappet samvær og politiske diskussioner blander sig med opførelsen af eksperimentalbyer, poesioplæsning og filmforevisning.

I tidsskrifterne formuleres også nye opfattelser af en mere flydende og flersidet identitet der afviger fra det traditionelle samfunds faste sociale roller og hierarkier. Denne ‘attituderelativisme’, som Hans-Jørgen Nielsen betegner det, skaber stor skandale i samtiden, men foregriber vor tids almindelige opfattelse af en mobil subjektivitet.

Mange tendenser fra tresserne der dengang så vilde ud, har senere vist sig at foregribe hvad der i dag er almindelige antagelser. Derfor kan det fra nutidens standpunkt til tider være vanskeligt at få øje på hvor radikale tressernes eksperimenter egentlig var.

Politisk re-traditionalisering

Det er ikke mindst denne euforiske periode der har givet 1960’erne den lyskraft som årtiet har bevaret for eftertiden. Der er stadig mærkbar energi i datidens musik. Der er stadig knald på billedkunst og litteratur fra tiden.

En hel del af tressernes kunst, musik og design tager sig stadig avanceret ud i dag – og har derfor også dannet mode. Mod slutningen af tresserne og i begyndelsen af halvfjerdserne tager den politiske mobilisering overhånd over det mere legende ungdomsoprør og de mange selvorganiserede aktiviteter på alle områder – fra kunst og uddannelser til kollektiver og slumstormere.

Ikke mindst i lyset af USA’s fortsatte krig i Vietnam, trods massive protester, bliver det synligt at ungdomsbevægelsernes eksperimenter er oppe imod mere uflyttelige magtforhold, og tonen bliver mere alvorlig og sammenbidt.

Thy-lejren i 1970 hvor hippier og politiske aktivister mødes med kunstnere, flippere og almindelige unge i en fælles generalprøve på et nyt samfund, bliver den sidste manifestation af tressernes fælles bærebølge af energi og tro på forandring.

Under pres af 1970’ernes hårde politiske linie skilles tresserbølgen igen i sine elementer: Den tværgående og eksperimenterende ånd som tresserkunstnerne en kort utopisk stund har til fælles med en hel ungdomsbevægelse, retraditionaliseres i de politiske bevægelser og fraktioner, kunsten reduceres til propagandamiddel eller ophører til fordel for politisk arbejde, og de forskellige lag og kredse i ungdomsoprørets brede strøm går hver sin vej.

Tania Ørums bog om De eksperimenterende tressere udkommer til efteråret på Gyldendal. Den følger udviklingen af de tværæstetiske kunstnerkredse omkring Den eksperimenterende Kunstskole fra skolens start i 1961 til begyndelsen af 1970erne, hvor grupperingerne spredes under indtryk af politiseringen, som gør en ende på den eksperimenterende periode.