Videnskabet: Den oplyste oplysning

Siden årtusindskiftet har vi herhjemme oplevet en politisk udvikling som har gjort at flere af os har måttet revidere den opfattelse af politik, ideologi og historie som prægede det intellektuelle klima i 1980’erne og til dels 1990’erne.

Ikke mindst vi yngre (og lidt ældre) intellektuelle har været nødt til at genoverveje ideerne om at den intellektuelle primært skulle beskæftige sig med sit eget afgrænsede fagområde og ikke tro det havde ret meget forbindelse med, endsige indflydelse på, verden uden for – slet ikke den politiske verden.

Selv tilhører jeg den generation af akademikere som blev modnet i slipstrømmen fra 1980’ernes postmodernisme hvor det frejdigt blev proklameret at ikke alene Gud var død, men sandelig også Mennesket og Historien.

I takt med den kolde krigs ophør og fløjlsrevolutionerne i Østeuropa der som bekendt endte med Berlinmurens fald i 1989, blev vi mere og mere overbeviste om at det nu endegyldigt var slut med de ideologisk fastlåste frontkriges rasen og med totalitære utopier der altid blot syntes at ende med at det enkelte menneske og retten til forskellighed blev ofret på enshedens og fællesskabets alter.

Men vi blev hurtigt klogere. I 2001 tiltrådte en borgerlig regering i Danmark der var særegen ved helt og holdent at kunne basere sit parlamentariske flertal på et yderligtgående højrepopulistisk parti der som en del af sit idéhistoriske fundament havde et opgør med den humanisme og oplysningsfilosofi som gennem 200 år havde været med til at danne det Europa vi kender i dag med menneskerettigheder, med velfærdsstat, med sundhed og uddannelse til alle.

Pludselig var fløjkrige og blokpolitik genoplivet for fuld udblæsning mens vi intellektuelle nok måtte erkende at vi havde snorket eftertrykkeligt i timen.

Vi havde gjort den fejl at tro at fordi et par postmoderne tænkere havde erklæret historien og ideologierne for døde, ja, så var de nok også borte for bestandigt.

Mere lys!
Det er oplagt at se de senere års voksende interesse for oplysningen, det vil sige det forestillingskompleks som blev grundlagt i Europa i 1700-tallet, i lyset af den nuværende politiske udvikling.

Fra at have været stort set ignoreret i flere årtier er oplysningen nemlig, både som projekt og periode, igen kommet i søgelyset.

Det skyldes givetvis ikke kun faglig interesse, men nok så meget at mange i dag ser oplysningen som et positivt værdigrundlag der med de rigtige greb kan revitaliseres og bruges til at modarbejde de reaktionære tendenser i den aktuelle værdikamp.

Som et eksempel kan nævnes den artikelserie der kørte i dagbladet Information i sommeren 2004. Under overskriften ‘Oplysning som opposition’ havde avisen bedt flere fremtrædende danske og internationale filosoffer, forskere, politikere og kommentatorer om at forholde sig til det faktum at oplysningen i nutiden ikke blot blev kritiseret ud fra en marginal position, sådan som det havde været tilfældet op gennem 1970’erne og 1980’erne; men simpelthen blev angrebet fra landets øverste magthavere, først og fremmest Venstre (smagsdommeriet) og Dansk Folkeparti (menneskerettigheder, tolerance, internationalisering osv.).

Også på universitetet har oplysningen haft en renæssance som studiefelt. I 2002 udkom en tyk antologi, redigeret af de to unge danskstuderende Mads Julius Elf og Lasse Horne Kjældgaard.

Bogen var udstyret med den manende titel Mere lys! (Goethes ord på dødslejet). Det var en titel der kunne forstås på flere måder. Både som at der måtte kastes mere lys over en periode der på mange måder var ved at gå i glemmebogen (bogens redaktører nævner således at det kun er få af oplysningens forfattere som finder vej til danskundervisningens pensum mens romantikken er rigt repræsenteret).

Men den kunne også forstås på den måde at vi i den samtidige kulturelle og politiske situation kunne trænge til ‘mere lys’, altså til at oplysningen som projekt blev genoptaget.

Ligeledes i 2002 udkom professor John Pedersens debatbog Lys forude? Her korrigeres det billede af oplysningen som stupid pladderhumanisme med katastrofale politiske følger som flere af dagens modoplysere har været med til at producere.

John Pedersen går fx i clinch med udenrigsminister Per Stig Møller som i bogen Den naturlige orden fra 1996 mere eller mindre sætter lighedstegn mellem oplysningsmanden Roussaus tanker om lighed og så det der senere kom til at foregå i totalitære regimer som Hitler-Tyskland og Sovjetunionen under Stalin.

Herved overser Møller imidlertid, hævder John Pedersen, at Roussaus ærinde var en principiel diskussion af ligheds- og frihedsbegrebet, ikke et oplæg til realpolitisk handlen.

Endelig må nævnes professor Hans Hertels antologi Det stadig moderne gennembrud fra 2004 som handler om oplysningens videreførelse og skærpelse i slutningen af det 19. århundrede blandt andet takket være Georg Brandes, kulturradikalismens grundlægger.

Pigeliggørelse og larmende kunstværker
Men hvordan fortolkes oplysningsprojektet så mere konkret af de intellektuelle som de seneste år har kastet sig aktivt ind i ‘modstandskampen’ på et erklæret oplysningsinspireret grundlag?

Her møder vi en lidt anden tendens end den der findes i nyere oplysningsforskning. Mens den nyere oplysningsforskning lægger vægt på at revidere synet på oplysningen som elitær og forstandstør besserwissen, synes flere af de (som regel mandlige) debattører der i dag bekender sig til oplysningen som projekt at lægge vægt på netop disse ting.

Her synes en konservativ oplysning med andre ord at have vundet indpas. En konservativ oplysning som er karakteriseret ved at vende sig mod det senmoderne samfunds, og det vil først og fremmest sige 68-generationens, udfordring af de borgerlige institutioner og hierarkier i deres klassiske form.

Tag for det første Lars-Henrik Schmidt, rektor for Danmarks Pædagogiske Universitet og forfatter til den nys udkomne afhandling Om respekten. I talrige artikler og interview har Schmidt i de senere år raset mod den feminisering – eller ‘pigeliggørelse’, som han nedladende kalder det – af uddannelsesinstitutionerne, herunder de højere læreanstalter, der angiveligt er foregået siden 1960’erne.

Denne udvikling anskues som et ulyksaligt brud med oplysningens forestilling om den universelle fornuft der hævdes at sætte absolutte skel mellem sandt og falsk.

Ifølge Schmidt har den direkte været med til at underminere det rationelle grundlag de rettelig burde hvile på. Således skulle kvinder endog kunne finde på at diskutere hvor lang en meter er!

For det andet har vi, ligeledes fra intellektuelle der bekender sig til oplysningstraditionen, oplevet en dyrkelse af de universelle friheds- og retsbegreber der tilsidesætter de begreber om selvbestemmelse og ligeværdighed som også stammer tilbage fra oplysningstiden.

Konsekvensen er at alt hvad der går under betegnelsen ‘multikulturalisme’ (det vil sige både den positive idé om kulturel pluralisme og den mere negative idé om identitetspolitik og ‘political correctness’) forkastes som ren galimatias.

Multikulturalisme, altså tanken om at flere kulturer ideelt set skulle kunne leve fordrageligt side om side uden at den ene partout skal underlægges den anden, ses som en direkte trussel mod de vestlige, demokratiske frihedsidealer hvorfor disse til enhver tid skal håndhæves om så med vold.

Forfatteren Jens-Martin Eriksen har på den konto ligefrem kaldt den myrdede hollandske højrepopulist Pim Fortuyn for ‘en oplysningsskikkelse der rationelt udfordrede vedtagne dogmer.’

For det tredje har de konservative oplysere markeret sig med rene og klare linjer – og det i bogstaveligste forstand – i forhold til kunsten.

Senest har digteren Søren Ulrik Thomsen og litteraturforskeren Frederik Stjernfelt i debatbogen Kritik af den negative opbyggelighed argumenteret for en genrejsning af de borgerlige institutioner og hierarkier – ikke mindst inden for kunstlivet.

Det betyder at sådan noget som avantgardekunsten der som bekendt fik et vældigt opsving i 1960’erne, får på puklen. Igen og igen tordnes der mod den kunst som kun vil være kontrær og ‘tale Roma midt imod’; den kunst som bare ‘sønderdeler nogle kroppe, hylder nogle massakrer, fremstiller et stinkende eller larmende kunstværk etc.’, og som ikke anstrenger sig for at være god (hvad det så nærmere vil sige).

Hvis det skal være på dén måde
Er der noget at sige til at mange har måttet tage afstand fra oplysningsprojektet sådan som det er blevet fremstillet i en stor del af den samtidige værdidebat?

Eksempelvis mindes jeg en seance sidste sommer hvor en række litteraturfolk, heriblandt en af mine gode venner, som i parentes bemærket er bøsse, var samlet for at diskutere kanon og litteraturhistorie.

En af oplægsholderne repræsenterede til fuldkommenhed hvad jeg her har kaldt ‘den konservative oplysning’, og hans oplæg var da også præget af en umådeholden elitisme, autoritetsdyrkelse og intolerance over for alt hvad der ikke lige passede ind under en bestemt strømlinet opfattelse af godt, sandt og smukt.

Hvilket fik min ven til under den efterfølgende middag at udbryde: Jeg var egentlig taget herover med en positiv indstilling til at diskutere oplysning, dannelse og kanon som modtræk til den udbredte kulturelle fragmentering og ‘balkanisering’ i vores tid. Men hvis det skal være på dén måde… Underforstået, så ville han overhovedet ikke have noget med den diskussion at gøre.

Jeg forstår så udmærket min ven. Som kvinde har jeg det vel lidt på samme måde. Men faktisk behøvede det ikke være sådan. Det viser frem for alt den empirisk funderede oplysningsforskning som foregår i disse år, og som har en ganske anden opfattelse af oplysningen, end den der kolporteres af mange af dagens konservative oplysere.

For mig at se er det dybt ærgerligt at en helt igennem nødvendig diskussion af fælles værdier og retningslinjer kører af sporet fordi de traditioner der refereres tilbage til, heriblandt oplysningstraditionen, misforstås – eller i hvert fald forenkles.

Som nyere oplysningsforskning har vist, er oplysningen alt andet end elitær, autoritær, virkelighedsfjern og intolerant.

I sin store, skelsættende monografi Den brogede oplysning fra 2003 hævder Thomas Bredsdorff at dette syn på oplysningen snarest skyldes modoplysningen som fra romantikken og frem har haft travlt med at fremstille oplysningen som knastør rationalisme uden sans for det skæve og vildtgroede.

De konservative oplysere forfægter altså paradoksalt nok det vrængbillede af oplysningen som har domineret fra romantikken og frem, snarere end det der faktisk var oplysningen.

Oplysningen var nemlig langt mere end forstand og fornuft. Den var først og fremmest et opgør med vedtagne sandheder og stivnede hierarkier.

Derfor var den også, som Bredsdorff skriver på bagsiden af sin bog, irrationel, kaotisk og følelsesladet. Den var frigjort i sin dyrkelse af latter- og drikkekulturen i drilske loger og ordener; den var spirituel i pietisternes kompromisløse og oprørske insisteren på et personligt gudsforhold uden om det etablerede præsteskab; den var demokratisk og undergravende i teatrets og litteraturens fremstilling af kvinde- og underklasseliv.

Den var, med andre ord, mangfoldig, modsigelsesfyldt og i det hele taget vanskelig at få hold på.

Rationalitetens svingdør
Men hvad kan vi så bruge dette korrigerede billede af oplysningen til? Efter min mening kan vi passende bruge det til at genrejse det helt nødvendige spørgsmål om værdier og fælles mål, men på et andet grundlag end det for tiden sker.

Der er nemlig ingen tvivl om at spørgsmålet om humanisme og oplysning er lige så vigtigt at tage op i dag som spørgsmålet om pluralisme og multikulturalisme var det for 15-20 år siden.

Således har den politiske udvikling vist at hvis man ikke aktivt er med til at udforme en positiv fortælling om samfundet og fællesskabet – så er der bare nogle andre der gør det hen over hovedet på én.

Skal vi lære noget af historien, må det blive at den nye oplysningsfortælling bør tage højde for det kulturelle opbrud der rent faktisk har fundet sted i sidste halvdel af det 20. århundrede.

Den skal altså ikke prøve på at foregøgle os at vi kan vende tilbage til en borgerlig enhedskultur som er og bliver – og gudskelov for det – et overstået stadium.

En søgen efter fælles humanistiske værdier og retningslinjer i dag må nødvendigvis ske i respekt for det man bredt kan kalde for ‘andetheden’. Det er også langt mere i oplysningens ånd. For som såvel dansk som international oplysningsforskning har vist, er der faktisk en fin overensstemmelse mellem det sen- eller postmoderne opgør med mandsdominans, og alle mulige andre former for dominans, og så vigtige tendenser i oplysningstiden.

Den engelske sociolog Anthony Giddens har sagt at det simpelthen ligger indbygget i fornuften at den også bliver nødt til at se kritisk på sig selv. Ellers er der ikke tale om fornuft, men derimod om dogmatik, det som oplysningen var et opgør med.

Michel Foucault, der ofte af de konservative oplysere anklages for at være skyld i alle de relativistiske fortrædeligheder inden for videnskaben siden 1960’erne, er inde på noget af det samme.

Han taler et sted om ‘rationalitetens svingdør der henviser os til sin nødvendighed og uundværlighed og på samme tid til sine indre farer.’ Og som Thomas Bredsdorff har påvist, er tolerance-begrebet selve nøglen til forståelse af oplysningen.

Skal vi gøre os håb om at forbedre verden i dag (et af oplysningens udtrykkelige mål) kan det aldrig handle om at skabe nye dogmer og hierarkier, sådan som den konservative oplysning – man havde nær sagt den konservative identitetspolitik – er godt i gang med.

Udfordringen i dag må nødvendigvis, som postmodernisten og pragmatikeren Richard Rorty formulerer det, bestå i at forene demokratisk politisk tænkning med kulturel pluralisme. Lidt frækt kunne man måske sige at det der må til, er en oplyst oplysning.

Kronikken er baseret på et foredrag holdt i Georg Brandes Selskabet i april 2005.

Marianne Stidsen er mag.art. og lektor ved Nordiske Studier. Ud over flere artikler og bøger om især nyere dansk litteratur har hun udgivet essaysamlingen Idyllens grænser. På sporet af en kritisk postmodernisme, 2002.