Videnskabet: Det juridiske Fakultet 1479-2005

Bindets hovedforfatter Ditlev Tamm præsenterede værket i Universitetets Festsal den 7. marts, og her bringer vi hans tale

Brev fra Kofod Ancher ‘Den videnskab, du har opofret dig til, er i det meeste intet, og den Frugt, du vænter med Tiden at indhøste med samme, kan ogsaa let blive til intet’.

Sådan skrev retshistorikeren Peder Kofod Ancher, professor ved dette fakultet fra 1741 og de næste 47 år, i 1764 om sit fag juraen i Et Brev til Ingen om Intet i Lov og Ret.

Tre år efter udsendte han første bind af det 18. århundredes juridiske hovedværk En Dansk Lov-Histoire, som i 1776 suppleredes med endnu et bind. Så helt intet blev det altså heller ikke til, eller også formåede han, som vi jurister nu en gang må, at overvinde nihilisme og skepsis og alligevel forske og skrive løs.

Vi kender den tyske jurist Kirchmanns berømte sætning fra 1848 om retsvidenskabens værdiløshed: ‘Die Werthlosigkeit der Jurisprudenz als Wissenschaft’. Men vi har også læst, hvad amerikaneren Oliver Wendell Holmes skrev i ‘The Path of the Law’, at: ‘When we study law, we are not studying a mystery but a well-known profession’.

Det er her Holmes fremsætter sin berømte lære om retsvidenskab som ‘prediction’, og altså også slår fast, at juraen er en profession.

Og det er det, som vi universitetslærere på dette fakultet har som vores opgave. At uddanne studerende til at varetage en profession. Og det er det den bog handler om, som forelægges i dag.

Hvordan juraen blev en profession, om den måde, der på Københavns Universitet indrettedes en uddannelse med det formål og om, hvordan universitetet har søgt at klare denne opgave igennem mere end fem hundrede år.

En svensk professor chokerede mig som ung, da han sagde, at der i en professors liv kun er to højdepunkter. Når han træder til, og når han går af. Heldigvis har mit professionelle liv, synes jeg, formet sig anderledes.

Men netop, når det gælder den opgave, som her er afsluttet, har den svenske flegma undertiden smittet mig. Jeg var meget stolt, da jeg i 1970 som nybagt kandidat blev bedt om at være med i et projekt, som gik ud på at skrive mit fakultets historie.

Det kom til at tage sin tid, førend jeg oplevede det andet højdepunkt, som er i dag, hvor bogen kan fremlægges, og jeg kan lægge opgaven fra mig.

Jeg har under arbejdet ofte sendt en tanke til gamle Kofod Anchers ord om, at den frugt, du kan vente at indhøste let bliver til intet. Men nu er værket her altså, og det er i hvert fald i sig selv efter så mange år noget.

Juristernes habitus
Hvad handler et fakultets historie egentlig om? Det spørgsmål må man også som forfatter gang på gang stille sig selv. Værket om Københavns Universitets historie 1479-1979 savnede vistnok en fast plan, et idegrundlag eller en bærende tanke. Det måtte forfatterne selv om.

I baghovedet hos mange, der skriver om lærde sager som disse, spøger jo nok den franske sociolog Pierre Bourdieus tanker om en særlig habitus, en særlig væremåde knyttet til bestemte fag, og en symbolsk kapital, som vel kan beskrives som det fond af viden, den prestige, som uden at kunne gøres op i kroner og ører kompenserer for forskerens ofte beskedne pekuniære udbytte.

Det er svært at leve af at skrive bøger, men nogen tror så, at man er klog, og det giver en symbolsk kapital, som er en vigtig del af en universitetslærers udbytte ved udøvelsen af sin gerning.

Juristerne er på mange måder noget særligt. Juristerne har deres egen habitus. Jura som videnskab spiller en anden og mindre i studiet end i andre fag, juridiske professorer er ikke uden videre som i andre fag rollemodeller, og når det gælder indlæringsmetoder har der også vist sig en helt forbløffende resistens for den måde, der terpedes jura på i det middelalderlige Bologna, der som bekendt er alle juridiske fakulteters moder.

Læs, fortolk, forstå, skriv noter og lær udenad. Lyt, og sig og tænk ikke for meget selv har i århundreder været vejen frem. Men alligevel tegner der sig dog både nogle højdepunkter og nogle skel i fakultets historie.

Læser man bogen vil man se, at der er lagt to store cæsurer ind. I 1788 og omkring 1900.

I de første 300 år efter universitetets grundlæggelse i 1479 var Det juridiske Fakultet et meget lille fakultet. Vi ved forbløffende meget om det allerældste endnu katolske fakultet fra 1479 og indtil reformationen, hvor fagene var romerret og kanonisk ret, og vi er såmænd også godt underrettet om de følgende år efter reformationen.

Universitetet var efter reformationen blevet en præsteskole, og der var ikke mange, som studerede jura. Det var præsten, der i sognene rundt omkring i landet repræsenterede både staten og akademisk lærdom. Vi skal meget langt frem i tiden før en akademisk uddannet jurist begynder at dukke op.

Det er kendt, at der i 1736 indførtes en juridisk eksamen, men vi har valgt at lade 1788 med en ny universitetsfundats og fastere rammer om et nu ganske blomstrende juridisk studium danne skel.

Lægmænd og jurister
Og her står vi så også over for noget af det, som er det allermest karakteristiske for dansk rets udvikling: At vi så længe havde en retsorden administreret af juridiske lægmænd.

Det er i europæisk sammenhæng påfaldende og efter min mening helt afgørende for forståelsen af den måde dansk jura ser. Vi er kommet sent med, jurister begyndte først i løbet af det 18. århundrede at sætte præg på retslivet, og en egentlig retsvidenskab udvikledes i det 19. århundrede efter tysk forbillede. Dansk ret har derfor bevaret en vis ungdommelig uformel charme.

Teori og praksisa
Til gengæld har studiet ikke altid været lige charmerende, hvis det overhovedet nogensinde er blevet det. Og her er det, at det andet skel omkring 1900 kommer ind. Det nye århundrede betød en omvæltning i studiemetoder.

Gennem hele det 19. århundrede lyder den stadig hyppige klage, at studiet er alt for omfattende, der skal læses for meget, det er teori alt sammen og eksamen en hukommelsesprøve og ikke en duelighedsprøve. Lærebøger savnedes ofte, så juridisk viden måtte nedfældes i noteform efter diktat. Det har ikke været sjovt, og det er egentlig forbløffende, at der alligevel kunne komme habile jurister ud af det, men de menneskelige gener er nu en gang seje.

Men omkring 1900 begyndte man at gøre noget ved det. En af dem, der med særlig styrke gik ind for en reform var professor Viggo Bentzon, der i en artikel i Ugeskrift for Retsvæsen ligefrem skrev, at de studerende blev syge af at læse. Et resultat blev ny studieordning, indretning af det juridiske laboratorium, hvor man kunne læse domme, hvilket slet ikke havde været almindeligt før, se en lov og i det hele taget lære noget om praktisk jura, som jo var det, de fleste var kommet for.

Der findes en del juristerindringer, men kun sjældent og som regel kort berøres studietiden. Det er som om, det er noget, der skulle overstås. Står der noget handler det som regel om dødkedelige professorer.

Karakteristisk er en sætning hos senere amtmand P.C. von Stemann om tiden kort efter århundredeskiftet: ‘De juridiske professorer syntes mig at gøre de thele saa kedsommeligt…’ Det er vist kun få, der med særlig glæde synes at erindre tiden på fakultetet.

Højdepunkter og bølgedale
Det er en kendt sag, at 1800-tallets måske største juridiske begavelse Anders Sandøe Ørsted ikke blev professor ved Universitetet.

Det behøver vi måske heller ikke at begræde, for han fik såmænd nok skrevet det han skulle, men det siger selvfølgelig noget om Fakultetet.

Det var ikke og er heller ikke nødvendigvis i dag det sted, hvor de allermest begavede eller ambitiøse jurister findes. Der var også en periode, hvor fakultetet nok tiltrak de bedste, men hvor de hurtigt fortrak igen. Det var især i 1830’erne og 1840’er, hvor professorlønningerne var markant lavere end den indtægt, som kunne erhverves andre steder. Det forstod P.G. Bang, Tage Algreen-Ussing og A.W. Scheeel og flere andre.

Det var også dengang fakultetet markerede sig i politik med to statsministre, Bang og Hall og adskillige andre ministre. Fakultetet har altid ligget inde for gå-afstand af magtens centrum på Slotsholmen, og det har også sat sit præg på fakultetets arbejde og på en som regel positiv måde bidraget til, at fakultetet har bevaret en line til det virkelige liv.

Ingen er i tvivl om, at Alf Ross intellektuelt betegner et af højdepunkterne, men han havde i begyndelsen svært ved at komme til. Hans første disputats om retskilder blev enstemmigt forkastet af fakultetet og udkom derfor senere i Uppsala.

Først i 1938 blev han professor, men så gik det også slag i slag. Men der er nu også rigtig mange andre, som har brugt begavelse på retsvidenskaben og været med til at gøre jura til et fag, som man godt kan være bekendt at have studeret.

Julius Lassen gjorde obligationsretten til et ledende fag, Ussing fulgte trop med en bog om Obligationsrettens almindelige del, der – for nu at være aktuel – virkelig var velegnet til at skille får fra bukke.

Poul Andersen skabte forvaltningsretten. Frederik Vinding Kruse blev en omtvistet skikkelse.

Mens Ross havde det svært i starten, fik Vinding Kruse til gengæld problemer i slutningen af sin professortid. På sin tresårsdag i 1940 hyldedes han stående, da han forelæste om ‘hajerne’, der udnyttede andre, og ‘stræberne’, der fik stillinger, de ikke var kvalificeret til, og om juristerne som et broderskab, der stod riddervagt om uselviske idealer og vejen til sandhed og retfærdighed.

Og fem år efter måtte han forsvare sig mod urimelige beskyldninger for unational holdning.

Studenterne
Et tyngdepunkt i den fremstilling af fakultetet, der her fremlægges, har også været de studerende, der let glemmes, når juraens historie skrives.

Helt frem til århundredskiftet år 1900 og endnu nogle år var der to slags jurister. Der var de såkaldte latinske jurister, som havde studentereksamen, og der var de danske eller ustuderede, som efterhånden fik betegnelsen exam.jur.

Helt frem til 1850’erne var der flest exam.jur.er, og først derefter begyndte antallet af årlige cand.jur.er at overstige de 40, men der er grund til at fremhæve, at exam.jur.erne nok var en slags pariakaste på universitetet uden særlig undervisning. Men mange af dem nåede frem senere i livet.

Tiden løb efterhånden fra den juridiske mellemteknikeruddannelse. Der var cand.jur.er nok. Og de behøvede ikke at kunne latin, så forskellen var efterhånden ikke så stor. Bevægelsen gik i retning af discount.

Det juridiske fakultets historie er historien om uddannelsen af en profession, og derfor spiller juristernes karrieremuligheder en stor rolle i sådan en fremstilling.

Det er ikke blot historien om professorerne. Det er også historien om fakultetets liv med studerende og forholdet til verden uden for. Om rekrutteringen af dommere, advokater og embedsmænd i administrationen efter at juristerne i 1821 havde fået en art monopol på ledende stillinger i store dele af den offentlige administration og retsvæsenet. Sådan er det ikke mere.

Juristerne er i dag i konkurrence, og det som engang var en generalistuddannelse opfattes mere og mere som en uddannelse af specialister.

Grunden til denne bog blev som sagt lagt i 1970’erne, og den er afsluttet mere end tredive år senere. Det var en ung juridisk kandidat, som tog fat, og tresårig professor, der oplevede dens afslutning og præsentation.

Et og andet er sket undervejs. Vi er blevet flere lærere. For hundrede år siden var der fem professorer, i slutningen af 1960’erne omkring tyve faste lærere, og i dag er der knap 60 professorer, lektorer og adjunkter. Mange flere, men alligevel ikke mange til knap 4.000 studerende.

Administrationen bestod, da jeg blev kandidat af en jurist og tre kontorfunktionærer. I dag er der 50 ansatte i fakultetets administration, heraf godt ti akademikere. Det viser noget om, at der er mange nye opgaver.

Fakultetets opgave
For en universitetslærer står forskning og undervisning naturligt i centrum. Det er den lyst, der skal drive værket. Spørgsmålet er så, som Kofod Ancher skrev, om det hele har været ‘intet’, og den frugt, der høstedes har været intet. Det tror jeg ikke, at Kofod Ancher mente om sig selv.

Han grundlagde den danske retshistorie som fag og fremkom med nyttige tanker om, hvad han kaldte lovgivningsvidenskab. Han skrev, at når filosoffer, ‘som ere blottede for grundige juridiske og statistiske kundskaber, give sig af med at bestemme, hvad der er gode Love’, så bliver resultatet, som oftest, at de ‘fabrikere saadanne, som ikke passe paa den menneskelige Natur, men alene har hjemme i Utopien eller den Platoniske Republik’.

Det er vores opgave her på fakultetet både at sikre, at det ikke går på den måde. Vi skal sørge for, at landet forsynes med jurister, der kan leve op til de krav, som stilles en profession, som både skal være med til at skrive og til at anvende lovene. Lovgivere, dommere og advokater, professorer og andre jurister.

Historien om fakultetet er historien om, hvordan den opgave er blevet løftet i gennem flere århundreder. Jeg har personligt en forkærlighed for dem i det 18. århundrede, der gerne ville oplyse.

Det har jeg selv bestræbt mig for i min tid som professor, og det er måske det ønske, som har holdt mig fra at ende med at tænke, at det hele bare handler om intet i lov og ret.

Hvad det så handler om, det er et andet spørgsmål, og noget af svaret håber jeg trods alt, at man kan finde i det bind VI, første halvbind af Københavns Universitets historie 1479-1979, som forelægges her.

Ditlev Tamm, dr. jur. et phil., er professor i retshistorie ved
Det Juridiske Fakultet.