Videnskabet: Einstein og dansk humaniora

Nature, and Nature’s laws lay hid in night:
God said, Let Newton be! and all was light.
Alexander Pope (1688-1744).

It did not last:
the Devil howling ‘Ho! let Einstein be!’
restored the status quo.
J.C. Squire (1884-1958).

Hvor Newton gjorde den fysiske verden forståelig, blev den med Einstein ubegribelig! En sådan holdning findes hos mange humanister, måske ikke længere så meget i forhold til de einsteinske teorier der efterhånden er blevet en del af vores verdensforståelse som i forhold til nyere udviklinger inden for naturvidenskaben.

Men adskillige naturvidenskaber, herunder fx geologien, nærmer sig i videnskabsopfattelse de humanistiske videnskaber. I en sådan situation kan det måske være interessant at betragte hvorledes man i Danmark fra humanistisk side modtog den specielle relativitetsteori.

Einsteins relativitetsteorier
I 1905 fik en 26-årig ukendt og begavet funktionær ved navn Albert Einstein der var ansat på et patentkontor i Bern, trykt tre artikler i Annalen der Physik, et af tidens førende fysiske tidsskrifter.

To af dem blev grundstene for de to fysiske teorier der mere end noget andet kom til at præge det 20. århundredes naturvidenskab, nemlig kvantefysikken og den specielle relativitetsteori.

Senere opstillede den nu inden for fysikernes kreds kendte fysiker Albert Einstein den almene relativitetsteori.
Hvor den specielle byggede på andre fysikeres arbejde, var den almene fuldt ud hans eget værk.

Efter at det i 1919 var lykkedes for den engelske fysiker Arthur S. Eddington og hans medarbejdere at vise at en af de konsekvenser som Einstein havde udledt af sin almene relativitetsteori, nemlig at lysstråler afbøjes i kraftfelter kunne underbygges empirisk, gjorde teorien ham verdenskendt.

Begge de to epokegørende artikler var forslag til løsning af de problemer vedrørende lysets karakter som plagede fysikken i slutningen af det 19. århundrede hvor der var opnået resultater der syntes at være i strid med den newtonske mekanik.

Der var efter midten af århundredet almen enighed om at lyset udbredte sig i bølger som forplantede sig gennem et rumudfyldende medium, en æter. Det havde imidlertid vist sig umuligt at fastslå Jordens bevægelse i forhold til denne æter, og det syntes heller ikke at være tilfældet at lyset fra en lyskilde der fra et specifikt sted i rummet bevæger sig bort fra Jorden, når frem til Jorden senere end lyset fra en lyskilde der fra samme sted bevæger sig mod Jorden.

På denne baggrund postulerede Einstein i den ene artikel at lyset består af fotoner eller lyskvanter, og i den anden at lysets hastighed er konstant uanset lyskildens bevægelse i forhold til et fast referencepunkt.

Det er en logisk konsekvens af den sidste antagelse at der ikke som i den newtonske fysik findes absolutte tids- og rumpositioner hvilket også indebærer at tanken om at genstande skulle have fx en absolut eller sand længde må opgives.

Begge postulater vakte både opsigt og diskussion blandt fysikere verden over; men i Danmark udløstes den første og eneste kritiske diskussion af den specielle relativitetsteori af en københavnsk filosofiprofessor.

Einsteins modtagelse på KU
På grund af et stigende studenteroptag havde der siden 1880’erne været ansat tre filosofiprofessorer ved Københavns Universitet til at varetage det propædeutiske kursus i filosofi som førte frem til filosofikum, den prøve som alle studerende indtil 1971 skulle bestå.

Omkring århundredeskiftet var de tre professorater besat af tre nogenlunde jævnaldrende mænd. Den internationalt anerkendte Harald Høffding – der på mange måde havde rollen som nationens gamle, kloge mand – Kristian Kroman og Claudius Wilkens.

Wilkens skrev Danmarks første lærebog i sociologi og havde udgivet et par systematiske æstetiske afhandlinger der endnu er værd at læse.

Kromans speciale var hvad man i dag vil kalde videnskabsfilosofi. Hans hovedværk var Vor Naturerkendelse fra 1883 hvori han blandt andet havde afvist de ikke-euklidiske geometrier som indholdsløse fantasifostre.

Han havde stort set mistet interessen for filosofi omkring århundredeskiftet og havde siden især beskæftiget sig med matematiske og naturvidenskabelige studier. En logaritmetabel hører til blandt hans værker – et lidt usædvanligt arbejde for en filosofiprofessor. Men Kroman var heller ikke helt almindelig.

Høffdings speciale var filosofien som helhed. Han var velorienteret inden for næsten alle videnskabens områder og omgikkes de fleste af de videnskabsmænd der var knyttet til Universitetet i denne glansperiode.

Både Kroman og Høffding ytrede sig om relativitetsteorien, Kroman mest markant. Han afviste den. Einsteins teori gav plads for selvmodsigelser, og sådanne kan ikke tåles inden for videnskaben.

Kromans kritik af Einstein
En egentlig introduktion til den specielle relativitetsteori forelå først i Danmark i 1911-12 da den unge fysiker H.M. Hansen publicerede et foredrag om relativitetsprincippet i Fysisk Tidsskrift.

Dette var anledningen til at Kroman tog sagen op. Hans indlæg viser at han fuldt ud beherskede den trods alt ret enkle matematik som den specielle relativitetsteori betjener sig af.

Hvis to personer A og B bevæger sig med jævn bevægelse i rette baner, vil A opleve at B bevæger sig mens han selv er i hvile hvorimod B vil opleve at han selv er i hvile, men at A bevæger sig.

Hvis de er startet samme sted og hver har en målestok som de har kunnet konstatere er af samme længde, så vil A når B opleves at bevæge sig, ifølge den specielle relativitetsteori og under forudsætningen af lyshastighedens konstans, finde B’s målestok kortere end den han selv har, og B vil omvendt finde at A’s målestok er kortere end hans egen.

Deres observationer er altså i modstrid med hinanden. ‘Her er altsaa’, indvendte Kroman, ‘to Sandheder. A har Ret; thi han har ingen Acceleration [fordi han bevæger sig jævnt]. Og B har ogsaa Ret; thi han har heller ingen
Acceleration. Men dette gaar aabenbart ikke an. Der er i Logikken en Grundsætning, der siger: A er ikke Ikke-A; Modsigelser (i Tingenes Verden) findes ikke, og Modsigelser (i Tankens Verden) taales ikke.

Sandheden er ikke dobbelt. Sandheden er kun én. Denne Sætning trænger ikke til Forsvar. Enhver Videnskab er bygget over den. Einstein’s Teori staar derimod i Strid med den. Derfor maa den forkastes.’

Tilsvarende indvendinger kendes fra samtidens internationale diskussion om den specielle relativitetsteori. Debatten i Danmark blev ikke langvarig. Året efter at Kroman havde angrebet teorien, svarede H.M. Hansen igen.

Et par yderligere indlæg kom til, og Kroman afsluttede debatten uden at tilføre den noget nyt. Fra omkring 1920 – det år da Einstein var på besøg i Danmark, og et år efter at den almene relativitetsteori var blevet empirisk underbygget – synes danske fysikere at have accepteret hans teorier.

Brandes og relativitetsteorierne
Under sit besøg i København holdt Einstein et foredrag om sine relativitetsteorier. Blandt tilhørerne og deltagerne ved en efterfølgende frokost var den 78-årige berømte danske kulturformidler Georg Brandes.

I en dobbeltkronik i Politiken i 1925 beskrev Brandes ikke alene sit indtryk af Einsteins personlighed – ‘Han mangler ikke Skelmeri’ skrev Brandes – men gav også en hæderlig beskrivelse af de einsteinske teorier.

Nu var Brandes langt fra sagkyndig på området hvilket han også straks indrømmede, men han havde – hvilket han også oplyste sine læsere om – brugt nogle populære artikler om emnet som kilde, heriblandt nogle uddrag af Bertrand Russells The ABC of Relativity fra 1925 som var fremkommet i et amerikansk tidsskrift.

Sin vane tro havde Brandes udnyttet sine kilder fuldt ud – som han selv sagde i en anden anledning: ‘Jeg modtager ikke åbenbaringer!’

Høffdings forsvar for Einstein
Samme år som Einstein var i København, tilbageviste den 77-årige Harald Høffding i en lille bog med titlen Relation som Kategori sin kollegas angreb på den specielle relativitetsteori.

Han pegede her på at det gælder for både A og for B at de ud fra hver deres synspunkt kan gennemføre en konsistent fysisk beskrivelse af deres erfaringsverden, og at en fysiker – hvis Einstein har ret – kan forklare at de kommer til hver deres resultat.

Fem år efter tog Høffding netop denne pointe op igen i Erkendelsesteori og Livsopfattelse uden egentlig at problematisere den. Han bemærkede blot at i så fald synes fysikeren at være hævet over de vilkår der karakteriserer normale iagttagelsessituationer.

Historien om Einstein-receptionen inden for dansk humaniora kan passende afsluttes med at nævne den unge og nyudnævnte filosofiprofessor Jørgen Jørgensens revolutionerende lærebog til filosofikum fra 1926-27.

Jørgensen gav her en fyldig introduktion til samtlige grundvidenskaber strækkende sig fra matematik og logik over fysik, kemi, biologi og psykologi til sociologi og kulturvidenskaberne.

Heri gav Jørgensen blandt andet en grundig indførelse i begge relativitetsteorier baseret på studiet af originallitteraturen.

Der er ingen tvivl om at Jørgensens bog var det ideelle undervisningsmateriale på et kursus hvis opgave var at give unge studerende en introduktion til de videnskabelige studier.

Skønt encyklopædisk i sit sigte var der en tilgrundliggende systematik der fik værket til at fremstå som en enhed.

Desværre var det nok for svært, og Jørgensen fulgte senere nødtvungent sine kolleger og gjorde psykologi til filosofikumundervisningens hovedanliggende hvilket var den direkte vej til institutionens afskaffelse i 1971.

Kontakt mellem naturvidenskab
og humaniora
Man må imponeres over den vitalitet og uforfærdede selvtillid hvormed de tre humanistiske ‘gamlinge’ Kroman, Høffding og Brandes beskæftigede sig med de naturvidenskabelige teorier der indebar et brud med et videnskabeligt paradigme som havde været næsten enerådende frem til omkring 1900.

Den ene af dem, Høffding, fortsatte igennem 1920’erne at følge naturvidenskabernes udvikling. Han der havde kendt Niels Bohr som barn og ung, diskuterede i 1920’erne den ny kvantemekanik og det bohrske komplementaritetsprincip med ophavsmanden, og forsøgte så sent som i 1930 – 87 år gammel – i Bemærkninger om Erkendelsesteoriens nuværende Stilling at indpasse de bohrske synspunkter i sin filosofi.

Man taler tit om de to kulturer – den naturvidenskabelige og den humanistiske – og om den næsten uoverstigelige kløft imellem dem. På hver deres måde forsøgte Kroman, Brandes og Høffding at bygge bro mellem dem.

Der har igennem den sidste snes år været talt meget om at de videnskabelige elfenbenstårne skal omstyrtes, selv om det ikke altid har været lige let at finde dem i det videnskabelige landskab.

Megen aktuel forskningspolitik synes dog i disse år at gå ud på at isolere naturvidenskabelig og teknisk forskning fra humanistisk og samfundsvidenskabelig forskning, at bygge et elfenbenstårn for det ene og henvise det andet til – ja, til hvad?

Det kunne måske være lærerigt at bemærke at i begyndelsen af det 20. århundrede hvor såvel dansk humanistisk forskning som dansk naturvidenskabelig forskning oplevede en voldsom opblomstring, var der en frugtbar kontakt mellem humaniora og naturvidenskab – ikke blot i forbindelse med det emne der her er nævnt, men også på en lang række andre områder.

Carl Henrik Koch er filosofi- og idéhistoriker og docent ved
Institut for medier, erkendelse og formidling. Han har senest udgivet tre bind om dansk filosofi fra ca. 1700 til 1950.