Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Videnskab
»Hvad vi diskuterer: krigen. Hvad vi intet ved om: krigen« - hed det i en dansk dagbog fra Anden Verdenskrig. Danskernes opinionsdannelse beskevet i bog af Palle Roslyng-Jensen
Det er et ofte gentaget udsagn at en fri offentlig mediedebat er en forudsætning for demokratisk pluralisme og for folkelig kontrol med det politiske system.
Det fremgår af den danske magtudredning og af flere medieudvalg. Konklusionen er så veletableret at det er givtigt at udfordre den med en analyse af hvordan den offentlige meningsdannelse og debat fungerer når der ikke er pressefrihed og fri meningsdannelse.
I Danmark er besættelsen og tiden lige inden besættelsen de bedste nyere eksempler på en periode med kontrollerede medier og en meningsdannelse underlagt begrænsninger. Hvordan forholdt danskerne sig til medier der var underlagt kontrol, og hvordan blev meningsdannelsen påvirket af forholdene?
Det tyske angreb på Polen i september 1939 er undersøgelsens udgangspunkt. Fra det tidspunkt blev der indført bestemmelser om hvad der kunne skrives om krigsbegivenheder, og der var skærpede henstillinger om ikke at kritisere Tyskland. Det betød ikke at interessen for nyheder faldt:
»Hvad vi diskuterer: krigen. Hvad vi intet ved om: krigen« – hed det i en dagbog.
Indtil den 9. april 1940 var der ikke nogen væsentlig forskel mellem mediernes dagsorden og dagbogsskrivernes dagsorden på trods af indskrænkningerne i hvad der kunne skrives. Opinionen var således faktisk en offentlig opinion.
Skepsis eller klar modstand over for det nazistiske Tyskland og dets krigsførelse var dominerende, suppleret med en tilsvarende mistro over for Sovjetunionen og en vis, men ikke ubegrænset tillid til de vestlige stormagter.
Personlig frygt og en generel mistillid til stormagter og politiske ideologier kunne udtrykkes i typiske notater som:
»Gad vide hvis tur det nu er til at blive slået ned af kommunister eller nazismen«, og med et formuleret håb hos mange:
»Blot vi dog må blive holdt udenfor«.
Den militære besættelse den 9. april 1940 kom dybt overraskende for de fleste, og reaktionerne var vidt forskellige: Vrede, sorg, en ‘hvad sagde vi’-holdning og en vis lettelse over at det ikke var kommet til direkte kamp i landet.
Især blandt unge nysgerrighed eller fascination.
Der blev umiddelbart etableret en presseordning uden forhåndscensur, men til gengæld styret af henstillinger fra Udenrigsministeriets Pressebureau og med efterkontrol af et kollegialt pressenævn.
En række emner kunne der ikke skrives om, og især krigens nyhedstelegrammer blev præget af tyske meddelelser. Befolkningen reagerede med øget mistillid til medierne.
»En meget grim ting er det også at presse og radio nu er ensrettet, vi hører og læser kun om tyskernes sejre,« hed det i et notat allerede den 13. april.
Bortset fra krigsnyhederne og nyt om besættelsesmagten var forandringerne i medierne ikke voldsomme, men netop nyt om krigen havde den største interesse.
Den personlige kommunikation blev derfor opgraderet, meget fantasifulde rygter var at høre overalt, og hvad en bekendt havde set eller hørt blev anset for mere troværdigt end mediernes budskaber, specielt hvis det drejede sig om besættelsesmagtens gerninger.
Mange sagde deres avisabonnement op, og lyttertallet til Radioavisen faldt.
Til gengæld blev det registreret efter få uger at BBC sendte nyheder på dansk, og der var også mulighed for at lytte til svensk radio. Lyttertallet til BBC var betydeligt fra et tidligt tidspunkt, og de alternative medier betød at der skabtes en personlig forhandlende holdning hos den enkelte.
Tidligere havde Statsradiofonien og den personligt valgte partiavis haft høj troværdighed og havde efter alt at dømme en betydelig indflydelse på meningsdannelsen fordi i hvert fald aviserne bekræftede den enkeltes holdninger i et veletableret socialt, politisk og klassemæssigt netværk.
Opinionen blev nu mere personlig, mindre kontrollabel og mindre synlig udadtil, og der var ingen opinionsundersøgelser som gav besked om i hvilken retning den bevægede sig.
Det sædvanlige tolkningsberedskab blev hos mange sat ud af kraft.
Først med en opdeling mellem en vag og ikke ubetinget orientering i retning af England hos nogle og en fortsat neutralitetsopfattelse hos andre selvom Danmark var besat. Dertil kom en udpræget labilitet når det gjaldt forventningerne til Danmarks fremtid og forholdet til besættelsesmagten.
Efter Frankrigs fald i juni 1940 blev krigen stort set betragtet som overstået, og Danmark måtte derfor tilpasse sig et nyt tysk Europa. Det var ikke kun politikere, embedsmænd og erhvervsledere der søgte tilpasning som det har fremgået af mange ‘afsløringer’ i besættelseslitteraturen, men også befolkningens flertal.
Danmarks nye og begrænsede status blev set som et beklageligt, men uuundgåeligt fænomen som det gjaldt om at få det bedst mulige ud af.
»Vi må jo have en ordning i Europa, for tyskerne giver jo ikke slip på Danmark,« var en formuleret holdning i juli 1940.
Viljen til tilpasning var dog ikke ubegrænset eller betingelsesløs. En dansk nazistisk regering var den yderste og værste mulighed på dette tidspunkt, og så snart der var blot en beskeden militær fremgang for Tysklands modstandere, rykkede opinionen sig i retning af mindre tilpasningsvilje.
En ny dominerende national forståelse af besættelsesforløbet og krigen slog igennem fra efteråret 1940 og trak klare grænser mellem den lille tyskorienterede gruppe og det store flertal der gradvist knyttede et stærkere håb til at Tyskland i det lange løb ville tabe krigen.
Heri indgik en opbakning til den danske samlingsregering der i sig selv blev set som en national markør der skabte tryghed i forhold til de indre unationale fjender og de værste tyske krav.
Forestillingen om modstand eller ‘norske tilstande’ var skræmmende for de allerfleste. Konkrete klagepunkter over eftergivenhed eller over Scavenius kunne man hente fra BBC der dog heller ikke vovede at kræve regeringens afgang.
Tilpasning, søgen efter tryghed, genetablering af sammenhæng mellem værdier, holdninger og meninger var afgørende for meningsdannelsen og for de kridtstreger der på et nationalt grundlag blev trukket mellem det overvældende flertal og mindretallet.
Det forklarer både valget af medier og tolkningen af mediebudskaberne. BBC gav en vis bekræftelse af at Danmark ikke var glemt af de allierede og et engagement på britisk side.
Til gengæld kunne de enkelte budskaber også herfra blive modtaget med skepsis eller indgå i en forhandlende sammenligning med hvad der stod i de danske aviser, dog gradvist med en større tiltro til enkeltbudskaber fra London.
De tyske nyhedstelegrammer blev set som tysk propaganda, og eftersom antityskhed og antinazisme indgik i den stærke nationale definition, måtte bevidstheden om at besættelsesmagten ville påvirke meningsdannelsen, blive opfattet som værende i modstrid hertil.
De tyske forståelsesforedrag eller pålagte tvangsartikler blev derfor modtaget med skepsis og modvilje.
De alternative medier blev derfor valgt hvis det var muligt, og fra 1943 havde de illegale blade en udbredelse hvor de nåede ud til et bredt udsnit af befolkningen. De fungerede holdningsmæssigt bekræftende for de der aktivt opsøgte alternative medier.
Til gengæld overbeviste de næppe i sig selv mange af de tvivlende i den tidlige fase, men de var et åbent tegn på at der eksisterede en modopinion.
Den brede politiske debat flyttede fra partiaviserne til de illegale blade i den sidste fase. Borgerlige og kommunister udtrykte sig forskelligt, men gik sjældent i direkte konfrontation med hinanden. Til gengæld måtte de store politiske partier bruge den illegale presse til at formulere deres standpunkter med henblik på fremtiden.
Et flertal af danskerne valgte således medier med budskaber der var i overensstemmelse med deres grundholdninger, og her fravalgte mange også en engelsk såkaldt ‘sort’ radiosender på dansk der foregav at blive sendt fra Danmark. Budskaberne blev anset for overdrevne, nyhederne upålidelige og tilgangen propagandistisk.
Der blev etableret direkte tysk censur af de danske medier fra august 1943, og hermed faldt de sædvanlige avisers og Statsradiofoniens troværdighed yderligere.
Konstateringen af den udbredte folkelige tilpasningsvilje i besættelsens første periode må alt i alt holdes over for en markant modvilje mod medier og budskaber der blev opfattet som uønsket propaganda.
Hvis budskaber blev identificeret som præget af censur og mediekontrol, blev troværdigheden set som endnu mindre, og sammenlignelige budskaber blev udsat for en forhandlende tolkning.
I periodens sidste måneder slog en ny og dominerende national-patriotisk tolkning igennem som der kun var svage alternativer til i de medier der blev anset for at være nationalt ‘stuerene’. Til gengæld brød alternativerne frem allerede få måneder efter befrielsen i dele af partipressen eller i radioen.
Konklusionen er at hvor den frie offentlige debat ikke fungerede, blev der skabt oppositionel mediereception og medietolkning. Det forudsatte ganske vist eksistensen af alternative medier og af den kraftige nationale prægning der inkluderede demokratiet som en national værdi.
Vi ved fra eksempler fra andre lande at rygter og personlig kommunikation kunne tage over hvis der ingen andre alternativer var, og resultatet heraf er mindre klart end i det danske besættelseseksempel.
Her er konklusionen til gengæld at den demokratiske kultur ikke lod sig knægte af censur eller et skævt eller begrænset medieudbud, og hvis den offentlige debat ikke kunne finde sted i de officielle medier, så fandt den sted gennem de illegale eller de udenlandske medier.
Danskernes måde at håndtere medierne på blev en barriere mod en påvirkning som ikke blev godtaget af flertallet.
Palle Roslyng-Jensens: Danskerne og besættelsen. Holdninger og meninger 1939-1945.
Gads Forlag 2007