Videnskabet: Fra Berling til Beijing

»Kineserne har lært af ping-pong-diplomatiet at sport og politik er uadskilleligt… Sportsfolkene har påtaget sig et stort ansvar. De er vores politiske ambassadører«. (Den kinesiske sportsminister fra 1989 til 2000, Wu Shaozu)

Der er selvfølgelig stor forskel på det racistiske, militaristiske og anti-jødiske nazistiske regime i 1930’rne og så den kinesiske stat der i hvert fald på papiret bekender sig til menneskelig lighed og etnisk ligeberettigelse, men i begge tilfælde er der tale om etpartistater der åbenlyst bruger sporten til propagandistiske formål, som har massive problemer med menneskerettighederne, og som har arbejdslejre til politisk genopdragelse.

Tysk propaganda

Erfaringerne fra OL i Berlin 1936 lærer os at for et totalitært regime har sporten ikke en egenværdi, men er underordnet statens strategiske mål. Som følge heraf investerede det nazistiske regime mere i sportens propagandaværdi end i de rent sportslige aspekter. Skønt Hitler personligt var aldeles uinteresseret i sport, hvor sorte oven i købet kunne vinde over hvide, sørgede han af propagandamæssige grunde for at der blev kastet ubegrænsede midler efter Berlin-OL.

Det var vigtigt for de nazistiske ledere at vise verden hvor topmoderne Tyskland var med brug af den nyeste teknologi inden for tidtagning, tv-fremvisning og visuel dokumentation såsom Leni Riefenstahls Olympia film. OL i Berlin blev en enestående lejlighed for de tyske autoriteter til at blande de olympiske ritualer med tysk-nazistiske symboler og sange. Den olympiske arkitektur i Berlin blev sammenbygget med arkitektur der tjente nazistpartiets ceremonier.

Den såkaldte Langemarckhalle blev placeret under det olympiske klokketårn. Det var en nazistisk kulthal til minde om nazismens martyrer og til ære for den mandlige offerdød. De olympiske leges nye vartegn – den olympiske klokke – havde på den ene side en stor ørn med kløerne i et fast greb i de olympiske ringe. Samtidig opfandt tyskerne det olympiske fakkelløb der blev brugt til at vise at der gik en lige linje fra de gamle sportsglade ‘ariske’ grækere i den europæiske civilisations vugge til det moderne Tyskland.

For at give omverdenen indtryk af at være en tolerant og åben nation blev det antijødiske propagandatidsskrift ‘der Stürmer’ forbudt i en periode, der var kraftige henstillinger til at behandle jøder civiliseret i offentlige sammenhænge, det blev forbudt at banke jøder på åben gade, og antijødiske indskrifter på mure blev overmalet, men kun op til og under OL.

At politikken var overordnet sportens logik, ses af at jøder med oplagte medaljechancer blev frasorteret. De nazistiske autoriteter gav kun de politiske indrømmelser man var tvunget til. Den Internationale Olympiske Komité (IOC) krævede at der var jøder med på de olympiske hold og figenbladet blev en såkaldt halvjøde med til vinter-OL og en til sommer-OL.

Alt i alt gav Berlin-legene de nazistiske myndigheder en lejlighed til at vise verden at der samtidig med den grasserende Hitler-kult på stadion var tale om en åben, tolerant, fredelig og pluralistisk nation, netop det som god propaganda skal udvirke. Kort tid efter at den sidste turist var taget hjem fra sommer-OL var der dog business as usual kulminerende med den organiserede forfølgelse af jøder under Krystalnatten, indlemmelsen af Østrig og det tjekkiske sudeterland samt den endelige ensretning af den tyske sport i et stort forbund i 1938.

Prinser og politik

I Danmark har diskussionen om OL i Beijing især drejet sig om kronprins Frederiks opstilling til IOC og det angiveligt epokegørende i at et medlem af kongehuset bliver involveret i forholdet mellem sport og politik. Hermed overses det at kongefamilien før har været indblandet i sportspolitik, og at IOC fra 1932 til 1959 havde Christian X’s fætter prins Axel som medlem.

Lige som det nu er et totalitært regime – den kinesiske etpartistat – der med OL næste år spøger i kulissen for prins Frederik, var det for prins Axel de nazistiske lege i 1936 der dannede baggrunden for hans sportspolitiske ilddåb hvor han over for den danske offentlighed bidrog til opfattelsen af at tyskerne ikke på nogen måde ville udnytte OL til politiske eller antijødiske formål. I det hele taget viste det sig at IOC fandt det meget nemmere at samarbejde med diktaturer der kanaliserede store ressourcer over i eliteidrætten end med vestlige demokratier der betragtede idræt som et udmærket kulturfænomen, men uden større statslige satsninger.

IOC’s gode samarbejde med de fascistiske styrer viste sig klart da komitéen reagerede på aflysningen af vinter-OL i Sapporo ved – få måneder efter det voldsomme og voldelige overfald på Tysklands jøder under Krystalnatten den 9. november 1938 – at tildele vinterlegene i 1940 til Tysklands fineste vintersportssted Garmisch Partenkirchen der også havde stået for OL i 1936. Dertil kom tildelingen af sommer-OL i 1940 til Tokyo og vinter-OL til Sapporo til trods for at Japan i 1931 havde annekteret Manchuriet og siden 1910 havde besat Korea. OL 1944 blev imidlertid tildelt London, men af gode grunde først realiseret i 1948.

Ansigtsløftning

Også OL i Beijing sigter på at demonstrere at den frembrydende supermagt er værdig til at være medlem af det gode selskab. For den kinesiske statsledelse er formålet med de olympiske lege at demonstrere – ikke mindst over for sin egen befolkning – at Kina nu endegyldigt er blevet medlem af de moderne superstaters klub også symboliseret ved optagelsen i World Trade Organisation (WTO) i 2001.

Da Den Internationale Olympiske Komité (IOC) i 1997 skulle besigtige Beijing med henblik på et værtskab for OL, var græsset langs køreturen ind til Beijings centrum malet grønt, smoggen renset af hovedstadens regeringsbygninger og jublende menneskeskarer med olympiske flag opstillet langs ruten. Kinas statsledelse overvejer også at bruge kemiske midler for at sørge for godt vejr under OL, ligesom den evige tunge smog over Beijing vil blive reduceret via begrænsninger på trafikos og fabriksrøg. Beijings indbyggere trænes i at ophøre med at spytte, harke og mase i de hyppige køer mens OL står på.

Er dette olympiske facadebyggeri et sindbillede på et styre der ønsker at udrydde alle knaster og fremstille sig selv som pletfrit med brug af alle midler over for dem som spolerer glansbilledet? I hvert fald har de kinesiske autoriteter erklæret at OL skal foregå i harmoniens ånd hvilket i praksis betyder uden disharmonier fra splittelsesmagere, dissidenter og separatister, læs: tibetanere.

Der er i øvrigt en tankevækkende parallel mellem Berlin og Beijing på personplanet. Oprindelig havde Hitler planlagt at hans yndlingsarkitekt Albert Speer skulle omdanne Berlin til en ny gigantisk rigshovedstad med navnet Germania fyldt med kolossale og pompøse bygninger der skulle demonstrere nazistpartiets magt og herlighed med en enorm centralakse der skulle føre ind mod Førerens Palads. Det kan synes som et udslag af skæbnens ironi at Albert Speers søn nu via sin internationalt kendte tegnestue i anledning af OL har fået til opgave at skabe en plan for en omskabelse af Beijing som rigshovedstad i Riget i midten.

Albert Speer jr. arbejder ud fra bæredygtige og grønne værdier og har på ingen måde et politisk sigte med sit arbejde, men han skal ikke desto mindre nu skabe orden i kaos så Beijing udstråler systematik og planlægning fra magtens centrum ud til periferien. Han skal udvide den oprindelige akse omkring den otte kilometer lange inderby med Den Himmelske Freds Plads og Den Forbudte By med offentlige bygninger og parker til et 25 kilometer langt sammenhængende bybånd.

Det olympiske fakkelløb har allerede nu demonstreret de kinesiske myndigheders forsøg på at bruge de olympiske ritualer politisk. Planer om at faklen skulle bringes via en indenrigsrute over Taiwan, har den taiwanske regering set som et forsøg på symbolsk at indlemme Taiwan i Kina. Hertil kommer at faklen trods alverdens protester og ekstremt dårligt vejr selvfølgelig er blevet bragt op på Mount Everest fra bjergets nordside der ligger i Tibet som tegn på at Tibet er totalt sammensmeltet med Kina. Èn af de fem olympiske maskotter er den tibetanske antilope, et udryddelsestruet dyr der mere end noget andet symboliser den spinkle og skrøbelige tibetanske identitet.

Instrumentel sport

I en totalitær stat som Kina er der ingen forestillinger om ‘sportens autonomi’ og ej heller om ‘fair play’ der heller ikke har en pendant i det kinesiske sprog. Det nærmeste man kan komme, er ‘mianzi’ der betyder at bevare sit ansigt eller sin ære og peger på at det ikke er processen, men resultatet der er det altafgørende. At tabe en international kamp vil i langt højere grad kunne føles som et vanærende svigt i en kinesisk end i en dansk kontekst.

At kineserne kan have det svært med begrebet fair play, illustreres af at det danske kvindelandshold ved VM i kvindefodbold 2007 i Kina blev aflyttet under et taktikmøde af to kinesere med kamera der blev opdaget bag en spejlvæg da det danske landshold holdt det sidste taktikmøde før 2-3-nederlaget til Kina. Er det et eksempel på den overvågning og spionage som de udenlandske deltagere vil blive udsat for under OL?

For kineserne er sportens vigtigste funktion at tjene statens interesser, og det kan derfor ikke undre at kineserne kører talentudviklingsprogrammer med muskelbiopsier på femårige, håndplukning af talenter til idrætsgrene ikke ud fra deres egne interesser, men ud fra fysiologiske parametre, hårdhændet frasortering af atleter der er blevet skadet af den rigide træning samt under tiden brug af ulovlige midler som da kinesisk svømning blev ramt af en stor dopingskandale i 1990’rne.

I Kina er breddeidrættens vigtigste rolle at være udklækningssted for eliten, og eliten vil i reglen sige den olympiske elite, for Kina satser benhårdt på de olympiske discipliner der er flest medaljer i, og dem som det er nemmest at vinde i. Gennem denne ensretning af sporten til at tjene olympiske mål er det lykkedes for kineserne at rykke fra at være nummer fire til nummer tre og nummer to i nationskonkurrencen ved de seneste tre olympiske lege, og målet er naturligvis at blive nummer et foran USA ved Beijing-legene. Faktisk vil denne rivalisering mellem Kina og USA utvivlsomt give OL i 2008 en aura af ‘systemernes kamp’ som i koldkrigsdagene hvilket yderligere vil øge spændingen.

Spørgsmål til Beijing

En sammenligning mellem OL i Berlin og i Beijing skal naturligvis foretages med varsomhed da der er et enormt spænd i tid og i kulturkreds. Det skal også erindres at Tyskland i 1930’rne endnu ikke havde vist sit sande ansigt som krigsstifter og foranstalter af det industrialiserede forsøg på udryddelse af Europas jøder. Der foregår i dag også en kamp på alle niveauer i det kinesiske samfund hvor lokale interesser af og til kan overtrumfe centrale magtkliker, og hvor der kæmpes for menneskerettigheder internt i det kinesiske system blandt andet bistået af danske eksperter.

Med udgangspunkt i erfaringerne fra Tyskland 1936 kan der dog spørges til legene i Kina i 2008: Vil vi ved OL i Kina opleve at de gæstende sportsfolk, officials og journalister får frie hænder og smøres grundigt mens de kinesiske deltagere og journalister censureres?

Vil OL i Beijing demonstrere Kinas moderne og teknologiske overlegenhed samtidig med at et venligt og smilende kinesisk militær vil sikre ro og orden? Vil vi se mindelser fra den maoistiske statskults masseoptrin med synkrone, glansfulde massekoreografier i skønfuld forening med de olympiske ritualer som det sidst sås til generalprøven på OL ved ‘National Games’ i 2005?

Vil vi ved OL se en åbningsceremoni med den rige tibetanske folkedansertradition med gorsche runddans-sang som tegn på tibetanernes integration i Kina? Vil aktiviteter på stadioner veksle med ceremonier på anlæg til dyrkelse af partieliten og til iscenesatte jubelscener af folkemasserne som det skete på ‘Den Himmelske Freds Plads’ i anledning af årsdagen for begyndelsen af de olympiske lege hvilket gav Tiananmen-pladsen et helt andet image end under massakren på studenterne i 1989?

Vil Kina ligesom Tyskland opføre et forførende propaganda-show der vil mindske vores kritiske beredskab? Vil den kinesiske regering – ligesom den tyske – skrue ned for undertrykkelsen så længe verdens øjne hviler på den, for så meget desto voldsommere at stramme tøjlerne når den sidste sportsjournalist er taget hjem?

De unge OL-deltagere er nødt til selv at sætte sig ind i sagerne. Der er flere ting de skal tage stilling til. Vil de blive forført af en gigantisk forestilling der ikke viser regimets reelle ansigt, men snarere er et forsøg på at vinde accept i verdensoffentligheden gennem enorme investeringer i sport ligesom ved OL i Berlin 1936?