Videnskabet: Fra dødsgangen til Guds trone

En dødsdømt mand sidder i sin celle på death row og snakker med sig selv. Det er i sin enkelhed rammen om Nick Caves sang The Mercy Seat fra pladen Tender Prey.

Sangen er et næsten obligatorisk indslag i Nick Caves koncerter, som et tætpakket, kogende Falkonérteater kunne konstatere sidste efterår – og mon ikke den også er på sætlisten i Operaen den 25. september?

Hvad siger manden i cellen så til sig selv? Han udlægger såmænd Bibelen. De nærmere detaljer i hans tolkning kommer vi til om et øjeblik.

Men anledningen til kronikken her er netop det bibelske islæt i den dødsdømtes enetale. Et nyt Center for Studiet af Bibelens Brug på Det Teologiske Fakultet har sat sig for at udvide bibelforskernes virkefelt.

Vi har traditionelt brugt krudtet på at forstå bibelteksten i dens oprindelige historiske og kulturelle sammenhæng, og det har vi da heller ikke tænkt os at holde op med.

Men når Bibelen på vore kanter typisk vækker mere interesse end fx Upanishaderne, er det jo ikke på grund af noget der er indbygget i teksten selv, men på grund af den rolle Bibelen har spillet i vores kultur.

Dens efterliv i fortolknings- og kulturhistorien er altså vigtigt, og vi vil gerne bidrage med en særligt bibelvidenskabelig vinkel på den historie.

Det er med nødvendighed et tværvidenskabeligt anliggende hvor vi har meget at lære af en række humanistiske fag, men hvor vi også selv vil kunne bidrage med indsigter der for de fleste faggrupper ikke ligger lige for.

Nick Caves sange er et oplagt eksempel på et aktuelt kunstnerisk udtryk som må have interesse både for bibelvidenskab og specialister i musik og litteratur.

Jesus i den elektriske stol
Den dødsdømte i sangen The Mercy Seat sidder i cellen og taler til den tomme luft.

Han begynder at hallucinere og ser Jesus’ ansigt i sin suppe, hører lyden af en sammensværgelse i hjulenes knirken når madvognen kører hen ad fængselsgangen, og i sit ikke spor stille sind fører han nøje regnskab med alle de tegn han mener at kunne læse ud af farver og genstande omkring sig, virkelige eller indbildte.

Fra Jesus’ ansigt i suppen fortsætter han i fri association: Jesus blev født og lagt i en krybbe og døde på et kors af træ, og det virker på en måde passende da han jo af fag var tømrer.

Men nu sidder han i himlen på en trone af guld, og hele verdenshistorien udgår fra den trone – men hernede er tronen lavet af træ og ledninger: »Down here it’s made of wood and wire/And my body is on fire/and God is never far away«.

Sangtitlens Mercy Seat har altså en dobbelt reference: Det er Jesus’ tronstol i himlen – »siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd« som der står i trosbekendelsen – og det er den elektriske stol som skal udfri den dødsdømte fra hans spekulationer og hans gentagne insisteren på at han er uskyldig: »The mercy seat is waiting/…And in a way I’m yearning/To be done with all this measuring of truth/An eye for an eye/A tooth for a tooth/And anyway I told the truth/And I’m not afraid to die.«

Ironien er tommetyk: Der sættes et overført lighedstegn mellem tronen i himlen som er en ‘nådestol’ fordi den personificerede barmhjertighed, Jesus, sidder på den – og den elektriske stol der i form af 2000 volt jævnstrøm skal give den dømte nådestødet så han slipper for at have flere kvaler med at være den han er.

Glosen mercy seat er bibelsk, og i Bibelen betegner den selvfølgelig ikke den elektriske stol, men vel at mærke heller ikke en himmelsk tronstol. Faktisk er det overhovedet ikke nogen stol eller trone eller noget sæde: Det er låget på Pagtens Ark.

Pagtens Ark
Pagtens Ark som nogle læsere vil kende fra filmen om Indiana Jones, er det centrale stykke inventar i den israelitiske gudsdyrkelse som Det Gamle Testamente beskriver. Da Moses i 2. Mosebog kommer ned fra Sinaj-bjerget, har han ikke blot De Ti Bud (og en mængde andre regler) med sig, men også hele manualen til konstruktionen af en gudstjenestebygning – i første omgang en transportabel telthelligdom som israelitterne kan føre med sig gennem ørkenen, og som siden erstattes af et egentligt tempel i Jerusalem.

I helligdommens indre tempelkammer står Arken. Den er egentlig blot en kasse der indeholder de lovtavler som Moses fik udleveret på Sinaj-bjerget. Dens låg er en massiv guldplade på cirka 75 gange 125 cm som er udsmykket med to keruber (en slags bevingede himmelske vagthunde), ligeledes af massivt guld.

Og det er dette låg der i ældre bibeloversættelser kaldes nådestolen – skulle læseren have en Bibel fra 1931 eller senere ved hånden, vil man kunne se at det nu om stunder hedder sonedækket.

Forsoningsdagen
Men hvorfor nu dette usædvanlige navn, nådestolen, til et låg? Det hænger sammen med Arkens to væsentligste funktioner som dels vedrører en bestemt årlig religiøs højtid, forsoningsdagen, og dels kommunikationen med guddommen også resten af året.

Det hebraiske navn for Arkens låg er kappóræt, og man behøver hverken være teolog eller lingvist for at få øje på ligheden med udtrykket Jom Kippur, forsoningsdagen, hvor låget er i begivenhedernes centrum:

Sandsynligvis var det mere rammende at kalde højtiden for renselsesdagen, for folkets synder er opfattet som en art snavs der sætter sig på templet og dermed forurener forholdet mellem Gud og mennesker – i sin yderste konsekvens kunne denne forurening gøre templet ubeboeligt for Gud, og det ville være skæbnesvangert for menneskene, for deres eksistensgrundlag i landet opretholdes netop af gudens tilstedeværelse i sit tempel.

På Jom Kippur renser ypperstepræsten denne forurening bort ved et kompliceret ritual hvori det blandt andet indgår at han går ind i det Allerhelligste hvor Arken står, og hvor intet menneske resten af året har adgang, og renser først sine egne og det øvrige præsteskabs synder, og dernæst folkets synder, bort ved at stænke blod af to forskellige offerdyr på Sonedækket (3 Mosebog 16,11-17).

Da ypperstepræstens embedspligter på forsoningsdagen som nævnt udgør den eneste undtagelse fra den generelle regel at intet menneske kan tåle at træde ind i det Allerhelligste til Arken, må der naturligvis ekstraordinære forholdsregler til for at muliggøre hans operationer: Mens blodet stænkes på Sonedækket, skal ypperstepræsten være beskyttet af en sky af røg fra to håndfulde stødt, velduftende røgelse.

Var røgelsesskyen der ikke til at beskytte ypperstepræstens øjne mod synet af sonedækket, ville han dø.

Guds tronstol
Men hvorfor er det blotte syn af selv en nok så hellig guldplade dræbende? Det er Sonedækkets anden funktion der nødvendiggør al denne virak.

Pladen er det sted hvor Herren manifesterer sig og hvorfra han taler til Moses. Når Moses efter at helligdommen er blevet indrettet, modtager yderligere instruktioner fra Herren, foregår det »fra oven over arken, mellem de to keruber,« som der ordret står i den hebraiske tekst (4. Mosebog 7,89).

Skønt nådestolen grundlæggende er et låg og ikke en siddeplads, er den i mere eller mindre overført forstand altså alligevel Herrens tronstol.

Det er derfra hans stemme lyder når han taler til sine menneskelige undersåtter, uanset at stemmen er uden synlig krop og kommer ud af den blå, røgelsesfyldte luft.

Og ypperstepræsten står derfor på forsoningsdagen bogstaveligt foran Guds trone, og det kan et menneske ikke overleve uden beskyttende foranstaltninger.

Arken er også blevet bogstaveligt opfattet som den bærbare tronstol den usynlige Guds tilbedere kan bære ham frem på, ikke mindst i krig (fx 1. Samuelsbog kap. 4). Men i Bibelens narrative sammenhæng er det et overgangsfænomen: Da den først er bragt på plads i Salomos tempel i begyndelsen af 1. Kongebog, kommer Arkens urørlighed til i den grad at dominere opfattelsen af den at vi ikke siden hører udtrykkeligt om at den overhovedet kommer ud af det indre tempelkammer igen.

Fra at være Guds tronstol er den blevet transformeret til en art tegn på guds utilnærmelighed, og som sådan er det meget kongenialt at Cave læser den som en trone i himlen.

Offer og straf
The Mercy Seat er således på en gang rekvisit i en numinøs rite til bortskaffelse af synd/urenhed – og samtidig det møbel som guddommen sidder på.

Cave får på mesterlig vis inddraget begge disse aspekter af sangens bærende metafor i sin hovedpersons rablende selvfremstilling. På den ene side handler det hele om The Mercy Seat som et møbel til at sidde i – Jesus’ gyldne (!) trone i himlen ved Faderens højre hånd og den elektriske stol som venter fortælleren.

Og ved at krydsklippe mellem disse to møbler får han mellem linjerne sagt at han er et uskyldigt offer, ganske som Jesus, og at den ventende elektriske stol derfor er at sammenligne ikke blot med Jesus’ gyldne trone, men også med hans kors af træ.

Og på den anden side handler det om forsoning i form af at synder vaskes bort: Den nytestamentlige tanke om et uskyldigt menneske (Guds søn, tilmed) som ofres for andres synder, er tydeligt på færde i Jesus-parallellen.

Denne offertanke er så ekstrem at offeret i Ny Testamente må være en unik begivenhed en gang for alle.
Alene derfor er det foruroligende for lytteren når den dødsdømte ser sin egen død som en gentagelse af Jesus’ offer.

Men den nytestamentlige offertanke – et offer »sat på spidsen« så at sige – lever af at der foreligger en mere ligefrem noget-for-noget tankegang i Det Gamle Testamente hvor offeret er en naturlig del af udvekslingen mellem Gud og mennesker. Også denne tankegang vender Cave bunden i vejret på i sin sang.

I Det Gamle Testamente er husdyrene en del af de betingelser for det gode liv som Gud har stillet til rådighed for menneskene. At menneskene giver en beskeden del tilbage til Gud, er sådan set bare almindelig høflighed som når man byder giveren et stykke af den æske chokolade man har fået.

Denne tilbagegivning indgår i et system der sikrer det gode forholds beståen, blandt andet ved at rense menneskenes synder bort. – Men når nådestolen venter den dødsdømte i sangen, er det altså den menneskelige synder selv og ikke en tyrekalv der ofres.

Fra at være et middel til at redde mennesket fra konsekvensen af sine egne handlinger, er nådestolen blevet det stik modsatte: Det sted hvor straffen rammer.

Og en ekstra ironi er der naturligvis i at det er højst menneskelige dommere der slutter strømmen – og som dermed ifølge sangens metaforik i meget bogstavelig forstand har sat sig i Guds sted. Guds barmhjertighed er blevet til menneskers hævn.

Skyldig – ikke skyldig?
Et yderligere raffinement i sangen er fortællerstemmens fortløbende jonglering med spørgsmålet om sin egen skyld. Forsoning forudsætter immervæk at der er en skyld at sone mens offermotivet omvendt forudsætter at offeret er sagesløst.

Fortælleren fastholder det meste af sangen igennem sin uskyld: »I never lied,« siger han da han bliver spændt fast i stolen og elektroderne bliver fæstnet på hans barberede hoved.

Men han når at gentage sangens otte linjer lange omkvæd yderligere syv gange i løbet af sin dødskamp, og de hårfine variationer fra vers til vers er sigende: Vendingen: »an eye for an eye/And a tooth for a tooth« bliver pludselig til »a lie for a lie/And a truth for a truth,« og den indledende forventning om at den elektriske stol i det mindste vil befri ham for: »all this measuring of truth« bliver til »all this twisting of the truth … all this measuring of proof« – og i sangens afsluttende linje forvandles det trodsige: »I’m not afraid to die« til »I’m afraid I told a lie«.

Her knyttes en tråd tilbage til sangens hviskede indledning som lytteren nærmest skal have hele hovedet ind i højttaleren for at få med, og som de fleste derfor vil overhøre ved de første mange gennemlytninger: Her siger fortælleren »I am nearly wholly innocent.«

Søren Holst er adjunkt ved Afdeling for Bibelsk Eksegese på Det Teologiske Fakultet, medlem af bestyrelsen for afdelingens Center for Studiet af Bibelens Brug, www.teol.ku.dk/csbb/ og redaktør af tidsskriftet Bibliana. Kronikken er en del af hans bidrag til et kommende Nick Cave-temanummer af tidsskriftet Fønix der udgives ved Afdeling for Kirkehistorie.