Videnskabet: Hvad skal vi med teologi?

Denne julekronik skal ikke handle om julen. Og heller ikke bare om teologiens placering på universitetet – eller som Universitetsavisens gamle redaktør spurgte: Hvorfor skal man have teologi »på et verdsligt universitet?« Emnet er snarere dette:

Hvad kan teologien her og nu, i den aktuelle intellektuelle situation vi befinder os i? Og hvorfor er det derfor uomgængeligt nødvendigt at have teologi på universitetet? Lad os begynde med en lille udgave af en universitetslærers dagbog: ‘Hvad har du oplevet i dette semester?’. Nuvel: Som universitetsteolog kan man let komme til at fornemme at det blæser lidt voldsomt fra flere verdenshjørner på samme tid. Sådan har det også været i dette semester. Men her må man reagere som Margaret Thatcher gjorde da George Bush den ældre forsøgte at holde lidt igen i golfkrigen: »George, this is no time to go wobbly.«

Aktuelle vindstød over teologien
Lad mig give nogle eksempler på vind-stød på det teologiske felt her i efteråret der har nærmet sig stormstyrke.

1. »Nedlæg de teologiske fakulteter.« Det var overskriften på en kronik i Politiken den 26. oktober hvor to religionshistorikere (ikke fra KU) argumenterede for at de to teologiske fakulteter i København og Århus befinder sig i en umulig situation fordi de både skal være videnskabelige og skal uddanne præster. De to kritikere ville hugge denne gordiske knude over ved at ‘overføre’ teologi på universitetet til religionsvidenskab og henvise uddannelsen af præster til særlige præsteskoler. Elementært, ikke sandt? For en universitets-teolog var det modvind af stormstyrke.

2. »The Religious Roots of Europe.« Lidt tidligere på efteråret havde de teologiske fakulteter i både København og Århus annonceret at man fra 1. september 2009 går i gang med en ny toårig international masteruddannelse om Europas religiøse rødder. Det sker i samarbejde med teologiske og religionsvidenskabelige institutioner på fire andre nordiske universiteter (Bergen, Helsinki, Lund, Oslo), og formålet er at studere de tre grundlæggende religioner i Europa i deres såkaldt formative perioder: tidlig (det vil sige hellenistisk-romersk) jødedom, tidlig kristendom, tidlig islam. Stor opstandelse (i Kristeligt Dagblad)! Endnu en religionshistoriker (heller ikke fra KU) kritiserede at teologer nu kastede sig over en tematik som rettelig tilhørte religionsvidenskaben. Han gik dog lidt i sig selv da sammenhængene blev opklaret. Ikke desto mindre: Kraftig sidevind!

3. »Naturalism and Christian Semantics.« Per 1. september gik min kollega i systematisk teologi, Niels Henrik Gregersen, og jeg i gang med arbejdet i et af de stjerne-programmer som KU’s rektor tog initiativet til ved sin tiltrædelse. Vi skal studere dels feltet ‘Science & Religion’ i forhold til moderne, systematisk teologi, dels forholdet mellem græsk-romersk filosofi og den tidlige kristendom i de første to århundreder efter Kristus. Vi har allerede et antal ph.d.’er og postdoc’er på plads og har mødtes hver uge for at læse og diskutere os ind på projektet. Kort sagt: Kraftig medvind!

Er teologi videnskab?
Alle tre begivenheder kan bruges til at rejse spørgsmålet: Hvorfor har man teologi på universitetet? Med hvilken ret har man teologi på universitetet? Skal man (overhovedet) have teologi på universitetet? Det spørgsmål stilles almindeligvis af folk der enten ikke ved så meget om teologi, eller i hvert fald ikke har så megen fornemmelse for teologien som videnskab. Men spørgsmålet afspejler immervæk et rigtig interessant problem: Er teologi da en videnskab? Er det netop ikke noget helt andet, fx forkyndelse eller mission (jf. talen om en ‘præsteskole’)? Og er den naturlige konklusion så netop ikke, at man ikke skal have teologi på universitetet?

Først giver jeg et alment svar der skal isolere nogle formelle kendetegn ved teologi som jeg vil hævde disciplinen har til fælles med humaniora. Klargøres bør også teologiens forhold til aftagerne (den danske folkekirke) og dens mere konkrete forhold til de andre ‘tørre’ eller ‘bløde’ fag på universitetet. I anden omgang forsøger jeg mig så med et mere indholdsbestemt svar.

Teologiens formelle kendetegn
Universitetsteologien har tre kendetegn. Den er normativ. Den er kritisk. Og den er spørgende. Den er normativ fordi den spørger ud fra en eksistentiel interesse. Hvad ‘er’ et menneskeliv? Og hvad er et godt og et dårligt menneskeliv? Det spørgsmål står selvfølgelig i centrum for teologien. Men det gør det – vil jeg hævde – da sandelig også for samtlige human-videnskaber: filosofi, litteratur, religionsvidenskab, jura, samfundsvidenskab.

Faktisk stammer spørgsmålet i en markant, tidlig, ikke-kristen udgave fra Sokrates: det undersøgte liv er det gode liv. Teologien er også kritisk. Netop fordi det gode liv er det undersøgte liv, kræves der kritik, det vil sige forsøget på at nå så langt som muligt i retning af en sand beskrivelse af fænomenerne. Hvem vil slå sig til tåls med mindre når det er spørgsmålet om det gode liv der skal besvares? Teologien vil derfor forstå kristendommen i forhold til andre religioner og til andre ikke-religiøse måder at forstå verden på. Det er jo i selve det sammenlignende projekt at de interessante forskelle viser sig.

Endelig er universitetsteologien spørgende. Den ved ikke én gang for alle hvad den kristne Gud (eller overhovedet kristendommen) er for en størrelse. Den undersøger det. Og hvis den så når frem til nogle svar, er de altid tentative. Det er netop i den form universitetsteologien uddanner præster. Ja, helt modsat tanken om at der her foreligger en problematisk dobbelthed, er det selve universitetsteologiens kerne og eksistensberettigelse at den både er videnskab og præsteuddannelse.

Faktisk er det protestantismens påstand og adelsmærke at der ikke foreligger nogen modsigelse her. Der er ikke nogen gordisk knude der skal hugges over. Tværtimod. Kirken har brug for en disciplin der arbejder med kristendommen med forstående indføling, men som også selvkritisk bringer kristendommen ud i den direkte kontakt og konfrontation med andre religioner og overho-vedet andre grundlæggende forståelsesmåder. Den disciplin er universitetsteologien.

Tilsvarende i forhold til resten af humanvidenskaberne på universitetet: Det viser sig igen og igen i konkret, praktisk samarbejde at også de har brug for en disciplin der arbejder kritisk med hele det enorme materiale som kristendommen og dens forskellige afsæt udgør i vores kultur – men som også gør det med den form for forstående indføling som nu engang er forudsætningen for et ordentligt arbejde i en hvilken som helst humanistisk disciplin.

Teologiens indhold
Hvad kan teologien så mere selvstændigt her og nu, i den aktuelle intellektuelle situation vi befinder os i? Lad mig give nogle konkrete eksempler fra mit eget forskningsområde, som blandt andet er apostlen Paulus og antik filosofi. Paulusforskningen fortsætter naturligvis ufortrødent i de internationale og danske miljøer. Hvad mere er: Inden for de sidste to-tre årtier er der sket et radikalt nybrud som vender op og ned på det traditionelle billede af Paulus og dermed en central del af den tidlige kristendom. (Jævnfør for eksempel på dansk samlebindet Den nye Paulus og hans betydning, Gyldendal 2003.)

I vores sammenhæng er det dog mere interessant at ikke-kristne og overhovedet ikke-religiøse tænkere i det seneste årti har grebet tilbage til Paulus for at formulere sig direkte ind i den aktuelle kultursituation. Fællesnævneren for de fleste har været behovet for at finde grundlaget for en ny politik, ja overhovedet for at genopdage begrebet politik i en situation hvor politikerne (uanset udfordringernes kolossale størrelse) synes at være gået i dvale og kun at ville administrere en såkaldt ‘velstand’ hvis sørgelige resultater vi daglig bliver konfronteret med i form af grådighed (IT Factory) og overfladisk underholdning (Aftenshowet).

Et første eksempel på denne almene Paulus-renæssance er den jødiske politiske filosof Jacob Taubes i en bog (1993) der netop hedder Die politische Theologie des Paulus. Et andet eksempel er et af de helt hotte navne lige nu i fransk filosofi, Alain Badiou, der i 1997 offentliggjorde en lille, kolossalt skarpt tænkt bog om Paulus hvor ateisten Badiou hylder apostlen for at have lagt grunden til ‘universalismen’ (en påstand, som både er rigtig og forkert): Saint Paul. La fondation de l’universalisme. Et tredje eksempel er den ligeledes hotte tænker Giorgio Agamben, der i 2000 offentlig-gjorde en såkaldt kommentar til de første ti ord (!) af Paulus’ Romerbrev: Il tempo che resta. Un com-mento alla Lettera ai Romani. Agambens anliggende er at udarbejde begrebet om ‘messiansk tid’ som modvægt til tidens øjeblikkelige bevidstløshed. Jeg er selv noget skeptisk over for bogen, men pointen står tilbage: at Agamben øjensynligt har fundet noget for ham centralt ved kristendommens rødder.

Sådan kunne man gå videre: Filosoffen Michel Serres har et helt kapitel om Paulus i bogen Rameaux fra 2004, og så videre.

Universitetsteologiens hovedanliggende
Men lad mig slutte med endnu en franskmand: Jean-Luc Nancy. I bogen La Déclosion. Déconstruction du christianisme, 1 (2005) sætter han sig for at gøre to ting: for det første at minde om hvordan (græsk og jødisk, det vil sige) kristen tænkning (som han oven i købet foreslår at kalde ‘stoisk-kristen’ tænkning!) har haft en helt afgørende, formende indflydelse på snart sagt al europæisk tænkning lige siden; og for det andet ved en slags dekonstruktion af denne tænkning at finde tilbage til en kerneidé, der ifølge Nancy muligvis kan føre os ud af det store, sorte hul (nihilismen) vi ellers synes at befinde os i lige nu.

Nancy er ikke kristen, og han vil ikke ‘genoplive’ religionen. Ikke desto mindre finder han en mulig vej fremad netop i kristendommen. Pointen skulle være klar: Disse tænkere viser alle at kristendommen rummer et tankemæssigt potentiale som det ville være vanvid at negligere. Og det er altså et af universitets-teologiens hovedanliggender at fastholde en viden herom og bidrage til nyformuleringer af det.

Glædelig jul!