Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

Videnskabet - Hvorfor er vi bange for Asien?

Er Kinas hurtige vækst en trussel? Forfatterne argumenterer for at udviklingen er mere kompliceret end Jørgen Ørstrøm Møller lægger op til i bogen 'Asien buldrer - og sådan undgår Danmark at sakke agterud'. Desuden spørges hvorfor Danmark vil samarbejde med de største lande når der er mange mindre lande som vil matche Danmark bedre?

I den sidste tid har der været stigende opmærksomhed på Kina, Indien og i noget mindre grad andre lande i Asien. Jan Lund og Jørgen Ørstrøm Møllers bog Asien buldrer – og sådan undgår Danmark at sakke agterud (2007) fremhæver en række af de nye væksttendenser i Asien.

Kina og andre lande er i gang med en udvikling som på områder ligger langt forud for Danmark teknologisk, og de er væsentligt mere kreative end os! Bogen råder også Danmark til at handle kraftfuldt hvis vi vil være med i det nye Asiens århundrede.

Hvorfor går det godt i Kina?

Hvorfor skal vi skynde os for at være med på vognen? Asien buldrer tager på baggrund af forfatternes mangeårige erfaringer fra ophold i asiatiske lande fat på at finde årsagerne: Konfucianismen sikrer at de dygtigste bureaukrater får magten, og netværk mellem forretningsfolk og bureaukrater omgår de stive bureaukratier til fordel for hurtige processer og beslutninger.

Der findes ikke én bærende religion i området som hæmmer udviklingen, men folks generelle religiøse tilhørsforhold skaber stabilitet.

Kvinderne deltager og bidrager til boomet ved på den ene side at levere billig arbejdskraft, og på den anden tage del i økonomien som forbrugere.

Hemmeligheden ved den asiatiske succes kan ifølge forfatterne ses som en kombination af ambitioner, visioner, disciplin, risikovillighed og billig arbejdskraft. Der peges også på at Kina i fremtiden vil komme til at spille den centrale rolle i Asien fordi Kina repræsenterer en alternativ model til USAs politik om magt og lederskab, og fordi Japan som regionens stormagt ikke har haft kapacitet og vilje til at være forgangsland i det 21. århundrede.

Danmark vil gerne være med

At interessen for Asien er stærkt stigende ses på flere områder – også i det officielle Danmark. Udenrigsministeriet fremlagde i juni 2007 en Asienstrategi for Danmarks fremtidige samarbejde med Asien.

Strategien lægger op til at det ikke længere er et spørgsmål om at hjælpe de fattige mennesker, men lige så meget om at få en fod inden for det økonomiske samarbejde med Asien, især med Kina og Indien.

Undervisningsminister Bertel Haarder vendte begejstret tilbage fra Kina og talte om den nye uddannelsesrevolution. Han sluttede med at påpege at Danmark nu skal være et uddannelsessamarbejdsland.

Videnskabsminister Helge Sander udtalte sig yderst positivt om det nye samarbejde med Kina hvor han underskrev en samarbejdsaftale om forskning og udvikling mellem de to lande.

»Vi skal satse systematisk på Kina, og det skal gå hurtigt. Derfor skal Danmark have en Kina-strategi«, udtalte Sander ved hjemkomsten.

»Vi skal tage Kina langt mere alvorligt både med hensyn til muligheder og risici.«

Sander, Haarder og Udenrigsministeriet arbejder på at Danmark skal have en samlet dansk Kina-strategi, herunder for videnskab og teknologi. Skal vi være bange for det nye Kina og det nye Asien? Og hvordan kan vi bedst mobilisere danske ressourcer?

Asien buldrer tager fat i nogle af de centrale spørgsmål, og det er klart at der er interesse for at være med hvor der forgår en stærk udvikling. Men konfucianisme, religiøst frisind og autoritetstro, kvinderne som billig arbejdskraft og forbrugere, forklarer ikke alene hvorfor det går godt i Kina og Singapore, og hvorfor det går mindre godt i Japan.

Asien har en blandet historie
Vi må se på de lange linier i udviklingen og de skiftende holdninger gennem tiderne. Tidligere var det en udbredt opfattelse at konfucianistisk prægede samfund var stagnerende og ikke kunne forandre sig hurtigt som de vestlige (Max Weber).

I 1960erne og 70erne mente mange at udviklingsmulighederne i den 3. verden var blokerede af de kapitalistiske magters politiske og økonomiske dominans.

Et par korte glimt af historien i Asien illustrerer nogle af modsætningerne i de forskellige faser, og at tidligere opfattelser ikke holdt stik: Gennem flere århundreders dominans påvirkede de europæiske kolonimagter landene i Asien. Stormagternes magtmonopol blev dog udfordret af Japans regionale dominans først over Korea, Kina (1894-95), Rusland (1904-05) og senere ekspansionen i store dele af Asien op til og under 2. verdenskrig.

Det fik fundamental betydning for at eliter og nye middelklasser tog magten i en række lande under afkoloniseringen efter 2. verdenskrig. Japan blev betragtet som befriere af nogle grupper og besættelsesmagt af andre. USA etablerede sig på den asiatiske scene allerede i slutningen af 1800-tallet med anneksionen af Filippinerne, og under 2. verdenskrig påførtes Japan nederlag i land efter land.

USA blev den nye dominerende magt i Asien. Kina, Vietnam, Laos, Cambodia og Nordkorea gennemførte socialistiske revolutioner under ledelse af kommunistiske partier som holdt sig uden for den vestlige sfære. Det bragte ikke den store udvikling og i perioder interne konflikter, men dog en vis social stabilisering under statslig dominans.

Andre lande gennemførte revolutioner anført af nationalistiske ledere – Indien, Burma, Filippinerne og Indonesien – som først og fremmest ønskede selvstændighed fra kolonimagterne. Indien var dog den store undtagelse og etablerede sig med verdens største demokrati.

Specielt Sydkorea, Taiwan, Hong Kong og Singapore – de fire små tigre -oplevede stærk økonomisk vækst fra 1960’erne godt hjulpet af deres særlige geopolitiske placeringer og eksportorientering. Hong Kong og Singapore var præget af specielle træk fordi de var bystater. De har dog gennemgået helt forskellige udviklingsforløb med den autoritært styrede politik i Singapore under Lee Kuan Yew og den mere liberale kronkoloni i Hong Kong som først sent kom under kinesisk overhøjhed i 1997.

Flere lande fulgte med i 1980’erne som 2. generations ‘tigre’: Malaysia, Thailand og Indonesien. Reformer i de socialistiske lande – Kina, Vietnam, Laos og Cambodia – begyndende i Kina fra omkring 1980 og videreført med fuld fart til de andre lande fra 1990 med murens fald, den kolde krigs optøning.

Kinas medlemskab af Verdenshandelsorganisationen, WTO, i 2001, fulgt af Taiwan og Vietnam i 2007, har været startskud til en ny runde af internationalisering og globalisering i landene selv.

Nogle områder ‘buldrer’, men ikke alle

Som det fremgår udgøres Asien af en broget skare af lande som har forskellig historisk baggrund og samfundsforhold. Landene tilhører ikke samme kultursfærer, og værdierne er forskellige fra område til område eller konstrueres forskelligt alt efter magthavernes interesser.

Problemet med den brede analyse i Asien buldrer – med vægt på konfucianisme, disciplin og kvindernes deltagelse i arbejdsmarked og forbrugsmønster – er at den passer i nogle tilfælde, men knap så godt når man graver dybere ned. Ikke alle landes og byers vækst skyldes de nævnte faktorer: de ‘klassiske’ faktorer som investeringer, magtforhold og traditioner har også betydning.

Selv om forfatterne til Asien buldrer påstår at fattigdomsproblemet ikke er en trend der vil påvirke verden længere (s.16), er der imidlertid fortsat 1,9 milliarder mennesker som lever for under 10 kroner om dagen i Asien (Udenrigsministeriets Asienstrategi). I byerne er der kommet nye typer fattigdom især blandt indvandrere, og der findes fjerne regioner som står uden for den rivende udvikling, også i Kina og Indien.

De nye eliter i Asiens lande tager ofte ikke hensyn nok til de fattigste grupper som overlades til sig selv. Der er mangel på medbestemmelse og demokrati, og forureningen når i mange områder højder der gør det vanskeligt at leve for almindelige mennesker og truer naturens balance.

Selvom bogen påstår at Japan mangler vilje som foregangsland i regionen (s. 132), er Japan forsat langt den største investor i Sydøstasien og stadig en økonomisk stormagt som Kina ikke har erstattet. Om Kina bliver en alternativ model til USA og Japan er ikke helt fastslået.

Forskelligheder i fællesskab

Der god grund til at forstå hvad der foregår i Asien og hvorfor; men det er nødvendigt at gå dybere i både substans og kontekst for at skabe grundlag for de kommende tættere og mere konkrete samarbejdsinitiativer fra dansk side.

Asien buldrer foreslår at Danmark skal satse på øget uddannelsessamarbejde. Ideen er god og rigtig, men vil kræve betydelige ressourcer og tid (læs: politisk vilje) hvis målet er at skabe en særstilling for Danmark især fordi vi har engageret os sent i den type samarbejde og er mindre attraktive sammenlignet med en række andre lande i Europa, USA og Australien i det internationale uddannelsessamarbejde.

Hvis Danmark skal være med i den nye udvikling i Asien, er det imidlertid ikke nok at samarbejdet baseres på de danske præmisser og viden, det vil sige eksport af viden. Vi er nødt til at vide mere om Asien og omsætte den teoretiske og abstrakte viden til praksis.

Uddannelsessamarbejde skal ikke kun ses som eksportpotentiale som de fleste af Helge Sanders forslag drejer sig om, i bioenergi, nanoteknologi, fødevareteknologi med videre, men også som gensidig læring, forståelse og udvikling.

Samarbejde til gensidig forståelse

Vi bemærker at flere universiteter opruster på Asien, med Københavns Universitet og CBS i front. Det er godt, men vores pointe er at hvis det skal nytte med nye samarbejdsaftaler, og hvis vi skal have en ordentlig ressourcebase, så må der bakkes politisk op om at skabe større miljøer herhjemme som har fokus på Asien eller dele deraf såvel som til deres samarbejde med asiatiske partnere.

Nu hvor der – tilsyneladende – vil blive givet flere midler til forsknings- og uddannelsessamarbejde med asiatiske lande, bør der også prioriteres flere ressourcer til forskningen af forståelse af de asiatiske lande i samarbejde med asiatiske forskere.

Formålet er at forstå de enkelte samfunds dynamikker og problemer som er en helt fundamental og nødvendig kontekst for også de ‘eksportrettede’ programmers succes. Der skal i højere grad samarbejdes med asiatiske forskningsmiljøer for at forstå Asien – og i bakspejlet også Europa. Og der skal lægges vægt på at få omformet forskningen til praktisk anvendelse.

I det perspektiv har vi ikke grund til at være bange for Kina eller ‘Asien’. Men vi har brug for at forstå hinanden og vurdere hvad og hvordan vi kan lære fra hinanden.

Små lande har også stort potentiale
Forsknings- og uddannelsessamarbejde – også til gavn for dansk eksport – må åbne op for mange lande i Asien – ikke kun for de store.

Med Danmarks trods alt relative lidenhed i international målestok bør man sætte spørgsmålstegn ved hvorfor vi vælger Kina og Indien som samarbejdspartnere i stedet for at satse på andre lande som på mange måder matcher Danmark bedre i størrelse? Så kunne Danmark gøre en virkelig forskel. Det kunne dreje sig om lande som Sydkorea eller Taiwan i den topdynamiske ende, eller Thailand, Vietnam og Malaysia som er på mellemniveau, og hvorfor ikke Cambodia, Laos eller Filippinerne som har brug for et løft i vidensudvikling og samarbejde på en lang række områder?

Skal vi ikke satse på en ‘Asien kanon’ som skal være mere end buldren med de store kanoner?

Irene Nørlund er ph.d. og seniorforsker, Lau Blaxekjær er MSc Asian Politics University of
London og specialestuderende ved Statskundskab ved Københavns Universitet. Begge er tilknyttet Nordisk Institut for Asianstudier.

Seneste