Videnskabet: Idræt er bevægende forskning

Lad os starte med at gå en omvej, det skulle være så sundt. Lad os se på den måde universiteterne i København (KU) og Roskilde (RUC) brander sig på i deres logo, seglet.

KU’s segl, som ses forrest her på avisen, udstråler autoritet, magt og en vis ubevægelighed. Kongen med sine regalier, et stort hoved med hvidt skæg, manden uden underkrop, dog med endnu et magtfuldt symbol fra mellemgulvet og ned. Intet slogan, blot årstal for grundlæggelsen og KU’s latinske navn.

RUC’s segl er modsætningen og udstråler det lidt amorft animalske. Det ligner en fårelort, men er en koral. Ren krop. Hverken hoved eller hale. Men bevægelse, og bevægende: med de latinske ord ’In tranquillo mors – in fluctu vita’, på dansk ’I stilheden døden, i strømmen livet’.

Godt sagt, og det gælder ikke bare koraller.

En herlig hybrid

KU’s segl trues af fysisk inaktivitet og et forstørret overjeg, af loven, den autoritære fader. I RUC’s segl finder man end ikke spor af menneskelig psykologi, det er ren vitalisme og ligner mangel på orden (hvad en del ministre da også har ment).

Koraller er simple dyr, faktisk hele små samfund, kolonier! Et symbol på distribueret tænkning og sværm-intelligens? Tanketyranni og flokmentalitet?

Klonede man nu de to segl, ville en herlig hybrid dukke op. Forhåbentlig mere end en søanemone med regalier. Mere graciøs end konge og koral. En sfinks, måske.

Sfinksens gåde lyder: Hvad er et menneske? Og videnskaben svarer ofte enten krop eller sjæl, struktur eller dynamik, frihed eller nødvendighed.

Når den abstrakte tankes discipliner skærer mennesket – eller Regine Olsen – i skiver, er der behov for nye metode-nåle og idé-tråde til at ribbe hende sammen igen. Måske nye tværdisciplinære værtøjer, så vi bedre kan se menneskets egen blandede natur.

Et sådant segl kunne passende være logo for dagens fødselar – en endnu voksende hybrid, kun 100 år gammel, Institut for Idrætsforskning ved Københavns Universitet.

Idræt var forud for sin tid

Københavns Universitet begyndte i 1909 at uddanne studerende i gymnastik, som det hed dengang.
De første 100 år på den institution, der i dag hedder Institut for Idræt, har været præget af både dialog og kampe om uddannelse og forskning.

Instituttets idrætsforskning foregår ikke alene på et universitet. Den er med sine mange tilgange til idræt ligesom et helt universitet, der jo spænder over humaniora, samfundsfag og natur- og sundhedsvidenskab. Men Institut for
Idræt har ikke altid lignet et flerfakultært universitet, for universitetet har selv forandret sig:

Vi kan jo tænke et universitet som blot et konglomerat, hvor de enkelte fag på de enkelte fakulteter bare passer sig selv. Naturvidenskab og samfundsvidenskab lever deres eget liv. Der er intet andet vekselspil mellem fakulteterne end den sædvanlige strid om at få en så stor del af den økonomiske kage som muligt.

På et sådant universitet starter tværfagligheden først, når de uddannede kandidater siger tak for nu, og i erhvervsliv, organisationer eller på gymnasier skal samarbejde med personer med en anden faglig baggrund. Sådan var universitetet i 1950’erne. Men sådan er hverken universitetet eller Institut for Idræt i dag. I dag kan vi tænke universitetet som et økosystem for viden med mange tankeforbindelser på kryds og tværs.

Dels har en række tværfaglige satsninger, blandt andet bestemt af politiske prioriteringer af påtrængende samfundsproblemer (klima, sundhed, m.v.) set dagens lys, og også inden for de enkelte fakulteter har forskningsområder vundet frem, som lader fag, teorier og discipliner konkurrere og samarbejde i netværk.

Dels søger universitetet, blandt andet på grund af et stigende pres på den frie forskning og opprioriteringen af den strategiske forskning, nu at nytolke og aktualisere en mere klassisk ide om universitetet som en uafhængig forsknings- og lærdomsinstitution, der repræsenterer noget mere end summen af enkeltfag og enkeltfakulteter.

Idrætsforskning kan godt se ud som et konglomerat, men er tættere på vor tids komplekse universitet – forstået som et sammenhængende mentalt økosystem – end på 1950’ernes enkeltreservater i et videnskabeligt øhav.

Institut som elitesportsudøver

Verden af i dag synes mere kompleks end verden af i går, og flere og flere dimensioner griber ind i hinanden. Det gælder også for idrætten, som på én gang rummer elementer fra det globale og lokale, det politiske og apolitiske, det naturlige og kunstige, det spontane og kalkulerede, det organiske og teknovidenskabelige. Her rækker enkeltvidenskabelige tilgange ikke langt nok.

Desuden bliver forskning ofte bedre af at blive konfronteret med konkurrerende teorier og fagtraditioner. Så kan det videnskabelige landskab ikke længere forblive en isoleret samling skoler, der hver især hæger om deres egen yndlingsteori eller -metode og har indgået stille borgfred med de andre skoler: De styrkes af at krydse klinger i det, som Karl Popper kaldte »det venligt-fjendtlige samarbejde mellem forskere«.

Idrætsforskningen ikke alene foregår på et universitet af i dag, den ligner også et senmoderne tværdisciplinært orienteret og strategisk fokuseret universitet og deler på godt og ondt dets vilkår. Det betyder, at nogle af de udfordringer, som idrætsforskningen står over for i dette århundrede, også ligner sportens: At finde sponsorer, at overleve økonomisk, at brande sig godt nok, at tænke strategisk på et hurtigt skiftende marked, hvor usikkerhed om holdbarheden af ens performance på den lange bane er et vilkår på samme måde som de ufravigelige krav om at leve op til de stadigt skærpede performancemål.

En sfinks til tiden

Spørgsmålet er så, i hvor høj grad idrætsforskningen er fanget i samme dilemma som universitetet generelt, eller om fagområdet som tværvidenskabeligt anvendelsesnært forskningsfelt snarere er født med eller rider på ryggen af den selv samme transformationsproces, som omdannede et rent akademisk og relativt lukket universitet til vore dages mere management-orienterede institution for uddannelse, forskning, formidling, erhvervssamarbejde og myndighedsbetjening.

Med i billedet skal også, at faget idræt på linje med fag som jura, teologi og medicin fra starten var legitimeret ikke mindst som undervisningsfag med det essentielle sigte at uddanne kandidater med en bestemt kompetenceprofil til bestemte erhverv, og at forskningen i sådanne fag måske lidt kynisk-funktionalistisk kunne anskues som noget, der fulgte med som et nødvendigt frynsegode for fagets lærere.

Det er nok lidt for sort/hvid at modstille de ‘gamle dage’, forstået som et lukket, akademisk professorvælde, buret inde i selvskabte elfenbenstårne, og så de ‘senmoderne vilkår’, forstået som entydigt erhvervs- og markedsrettede forskningsinstitutioner, der på konsulent-lignende vilkår financierer deres forskningsbaserede myndighedsbetjening (eller betjening af sportens organisationer).

Der er, for at sige det pænt, tale om komplekse og modsigelsesfyldte processer, og nutidens universitet rummer – som det fremgår af fremtidsscenarierne i 100-årets jubilæumsbog (se boksen) – andet end et kortsigtet finansielt fokus på partnerskab og myndighedsbetjening.

Det rummer nemlig også projekter med potentialer for konstruktiv myndighedskritik, for eksempel kritik af tendenser til at viden om sundhed forfalder eller misbruges til sundhedsideologi, til mulig glæde mere generelt for et åbent demokratisk samfund.

Her legemliggør idrætsforskningen den værdi i det klassiske universitet, at det som en femte statsmagt bidrager til at kortlægge og korrigere ideologiske, politiske og sociale skævheder i statens, samfundets og kulturernes liv.

Hvordan idrætsforskningens hybride natur vil udfolde sig de næste 100 år er svært at sige. Er idrætsforskningen en nysgerrig sfinks, som ikke kender det rigtige svar på forhånd, spørger den også hvad det betyder for et væsen at bevæge sig på fire ben om morgenen, på to om dagen og på tre om aftenen.

Den aktuelle besættelse af sundhed zoomer ind på den perfekt tobenede midterste abstraktion. Men mennesket, som et altid allerede skævt, kravlende, og halvvejs hinkende væsen, er måske den største udfordring.