Videnskabet: Islam og den drilske virkelighed

Den forgangne uge har givet et nyt eksempel på Vestens besættelse af islam. Et af landets førende dagblade bad i slutningen af september tegnere om at gengive islams profet Muhammad.

Den 30. september blev billederne bragt i avisen, og det førte til en ophedet debat der på underfundig vis kom til at handle om ytringsfrihed.

Ret beset har sagen intet med ytringsfrihed at gøre, og det vidste redaktionen på Jyllands-Posten udmærket.

Avisen har gennem de seneste år valgt en redaktionel linje hvor islam konsekvent er blevet problematiseret, og det var den redaktionelle linje der førte til at avisen overtalte en række tegnere til at gøre forsøget.

Reaktioner fra herboende muslimer var forudsigelig. Dele af den islamiske verden er præget af et billedforbud hvor det betragtes som blasfemisk at afbilde profeten.

Det gælder ganske vist ikke i alle dele af den islamiske verden, og både i den iranske og den tyrkiske del er der talrige eksempler på at profeten Muhammad er blevet afbildet i middelalderlige håndskifter.

I Den Islamiske Republik Iran kan der købes mange billeder af både Muhammad og de forskellige imamer. Resultatet blev derfor at avisen endnu en gang var i stand til at bekræfte dogmet om islams manglende evne til at indpasse sig i et moderne samfund.

Nogle dage efter rettede en række muslimske ambassadører henvendelse til statsministeren der svarede at han rigtig nok var pressens minister, men at han hverken kunne eller ville blande sig i hvad danske medier bragte læserne.

Medierne har ytringsfrihed, og føler nogen sig krænket, står det enhver frit at gå til domstolene for at få prøvet om den måde ytringsfriheden konkret er blevet brugt på, har krænket andre.
Pressens minister kunne derfor ikke gøre noget!

Den ægyptiske ambassade har efterfølgende givet til kende at den ægyptiske regering på et allerede planlagt møde i Den Islamiske Samarbejdsorganisation, OIC, i december dette år vil diskutere sagen, og det franske nyhedsbureau har med henvisning til kilder i Beirut meddelt at den ægyptiske ambassadør i Libanon på et møde har drøftet sagen med den libanesiske ministerpræsident der åbenbart lovede at den libanesiske regering ville støtte den ægyptiske regerings bestræbelser på at få sagen diskuteret på OICs kommende møde.

På den måde breder ringene sig i vandet, og det der begyndte som en lokal dansk sag, har ifølge medierne nu bredt sig til hele den islamiske verden.

Derfor gives der nu bud på hvilke konsekvenser OIC-mødet kan få for Danmarks forhold til den islamiske verden som helhed.

Islam tolket af ikke-muslimer
Jeg vil mene at der er tale om en overdrivelse. Der er millioner i den islamiske verden der intet ved om de tegninger en dansk avis har bragt af deres profet, og de vil næppe heller nogen sinde få viden om det.

Men eksemplet er interessant fordi det eksemplarisk dokumenterer at verden takket været den nye teknologi hænger sammen på en måde som ingenlunde tidligere.

En sag kan under de rette omstændigheder gøres til en sag for ganske mange. Den ægyptiske regering har i hvert fald bestemt sig for at bruge eksemplet til en problematisering af den danske regerings dialog med den islamiske verden ved henvisning til at udgangspunktet for dialog er sat til side.

Med føje har danske medier valgt at håne profeten og nogle muslimers følelser, og pressens minister har valgt ikke at påtale det ønskelige i en respektfuld omgang med andre.

Den egyptiske ambassade spørger på den baggrund hvad det er for en dialog den danske regering ønsker at have med landene i Mellemøsten.

Man kan mene hvad man vil om Jyllands-Postens beslutning om at bringe billeder af Muhammad, men at hævde at billederne er blevet bragt for at forsvare ytringsfriheden, er en absurditet.

Forudsætningen for reaktionen er tegningerne, og ytringsfriheden var slet ikke sat i spil forud for redaktionens beslutning om at bringe tegningerne.

Efter mit skøn kræver almindelig menneskelig dannelse at man tænker sig godt om før man udtaler sig om noget eller gør noget der af andre kan opfattes som krænkende.

Det handler derfor slet ikke om rettigheder nedfældet i en grundlov, men om almindelig høflighed – og den blev i dette tilfælde bevidst tilsidesat.

Tegningerne i avisen gengiver en række af de mytologiske antagelser der fortsat trives i Vesten om islam. Det fremgår af tegningerne at islam er iboende voldelig og undertrykkende.

Derfor vil jeg hævde at sagen i virkeligheden slet ikke handler om islam og muslimer, men om hvordan islam og muslimer tolkes af ikke-muslimer.

Og ligesom vi i den islamiske verden kan finde beskrivelser af Vesten som vi der bor i Vesten slet ikke kan genkende, gør det samme sig gældende den anden vej rundt.

Mange muslimer har store vanskeligheder ved at forstå det billede af islam der tegnes i den vestlige verdens medier.

Statsministeren har ret når han forklarer at han ikke kan bestemme hvad der skal stå i de danske medier, men han kunne i overensstemmelse med lederen af PET have slået et slag for at medierne nøje overvejer hvordan de skriver.

De skal naturligvis skrive om den verden der omgiver os, og har avisen en fornemmelse af at der er problemer af den ene eller den anden art, skal den naturligvis skrive om det.

Men det ville klæde den almindelige debat hvis også medierne tog sig tid til at overveje hvordan sproget bruges.

Imam-uddannelse i Danmark
Islam er også i mange andre sammenhænge til debat. Et eksempel på hvor problematisk det hele kan blive, er debatten om uddannelsen af imamer.

Talrige politikere har gennem de seneste år ytret sig om det nødvendige i at der etableres en uddannelse af imamer i Danmark. Diskussionen er affødt af en forestilling om at en uddannelse af imamer i Danmark kan modvirke at potentielle terrorister ikke bestemmer sig for faktisk at blive terrorister.

Københavns Universitets satsningsområde Religion i det 21. århundrede organiserede tirsdag den 8. november af samme grund en debat om emnet. Ret beset er det tankevækkende at ikke-muslimske institutioner begynder at interessere sig for hvordan muslimer uddanner deres imamer.

Sat en smule på spidsen ville det svare til at muslimer bosat i Danmark satte sig for at sammenstykke et uddannelsesprogram for præster, så en fortolkning af kristendommen der kunne godtages af muslimer, vandt frem!

Jeg mener principielt at universitetet har en forpligtelse i forhold til det omgivende samfund, og hilser af den grund den debat og de indlæg dagen bød på, velkommen.

Jeg er overbevist om at de inviterede forskere har givet bidrag til den akademiske debat om islam i Europa.

Islam som landets næststørste religion påkalder sig naturlig interesse, og derfor er det vigtigt at debatten om de mange udfordringer overgangen til en flerkulturel virkelighed har medført andre steder, præsenteres for den kreds af studerende og ansatte der professionelt beskæftiger sig med feltet islam i Danmark.

Men jeg vil fastholde at Københavns Universitet ikke skal huse en sådan uddannelse. Ret beset kan kun muslimer afklare hvordan deres imamer skal uddannes.

Det er dem der efterlyser imamer, og derfor er det også dem der skal afklare hvordan de skal uddannes.

Derimod kan vi udmærket afgøre hvordan islam skal studeres – fx på Det Humanistiske Fakultet. Islam kan som alt andet gøres til genstand for videnskabelig analyse, og studiet af islam i alle dens former er en naturlig del af universitetets virke.

Her spiller troen ingen rolle, og man behøver af samme grund ikke at være muslim for at studere islam.

Opgør med kategorien muslim
Derfor er det afgørende at fastholde at islam gennem historien igen og igen er blevet fortolket af muslimer, og det er på et videnskabeligt grundlag ikke muligt at afgøre hvilken af de mange forskellige islamfortolkninger muslimer har gjort gældende, der er den rigtige.

Muslimer har siden begyndelsen af 600-tallet hvor islam så dagens lys, fortolket og udlagt dens bestemmelser forskelligt.

De lærde har været voldsomt uenige om både det ene og det andet, og det er et udtryk for en dynamik som nu igen er aktuel fordi et meget stort antal muslimer gennem de seneste årtier har bosat sig i dele af verden hvor de ikke tidligere var at finde – som fx Danmark.

Under et betegnes de bestræbelser muslimer bosat i Europa gør sig for at udvikle en islamfortolkning der er i overensstemmelse med de vilkår og udfordringer muslimer bosat her er udsat for, som euro-islam.

Mange kan ikke lide betegnelsen fordi grupper af muslimer ideologisk fastholder at islam er en – og sand islam er derfor det samme alle steder til alle tider.

Et sådant udsagn er ideologisk og udtryk for en utopi som ikke kan holde i den menneskeskabte mangfoldighed. Derfor har islam gennem historien udtrykt sig forskelligt alt afhængig af hvor muslimerne har været bosat og i påviselig tæt interaktion med eksisterende traditioner.

Der er betydelig forskel på den måde islam efterleves på i Vestafrika sammenlignet med den måde islam efterleves på i Malaysia. Derfor er der heller intet nyt under solen i de bestræbelser unge muslimer født og opvokset i eksempelvis Danmark gør for at finde en balance mellem islam på den ene side og en eller anden form for danskhed på den anden side.

Den opmærksomme kan hver dag møde unge muslimer for hvem det ikke er problematisk at forbinde islam med en moderne og individualistisk livsform. Vi kan dokumentere talrige eksempler på at muslimske forældre ikke altid er enige med deres børn og unge om den islam-fortolkning de nu er ved at udvikle, men heri ligger intet nyt.

Det ville være urimeligt at kræve at unge af eksempelvis pakistanske forældre skal opretholde en social norm og adfærd der oprindeligt er udviklet helt andre steder. Det skal de naturligvis ikke. Det tilkommer nu engang unge at gøre op med de traditioner de ældre kræver efterlevet.

Og netop unge muslimers tilstedeværelse på eksempelvis universitetet er et bevis på at heller ikke muslimer fødes med en bestemt software der får dem til at handle på en ganske bestemt måde.

Vi finder unge muslimer af begge køn der uden vanskeligheder af nogen art deltager i debatten om studiernes indhold på lige fod med alle andre, ganske som vi finder muslimer der som andre studerende har problemer med at følge med.

Den ene er ikke mere muslim end den anden, og derfor er kategorien muslim måske noget af det vi skal gøre op med i debatten. Det er på tide at vi erkender at det at være muslim ikke er en forklaring på noget som helst, men alene et udtryk for at en kollega eller en medstuderende som udgangspunkt for sit liv har valgt et andet udgangspunkt end det man selv har valgt.

Islamdebat i frit fald
Debatten om den såkaldte imam-uddannelse er i dette lys endnu et eksempel på hvordan det ikke-muslimske danske samfund har et ønske om at danne minoriteten i sit eget billede.

Det har gennem år været et vedtaget dogme at det religiøse skal skilles fra det politiske. Jeg er personligt overbevist om at en sådan adskillelse institutionelt er mulig, men jeg tror ikke et øjeblik på at den politiske diskussion kan adskille de to størrelser.

Derfor forekommer det dobbelt ejendommeligt at politikere fra hele det politiske spektrum nu begynder at argumentere for at en af staten bekostet imam-uddannelse er nødvendig.

Paradokset bliver ikke mindre af at debatten foregår uden noget forsøg på at involvere landets muslimer. Min pointe er at debatten om imam-uddannelsen ligesom Jyllands-Postens tegninger af Muhammad slet ikke handler om islam og muslimer.

Den nye flerkulturelle og flerreligiøse sociale virkelighed der gennem de seneste årtier er slået igennem i Europa, genspejler den nye globale virkelighed hvor Europa nu selv oplever nogle af de konsekvenser globaliseringen allerede har påført resten af verden gennem årtier.

Muslimer er ikke bosat i Europa som konsekvens af at lærde muslimer har lagt en langsigtet strategi for hvordan verden som helhed kan gøres muslimsk.

Muslimer er bosat i Europa fordi industrien på et tidspunkt havde brug for billig arbejdskraft, og som resultat af at staterne i Europa gennem historien har udviklet et værdigrundlag der gør det muligt her at søge asyl for den undertrykkelse store dele af den islamiske verden er præget af.

Derfor ville det også være klædeligt om eksempelvis den offentlige debat i Danmark på det verbale plan blev præget af de værdier vi ellers ofte værner om som afgørende og centrale.

Kun en tolerant og konsekvent efterlevelse af dette kan bidrage til at modvirke det frie fald debatten gennem de seneste år har været præget af.