Videnskabet: Jøder og muslimer på den politiske dagsorden

I slutningen af 1990’erne fik debatten om islam en central position i dansk politik. I de danske medier blev integrationen af mennesker med især muslimsk baggrund konstant sat til debat – en debat som også var synlig blandt danske politikere.

I de allerfleste tilfælde blev integrationen af dem omtalt som mislykket, og den egentlige årsag blev fremstillet som muslimernes egen og hermed blev myten om ‘integrationspolitikkens begyndelse’ formuleret – forestillingen om at ‘integrationspolitik’ var et nyt fænomen i den politiske arena i Danmark.

Islam blev værdisat som værende de danske værdiers modsætning par excellence. I slutningen af 1990’erne blev debatten meget intens, og til tider virkede det som om at de cirka 3,1 procent muslimer af den danske befolkning der befandt sig i Danmark i år 2000, var landets største og væsentligste problem. I takt med at debatten tog til, blev måden at tale om muslimer på samtidig hårdere. I debatten blev grænsen mellem ‘vi danskere’ og ‘de fremmede’, således trukket hårdt op.

En sådan form for grænsedragning mellem os og dem er imidlertid ikke ny.

Forskellige grupper af fremmede har været centrum for en mere eller mindre hård italesættelse på forskellige tidspunkter i historien. Det er en proces man kan identificere i alle fællesskaber fra tid til anden. Hvorfor grænsedragningen bliver så hård, er dog et helt andet spørgsmål som er sværere at svare på. Før Anden Verdenskrig var jøder udsat for en lignende proces ikke bare i Danmark, men i det meste af Europa.

I det følgende præsenteres kort resultaterne af en analyse af henholdsvis Rigsdagstidende fra 1903-1945 hvor pogromerne i det russiske rige tog fart igen, og i Folketingstidende fra 1967 hvor Folketinget så småt begynder at diskutere den nye indvandringsbølge fra primært Tyrkiet, Jugoslavien, Marokko og Pakistan.

Jøder på den politiske dagsorden
Indvandringen af østeuropæiske jøder i de første to årtier af det 20. århundrede både ændrede den jødiske befolkningsgruppe i Danmark og var en væsentlig faktor i Rigsdagens debatter om indvandring.

Indvandringens omfang og indvandrernes, ifølge de fleste politikere, ‘væsensforskellighed’ fra danskere legitimerede lovgivningsmæssige initiativer der både kunne kontrollere indvandrergrupperne og begrænse antallet af indvandrere.

I 1930’erne kom der endvidere et mindre antal flygtninge fra blandt andet Tyskland på flugt fra forfølgelse og antisemitisk vold.

De indvandrere der kom til landet i løbet af det 20. århundredes første fire årtier, udgjorde et relativt lille antal i forhold til den samlede befolkning (specielt sammenlignet med nutidens migration til Danmark), men til trods herfor blev de ikke let indlemmet i den danske befolkning. Snarere blev de positioneret som noget fuldstændig forskelligt fra det at være dansk. De blev italesat som kulturelt, socialt og racemæssigt anderledes mennesker end danskerne, og ofte havde denne anderledeshed negative konnotationer.

Samtidig blev udvalgte indvandrere, især jøder, forbundet med (påståede) ‘revolutionære’ og ‘anarkistiske’ grupper der i statens øjne udgjorde en potentiel trussel for samfundsordenen hvorfor myndighederne holdt særligt øje med disse indvandrere.

Endelig blev mange indvandrergrupper også set som en trussel i forholdet til andre stater, herunder især Rusland og Tyskland, hvis disse fik mistanke om, at Danmark var et fristed for såkaldte ‘fjender’ af disse stater.

Som konsekvens af internationale begivenheder såsom pogromer, verdenskrigene og 1930’ernes massearbejdsløshed og deraf følgende indvandring, krig, økonomiske kriser med mere introducerede danske politikere en række lovgivningsinitiativer som kunne begrænse indvandring af ‘uønskede elementer’.

Samtidig indførte man et omfattende statsligt kontrolapparat i form af arbejdsdirektorat, statspoliti og generelle forøgede myndighedsbeføjelser som havde til formål at kontrollere migranter og tilrejsende. Set fra statens perspektiv var politikken en succes. Den begrænsede effektivt indvandringen til de nationaliteter som var velkomne, eksempelvis svenskere og nordmænd.

Fremmede løntrykkere
Periodens indvandringspolitiske initiativer virker, set fra statens perspektiv, langt mere logiske hvis man ser dem i én sammenhæng fra ‘Polaklovenes’ vedtagelse i 1908 til de midlertidige love med langvarige virkninger fra slutningen af 1910’erne og frem til 1940’erne. Det handlede, ifølge politikerne, om at begrænse indvandring for at sikre den danske befolkning arbejde, større social tryghed og lighed, for at sikre dansk kulturs egenart og for at sikre national suverænitet i forhold til uroplagede stater.

Endelig viste forskellige stereotype forestillinger om ‘Jøden’ sig at være en omnilatent mulighed som forskellige politikere kunne spille på i udvalgte sammenhænge. Det gjaldt i relation til Zahle-regeringerne hvor ‘det jødiske islæt’ spillede en fremtrædende rolle i italesættelsen af regeringens politiske handlemåde, samt især i relation til Landmandsbanksagen hvor italesættelsen af Shylock-typen spillede en væsentlig part i hele banksagens udvikling, også i Rigsdagen.

Dermed var der to italesættelser af de fremmede og ‘Jøden’ som i nogle politiske sammenhænge kolliderede, i andre supplerede hinanden i en understregning af indvandringens farer, nemlig 1) de løntrykkende immigranter som udgjorde en trussel for den danske arbejder og den danske økonomi, og 2) de fremmedes kultur som udgjorde en trussel for det særegne danske, den højt civiliserede kultur som ifølge danskhedens apologeter var et resultat af århundreders kulturel og politisk udvikling.

Hvor socialdemokraterne og de radikale især knyttede an til den første italesættelse, knyttede Venstre, Højre (senere Konservativt Folkeparti) og andre højreorienterede partier an til den anden italesættelse. Det skal dog understreges at der var politikere på begge fløje som ‘brød’ denne opdeling og enten afviste sådanne italesættelser af fremmede eller benyttede sig af begge italesættelser.

‘Jøden’ og ‘Jødedom’ blev en af de vigtige ‘andre’ i danske politikeres bevidsthed, uanset om de italesatte jødedom, den jødiske befolkningsgruppe eller immigranter som et problem, eller anfægtede hele idéen om jøder eller jødedom som et problem.

‘Jøden’ blev et symbol på det fremmede, en samfundsmæssig ekskluderende position for en minoritet. Det var en position som i sig selv skabte en symbolsk mur mellem den jødiske minoritet og den danske majoritet. En proces der placerede ‘Jøden’ uden for det normales orden som ‘afvigeren’ – en marginalisering hvis konsekvens var en symbolpolitisk stigmatisering fra tingets talerstol, hvad enten man anså jøder som en ‘race’ der var ligestillet os eller ej.

Muslimer på den politiske dagsorden
Indvandringen af muslimer til Danmark siden 1960’erne har ændret den danske befolkningssammensætning i flere henseender, men især hvad angår etnisk og religiøs identitet. Sideløbende med indvandringen begyndte politikerne at forholde sig til de nye grupper af indvandrere, de begyndte at diskutere, hvad de opfattede som ‘indvandrerproblemet’, men det var ikke en entydig forståelse af problemet.

I slutningen af 1960’erne og op igennem 1970’erne blev gæste- og fremmedarbejderne italesat inden for et arbejdsmarkedspolitisk felt, og grænsen mellem os og dem var dermed ikke trukket op omkring religion. Grænsedragningen mellem os og dem blev i højere grad markeret ud fra en traditionel arbejdsmarkedspolitisk (arbejdsgiver versus arbejdstager) og økonomisk logik hvor fremmedarbejderne enten blev italesat som en nødvendig ressource eller som løntrykkere.

I kraft af at indvandringen blev anskuet som et arbejdsmarkedspolitisk fænomen, blev gæste- og fremmedarbejdernes tilstedeværelse fremstillet som et midlertidigt fænomen.

I 1979 anmeldte Venstresocialisterne forespørgslen: »Hvad kan regeringen oplyse om indvandrerfamiliernes og andre udlændinges situation i landet, og hvilke tanker gør regeringen sig med henblik på at ændre forholdene?«.

Den efterfølgende folketingsdebat brød med italesættelsen af indvandrere inden for et arbejdsmarkedspolitisk felt. Samtidig stoppede man med at italesætte deres tilstedeværelse i landet som et midlertidigt fænomen.

Herved begyndte konstruktionen af et indvandrerpolitisk problemfelt hvor begrebet ‘integration’ blev centralt i den politiske debat, og indvandrere gik fra at blive italesat inden for en arbejdsmarkedspolitisk logik til at blive italesat inden for en egentlig indvandrerpolitisk diskurs.

Samtidig begyndte man at være opmærksom på hvem gruppen af indvandrere udgjorde etnisk, sprogligt og religiøst gennem italesættelsen af blandt andet deres religiøse praksis, hvad enten det var moskébyggeri, rituel slagtning eller tørklæder i det offentlige rum som blev debatteret. ‘Integration’ blev herefter det centrale begreb i debatten da det kom til at virke stærkt styrende for den meningsdannelse som foregik inden for dette nye politiske felt.

‘Islamisk’ versus ‘dansk’ kultur
Da integration blev italesat første gang i 1979, blev begrebet sidestillet med at indvandrere kunne indgå som en del af det danske samfund på lige fod med den øvrige befolkning, og det blev understreget at deres tilpasning til det danske samfund skulle ske under særlig hensyntagen til deres kulturelle og sociale baggrund – en gensidig tilpasningsstrategi.

Op igennem 1980’erne konstrueredes en forståelse af at indvandrernes kultur, mere specifikt muslimernes kultur, var integrationshæmmende, jf. de mange debatter om rituel slagtning, moskébyggeri i København og tørklæder. Herved opstod modsætningen mellem deres kultur og deres integration i det danske samfund, som en objektiveret sandhed. Formuleringer om at der skulle tages hensyn til deres kultur i integrationsprocessen forsvandt herefter langsomt. Dermed blev modsætningens to led: Deres kultur (en ‘islamisk’ kultur) og vores kultur (en ‘danskhedens’ kultur) mere og mere synlige i debatten.

Et af de integrationsmidler der blev indstiftet op gennem 1980’erne, var dansk- og samfundskundskaber. Indvandreres kendskab til det danske sprog og samfund var i starten af 1970’erne italesat som et middel til integration. Men hvor argumentet op gennem 1970’erne var, at de skulle lære dansk for ikke at blive udnyttet og snydt på arbejdspladsen, var logikken op igennem 1980’erne og 1990’erne i højere grad at de skulle lære dansk for at blive ligesom os.

Lighedsprincippet havde siden starten af 1970’erne været et bærende princip i tilgangen til indvandrere. Med ‘Jugoslaverloven’ i 1992 blev der for første gang brudt med dette princip. Særloven kan således ses som et udtryk for en bevægelse væk fra et på det tidspunkt gældende princip om lige behandling mod en accept af forskelsbehandling af dem.

Gennemgangen af materialet viser således at forståelsen af at deres kultur, mere specifikt de indvandrede muslimers kultur, er uforenelig med integration, blev efterhånden politisk styrende gennem 1980’erne og 1990’erne. Denne forståelse blev lovgivningsmæssigt gældende med udlændingepakken der trådte i kraft 1. januar 1999. Det vil sige at det afgørende brud med lighedsprincippet skete på dette tidspunkt og ikke efter VK-regeringens tiltræden i 2001.

Politiske forskelle
Den vigtigste politiske forskel på perioden før Anden Verdenskrig og nu er at de forskellige regeringsbærende partier før Anden Verdenskrig tidligt indgik hvad vi med vor tids termer kan beskrive som et ‘nationalt kompromis’ om indvandringspolitikken.

De to politiske blokke havde før Anden Verdenskrig forskellige grunde til at begrænse indvandring af udvalgte migranter. For Konservative Folkeparti og Venstre udgjorde de primært en kulturel og national trussel, mens de for Socialdemokratiet (især) og Det radikale Venstre primært udgjorde en økonomisk trussel for den indenlandske befolkning. Dermed var vejen banet for en samling om et kompromis som viste sig bæredygtigt i flere årtier.

SR-regeringen forsøgte i 1997-98 at samle de samme partier om et lignende nationalt kompromis om udlændingepolitikken for at ‘afpolitisere’ udlændingepolitikken. Det lykkedes ikke da Venstre og De Konservative valgte at stemme blankt da loven skulle vedtages. Dermed havde Venstre og De Konservative et vigtigt ‘aktiv’ i den efterfølgende valgkamp som de netop også gjorde til et udlændingepolitisk valg hvor SR-regeringens udlændingepolitik blev fremstillet som ‘slap’, ‘pladderhumanistisk’ og ‘uansvarlig’.

Dermed er udlændingepolitikken stadig Folketingets vigtigste politiske konfliktområde hvilket har givet Dansk Folkeparti en særlig stilling i og med at deres populistiske grundlag netop hviler på en række antagelser om udlændinge, udlændingepolitik og muslimer i særdeleshed.

Det er samtidig vigtigt at understrege at begge partiblokke i perioden 1903-45 principielt var positivt indstillet over for indvandring. For Det konservative Folkeparti og Venstre var indvandring et gode når den blev anvendt til at optimere den økonomiske indtjening, mens Socialdemokratiet og Det radikale Venstre mente at befolkningsvandringer i princippet burde være et menneskeligt gode som alle kunne få glæde af kulturelt og økonomisk, om end det særlige ‘danske’ stadig var i toppen af civilisationernes hierarki.

Princippet var i sit udgangspunkt liberalt og var en modpol til en national ideologi som typisk, men ikke altid var repræsenteret af den anden blok. Eksterne begivenheder i form af økonomiske kriser (lavkonjunktur), politisk uro og krig nødvendiggjorde dog at partierne, ifølge deres egen selvforståelse, var nødt til at forlade åbenhedsprincipperne til fordel for en politisk virkelighed der indebar et kompromis om indvandringspolitikken.

Liberalisme versus nationalisme
Det var erfaringerne fra Anden Verdenskrig som udgjorde grundlaget for en ny forståelse for ’emigrantens’ situation. Denne forståelse af ‘indvandreren’ var i 1960’erne den sedimenterede politiske forståelse af ‘migranten’, om end man klart skelnede mellem forfulgte befolkningsgrupper (flygtninge) og arbejdsmigranter.

Perioden fra 1967 og frem til i dag viser samme spænding mellem et liberalt grundsyn og en national beskyttelsespolitik, men hvor den ikke udgjorde et styrende politisk konfliktfelt før 1980’erne, begyndte den allerede tidligt i 1980’erne at blive italesat som et politisk spændingsfelt. Kulturelle forskelle blev italesat mere og mere tydeligt, først som kulturelle stereotyper der ikke nødvendigvis tilhørte én bestemt religion, men som stigmatiserede ‘den fremmede’ som ‘gæstearbejder’, fremmedarbejder’ og sidenhen som ‘indvandrer’, ‘etnisk minoritet’ og i dag primært som ‘muslimen’.

Denne bevægelse er ikke tilfældig. Den afspejler hvordan det politiske felt afsøger og identificerer hvad feltet opfatter som et problem. I dette tilfælde er det den kulturelle ‘andethed’ som de førnævnte stigmatiseringsbegreber repræsenterer (fra ‘gæstearbejder’ til ‘muslim’), og som opfattes som problematisk i relation til ‘det danske’.

‘Muslimens’ kulturelle og religiøse praksis udgør ifølge denne logik en modpol til det særligt danske og dermed etableres der igen en symbolsk hierarkisk orden hvor ‘det danske’ udgør den vertikale top mens ‘muslimen’ udgør den absolutte modpol.

Den centrale politiske logik er dermed centreret omkring denne modpol idet selve italesættelsen af ‘muslimen’ som en kulturel, samfundsmæssig og religiøs trussel får karakter af det afgørende problem internt i forhold til den interne ‘muslim’ og eksternt i forhold til muslimer i uroplagede lande hvor Danmark også er engageret på forskellig vis.