Videnskabet: Kend din krop, mand. Den store mandlige cyklus

Kvinder bliver af og til karakteriseret som et cyklisk køn, men mange mænd har også humørkurver. Hvor det i tidligere samfund var såning og høst der organiserede årets gang, lever mange mænd i dag fra sportsbegivenhed til sportsbegivenhed.

Allerede ved de første spirende forårstegn triller cykelrytterne ud på de europæiske veje, og de store nationale og europæiske fodboldturneringer tager deres begyndelse.

Millioner af mænd kloden over sidder klinet til skærmen i et enormt elektronisk mandefællesskab når de store europæiske klubhold i Champions League tørner sammen.

Efter EM i fodbold, Wimbledon og Tour de France føles det som om man lander i et tomrum, men der er stadig håb om at det er OL-år. Verden genfødes, og livet starter på ny. Tiden mellem de store mesterskaber og turneringer føles tornet og lang, men forhåbningen om de dramaer der endnu er i vente, letter på pirreligheden.

En mand kan lynhurtigt indtræde i et fællesskab med for ham ukendte mænd hvis blot han ved hvem der ti år tidligere lavede et afgørende hovedstød i en topkamp.

En anden mand kan trods sin store intellektuelle dygtighed blive mobbet af kollegerne på grund af sin uvidenhed om fodboldspillets stjerner.

Der findes selvfølgelig mange måder at blive mand på i vort samfund, men sporten er – ved siden af fænomener som musik- og pc-kultur – et af de midler mange unge mænd tager i brug i deres søgen efter indhold, fællesskab og identitet.

Sporten giver rum for mange vidt forskellige mandetyper lige fra sportsdans til karate og fra skøjteløberens smukke dragt og spring til ishockeyspillerens maskering, beskyttelsesdragt og tacklinger.

I dag er sportens træk af mandighedskult ikke noget vi umiddelbart tænker over. Kun synet af en mur af mænd der beskytter deres ædlere dele mod en frisparksbold på vej mod straffesparksfeltet, leder tanken direkte hen mod mandens køn.

I sportens udtryk stikker maskuliniteten dog hovedet frem. Med brug af herretacklinger kan der skabes en herrekamp. Fodboldkampen kulminerer når klatten sendes i mål, og som bekendt kan man score på flere måder.

Efter sejren sprøjtes der champagne ud over de nærmeste, ikke mindst de to evigt udskiftelige kindkyssende franske kvinder på podiet ved Tour de France.

Mandereservat
Sporten er i dag blevet et af de få områder hvor mænd mødes uden kvinder. På arbejdspladserne og fra baren til kirken fletter kønnene sig.

Man skal ikke langt tilbage i historien før mænds forbindelser til andre mænd i lav, foreninger og arbejdsliv var vigtigere end deres forhold til kvinder der ofte var baseret på fornuftsgrunde.

Sporten er derfor i dag blevet lidt overbelastet som et område der skal bære store dele af mænds projekt med at identificere det maskuline i samarbejde med andre mænd. I alle andre dele af samfundet kræver tidsånden kønsblandede kulturer.

Derfor er fodboldspillet nærmest vokset til kultiske højder hvor en Ronaldinhos tryllerier kan bringe en hel mandeverden i ekstase.

I Danmark dyrker mænd og kvinder stort set lige meget fysisk aktivitet, men mænd dyrker meget mere konkurrencesport.

Omkring otte procent af kvinderne og 21 procent af mændene deltager i dag i organiseret konkurrencesport. Kvinder er især optaget af motion, dans og afspænding hvor mændene typisk dyrker konkurrenceidræt med fodbold som vigtigste disciplin, men også traditionelle aktiviteter som jagt, fiskeri og skydning.

Ekstremsport og adventuresport som off-piste skiløb, paragliding, laserbaneskydning, riverrafting og bjergbestigning domineres fortsat af mænd.

Mænd (43 procent) er oftere end kvinder (27 procent) medlemmer af en idrætsklub og mere aktive i foreningsledelsen og som trænere.

Mænd er også langt mere aktive end kvinder som fans bag skærmen og på stadion. 55 procent af alle kvinder og 39 procent mænd går aldrig til sportsarrangementer.

Syv procent af alle mænd og kun to procent kvinder har været betalende tilskuere inden for den sidste uge.

Hvor mændene fylder ved fodboldkampene, er der lige mange mænd og kvinder ved håndboldkampene, og kvinderne dominerer ved gymnastikstævnerne.

Hvor kvinderne ikke fylder så meget i tilskuerskaren på stadion, fylder de til gengæld godt på aftenskolerne og i studiekredse.

Krigsmetaforik
Fodboldspillet udgør en civiliseret kamp med rødder i krigens strategiske og taktiske tænkning. Der kæmpes om territorier markeret ved spillernes nationale eller regionale farver.

Man stiller op med forsvar og angreb i kampe og turneringer. Målet er at undgå for dyb indtrængning på eget domæne, men samtidig at sende egne tropper så dybt ind på modstanderens område at bolden kan skydes eller endog kanoneres i mål. Der foregår dueller på banen mand og mand imellem.

I den sportsjournalistiske jargon kaldtes Jon Dahl Tomasson efter sine to mål mod Sverige for skarpretteren, og Michael Ballack benævntes enmandshæren efter sit forgæves forsøg på at bringe Tyskland i kvartfinalen i kampen mod Tjekkiet ved EM i 2004.

I fodboldspillet skabes der forestillinger om hvad der er maskulint. Kan mænd holde hinanden i hånden? Det gjorde den portugisiske værtsnations hold i hvert fald under afsyngelsen af nationalsangen i dets åbnings- og afslutningskampe ved EM i 2004, måske som en markering af en mere blød maskulinitet end den spanske dyrkelse af machomanden.

På andre hold nøjes spillerne med at tage hinanden om skulderen. I mandesporten opdrages mænd i hvordan mennesker af hankøn bør opføre sig over for hinanden. Det der foregår på banen og måden det foregår på, kan derfor have stor betydning for mandekulturens udvikling.

Fodbold handler i høj grad om ære. Den italienske angriber fra Roma Francesco Totti blev af det europæiske fodboldforbund tildelt tre kampdages karantæne for sine spytklatter mod Christian Poulsen i danskernes første kamp ved EM i 2004.

Det er en hårdere dom end man ser ved en svinestreg som en måske lemlæstende tackling bagfra.

De fysiske aggressioner er accepteret som en del af spillet og derfor ikke rettet mod en mands ære, men mod det fælles accepterede mål at vinde mens en spytklat entydigt opfattes som et forsøg på at ydmyge den anden.

Den retroseksuelle mand
Fodboldhelten David Beckham er blevet personificeringen af den metroseksuelle mand: en heteroseksuel kvalitetsbevidst storforbruger fra storbyen der bruger langt mere tid og langt flere penge på sit udseende end man tidligere har kendt til.

Briterne har altid følt en vis ambivalens over for den forfængelige David Beckham der gang på gang beskyldes for at have kostet sejren i afgørende kampe.

Det var derfor for store dele af ikke mindst de nordengelske fans en forløsning at den retroseksuelle Wayne Rooney gennem sine to mål mod Kroatien ved EM 2004 etablerede sig som ny megastjerne ved siden af Beckham.

Pubejerens 20-årige søn fra Liverpool der ser ud til at være hugget i en blok og klippet med en plæneklipper, skabte en længe ønsket renæssance for den klassiske mandsfigur der arbejder hårdt for føden og koncentrerer sig om spillet på banen frem for alverdens glamour.

Netop i engelsk fodbold er den ekvilibristiske mandetype der virkelig kan noget med en bold, ofte mistænkeliggjort som det sås med Glen Hoddle, der i 1980’erne konsekvent blev kaldt Glenda. Ligesom herhjemme Michael og Brian Laudrup blev kaldt søstrene Laudrup når de med deres store boldføling kælede lidt for meget med bolden.

Dyrkelsen af metroseksuelle typer som Beckham og Arsenals svenske angriber Fredrik Ljungberg sker faktisk næsten ikke på fodboldbanen der stadig er et ret traditionelt mandsrum, men i modemagasiner, reklamer og i pressen.

Ikke desto mindre har typer som Ljungberg og Beckham utvivlsomt fået flere kvinder til at interessere sig for sport.

Motion og emotion
Mænd er til tider over en kam blevet beskyldt for ikke at være følsomme, men det skyldes at man ikke kigger de rigtige steder. Sporten er blevet et sted hvor det er legitimt at vise aggressive følelser inden for de givne rammer.

Det vil i reglen blive anset for umaskulint hvis en mandlig fodboldspiller begynder at græde hvorimod en kvindelig håndboldspiller ikke opfattes som mindre feminin af at fælde en tåre.

Måske er der en optøning i gang hvad angår mænds gråd i fuld offentlighed. I hvert fald dvælede kameraet længe ved den portugisiske værtsnations åbenlyst grædende unge Ronaldo da hans hold tabte til de taktiske grækere i EM-finalen 2004, og ved Tour de France samme år græd Richard Virenque også åbenlyst da han dedikerede sin etapesejr til sin bedstemor og en afdød ven.

I begge tilfælde var der dog en særlig forklaring på den mandlige gråd: i det ene tilfælde at teenagepigernes helt Ronaldo var yngste mand, i det andet at døden var på spil.

Da Tom Kristensen for syvende gang havde vundet Le Mans i juni 2005, lagde han heller ikke skjul på at han var rørt til tårer. Ligesom Jan Pytlick da han efter nederlaget ved VM i kvindehåndbold i Skt. Petersborg 2005 også lod følelserne få frit løb.

Hvis jeg kastede mig over en arbejdskollega, kyssede, krammede, klappede og holdt om ham, ville jeg risikere at blive fyret. I fodbold er denne adfærd dog helt ok hvis den foregår efter et mål.

På toppen af sin maskuline ydeevne kan ingen mand mistænkes for ikke at være en rigtig mand. Netop derfor kan målscoreren behandles som var han en pragtfuld kvinde og de jublende kammerater optræde som var de løbske kurtisaner.

Fodbold, boksning og ishockey er nogle af de få idrætsgrene hvor mænds kærlige berøringer af hinanden er tilladte, netop fordi udgangspunktet er den aggressive berøring, tacklingen, stavslaget eller et punch.

Ved EM i 2004 brød de hollandske fodboldspillere lidt med den omfavnende stil og prøvede sig med en mere hårdtpumpet gestus inspireret fra amerikansk basketball; at støde siden af brystkassen hårdt mod hinanden.

På fodboldbanen er det legitimt at spytte, snyde næse, svede, blive beskidt og bløde offentligt. Fodboldspillet er en frizone hvor de traditionelle forestillinger om pæn og høflig optræden er sat lidt ud af kraft mens kampen foregår.

På fodboldbanen er det også legitimt at være beskidt i munden. Fodbold er ikke for de stumme, kaldte Søren Lerby sin erindringsbog, og typer som ham og Peter Schmeichel har fået kyst mange unge fodboldspillere med deres opmuntrende kommentarer.

Sofaløven
Men hvad med de mænd der blot ser på sport og ikke kunne drømme om selv at kaste sig ud i fysisk aktivitet? Bag de europæiske tv-skærme sidder mange moderne velfærdsborgere som lykkelige seere nedsunket i passivitet.

Hvor rytterne i Tour de France kæmper efter at få vand nok, skal vi blot række hånden ind i køleskabet og vælge mellem forskellige alkoholiske drikke.

Har vi lidt hovedpine, tager vi en pille. Skal vi på ferie i Frankrig, foregår det i bil.

Men der mangler noget. Gennem at overvære EM i fodbold eller Tour de France får vi en oplevelse af at vi har en krop, at vi konfronterer os med smerten, og at vi mærker verden.

Og ganske rigtigt, verden venter lige udenfor med de dejligste cykelruter uden at vi nødvendigvis skal slide lungerne ud af munden. Det har vi andre til.

Kronikken er et tilrettet udsnit af bogen ‘Kend din krop, mand’ af Hans Bonde, Kaare Christensen, Christian Graugaard, Jørn Wulff Helge og Svend Aage Madsen, Aschehoug, 2006.

Hans Bonde er professor, dr. phil. ved Institut for Idræt. Han holder forelæsning om emnet den 5. maj kl. 15-17 i Store Auditorium på Nørre
Allé 53.