Videnskabet: Køn og religion som globale pejlemærker

Køn og religion tematiseres uafladeligt i medierne i politik og i kultur i disse år. Et eksempel er Anders Fogh Rasmussens nytårstale i 2003 hvori det hed:

»I Danmark gælder en ubrydelig respekt for menneskeliv. I Danmark har kvinder som en selvfølge ligestilling med mænd. Og vi vil ikke acceptere at disse frihedsrettigheder bliver undertrykt ved henvisning til Koranen, Biblen eller andre hellige skrifter.«

Når den danske statsminister bruger køn og religion til at definere danskheden, er det blot et blandt mange eksempler på at køn står i centrum når det gælder kulturelle konstruktioner af sociale identiteter og kollektiviteter.

Derfor er køn og religion også vigtige pejlemærker på hvad der foregår rundt omkring på kloden når det gælder konflikter og grænsedragning mellem ‘os’ og ‘dem’.

Køn, kultur og religion
Ved konferencen Gender and Religion in Global perspectives pegede den britiske sociolog, professor Nira Yuval-Davis netop på den tætte sammenhæng mellem køn, kultur og religion.

Hun analyserede i forlængelse af sit banebrydende værk Gender and Nations hvordan relationer mellem mænd og kvinder, mellem feminitet og maskulinitet påvirker og selv bliver påvirket af forskellige nationalistiske projekter og processer. Og på de måder som forestillinger om feminitet og maskulinitet er impliceret i nationalistiske diskurser.

Identitetspolitik er efter den kolde krig blevet anvendt som et middel til at myndiggøre marginaliserede grupper, fx sorte og kvinder – og denne identitetspolitiske strategi er smeltet sammen med multikulturelle strategier i både national og international politik.

I denne kulturaliserede kontekst har kønnede kroppe og seksualitet fået en nøglerolle som territorielle markører og som noget der sikrer den store fortælling om nationen og andre kollektiviteter. Et konkret eksempel på denne kulturalisering er tørklædedebatten hvor der fokuseres på det kulturelle og æstetiske som en hindring eller løsning på politiske og sociale problemer, både på lokalt og nationalt niveau.

Nira Yuval-Davis er en kendt intellektuel som i mange år har været engageret i at bringe disse emner frem i forskningen. Hun undrede sig over at foreningen Kvinder for Frihed i Danmark ønsker religiøse symboler fjernet fra det offentlige rum. »Det er ikke vejen frem at diktere andre hvordan de skal gøre.

Hvis man fjerner religiøse symboler, fjerner man mangfoldigheden, og hvor går grænsen så for hvad man vil bestemme. I stedet for at forlange at muslimske kvinder skal lægge tørklæderne, bør man interessere sig for de virkelige problemer som kvinders manglende rettigheder, vold mod kvinder og tvangsægteskaber.« … »Det er ikke integration, men assimilation hvis man kun vil acceptere andre der ligner en selv. Og på den måde gør man det klart at man anser sig selv og egne værdier som hævet over de andres.«

Postsekularisme og religiøse
mobiliseringer
Ideen om det postsekulære har været en måde at begrebsliggøre de komplekse forandringer som har gjort religion og køn til centrale temaer på den offentlige dagsorden.

Postsekularisme anslår en situation hvor religion sammen med en række andre kategorier, der har været konstitueret som modernitetens ‘andre’, er blevet synlige på mange niveauer i samfundet.

Fx som den kønnede og den etniske anden og det religiøse subjekt der har været positioneret som en modsætning til den sekulære mand og det moderne samfund.

Formålet med konferencen var på et teoretisk og metodologisk niveau at sætte fokus på relationerne mellem en række nye konfigurationer som følge af dette opbrud fra modernitet og sekularisme.

Hvordan kan religionernes genkomst forstås i sammenhæng med kønnets og etniciteternes genkomst? Og hvordan er disse genkomster sammenfaldende med sammenbruddet i en række vestlige nøgleforestillinger som subjektivitet, rationalitet, sekularisme og fremskridt? Hvorfor opstår der konservative religiøse mobiliseringer i en kaotisk verden præget af fragmentering og globalisering? Og hvorfor har kvinder både aktuelt og historisk været i overtal i mange af disse såkaldt fundamentalistiske bevægelser?

Fundamentalisme og køn
Fundamentalistiske bevægelser har mange former, og det er vigtigt at skelne mellem bevægelser som udgår fra henholdsvis hegemoniske kulturer og minoritetsbevægelser.

Ordet fundamentalisme blev lanceret i den offentlige retorik i USA i 1920’erne hvor termen homogeniserede et heterogent netværk af konservative protestantiske miljøer. Fundamentalisterne blev til den kulturelle ‘anden’ over for den sekulære amerikanske modernitet.

I de sidste årtier af det 20. århundrede blev termen fundamentalisme transformeret til en betegnelse for et homogeniseret islam. Navnlig efter den 11. september 2001 er denne forståelse af islam smeltet sammen med vold og terror. Brugen af ordet fundamentalisme er følgelig meget omdiskuteret – af nogle betegnet som indbegrebet af dårlig analyse og dårlig politik.

Flere af konferencens talere problematiserede forestillingerne om at kvindernes tiltrækning til konservative religiøse bevægelser er udtryk for falsk bevidsthed. Også i Danmark er det en udbredt forestilling at muslimske kvinder er ofre der simpelthen ikke har forestået deres virkelige situation og sande interesser.

Samtidig blev det klart at det er vigtigt at kontekstualisere disse mobiliseringer og bevægelser i forhold til tid, sted og religiøse regimer.

Politologen Clyde Wilcox fra Georgetown University, Washington DC har beskæftiget sig med talrige surveys og med kvalitativt materiale om religiøse bevægelser. Hans analyser viser blandt andet at de kvinder som i dag søger de evangeliske bevægelser i USA, er veluddannede og er indstillet på en professionel karriere. De anvender de religiøse engagementer som afsæt for at forandre forestillinger om kristen kvindelighed.

Maskuliniteter
Mænd og maskuliniteter har været et overset emne i den nye interesse for religion. Dette på trods af at netop maskulinitet kan ses som en central identitetsfaktor i dagens religiøse mobiliseringer.

En kontroversiel tese går fx ud på at de konservative religiøse mobiliseringer i USA og andre steder kan ses om et produkt af patriarkatets og faderrollens dalende status.

Professor Thomas Blom Hansen fra University of Amsterdam, præsenterede en analyse af maskulinitetsopfattelser på tværs af religioner i blandt andet Indien og Afrika.

Maskulinitetsopfattelser er ofte præget af modsætningsfulde forestillinger, biledet af manden som kriger, den gode borger og den ansvarlige husfar. Hans indlæg nuancerede og mangfoldiggjorde således de dikotomiserede forestillinger om religiøse maskuliniteter i vestlig sammenhæng der positionerer religiøse mænd som dæmoner eller feminine.

Ligesom han via en omfattende kulturanalyse af hverdagslivspraksis som mad, beklædning med videre diskuterede konsekvenserne af disse modsætninger på individuelt og samfundsmæssigt niveau.

Fromhedens politik
Den postsekulære vending har bidraget til at booste forskningen og betydet at de mange hvorfor- og hvordan-spørgsmål har kunnet stilles på nye måder.

En af de mest interessante forskere i denne nye bølge er antropologen Saba Mahmood fra Berkely University i USA. Hun har med bogen the Politics of Piety ydet et vigtigt teoretisk og metodologisk bidrag til denne debat.

Bogen fokuserer på kvinders mobilisering i den islamiske vækkelse i Egypten, den såkaldte moske bevægelse som er en slags kvindependant til det mere velkendte Islamiske Broderskab.

I en række betagende casestories tilvejebringer Mahmood et differentieret billede af de forskellige sociale profiler og den religiøse praksis der udfolder sig her. Teoretisk er Mahmood inspireret af nyere diskurs- og kønsteorier (Michel Foucault og Judith Butler).

Med dette afsæt etablerer Mahmood et rum for at gå i dybden med kropsliggjorte praksisser og den særlige subjektformation som knytter sig til mobiliseringen af kvinderne i den egyptiske moskebevægelse. En tilgang der er fokuseret på udfoldede forestillinger om selvet, moral og politik og som på nogle punkter kan tjene som et nyt paradigme for analysen af køn og religioner på tværs af forskellige kontekster.

Derudover udfordrer Mahmood på tankevækkende vis nøglebegreber i vestlig liberalisme og feminisme som frihed og autonomi. Hvordan, spørger hun, kan man analysere magtrelationer som konstruerer forskellige kroppe, viden og subjektiviteter hvis spor ikke følger det frigørelsespolitiske spor?

På den måde udvider hun forestillingen om agency/handling til ikke kun at fokusere på hvordan man undgår normer, men også på hvordan man håndterer dem. Og på hvordan religiøst motiverede normer som fromhed er vigtig når det gælder analysen af brug af fx tørklæder.

Ved konferencen i København var der navnlig fokus på de teoretiske og metodologiske aspekter af Mahmoods arbejde og implikationerne i at lægge luft til feminismens klassisk politiske projekt.

Mahmoods position står på dette punkt i skarp modsætning til Nira Yuval- Davis som ser et udtalt behov for at forbinde og eksplicitere intellektuelle og politiske interventioner.

Større forskningsprojekter
Den postsekulære vending har som konferencen også viste betydet et vældigt spring fremad for forskning i religionsrelaterede emner. Også på Københavns Universitet hvor satsningsområdet Religion i det 21. århundrede i de sidste par år har bidraget afgørende til at skabe fornyelse og aktivitet.

Det næste store spring består naturligvis i at få etableret et eller flere større forskningsprojekter inden for feltet.

Kønsforskningens kan som konferencen var et levende bevis på bidrage til at højne kvaliteten af forskningen og til den fortsatte problematisering og fornyelse af disse vigtige emner.

Hilda Rømer Christensen er lektor, ph.d., Koordinationen for Kønsforskning, Sociologisk Institut.