Videnskabet: Kultur, ånd og værdier i EU

Vejen til at opnå EU’s mål om »en stadigt snævrere sammenslutning mellem de europæiske folk« – en formulering som er at finde i hver traktat – har i udgangspunktet været at harmonisere medlemsstaternes økonomier gennem etablering af et fælles marked. Siden er Fællesmarkedet også blevet et politisk fællesskab i og med Unionens indførelse i 1992.

På det økonomiske og politiske niveau handler det i EU’s integrationsproces om overvindelse af forskelligheder. Hvad enten det gælder anerkendelsen af en særlig regional ’specialitet’ eller strømliningen af de berømte agurker, er der tale om standardisering af regler, kort sagt om en harmonisering af markedet. Det samme gør sig gældende på det politiske niveau hvor alle har eller bør have stemmeret og lighed for loven ud fra et fælles, demokratisk grundlag. Her er forskelle snarere et politisk problem end et politisk ideal.

Siden begyndelsen af 1990’erne har den europæiske integrationsproces været båret af en indsats for at styrke den indbyrdes solidaritet medlemsstaterne imellem uden at dette skulle forhindre at de kan udfolde deres kulturelle mangfoldighed. Hermed indføres et politisk ideal om plads til forskellighed. Det gør sig for eksempel gældende i dokumentet Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder fra år 2000 (Rettighedschartret).

I Europa-Kommissionen taler man om at give rum for forskellighed under overskriften ’Enhed i mangfoldighed’. Dette mål har udmøntet sig i forskellige politiske initiativer og rammeprogrammer som er delvist initieret, delvist støttet af Europa-Kommissionen, og som handler om kulturel integration og åndelighed. Af disse har især rammeprogrammet ’Kultur 2000’ (fra perioden 2000-2004), initiativet ’A Soul for Europe’ (1994) og rammeprogrammet ’Åndelige og etiske værdier og kilder’ (1994) været bemærkelsesværdige.

Det interessante er at her fremhæves kulturen og åndeligheden som en anden eller ny side af integrationsprocessen hvis eksplicitte mål netop ikke er at harmonisere de europæiske medlemsstaters kulturelle forskelle. Blandt EU-politikere har det været en udbredt holdning at den europæiske integrationsproces ikke bare i lyset af diskussionerne om en fælles Forfatningstraktat, men igennem en længere årrække har haft brug for en ny begyndelse. Her er kulturen og åndeligheden blevet set som et godt sted at tage fat.

Et fælles værdigrundlag
Hvilke implikationer ligger i at ville integrere Europa i en stadigt snævrere Europæisk Union? Det afhænger af hvordan begrebet integration forstås. Integrationsbegrebet indeholder en relation mellem den enkelte og det fælles, mellem lighed og forskellighed, mellem del og helhed. Hvordan de relationer ser ud afhænger af, hvordan den helhed der rummer relationerne, anskues.

Ser vi på de betydninger som kultur og ånd tillægges i de nævnte EU-programmer og initiativer, er det slående at netop kunst og religion bliver trukket frem i arbejdet med at formulere en ny begyndelse i bestræbelserne på at integrere og give Europa mening. Den helhed integrationen har som mål, er kendetegnet ved at ville gøre EU til noget andet og mere end et mellemstatsligt økonomisk anliggende. Det er en helhed der skal rumme begreber som ånd, arv og sjæl.

Spørgsmålet er hvad der kommer ud af integrationsstrategierne på det kulturelle og det åndelige område. Som vi ser det, ender initiativerne med at sætte mennesket i centrum. Nok bliver kultur og ånd, kunst og religion taget med i betragtning, men i praksis koncentrerer programmerne sig om borgerne og deres værdier.

Det betyder at den helhed der reelt bliver tale om når Europa-Kommissionen vil skabe en anden form for europæisk enhed end den samfundsøkonomiske, viser sig at være en borgernes konsensus om værdier.

Når det gælder formuleringen af et fælles værdigrundlag i EU, er Rettighedschartret et nøgledokument. Dokumentet har status som et politisk og ikke juridisk dokument, som dog var skrevet ind i forslaget til Forfatningstraktaten. Ifølge Rettighedschartret sætter EU »mennesket i centrum for sit virke«.

Dertil har vi i Europa nogle fælles værdier som EU vil bevare og udvikle. Dette værdi-grundlag bygger på »menneskets værdighed, frihed, lighed og solidaritet.« Fordi europæerne deler disse grundlæggende værdier, kan Europa betragtes som en enhed. Samtidig kalder Rettighedschartret disse værdier for udelelige og universelle. Når værdierne bliver det fælles, så har det konsekvenser for hvordan den helhed som integrationen skal føre til, kan forstås. Når det er de fælles værdier der trækkes frem, så træder konflikterne i baggrunden. Dermed kommer der ikke fokus på værdier der står i modsætning til hinanden.

Er der grænser for universelle værdier?
Spørgsmålet er om det ligger i værdibegrebet selv at undgå modsætninger og konflikter? Det ser ud til at være gældende i praksis. De fælles værdier der ofte nævnes, er tolerance, solidaritet, pluralisme.

Med ’pluralisme’ tænker Europa-Kommisionen på at give mulighed for en værdifuld mangfoldighed af kulturel aktivitet hvor europæerne møder hinanden med gensidig ’tolerance’. Hvis en helhed skal holdes sammen af tolerance, er der ikke plads til modsætninger. For hvor går grænsen for hvilke modsætninger der skal tolereres?

Det samme problem melder sig hvis sammenholdet skal baseres på det at være ’solidarisk’. For hvor går grænserne for hvem man skal være solidariske med? Hvordan være solidarisk med nogen uden at være det i modsætning til andre? Derfor giver det måske ikke logisk mening at tale om solidaritet som en universel værdi.

I Rettighedschartret sættes mennesket og dets værd i centrum. Fællesskabet kommer så tilsyneladende til at bestå i en enighed om de fælles værdier som ikke kan modsiges. Dermed bliver det op til et fællesskab af individer at definere solidariteten som konkret værdi, det vil sige hvad dette fællesskab vil stå solidarisk om – i modsætning til noget man ikke vil solidarisere sig med.

Det forbliver så et åbent spørgsmål hvori fællesskabet består. I og med at værdierne italesættes som universelle, understreges det til gengæld at de ikke er konfliktfyldte, men tværtimod bygger på en konsensus og dermed kan regnes for at stå for noget fælles. Her bliver betydningen af det fælles lig en ensartethed.

Kulturelle forskelle eller mennesket i centrum?
Den overordnede opfattelse af kulturens funktion er at den kan opdrage til samhørighed og europæisk enhed gennem deltagelse i for eksempel kulturfestivaler og koncertarrangementer.

Det kunne man se i EU’s Kultur 2000-program. Vejen til kulturel enhed bestod her i oplysning og oplevelser til EU-borgerne. Man henvendte sig for eksempel særligt til de unge der ikke normalt går til klassiske koncerter, de såkaldte ’non-concert goers’. Det gjaldt om at aktivere og tilskynde de unge til at gå ind i koncertsalen og opleve den kulturelle arv gennem klassisk musik komponeret af store europæere.

Tilsvarende henvendte man sig i ’A soul for Europe’ – et initiativ som Europa-Kommissionen ikke selv initierede, men støttede økonomisk – til såvel religiøse som ikke-religiøse borgere. Grundtanken var at det ikke er væsentligt om man er kristen, muslim eller humanist, for i bund og grund er alle borgere i EU at forstå som mennesker med et etisk-religiøst værdigrundlag der udgør Europas »etiske og åndelige værdier og kilder.«

Man appellerede således både i Kultur 2000-programmet og i ’A soul for Europe’ til det samme: alle er koncertgængere – aktive eller kommende – og alle har en eller anden form for overbevisning – det være sig muslimsk, humanistisk eller kristen.

Der er med andre ord tale om en individbaseret forståelse af forskelle uden fokus på de kulturelle forskelle der kunne tænkes at spille en rolle – både indadtil i et samlet Europa og udadtil i forhold til resten af verden. I denne forståelse er der ikke plads til de konflikter som præger de kulturelle og de religiøse områder – både historisk og aktuelt.

Når det for eksempel diskuteres hvorvidt og hvordan de nationale skattesystemer i EU skal harmoniseres, så er det samtidig et spørgsmål der vedrører en lang række kulturelt forskellige måder at indrette sig på. Ikke bare medlemsstaterne imellem, men også internt i hver medlemsstat hvor forskellige interesser kæmper om indretningen af det nationale skattepolitiske system. Modstanden mod harmoniseringen bliver afvist som hindringer for den fri bevægelighed på det fælles marked.

Konflikt og konsensus
Formålet med ’Enhed i mangfoldighed’ er at skabe en fælles kultur- og åndspolitik. Det eksisterer side om side med Rettighedschartret der kan ses som et forsøg på at skabe et fælles værdigrundlag. Men det der viser sig at være på spil i forsøget på at virkeliggøre noget andet og mere end det den politisk-økonomiske integration hidtil har bibragt EU, ender som en italesættelse af kultur og religion der baserer sig på et fælles værdigrundlag – fuldstændig på linje med den politisk-økonomiske konsensus.

Initiativerne omkring kultur og ånd fører ikke til det ønskede højere niveau af de europæiske folks sammenslutning der ophæver og overskrider de hidtidige vanskeligheder i den europæiske integrationsproces.

Problemet findes i Europa-Kommissionens ambition om at ville række ud over et fælles værdigrundlag i politisk-økonomisk regi. Ved at lægge en individualisme til grund for ’Enhed i mangfoldighed’ og ved at italesætte Europas kulturelle mangfoldighed og forskelligartede religiøse grundlag som fælleseuropæiske ’etiske og åndelige værdier og kilder’ formår kultur- og åndspolitikken ikke at identificere noget der for alvor hæver sig over de forskelle der måtte være individ og individ imellem.

Derfor ender kulturens og religionens rolle i den europæiske integrationsproces med at være baseret på et påstået ideal om rum for forskellighed. Påstået fordi de forskelle der er imellem såvel medlemsstater som religioner og borgere, ikke anerkendes som forskelle. De nedtones i et fokus på at opnå enhed gennem enighed om en grundlæggende ensartethed: de fælles værdier. Spørgsmålet er om man kan skabe integration med en kulturpolitik der ikke anerkender forskelle?

Helene Rasmussen og Marie Sandberg er begge ph.d.-stipendiater ved Saxo-instituttet, Europæisk Etnologi. Kronikken er skrevet på baggrund af artiklen »Viljen til Europa – Europas vilje? Kultur, ånd og værdier i EU efter Murens fald« som netop er udkommet i antologien Velfærdssamfund – velfærdsstaters forsvarsform? (Museum Tusculanums Forlag 2007), redigeret af Klaus Bolving og Thomas Højrup.