Videnskabet: Kvoter ingen løsning for kvinder på KU

Marie Krogh blev dr. med. i 1914 ved Københavns Universitet med afhandlingen: ‘Luftdiffusion gennem menneskets lunger’, og blev dermed den fjerde danske kvinde med en doktorgrad i medicin. Til stede blandt tilhørerne var de i alt tre kvinder som tidligere havde erhvervet deres doktorgrad i medicin fra KU før Marie Krogh, nemlig Ely Møller, Johanne Kristensen og Hedvig Reinhardt. Desuden var lægen Nielsine Nielsen, den første kvindelige læge i Danmark, blandt tilhørerne.

Marie Krogh var mor til fire børn, og om at forene moderskab og karriere som forsker og læge skrev Marie i 1925, efter at hun var blevet en anerkendt forsker: »Kvinder, der vil sætte børn i verden og tage sig af deres trivsel og opdragelse, kan selvsagt ikke sætte den fulde energi ind på andre opgaver. Ja, der vil endog være perioder, mens børnene er små, hvor de andre opgaver må blive stedmoderligt behandlet.« Men til spørgsmålet om hvorvidt kvinder med børn skulle opgive deres arbejde og forskning svarede hun med et absolut nej. Marie Krogh havde dengang to piger i huset til hjælp, foruden Madam Thomsen der gjorde rent. Ovenstående kan læses i datteren, professor Bodil Smidt Nielsens biografi om August og Marie Krogh: Et fælles liv for videnskaben.

The glass ceiling effect
Vi kan ikke bede Marie og August Krogh om gode råd om hvordan vi skaber de bedste kår for danske forskere af begge køn, men gode råd har vi brug for. Det er et kedeligt faktum at vi har en lavere procent af kvindelige professorer ved universiteterne i Danmark end i andre vestlige lande vi godt kan lide at sammenligne os med. Den såkaldte ‘glass ceiling effect’ har øjensynligt et højere grad af panserglas i dette land end i for eksempel Sverige, Finland, USA og selv lande som Frankrig og Spanien.

Hvis vi som mål nummer et sætter at forskning skal bedrives af de der er bedst til det, vil det på den korte bane være forkert at indføre kvoter således at man til en specifik stilling er nødt til at ansætte en kvindelig ansøger der er ringere kvalificeret end en mand. Det vil løse nogle problemer, men skabe andre. Problematikken drøftes ofte, og af og til meget emotionelt. Dette indlæg er et stilfærdigt forsøg på at rapportere fra en klinisk hospitalsafdeling der er meget forskningsaktiv, og hvor vi er nogenlunde lige mange mænd og kvinder, både som professorer, overlæger, ph.d.-studerende og postdoc-forskere.

Frejamidlerne som øjenåbner
Da jeg selv søgte og fik de såkaldte Freja-midler i 1998, var det forskerpenge øremærkede til kvinder i forskning. Indtil da havde jeg ikke tænkt meget over forskellen på kvinders og mænds muligheder inden for forskning. Men Freja-stipendiet gjorde at det var nødvendigt at gentænke arbejdsmiljøet således at de kvindelige forskere kunne få de bedst mulige arbejdsbetingelser for at udnytte fondsmidlerne og talenterne.

Det er nemlig stadig en udfordring at kombinere at være forsker og mor. Vi har derfor prøvet at tilpasse dagligdagen, så det i højere grad skulle være muligt at kombinere at være hustru og mor og forsker og læge på én gang. Mange af den yngre generations mænd tager et næsten lige så stort ansvar for hustru, børn og hjem, men det er mit indtryk fra ukontrollerede og helt uvidenskabelige opgørelser at ansvarsfordelingen ikke er helt fifty-fifty endnu. Så længe det ikke er sådan, er det vigtigt at de kvindelige forskere med børn får særlige arbejdsbetingelser der gør at de også kan blive professorkvalificerede og blive de bedste til at løse netop den forsknings- og uddannelsesopgave der efterspørges i et opslag. Således at vi ikke giver køb på kvaliteten, men derimod skaber nogle rammer så kvinderne med børn (og snart de unge mænd også) kan få mulighed for at konkurrere på lige vilkår.

For i øjeblikket er der ikke lige vilkår. Marie Krogh havde sin tids problemer, men hun havde hjælp til sine fire børn med to unge piger i huset og Madam Thomsen til at gøre rent. De unge i dag har knapt samme mulighed. Man kan tale om at det er klogt at skaffe sig betalt hjælp i hjemmet, og at man kan slå af på fordringen om hjemmebagt brød, eget syltetøj og karnevalsdragter af egen kreation. Men det er allervigtigst med et arbejdsmiljø hvor det er meget tydeligt italesat fra forskningsledelsen at børn og familieliv er ønskværdigt og noget der skal støttes. Tredje gang ph.d.-studenten kommer og meddeler at hun er gravid, skal man smile oprigtigt og venligt og sige tillykke og være glad for den nye verdensborger der er på vej. I praksis er et varmt smil og lidt hjælp til at nedbringe den kronisk dårlige samvittighed selvfølgelig ikke nok. Der er nogle rent praktiske værktøjer der virker:

Hjemmearbejdspladser og fleksibel arbejdstid kombineret gør at forskeren kan møde senere, gå tidligere og lægge en del af arbejdet om aftenen og i weekender. Dette kan kombineres med mulighed for at medtage børn i barnevogn til forskningsmøder. Man bør sætte lidt mere tid af til disse møder således at der er plads til fodring og almindelig interesse for det nye lille menneske.

Forskellige faser i livet
Fleksibilitet og hjælp må ydes individuelt og i rigt mål når det er nødvendigt. Det bør anerkendes at faser i livet er forskellige specielt for kvinder, og at kvinder i de perioder hvor der er små børn, publicerer mindre; men stadigvæk kan være værdifulde. Professor Magaretha Mikkelsen startede først sent karrieren som forsker, og hun endte i den internationale elite. Netværk af yngre forskere og ældre forskere med mentorfunktion er en glimrende idé. Det vigtigste er at vejleder udover at tage sig af selve forskningsvejledningen også prøver at guide med hjælp således at de unge kvinder kan få livet til at hænge sammen og ikke altid føler sig jagede.

Om muligt kan man sørge for at de kan tage deres børn og eventuelle ægtefæller med på kongresser når de skal holde foredrag, hvis de stadigvæk ammer de små nye verdensborgere. Det koster lidt ekstra, men se lige på at de unge studenter årgang 2008 i høj grad har valgt universiteterne fra. Vi er nødt til at sikre en fleksibel og attraktiv arbejdsplads fremover; ellers vil de hellere være ansat i reklamebureauer, softwarehuse og i industrien hvor de aktuelle muligheder for attraktivt arbejde med høj løn er bedre.

At være forsker og forælder
Vores families gamle oldemor der nu er død, var en meget smuk dame med tre ægtefæller plus det løse, og en af hendes sidste bemærkninger inden hun som næsten 100-årig gik bort for et par år siden, var om mænd og barselsorlov:

»Ja, det er nu synd med barselsorlov til mænd, så skal de unge fruer jo også sørge for frokosten til manden når han går derhjemme.« Oldemor havde et lidt distant forhold til verden anno 2002.

Det er vigtigt at denne vigtige diskussion ikke ender med futil debat af frygt for at aktive unge fædre bliver forfordelt. De unge mænd skal ikke forfordeles i forhold til kvinderne (og vi har adskillige unge mænd der er meget aktive familiefædre). De har naturligvis krav på samme gode muligheder for både at være forsker og forælder. De lavere procenter for kvindelige professorer er blevet tilskrevet kohorte-effekten, og det er nævnt at problemet løser sig selv. Måske.

Hvis man ser på stigningstaksten for udnævnelser af kvindelige professorer, er den voksende. Så det går den rigtige vej. Kvoter kan accelerere processen mod ligevægt, men kvoter kan gøre mere skade end gavn fordi de kan medføre et forskningsmæssigt værditap. Processen kan accelereres uden skadevirkninger ved at de strategiske ledelseslag – dekanater, og på sundhedsområdet også hospitalsdirektioner – er meget bevidste om problematikken og ser kvindelige forskere med professorpotentiale og understøtter særligt her.

På operationelt niveau, på afdelinger, klinikker og institutter (sidstnævnte kan være både strategisk og operationel ledelse), vil det have effekt at ændre arbejdsforholdene så det bliver nemmere at være forsker og forælder samtidigt. Ved Lindau Nobel-mødet i 2007 mødte jeg via min funktion som ‘chair’ for EMRC (The European Medical Research Councils, de medicinske forskningsråd i Europa), professor Christine Nüsslein-Volhard, der fik Nobelprisen i medicin i 1995. Hun har skrevet en kogebog jeg fik af hende, med gode hurtige opskrifter til forskersammenkomster med mange mennesker. Hun anbefaler ikke kvoter.

København en bedre by for forskere

»Young people vote with their feet,« skriver Richard Florida i sin først bog: The rise of the creative class, og det gentages i bog nummer to: The flight of the creative class. Heri hævder han at de unge i høj grad vælger at slå sig ned i byer der er attraktive. København er just blevet udnævnt til at være verdens mest attraktive by. For yngre forskere, både de der er herboende og herfødte, og de der kommer hjem fra forskningsophold ude, og for gæsteforskere, er der en markant forskel mellem København og Oxford, Cambridge og de store amerikanske universitetsbyer. Her i København er der ingen egentlige campus-boligområder. De mangler, og der kunne vi gøre en indsats. Vi burde bygge særlige boliger med attraktive mindre terrasselejligheder og rækkehuse med mulighed for hjælp til vask, rensetøj, børnepasning, indkøb i drugstore, inklusive færdiglavet, lækker og sund mad. Nærmiljø med pub og børnehave og billig husleje og ikke for lang venteliste. Det lyder som paradis, men er bare dagligdag på mange angelsaksiske top-universiteter. Det ville være en hjælp for forskere af begge køn.

Forskel globalt
Via EMRC har jeg oplevet en række punktnedslag i det europæiske forskningsrum igennem de sidste par år og set på hvor forskelligartede miljøerne er fra nord til syd og øst til vest, men én ting er slående: Der er uhyre stor forskel på hvordan man bliver behandlet som kvinde og forsker og professor. Det er helt klart rarest at bevæge sig ved eliteuniversiteterne i USA hvor man ikke har fornemmelse af at køn, race, religion eller baggrund betyder noget som helst. Det eneste der betyder noget der, er kvalifikationerne. USA klarer sig i internationale sammenligninger suverænt bedst. Ernst Starlings råd til The British Research Council i 1924: »Find the best of men, give them what equipment you can afford and leave them alone,« er evigtgyldigt.

Starling skal være undskyldt at han kun nævnte mænd. Sådan var det dengang. Skævheden er mindre nu, men der er endnu ikke balance. Vi skal finde de bedste forskere. I vore dage gælder det både mænd og kvinder. Jeg tror ikke at vi finder de bedste ved at kvotere. Men vi skal udnytte kvindernes evner optimalt; ellers skal vi for langt ned i den mandlige intelligensreserve, og det vil også være spild.

Gode kår for unge forskere af begge køn
I Frankrig har de stadig dårlig samvittighed over at deres to nobelpristagere, Madame Marie Curie (en delt Nobelpris sammen med ægtefællen Pierre i 1903, og hendes egen i 1911) og Irene Joliet-Curie (1943) aldrig blev inviteret til at blive medlemmer af L’Academie Francaise. Her i landet er den negative særbehandling mere subtil, og er mere fravær af muligheder end fravær af at blive inviteret indenfor.

Madeleine Allbright skriver i sine erindringer: »There is a special place in Hell for women who are not nice to each other.« Myten om at ‘kvinde er kvinde værst’ er efter mine oplevelser ikke aktuel. Tværtimod. Jeg plejer at vende Madeleines sætning om og sige: »There is a special place in Heaven for women in science who help other women scientists.« Egentlig er sætningen upassende og bør afløses af version 2.0: »There is a special place in Heaven for scientist who help other scientist, especially those with children.«

Læge Lise Borgwardt, der skrev ph.d. om børn, PET og hjernetumorer, skrev i sit forord: »I wish to thank for creating an inspiring, supportive and encouraging international environment for researchers and especially for making it possible to be a female researcher. I am most grateful.« Vi bør vi alle aktivt og bevidst arbejde på at skabe gode rammer for unge af begge køn så de både kan forske og forplante sig.