Videnskabet: Lige muligheder for alle?

Det er karakteristisk for den politiske debat, at når lighed forsvares som ideal, så er det en bestemt form for lighed, nemlig lige muligheder, der tænkes på.

Dette ideal har til gengæld bred tilslutning på tværs af det politiske spektrum. I den del af Venstres principprogram fra 2006, der omhandler social tryghed, siges det for eksempel, at den negative sociale arv skal bekæmpes »med henblik på at give alle lige muligheder for at skabe sig en god og tryg tilværelse.«

I SF’s Princip- og Perspektivprogram fra 2003 fremføres det på lignende vis, at »[d]en sociale arv er en af de allerstørste barrierer for at sikre at alle får lige muligheder … Derfor ønsker SF at bruge velfærdspolitikken aktivt til at gøre op med den sociale arv.«

Når de fleste, uanset deres placering på den politiske højre-venstre skala, tilslutter sig idealet om mulighedslighed, afspejler det formentlig, at der er stor uenighed om, hvad det mere præcist vil sige, at mennesker har lige muligheder, og hvor langt vi er fra at realisere dette ideal i dagens Danmark.

Det ville derfor være stærkt ønskeligt, om forskningen kunne bistå den demokratiske politiske debat ved at klargøre mulighedslighedsidealet i alle dets dimensioner og varianter og gennem empiriske analyser kortlægge, i hvor høj grad samfunds indkomstulighed og så videre skyldes uligheder i muligheder.

Ulige meninger

Problemet er imidlertid, at ulighedsforskningen ikke er så direkte relevant for den offentlige debat om ulighed, som den kunne være.

Det meste af den forskning, der undersøger uligheden i Danmark angår en anden form for ulighed end den der fokuseres på i den offentlige debat, nemlig udfaldsulighed (eller med et andet ord: ’Resultatulighed’). Forskellen består i følgende:

Mulighedslighed fokuserer på, om mennesker har lige gode muligheder. Hvordan de så forvalter disse muligheder er op til dem selv. Udfaldslighed fokuserer derimod på, hvor lige fordelingen af goder er, efter at folk har forvaltet deres muligheder.

Forskellen kan derfor beskrives sådan, at idealet om mulighedslighed indebærer, at mennesker bør have lige muligheder, men derefter selv bør holdes ansvarlige for, hvordan de forvalter dem, hvorimod idealet om udfaldslighed indebærer, at mennesker bør have lige andele af goderne, uafhængigt af, hvordan de så i øvrigt har forvaltet deres muligheder.

Rygsækturist eller marketingchef

Nogle vil måske hævde at, hvad vi faktisk gør, ekstensionelt set, er sammenfaldende med hvad vi har mulighed for at gøre, og at idealet om mulighedslighed derfor i praksis anbefaler udfaldslighed, men det kræver i så fald en begrundelse.

Lad os for eksempel forestille os to personer, der som 18-årige havde lige gode evner, samme familiemæssige baggrund, samme formue osv.

Den ene af de to personer traf et velinformeret valg om at bruge resten af sin ungdom som rygsækturist. Den anden valgte at bruge den på at tage en uddannelse og efterfølgende på at arbejde i en vellønnet stilling som marketingschef.

I den situation kan commonsense-opfattelsen være, at mens idealet om udfaldsulighed ser det som problematisk, at den 35-årige tidligere rygsækturist er dårligere uddannet og har en mindre indkomst end den 35-årige marketingschef, så behøver der ikke at være noget problematisk heri ifølge mulighedslighedsidealet.

Uligheden mellem de to er jo opstået ved, at de med udgangspunkt i en situation, hvor de havde de samme muligheder, traf forskellige valg. Ikke desto mindre vil indkomst- og uddannelsesuligheden mellem dem som 35-årige optræde som ulighed i gængse statistiske måder at opgøre ulighed på.

e dimensioner

Hvis der skal leveres ulighedsforskning, der er mere direkte relevant for den offentlige debat, er det formentlig en opgave, der bør løftes af en bred vifte af faggrupper: Økonomer, sociologer, uddannelsesforskere, filosoffer, læger, politologer med flere.

Derigennem vil der kunne tegnes et mere komplet billede af uligheden. For eksempel vil flere ulighedsformer blive analyseret, herunder ulighed med hensyn til uddannelse, sundhed, sociale relationer, politisk indflydelse og velfærd.

Dertil kommer fordelen i, at der lægges forskellige begrebslige og metodiske vinkler på emnet. For eksempel kan ulighed både gøres til genstand for rent teoretiske, normative politisk-filosofiske diskussioner og for empiriske kvalitative og kvantitative analyser.

Hermed bringes en række forskellige dimensioner af ulighed i spil på en måde, så de langt hen ad vejen supplerer hinanden. For eksempel belyser de begrebslige og normative diskussioner, hvordan mulighedslighed hviler på en forståelse af ansvar.

Omvendt kan empiriske analyser bidrage til at vise, i hvor høj grad bestemte uligheder afspejler ulighed i muligheder. Flere undersøgelser peger på, hvordan forskelle i kulturel kapital i uddannelsessystemet, som det synes svært at holde mennesker (børn og unge) ansvarlige for selv, slår igennem i social og økonomisk ulighed.

Forskellige empiriske og teoretiske tilgange spiller dermed sammen i en analyse, der konkretiserer vores forståelse af mulighedsulighed.

Et normativt ideal

Når der i offentligheden er interesse for mulighedslighed, så er det, fordi der er en underforstået idé om, at i hvert fald nogle former for ulighed i muligheder er uretfærdige.

Mulighedslighed er således ikke kun et empirisk fænomen, der foreligger i varierende grad, men også et ideal, der, blandt flere andre, er med til at strukturere vores tanker om, hvordan samfundet bør være indrettet.

Det er derfor vigtigt at afklare, hvad vi skal forstå ved lige muligheder. I fraværet af en sådan afklaring, kan vi ikke tage stilling til, hvilke samfundsmæssige ændringer der skal til for at realisere idealet om mulighedslighed.

Et eksempel på et sådant uomgængeligt afklaringsproblem angår forholdet mellem udfaldsulighed mellem sociale grupper og eksistensen af lige muligheder. Er idealet om mulighedslighed foreneligt med, at uligheder mellem sociale grupper systematisk reproduceres over generationer?

Kan man forestille sig, foreneligt med mulighedslighedsidealet, at individer, der kommer fra velstillede familier, gennemsnitligt oppebærer en større indkomst end individer, som ikke gør?

Eller for at tage et andet vigtigt spørgsmål: Er mulighedslighed foreneligt med, at mænd og kvinder på forskellige områder systematisk opnår forskellige resultater?

En almindelig, og muligvis korrekt, opfattelse er, at svaret på disse to spørgsmål er nej, men det er en antagelse, der kalder på yderligere udforskning og begrundelse.

Måske nogle udfaldsligheder blot afspejler, at nogle personer har samme muligheder men vælger forskelligt, jævnfør overvægten af kvinder blandt nyere årgange af studerende ved Københavns Universitet.

Og hvad udgør relevante muligheder? Hvis vi mener, at mulighedslighed udelukkende angår lige muligheder for at opnå ressourcer som job og indkomst, så er der en række uligheder i muligheder, som ikke uden videre er uretfærdige.

Når det for eksempel viser sig, at der er en klar sammenhæng mellem børns socialklasse og hvor ofte de mobbes i skolen, så er det jo ikke direkte en forskel i ressourcer.

Hvis vi derimod siger, at mulighedslighed angår lige mulighed for at opnå velfærd (i betydningen livskvalitet), så er det indlysende, at også sociale forskelle i mobning kan være uretfærdige.

En rigere debat

Der er en udbredt enighed om idealet om mulighedslighed. Men denne enighed dækker over en stor uklarhed med hensyn til, hvad mulighedslighed overhovedet er, og i hvilken udstrækning det faktisk foreligger.

For at kaste lys over disse forhold er vi nødt til både at afklare vores begreber om ansvar og mulighed og nødt til også at bringe disse således afklarede begreber i spil gennem empiriske analyser af ulighed.

Universitetsforskningen kan her yde et tiltrængt og vidensbaseret bidrag til det omgivende samfund, og herigennem berige den offentlige, demokratiske debat om uligheden i det danske samfund.

Kasper Lippert-Rasmussen har netop sammen med Nils Holtug (red.) udgivet ’Lige Muligheder for Alle: Social Arv, Kultur og Retfærdighed’ (København: Nyt fra Samfundsvidenskaberne). Bogen rummer bidrag fra adskillige KU-forskere: blandt andet Ingelise Andersen, Jørgen Elm Larsen, Nils Holtug, Bolette Moldenhawer og Michael Norup.