Videnskabet - Lighed i det multikulturelle samfund

Fra oplysningstiden og frem har man inden for politisk filosofi oftest set lighed som et spørgsmål om at mennesker bør have de samme rettigheder og muligheder.

Det indebærer dels at staten bør være neutral mellem de forskellige livsformer der findes i samfundet og således fx ikke favorisere kristendom på bekostning af andre trosretninger. Dels at alle borgere bør have identiske sæt af frihedsrettigheder og sociale rettigheder.

Langt hen ad vejen er det også denne traditionelle opfattelse af lighed forskellige undertrykte grupper har taget udgangspunkt i når de har formuleret deres krav og ønsker til samfundet.

Kvinder har krævet de samme rettigheder som mænd, sorte som hvide, handikappede som ikke-handikappede, bøsser og lesbiske som heteroseksuelle, og etniske og religiøse minoriteter som den kulturelle og religiøse majoritet.

I stigende grad er forskellige af disse grupper imidlertid begyndt at fremføre krav og ønsker der afviger fra den traditionelle opfattelse af lighed. I stedet for at betone de punkter hvor majoriteten og minoriteten er ens, plæderer de for en forskelspolitik (eller identitetspolitik) der snarere fokuserer på forskelle i gruppernes identiteter.

Det hænger blandt andet sammen med at den offentlige regulering i et repræsentativt demokrati vil tendere til at afspejle majoritetskulturens livsform (fx hvad angår seksualitet, nationalitet, religion og kultur).

På den baggrund gør minoriteter (herunder etniske og religiøse minoriteter) krav på rettigheder der er sensitive i forhold til kulturelle forskelle mellem borgerne i samfundet. I Danmark afspejler feriekalenderen fx kristendommen idet vi holder ferie i forbindelse med jul og påske, men ikke i forbindelse med Eid (afslutningen på Ramadanen). Således er det også på skoler hvor der er en stor overvægt af muslimske børn.

Gruppe-differentierede rettigheder

Forskelspolitikken kan omfatte forskellige typer af såkaldte ‘gruppe-differentierede’ rettigheder: Retten til selvstyre (som fx grupper af indianere har i USA, og walisere og skotter har i Storbritannien), retten til særlig repræsentation (som fx Grønland og Færøerne har i det danske folketing idet de er garanteret to pladser hver), og polyetniske rettigheder (fx kulturstøtte og undtagelser fra generelle regler).

Etniske og religiøse minoriteter i Danmark søger generelt kun den tredje (og mindst vidtgående) form for rettigheder, fx modermålsundervisning, særlige religiøse feriedage, hensyntagen til religiøs forskellighed i skolerne (fx bederum) og mulighed for religiøs hovedbeklædning på arbejdspladsen.

Også politiske filosoffer er i stigende grad begyndt at argumentere for at idealet om mulighedslighed fordrer i hvert fald nogle former for gruppe-differentierede rettigheder (herunder Will Kymlicka, Charles Taylor, Bhikhu Parekh, Joseph Carens, Tariq Modood og Iris Marion Young).

Nogle af dem argumenterer fx for at hvis kristne har mulighed for at bære deres religiøse symboler på arbejde mens muslimer og sikher ikke har, så har sidstnævnte færre muligheder. Denne forskel er i nogle lande imødekommet ved at sikher har opnået en undtagelse fra den generelle bestemmelse om at man skal bære sikkerhedshjelm på byggearbejdspladser så de kan bære turban i stedet.

Det er dog langt fra alle politiske filosoffer der er blevet overbevist af sådanne argumenter. Eksempelvis har Brian Barry fremført at mulighedslighed handler om at alle har de samme valgmuligheder og at dette sikres ved at der gælder identiske sæt af regler for alle.

Men identiske regler synes imidlertid ikke at være en nødvendig betingelse for mulighedslighed. Mulighedslighed handler om at alle har lige attraktive sæt af muligheder snarere end om at de har præcis de samme muligheder. Vi kan eksempelvis ikke give en blind og en døv person præcis de samme muligheder, men vi kan forhåbentlige give dem nogenlunde lige gode muligheder.

Ansvar og lighed af hvad?

På den baggrund mener vi at striden om hvordan mulighedslighed skal udmøntes i et multikulturelt samfund, dybest set handler om noget andet. Den handler for det første om hvilken opfattelse af ansvar vi lægger til grund.

Hvis der fx er et påbud om sikkerhedshjelm på byggearbejdspladsen, er der så tale om at sikher har færre muligheder end andre, eller om at de har de samme muligheder som de blot vælger ikke at gøre brug af pga. deres religion?

For det andet handler striden om det spørgsmål som den indiske nobelpristager i økonomi, Amartya Sen, døbte »lighed af hvad?« Præcis hvad er det individer bør have lige gode muligheder for at opnå ifølge idealet om mulighedslighed?

Ifølge ressourceegalitarister bør de have lige gode muligheder for at opnå ressourcer, typisk i form af lige købekraft. Ifølge velfærdsegalitarister bør individer derimod have lige gode muligheder for at opnå velfærd (lykke, eller livskvalitet).

Velfærdsegalitarisme er mere imødekommende i forhold til minoriteters ønsker om særlige rettigheder end ressourceegalitarisme. Hvis eksempelvis sikhiske bygningsarbejdere ikke har mulighed for at arbejde på byggearbejdsplads med turban, så mindsker det jo ikke nødvendigvis deres købekraft (forudsat der er andet arbejde at få), men det nedsætter alt andet lige deres velfærd da de får frustreret deres jobønsker.

I den udstrækning et givet ideal om mulighedslighed således imødekommer ønsker om særlige rettigheder for bestemte grupper, vil denne forskelsbehandling afspejle at man anser den for at være nødvendig for at stille mennesker lige på et mere grundlæggende plan.

Fordelingspolitik versus anerkendelsespolitik

Diskussionen af hvad det så er der ifølge lighedsidealet bør fordeles lige har desuden en yderligere dimension der spiller en vigtig rolle i moderne politisk filosofi. Det drejer sig om diskussionen af fordelingspolitik versus anerkendelsespolitik.

Oftest har den politiske filosofi beskæftiget sig med fordelingspolitik, herunder civile, politiske og sociale rettigheder, fx ytrings- og religionsfrihed, stemmeret og fordeling af adgangen til økonomiske goder. Forskelspolitikkens fortalere udfordrer imidlertid fordelingspolitikken på to måder.

Dels ved den allerede nævnte diskussion om differentierede rettigheder, dels ved tilføjelsen af en øjensynlig helt ny slags politik nemlig såkaldt anerkendelsespolitik. Anerkendelsespolitikken angår immaterielle goder som status, anseelse, (selv)respekt og ligeværd.

Hvor anerkendelse i førmoderne stændersamfund handlede om at markere og bekræfte forskelle i status, fx ml. adel og bønder, mænd og kvinder, handler anerkendelsen i moderne demokratiske samfund om lighed i status. Så anerkendelsespolitik er også et spørgsmål om lighed, men ligheden angår andre typer goder end fordelingspolitisk lighed.

Man kan tale om ‘lige anerkendelse’ på to grundlæggende forskellige måder. Enten angår ligheden genstanden for anerkendelse, dvs. at lige anerkendelse er anerkendelse af de samme egenskaber hos alle mennesker, eller også angår ligheden graden af anerkendelse, dvs. at lige anerkendelse er ‘lige megen’ anerkendelse.

Genstanden for lige anerkendelse som anerkendelse af det samme kan være en retslig status, fx statsborgerskab, en bredere social status, fx medborgerskab, eller en moralsk status, fx det at være en person. Genstanden for lige anerkendelse er noget individuelt og abstrakt, for hvis det er det samme der skal anerkendes hos alle, kan anerkendelsen ikke gælde forskellene ml. mennesker, herunder de forskelle der har med vores tilhør til forskellige grupper at gøre.

Kravet om lige anerkendelse i denne forstand bliver ikke mindre vigtigt af den grund – tværtimod var anerkendelse af lige status historisk afgørende, fx i kvindekampen og i den amerikanske borgerretskamp. Men da denne slags lighed øjensynlig kun begrunder identiske sæt af rettigheder til alle, har mange fortalere for forskelspolitikken fundet den utilstrækkelig.

Lige megen anerkendelse af forskelle

Mange diskussioner om lige anerkendelse kan derfor kun forstås som krav om ‘lige megen’ anerkendelse af forskelle. Dette kan igen betyde forskellige ting. Der kan være tale om ‘faktuel’ anerkendelse, fx af at en religion eller etnisk gruppe overhovedet er til stede i samfundet, eller af fortrængte forhold i et samfunds historie. Men den krævede anerkendelse er oftest også af normativ art.

Det afgørende er således anerkendelse af at tilstedeværelsen af – og udtryk for – bestemte forskelle er legitime, fx at det er legitimt at bære muslimske tørklæder i det offentlige rum. Kernen i kravet er så en kritik af traditionelle skel mellem offentligt og privat, og ideer om at forskelle kun kan tolereres hvis de begrænses til privatsfæren.

Men kravet om anerkendelse går ofte endnu videre til ‘positiv’ anerkendelse, fx af at en bestemt religion er værdifuld. Mange såkaldte multikulturalistiske krav kan kun forstås som omhandlende positiv anerkendelse. Dette er dog ofte en særdeles problematisk ide.

Det er nemlig ikke altid muligt at anerkende alle forskelle som lige værdifulde. Hvis subjektet for anerkendelse, det vil sige aktøren der skal anerkende noget, selv har værdimæssige overbevisninger, kan vedkommende ikke anerkende værdien af ting der er i modstrid hermed.

Hvis man fx er kristen, kan man ikke anerkende Islam som lige så værdifuld (og vice versa), for så vidt at man virkelig tror at den ene religion er sand og den anden falsk. I sådanne tilfælde vil positiv anerkendelse enten være selvmodsigende, hyklerisk eller kræve afsværgelse af egne overbevisninger. Selv om forskelspolitikkens fortalere ofte ynder at præsentere eksempelvis anerkendelse som en dimension der ikke kan indfanges af andre mere traditionelle lighedsteorier, så er det nu ikke helt rigtigt.

Fx er den tidligere nævnte velfærdsegalitarisme faktisk neutral i forhold til forskellen ml. fordelings- og anerkendelsespolitik. Lav status kan, ligesom lav indkomst, være årsag til lav velfærd, og anerkendelse af det legitime i at kunne udtrykke sin religiøse overbevisning offentligt kan være særdeles vigtigt for hvilken velfærd man har.

På det fundamentale plan adskiller forskelspolitikken sig derfor ikke så meget fra traditionel politik som ofte antaget. Anerkendelsespolitikkens opblomstring bør snarere ses som udtryk for en opfattelse af at flere slags forhold har betydning for lighed end som en fundamentalt anderledes lighedsdiskussion.

Denne kronik er en samskrivning af forfatternes oplæg ved institutdagen på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling om lighed i det multikulturelle samfund, den 27. februar 2008.