Videnskabet: Mænd og kvinder, sex og magt

Feminisme fremstår i offentligheden tit som et evindeligt kor af hylende sirener hvis forskellige stemmer i den sidste ende blot aflirer en og samme monotone melodunte.

Ved nærmere undersøgelse viser det sig dog at der er ganske store forskelle mellem de teoretiske perspektiver eller videnskabelige fortællinger som optræder under dette navn.

Jeg selv skelner mellem patriarkatsteorier, diskursteorier og forhandlingsteorier samt teorier om forsvinden, dekonstruktion, omkomposition, leg, queering og cyborgisering af og med kønnet.

Mere overordnet skelner jeg mellem om teorier er ‘klassisk feministiske’ eller ej. Klassisk-feministiske teorier taler om at mænd udøver magt, dominans og kontrol, og kvinder undertrykkes, marginaliseres og ekskluderes.

Samtidig fremhæves at kvinder og kvindelighed konstrueres som det modsatte af mænd og mandighed.

Hierarki og dikotomi er således nøglebegreber i den klassiske feminisme. 1970’ernes patriarkatsteorier er klassiske i denne forstand; tilsvarende gælder for de udgaver af diskursteori og forhandlingsteori der aktuelt er populære i Danmark.

De øvrige teorier jeg har nævnt, forsøger på forskellig vis at komme ud over dette fokus på hierarki og dikotomi.

Alligevel har de en tendens til at gribe tilbage til de gamle fortællinger når de støder på noget de ikke kan forstå ud fra netop deres foretrukne begreb.

Mangel på fortællinger
Efter en grundig analyse af de forskellige teorier er jeg overbevist om at de alle er relevante i et eller andet omfang når der skal foretages nuancerede undersøgelser af kønsforhold i Danmark.

Også hierarki/dikotomi-fortællingerne er relevante og frugtbare, for der er stadig en hel del undertrykkelse og ulighed tilbage.

Dog kan dette perspektiv nemt overbetones, for der er ganske enkelt ikke så megen hierarki og dikotomi som der var for 50 eller 100 år siden.

Hvad kommer der frem når undertrykkelsen går tilbage? Og hvad med det som måske under alle omstændigheder ikke passer ind i fortællingen om hierarki og dikotomi?

Det er ikke sikkert at de nyere fortællinger om forsvinden, omkomposition, leg osv. kan indfange det hele.

Jeg foreslår at der suppleres med endnu flere teoretiske perspektiver – så mange som muligt og nødvendigt for en nuanceret analyse af kønsforholdene i dag. Jeg selv har udarbejdet tre supplerende fortællinger.

Intimmagt og pædofili
Fortællingen om intimmagt fokuserer – irriterende insisterende – på følelsesroderier mellem kønnene i forbindelse med hjem og magt.

Det mest åbenlyse eksempel er klemmen mellem kvinders traditionspåførte særlige ansvar for børnene, deres skyldfølelse ved at ‘svigte’ ansvaret i forbindelse med udearbejde og mænds dårlige samvittighed ved ikke for alvor at ville komme hjem og tage over.

Men der er også andre forhold på spil. De er ganske vist ikke så nemt tilgængelige for analyse, og man kan næsten ikke komme af sted med at tale om dem.

Det drejer sig om kvinders magt over børn, mænd og intimsfære, om denne magts sødme, om kvinders begær efter den, og om at kvinder ikke vil stå ved at de har dette begær.

Atter ser vi kønnene spundet ind i et net af følelsesmæssige transaktioner, kollisioner og handler i porten: Mænd skal hjem til børnene så kvinder kan komme ud uden skyld; men mænd skal ikke hjem og passe børn, for så skal kvinder give afkald på magt. Og desuden vil mænd slet ikke så gerne hjem selv om de ved at de ‘burde’.

Tabuiseringen af at tale om dette virker som en trykkoger så der ud fra kønnenes bloprende følelsesgrød stiger en række fantastiske uddunstninger. Der er den moralske panik om den ‘pædofile mand’ og det allestedslurende ‘omfattende seksuelle misbrug af børn’.

Der er skrækfantasien om den fraværende fader der producerer uregerlige drengebørn. Der er den bevidstløse gentagelse af formlen om at ‘Ethvert barn har ret til to forældre, én af hvert køn’.

Der er glamouriseringen af mandens velsignelsesrige indvirkninger på drengebørns udvikling og dermed på samfundet og historien hvis han blot på samme tid er på arbejde og hjemme for at tage sig af børnene.

Der er den offentlige klagesang om at det er mænds skyld at de ikke laver mere i hjemmet. Og der er det trivialiserede pip som den skæbne der rammer enhver kritik af den kvindekønnede intimmagt: ‘Det er mænds sædvanlige brok, hørt alt for mange gange, irrelevant, ikke værd at spilde tid på’ – en trivialisering der i reglen har bemægtiget sig pippet før det pippes.

Men måske kan analyser der fokuserer direkte på de tabuiserede sider af kvinders intimmagt, hjælpe med til at gøre fordelingen af byrder og behag, magt og sødme, fantasi og virkelighed mere rimelig både for mænd og for kvinder, for voksne og for børn.

Kønsspil, pornografi og voldtægt
Fortællingen om kønsspil fremfører at der i Danmark har udviklet sig en særlig situation på det erotiske område. Et vigtigt indicium er diskussionen om pornografi og seksualisering af det offentlige rum.

Mellem 1984 og 1999 var der på det nærmeste ingen kritik af disse udviklinger – selv om kritik var udbredt fx i Sverige, Norge, England og USA, og på trods af at ‘pornoficeringen’ var i særlig voldsom vækst netop i Danmark i denne periode.

Fra og med år 2000 har der været en del diskussion som dog adskiller sig væsentligt fra den i andre lande. Intet udbredt krav om forbud; en overbevisning om at voksne meget vel er i stand til at omgås sådanne emner på passende måde; ja et krav om mere pornografi, men af en mere varieret karakter – så der ikke blot vises gangbangs, cumshots og analsex, men mere opfindsomhed i setting, plot, roller, fortællinger og kombinationer af kropsdele.

Ud fra analysen af denne og andre udviklinger argumenterer jeg for at der i Danmark generelt har udviklet sig en særlig form for erotisk omgang mellem kønnene, som ikke er præget af vold og undertrykkelse.

Der er således ikke tale om kønskamp, derimod om kønsspil.
Spillet drejer sig om at opnå seksuel lyst. Som spillere er kvinder og mænd aktive subjekter, og de respekterer hinanden som lige spillere. Samtidig optræder spilleren altid i skikkelse af sin spillebrik der er iført en kønnet kulturel garderobe, som er udtrykkeligt æstetiseret og seksualiseret.

Kvinder er som aktive spillere henvist til den seksualiserede og æstetiserede spillen med en traditionelt feminin kulturel garderobe, mens mænd som aktive spillere må spille med en traditionelt maskulin kulturel garderobe.

Kønsspillet adskiller sig således fra udviklingstendenser i retning af den ‘frie leg’ med kønnet hvor dele fra de to køns garderober blandes efter behag.

Kønsspillets bundethed tillader imidlertid et bredt spektrum af spillemuligheder. En kvinde (eller en mand) kan så at
sige vælge hvor meget ‘kvinde’ eller ‘mand’, hun (eller han) ønsker at være.

Kønsspillets primære sfære er byens og telemediernes verdener af fremmede hvor æstetisering og seksualisering nærmest er uundgåelige. Men spilleriet bæres også ind i det hjemlige hvor i øvrigt både fjernsynet, computeren og video- og dvd-afspilleren allerede skaber rum.

Kønsspillet gør sig særligt gældende i Danmark. Her er kvinder i forvejen vant til at færdes uden for hjemmet, og her findes udbredte normer om kønnenes ligestilling og ligeværd.

Desuden hjælper velfærdsstatens sikkerhedsnet og ideologier om frisind med til at der kan udvikles mere åbne og eksperimenterende holdninger til køn, pardannelse og seksualitet.

Denne situation danner baggrund for at den stærke øgning i ‘pornoficeringen’ i Danmark ikke har ført til udbredte krav om forbud. Der er heller intet der tyder på at pornografi og seksualisering generelt og ganske uafhængigt af seernes omstændigheder er ‘kvindeundertrykkende’.

I Danmark har pornoficeringen tværtimod kunnet indoptages i og inspirere til erotiske kønsspil mellem lige parter.

Udviklingen af kønsspillet i Danmark er også med til at forklare at den stærke øgning af seksualiseringen i Danmark ikke har medført nogen stigning i antallet af voldtægtsanmeldelser mod danske mænd.

Tværtimod er tallet gået stærkt tilbage siden midten af 1980’erne.
Overhovedet er der ikke noget som tyder på at danske kvinder og mænd ikke i stadig stigende grad er i stand til at omgås som ligestillede parter i erotiske forhold. Det er vel også lige præcis det der kan iagttages i diskotekernes og internetrummenes kønsrelationer.

Den stigning i tallet for voldtægtsanmeldelser der kan iagttages siden slutningen af 1990’erne, vedrører mænd ‘med anden kulturel baggrund end dansk’ – altså mænd der netop ikke er indsocialiseret i en dansk kønsspilskultur.

Det der kræver forklaring er altså snarest at der i Danmark overhovedet optræder en feministisk moralisme vedrørende seksuelle emner.

Gerne at ville være sit køn
Man kan således, ikke uden rimelighed, vende den klassiske fortælling om hierarki og dikotomi ‘på hovedet’ (som ved intimmagt).

Og man kan fremhæve at tidligere tiders hierarkisk-dikotome kønnetheder nu kan gøres til genstand for erotiske kønsspil mellem lige parter.

Men er der også synsvinkler der fører helt andre steder hen? Hvad sker der hvis vi tager den eksisterendes perspektiv?

Jeg har her ladet mig inspirere af den tyske filosof Martin Heideggers eksistensanalyser – som dog slet ikke beskæftiger sig med køn. Min argumentation fylder også på dette punkt mange sider; her er en skitse.

Som eksisterende forefinder et menneske sig på et givet tidspunkt altid allerede som én der er blevet til noget bestemt – studerende, fx, bosiddende i Glostrup, osv.

Anderledes udtrykt: den eksisterende er altid kastet som noget bestemt, også som køn. Dér er hun, kastet som kvinde.

Fra et givet øjebliks standpunkt er det, retrospektivt betragtet, ligegyldigt hvordan det er gået til at hun er kvinde. Relevansen af spørgsmålet om biologi eller samfund, konstruktion eller essens, determination eller fri vilje, er altid i færd med at fortabe sig bagud.

Alt kunne være blevet anderledes, naturligvis. Men det blev sådan. Kastethed er ikke blot at forefinde sig, men at forefinde sig uden grund og garanti.

Kønskastetheden er hendes udgangspunkt hvorfra hun altid allerede er i færd med at kaste sig videre ud. Men kønskastet er mærkeligt. På den ene side er det aldrig helt frit: det at være blevet kastet som kvinde afsætter en vis binding, lægger op til en bestemt retning og indebærer en interesse i hvad det vil sige at være kvinde og hvad hun kan få ud af det.

Men samtidig er der ingen tvingende grund til at hun fortsat skal kaste sig videre som en bestemt slags kvinde, eller overhovedet som kvinde, og ikke i stedet fx blive trucker eller få en kønsskifteoperation. Ligesom kastetheden er grundløs, er kastet det også.

Kønsinteressen – interessen i hvad man kan få ud af at være kastet som en bestemt slags køn – er altså både givet og grundløs. Samtidig er der heller ingen grund til ikke at ville være ‘sit’ køn. Hvis interessen tages op og forfølges, kan den blive til ‘ren interesse’.

Den kan ikke legitimere sig ved biologien, barndommen eller
historien, kun ved sine indre kvaliteter og sine konsekvenser. For så vidt er kønsinteressen sat fri (uanset om den nærmere bestemt drejer sig om fodbold eller make-up).

Mandsinteressen, for eksempel, kan hverken afvises eller forsvares med at den er en mandsinteresse.

I øvrigt er der ingen særlig grund til at forvente at den ‘rene mandsinteresse’ skulle udvikle sig i et hierarkisk og dikotomisk forhold til den ‘rene kvindeinteresse’.

Forestillingen om at kønnene altid skal analyseres i forhold til hinanden er en fordom.

Det kan også tænkes at mandsinteresse og kvindeinteresse og deres mangfoldige forskelligartede former udvikler en særlig etik: andre kønnede og ikke-kønnede interesser skal have mulighed for at udfolde sig på tilsvarende måde og i samme omfang som de selv har, så længe ingen af dem for alvor skader nogen.

Med denne indfaldsvinkel får vi adgang til dimensioner ved den kønnede eksisteren. De traditionelle begrebsfæller og begrebsfælder – natur eller kultur, biologi eller samfund, essens eller konstruktion – mister relevans. Andre temaer træder frem: kastethed, kasten, interesse.

Tanken om at kønsforskning først og fremmest skulle dreje sig om at undersøge hierarkier og dikotomier, afslører sig som en fordom. Den rene interesse orienterer sig ikke efter disse retningslinjer.

Samtidig fremtræder en god portion af det der ellers blev tvangsmæssigt problematiseret af den klassiske feminisme, som ‘legitime beskæftigelser’.

Der er ingen grund til at kritisere dem, med mindre man har den fordom at der altid skal være kvinder der hvor der er mænd og omvendt.

Endelig bliver det muligt at nærme sig noget som kønsforskningen aldrig har kunnet forklare uden at reducere det til mekaniske udvirkninger af biologiens, barndommens eller historiens determination. Nemlig hvad det vil sige at være køn, og hvad det vil sige at være en mand der gerne vil blive ved med at være mand, eller en kvinde der gerne vil have et barn.

Mange perspektiver
Hvis vi samler sammen på de teoretiske perspektiver på køn der er omtalt i det foregående, har vi tre klassiske, seks nyere, og tre nye.

Der er fortællinger om patriarkat, diskurs, forhandling, forsvinden, dekonstruktion, cyborgisering, queering, omkomposition, leg, intimmagt, kønsspil og eksisteren. Der bør desuden udarbejdes mange flere, bl.a. om kærlighed, om samliv, om samvær, om sammenhold, om gensidig agtelse.

Hvert af disse perspektiver er særligt relevant for nogle områder og aspekter af kønsforholdene. Men de bør alle tages med i betragtning ved enhver undersøgelse af køn.

Derved bliver kønsforskning bestemt ikke nemmere. Til gengæld bliver den måske endnu mere relevant og frugtbar.

Kronikken er baseret på Henning Bechs bog ‘Kvinder og mænd’ der udkommer på Hans Reitzels Forlag den 29. april 2005.

Henning Bech er dr.scient.soc. og professor ved Sociologisk Institut. Han har skrevet talrige artikler og bøger om køn, seksualitet, byliv, billedmedier og andre fænomener i senmoderne samfund.