Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

Videnskabet: Sange fra glemmebogen eller huskekager fra fortiden?

Den danske sang er efterhånden en pilskaldet olding. Men danske artister genfortolker den nationale sangskat i stor stil. Den tilbyder os nemlig nogle fortællinger som vi savner

Min ph.d.-afhandling Sange fra glemmebogen – eller huskekager fra fortiden udspringer af en fascination. Ikke kun af dansk rock og af danskheden som fænomen, men også af den omstændighed at traditionelle danske og nordiske sange er blevet fortolket af en række danske rock-, pop-og electronicanavne i årene omkring årtusindeskiftet.

At fascination i akademiske kredse generelt er blevet opfattet som en hindring for at praktisere det rette videnskabelige overblik og den rette distance til sit felt, har desværre været årsagen til at der ofte kan være noget odiøst over at lade sig styre af sin fascination endsige skilte med den.

Men jeg mener at man må overskride grænsen mellem objektivitet og subjektivitet hvis man vil opnå nogle resultater som kan være til glæde og nytte for en selv såvel som for andre.

Det er derfor nødvendigt at søge at bryde ud af sin akademiske lilleputverden og ikke stille sig tilfreds med de videnskabsteoretiske konflikter der udspiller sig inden for rammerne af den trygge og velkendte akademiske verden.

Det der skal til, er en engageret viden og en vilje og lyst til at blande sig i samfundsdebatten samtidig med at man i videst muligt omfang overholder de regler og normer der gælder for ens videnskabelige felt.

Disse ord er ikke mine, men jeg vil gerne gøre dem til mine. De er sagt af den franske sociolog Pierre Bourdieu i 1999 og trykt i en lille bog der er kommet på dansk under titlen Modild.

For mig er det vigtigt at mit arbejde som akademiker når videre end blot til den interne diskussion, men bidrager til den offentlige debat i formidlet form.

Ganske vist opstår der derved en risiko for at bryde med den såkaldt aksiologiske neutralitet som ifølge Bourdieu dominerer i videnskaben, og som alt for mange forskere bekender sig til, muligvis af bekvemmelighed og af angst for at blive ugleset af deres kolleger. Men det er en risiko jeg mener man skal og bør løbe fordi det kun derved giver tilstrækkelig mening at bedrive humanforskning.

Trendsættende tendenser
I afhandlingen beskæftiger jeg mig med hvordan og hvorfor traditionelle sangrepertoirer er blevet fortolket af en række artister i perioden 1997-2004.

Det gælder Sorten Muld der har lavet flere albummer med danske og nordiske folkeviser sat ind i en electronica- eller technosammenhæng.

Det gælder Anne Dorte Michelsen der har lavet to albummer med højskolesange- og salmer.

Det gælder Kim Larsen der har lavet to albummer foruden en live-dvd med danske og enkelte svenske slagere og viser.

Det gælder Mathias Grip der har lavet et album med kendte højskolesange, men hvor melodierne er nyskrevne og produktionen går i retning af electronica.

Ligeledes gælder det to cd-antologier hvor omkring 25 forskellige rock- og popnavne fortolker danske sange primært fra højskolesangrepertoiret.

Jeg begyndte mit arbejde med at spørge mig selv hvorfor disse i øvrigt meget forskellige udgivelser alle beskæftigede sig med traditionelle sangrepertoirer sat ind i musikalske sammenhænge relateret til rock, pop eller electronica.

Jeg gik ud fra at fremkomsten af disse udgivelser lod sig forstå som en løs, men dog trendsættende tendens i dansk pop og rock i årene omkring årtusindeskiftet. Jeg gik også ud fra at denne tendens kunne forstås som udtryk for en række mere generelle tendenser i dagens Danmark som angår samfundets dynamiske forandringsprocesser som hele tiden pågår.

Et nøglebegreb er her begrebet tradition. Traditioner er ganske givet en vigtig ingrediens i det kit som holder et samfund sammen. Men som påpeget af flere nyere socialteoretikere har den refleksive modernitet ændret og nogle gange ligefrem svækket de traditioner der engang blev taget for givet og som der derfor slet ikke blev stillet spørgsmålstegn ved.

I takt med at samfundet har øget sit kompleksitetsniveau, i takt med at individualismen har slået afgørende igennem og i takt med at de sociale mønstre er forfaldet som traditionerne ellers blev skabt til at fastholde, er der sket en såkaldt aftraditionalisering på en lang række områder der har medvirket til at frisætte samfundets medlemmer fra de forpligtelser som traditionerne holdt dem fast på.

Og i samme øjeblik man føler det nødvendigt at forsvare en tradition, har den mistet sin status som en overleveret sandhed hvis autoritet ikke er til diskussion. Det gælder selvsagt også traditioner knyttet til danske sangrepertoirer, ikke mindst højskolesangen.

Senmoderne traditioner
Engang bød traditionen at man havde et aktivt forhold til det at synge fællessang og at man i kraft af gældende sociale aktiviteter havde kendskab til et bredt udsnit af sange fra hvad den såkaldt danske sangskat.

Men de kollektive fortællinger om Danmark som disse sange på flere forskellige måder omhandlede, har senest siden slutningen af 1960’erne fået stadig mindre plads.

De Danmarksbilleder som især sangene fra højskoletraditionen beskriver, og hvor naturen, årstiderne, historien og ikke mindst bondekulturens hverdagsliv er blevet besunget, har derfor mistet deres status.

Forudsætningerne for at et etableret fællessangsrepertoire kan fungere som en slags national referenceramme er i senmoderniteten eroderet som følge af en række forhold vedrørende traditionstab, globalisering, intensiveret demografisk mobilitet, individualiseringen af samfundets medlemmer samt det forhold at det at være dansk i de seneste årtier har været en stadig mindre entydig størrelse.

Den førhen udbredte opfattelse af at den danske sangskat tjente det formål at stimulere forestillinger om et nationalt fællesskab såvel geografisk, historisk, kulturelt som mentalt er altså ikke længere en opfattelse som det uden videre giver mening at dyrke og bekræfte.

De traditionelle sangrepertoirer består derfor mere end nogensinde før af sange som hører hjemme i glemmebogen. Men hvis disse sange aldrig var blevet fortolket af en række rock- og popartister i tiden omkring årtusindeskiftet, ville de måske først for alvor være på vej i glemmebogen.

Nu er situationen en anden, nemlig den at sangene rent faktisk er blevet pudset af og anvendt igen, til gavn og glæde for mange lyttere som man kan forestille sig føler sig beriget af at høre disse eksponenter for kulturarven udfolde sig på cd.

Derfor kan man argumentere for at fællessangs-traditionernes forfald og sangenes genkomst i en medierelateret albumsammenhæng ikke udelukkende er udtryk for en række aftraditionaliserings-processer. De er nemlig samtidig udtryk for det stik modsatte: at der pågår en række retraditionaliseringsprocesser.

For hvis traditionerne så at sige nægter at dø, må det være fordi der er kræfter til stede i det senmoderne samfund som ønsker at genskabe betingelser for at disse traditioner kan have et aktivt liv også i det 21. århundrede.

Det er en reaktion som hævder at de traditionelle sangrepertoirer er uundværlige idet de formulerer nogle fælles værdier og normer i det danske samfund samt repræsenterer en vital del af kulturarven uden hvilken den kulturelle desorientering bliver total.

Netop derfor er titlen på min afhandling Sange fra glemmebogen – eller huskekager (det vil sige lussinger) fra fortiden? For disse sange er jo nogle markante påmindelser fra ‘gamle dage’ der kan fortælle noget væsentligt om det at være dansker i dag.

Forgangne Danmarks genkomst
Der er dog ingen tvivl om at sangene samtidig kan anvendes til at stive visse lyttere af moralsk og modvirke deres frygt for at globaliseringsprocesserne i sidste ende vil udradere dansk nationalidentitet, eller at den globale populærkultur billedlig talt vil slette nationens mest identitetsbærende kultur fra den kollektive erindrings harddisk.

Genkomsten af de danske sange og den kommercielle succes de har nydt kan også forstås som udtryk for en måske uformuleret følelse af længsel efter et forgangent Danmark der ikke længere findes, og som vi aldrig vil kunne komme tilbage til.

Altså kan denne genkomst for såkaldte gammeldanskere bruges som et nationalkulturelt værn mod den institutionaliserede andethed som de vil hævde er til stede i det offentlige rum i form af personer og tankesæt med andet etnisk tilhørsforhold.

Genkomsten lader sig desuden opfatte som udtryk for at dansk kultur har vist sig at være fleksibel i en grad at ellers stivnede eller næsten glemte kulturelle udtryk kan opstå som en Fugl Fønix i asken fra Fortidsdanmarks bål.

Det er i den forbindelse måske værd at påpege at national identitet ifølge nationalitetsforskeren Anthony D. Smith under visse omstændigheder kan forstås som en politisk religion.

At dømme efter de kommercielle kulturprodukter som har klaret sig bedst i de senere år, er der blandt mange da tilsyneladende også en nostalgisk længsel efter et forgangent Danmark som var mindre globaliseret og mere i pagt med de værdier som bonde- og landbrugskulturen engang holdt i hævd.

Albummerne kan alt efter forgodtbefindende opfattes som nostalgiske produktioner af det som Anthony D. Smith kalder ethno-histories, det vil sige en given befolkningsgruppes egne genopdagelser af en ‘autentisk’, fælles fortid.

Nostalgiens fremkomst kunne skyldes at der i senmodernitetens Danmark kun i glimt eksisterer kollektive erindringsformer som kan gøre det ud for et egentligt nationalt fællesskab.

Og hvis de nationalistiske og globaliseringsskeptiske kræfter får held til at præge debatten herhjemme også i de kommende år, er det mere end sandsynligt at de gamle ‘nationbuilding’-lignende sange vil kunne bruges til at berette om en fortid hvor folket og de folkelige sange var ansat i nationens tjeneste, og hvor ‘det danske’ var et entydigt begreb med et skær af tryghed over sig. Vi får se.

Kronikken er baseret ph.d.-afhandlingen ‘Sange fra glemmebogen – eller huskekager fra fortiden? Forvaltninger af traditionelle sangrepertoirer i dansk rock omkring årtusindeskiftet’. Afhandlingen findes på www.henrikmarstal.dk

Henrik Marstal er ph.d., musiker, forfatter og debattør. Næstformand i Kulturministeriets kanonudvalg for musik. Siden maj 2006 deltidsansat projektforsker i Dansk Folkemindesamling

Annonce

Seneste