Videnskabet: Snakker du engelsk?

Der er i øjeblikket vældige bestræbelser i gang for at reducere dansk til et sprog på linje med svejtsertysk eller frisisk; til en dialekt som tales af en egns befolkning i stedet for et nationalsprog der blandt andet udmærker sig ved at blive brugt ikke kun i tale, men også på skrift, så det kan være kulturbærende for en tradition af litteratur, videnskab og så videre.

Samme tendens rammer andre sprog end dansk. Man siger at det skyldes engelsk eller amerikansk indflydelse. Men også engelsk og amerikansk er truede sprog.

Voldsomme påstande som det kræver en hel del argumentation at begrunde. Denne argumentation er det mit mål at levere i det følgende.

Dyrke eller have sex

Hvis det danske sprog er truet, er det ikke på grund af engelske låneord. Det er helt i orden at bruge ord som harddisk, flow, surfe, whatever, overrule, stand by, paper, display, weekend, soft ice, gentleman og så videre.

Enhver kan se hvor den slags ord kommer fra, og formentlig kan sproget kun rumme en vis mængde af dem, så nye input fortrænger gamle.

Truslen mod sproget begynder derimod der hvor danske ord sættes sammen på en måde som ikke er dansk, altså hvor det går ud over syntaksen. Som når man fx siger: ?Til foråret tager den nye formand over? (take over er korrekt engelsk, men på dansk ?overtager? man noget; det er kun et farvand eller lignende man ?tager over?).

Eller: ?Jeg kan ikke komme op med et bedre forslag? (hvor ?komme med? er fuldt tilstrækkeligt på dansk mens come up with er ok på engelsk). Og sådan fortsætter det.

Nu kan man ?have sex? ? før var det noget vi dyrkede. Kan man også ?have? sjov? Nej, man kan have det sjovt, den anden brug af udsagnsordet at have er ikke dansk.

Smartness og slidte sprogører

I avisen har jeg for nylig læst om hvad man kan lære af medicinske ?tekstbøger?. Eftersom de fleste bøger på dansk indeholder tekst, måtte jeg, idet jeg sendte min gode engelsklærer en venlig tanke, gætte mig til at meningen nok var ?lærebøger?.

Samme procedure fulgte jeg da jeg på en plakat ved busstoppestedet, læste om en film at den var ?Baseret på en sand historie?. Filmen byggede vel på virkelige begivenheder.

Sådan fornyer sproget sig uden at fornyelsen bidrager med noget som helst. Hvad er forskellen på en ?melding? og en ?udmelding?? Eller på en ?fortsættelse? og en ?opfølger?? Hvad skal forskellen være på at ?åbne? og at ?åbne op?? Eller på at ?lukke? og at ?lukke ned?? Der er næppe nogen forskel i betydning. Men der er forskel i smartness.

Som på engelsk bruges det danske du nu i betydningen man. Men der er forskel i betydning på dansk. Eller der skelnes ikke mellem hans/ hendes og sin. Men der er forskel på dansk.

Eller en konstruktion a la tysk dativ: ?Det lykkedes mig? erstattes med det engelske: ?Jeg lykkedes med det?.

Så skal man ikke tænke på kasus mere. Og så kan man begynde at sige: ?Til alle de der er til stede?, eller: ?Det er vigtigt for du og jeg?. Som om præpositioner kunne styre nominativ.

Eller man tilføjer eller udelader præpositioner alt efter om de skal med på engelsk eller ej. I det nu gængse: ?Jeg kan ikke bebrejde mig selv for noget? er der et for for meget (på engelsk konstrueres ?to blame? derimod med ?for?).

I en nyskabelse som ?Det er min måde at gøre det? mangler derimod et på (men hvad, på engelsk er det jo ikke nødvendigt: ?It is my way of doing it?). Det slider på danskerens fornemmelse for sprog.

Umotiverede og ustrukturerede konstruktioner som ?både ? men også?, ?dels ? men også?, ?enten ? men også? erstatter både-og, dels-dels, enten-eller. Ordet ?faktisk? optræder kun sjældent uden for sammenhængen ?rent faktisk?. Så kan det faktiske ikke understreges mere.

Globish vinder frem

Man taler ikke et sprog. Man snakker det. Du snakker! Er sprog i det hele taget ved at blive noget snak?

Når jeg har dristet mig til at fremsætte dette mit syn på udviklingen i det danske sprog, har jeg hver gang fundet kampfæller hvor jeg mindst havde ventet det: Blandt engelske filologer, blandt kendere af angelsaksisk sprog og kultur.

Eftersom mit engelsk stort set er det jeg lærte i gymnasiet, og jeg altså ikke har skænket det sprog mange tanker siden, havde jeg i begyndelsen svært ved at forstå mine nye venner. Men efterhånden som det er blevet mere og mere udbredt, eller endda forventes at man taler engelsk i internationale sammenhænge, er det begyndt at dæmre for mig.

For det engelsk som danskere taler ved disse lejligheder, er ? med skam at melde ? ikke bedre end mit! Det er faktisk sjældent man hører en dansker tale godt engelsk, og det er yderst sjældent man ser en dansker skrive det godt.

Hvad der gælder for danskere, gælder imidlertid også for svenskere, tyskere, italienere, eller for arabere, afrikanere og så videre.

Det er ikke engelsk der tales, når forskellige nationaliteter mødes rundt omkring i verden. Det er en dårlig efterligning af engelsk. Og hvis den vinder frem, vil engelsk efterhånden blive det mest truede sprog af alle. Det vil nemlig være truet af sin egen efterligning.

Hvad enhver med sans for det engelske sprogs rigdom på nuancer og muligheder selvfølgelig må kæmpe imod. Dog, måske er vi for sent ude, mine venner!

I hvert fald har det nye efterligningssprog allerede fået sit eget navn, globish, sin egen grammatik, samt et fast vokabularium (på 1.500 ord). Det er ? ja, hvad ellers? ? en franskmand hvis navn er Jean-Paul Nerrière der har fundet på det.

Han går frisk til sagen og arbejder for at hans globish bliver det nye, internationale kommunikationsmiddel. Eller gør Nerrière andet end at konstatere hvad der allerede foregår? Er globish andet end det faktiske, internationale kommunikationsmiddel og dets grammatik andet end de spilleregler udlændinge faktisk følger på deres fælles engelsk? Vi bruger det alle sammen. Kun englænderne er en smule handicappede.

Dårligt akademikerengelsk

Man behøver ikke give sig i kast med Shakespeare eller Joyce for at opdage hvor vanskeligt ? og smukt ? et sprog engelsk er. Det kan man også finde ud af ved at læse mere folkelige forfattere som Graham Greene eller George Orwell på originalsproget.

Ingen dansk forfatter kan bare give sig til at skrive sådan et engelsk. Hvad han jo heller ikke skal.

Til gengæld er der andre der skal tale og skrive engelsk. Der er et stærkt krav om at forskningen internationaliseres. Forskning skal helst publiceres internationalt ? og det betyder i praksis at den skal foregå på engelsk; både tysk og fransk er så godt som forældet (uddateret) i akademiske kredse.

Igen, det ville være godt, hvis der var bevillinger nok til at oversætte forskeres publikationer og foredrag fra dansk til engelsk, og hvis der var oversættere nok der var gode til det. Men der er hverken det ene eller det andet. Altså forsøger forskerne selv.

Nu er det imidlertid sådan at det ikke bare sjældent forekommer, nej, det forekommer slet ikke at en dansk historiker er i stand til at formulere sig som E.J. Hobsbawm eller en dansk filosof i stand til at formulere sig som J.L. Austin.

De må så nøjes med at gøre det så godt de kan. Og det er ikke godt nok.

Vi er endt i en situation hvor engelsk er blevet fælles akademisk sprog på samme måde som latinen var det engang for længe siden. Det giver mange problemer som de færreste imidlertid ser ? fordi det almindelige syn på sproget selv er et af problemerne.

Amerikanske standarder

Når man skal udtrykke sig klart og præcist om andet end banaliteter, kræver det sproglig fantasi, sproglig variation, en vis sproghistorisk bevidsthed samt adskilligt mere. Har man ikke det, bruger man hvad man har, og så er man tilbage i banaliteterne.

Men forskning skulle gerne være udveksling af andet og mere end banaliteter.

Hvis man har et budskab at fremsætte på et fremmedsprog, er det desuden ærgerligt hvis ens tilhørere eller læser falder i søvn. Og det er nu engang de færreste budskaber der er spændende nok til at overtrumfe et monotont og livløst sprog.

Alligevel forsamles de lærde og er fælles om det nye internationale lingo. Man slumrer forsonligt under hinandens foredrag ? enhver har jo trods alt samme interesse i at komme på tryk bagefter.

Men det kan også gå som aldrig før: En lyslevende englænder, amerikaner eller australier dukker op på den lærde kongres og gør lykke som kun en gammel romer havde kunnet formå i latinens dage.

Og den enøjede bliver konge i de blindes land. På den måde sker det at forskningen i Europa bliver underlagt amerikanske normer (standarder) på områder hvor vi havde det niveau amerikanerne nu er på vej til for generationer eller århundreder siden.

Selvfølgelig, det ville da være fint, hvis alle studerende lærte at udtrykke sig klart og præcist på engelsk. Men forestiller nogen sig at de kan lære det hvis de ikke har lært det på deres modersmål?

Man forestiller sig måske at det sprog de studerende har brug for i deres studium, er et abstrakt sprog blottet for lokal og dialektal kolorit? Sådan et sprog er nu engang ikke et sprog. Så lidt som den der taler abstrakt, er i stand til at gøre det med nogen kompetence hvis han ikke også er i stand til at konkretisere.

Endelig står det højt og tydeligt i bekendtgørelser vedrørende eksaminer på de videregående uddannelser at vi som er ansat der, skal inddrage de studerendes sproglige færdigheder i bedømmelsen.

Vi skal altså kunne skelne korrekt sprog fra ukorrekt og godt sprog fra mindre godt. Hvad vi vel også kan, og bør kunne, på vores modersmål. Men hører det ikke med til vores faglige stolthed ikke at påstå at vi kan gøre det med samme sikkerhed på et fremmedsprog?

At ville optræde som engelske filologer alle sammen er vel, som hvis tømrere og blikkenslagere påstod at de til hver en tid også kunne mure.

Modersmål omkring gadekæret

Når jeg for mit vedkommende generer mig for at bruge mit gymnasieengelsk, kan det muligvis også skyldes at jeg engang har lært et sprog, nemlig fransk, jeg vil ikke sige til bunds, men dog som man engang sagde til gavns.

Ud over at lære mig fransk har det lært mig noget om hvad det vil sige at kunne et sprog. Ved at sammenligne mit engelsk med mit fransk kan jeg se at engelsk er et sprog jeg kan begå mig på, ikke andet.

Ved at sammenligne mit fransk med en indfødts kan jeg se at så godt bliver mit fransk aldrig. Kort sagt, det at lære fremmedsprog kan være både elementært og euforisk grænseoverskridende, men det lærer også en at resignere.

Ingen kommer nogen sinde til at føle sig helt hjemme i det fremmede. Så meget desto værre hvis man ikke engang føler sig hjemme hos sig selv. Derfor synes jeg det er synd at lade modersmålet forfalde. Jeg synes ikke vi skal overlade forskningen til et tvivlsomt engelsk og lade dansk blive et sprog der kun tales omkring gadekæret.

Jeg underviser helst på dansk, og jeg skriver helst på dansk. Og selv om jeg synes det er gået vel stærkt, siden dengang vi også skulle kunne tysk og fransk og lidt latin, hygger jeg mig fint med de sprog samt et par andre som jeg dyrker con amore i mit hjørne, hvor jeg sidder og ryger min pibe (det må man heller ikke mere).

Det sker alligevel ikke så sjældent at nogen vil vide hvordan en forfatter har udtrykt sig på sit eget sprog idet vedkommende forfatter var så uheldig at hans sprog ikke var engelsk.

Sprog eller lingo?

Noget forslag til verdens forbedring er jeg endnu ikke kommet frem til i mine filosofiske overvejelser ? selv om jeg i det mindste må mene at de aktuelle rejsestipendier fra EU der sætter en grænse på et år for de studerendes ophold ved udenlandske universiteter, er helt utilstrækkelige.

Snarere er jeg kommet frem til det såre filosofiske at det står langt værre til end først antaget. Når jeg spurgte om sprog i det hele taget er ved at blive noget snak, var det alvorligt ment:

Dansk kunne godt se ud til at være truet af engelsk, med alle de efterligninger af engelsk vi efterhånden har. Men engelsk viser sig at være truet af sin egen efterligning ? ?globish?.

I så fald er der ikke tale om at det ene sprog er truet af det andet endsige at et sprog er mere truet end et andet. Så er det sproget som sådan der er truet af ikke mere at være sprog.