Videnskabet: Sport "just do it"

Sociologiens ældste teoretiske klassikere som Max Weber, Karl Marx og Emile Dürkheim brugte ikke tiden på at analysere sporten. Det kan man ikke klandre dem for. De levede for det første i en tid hvor den moderne kapitalisme tordnede frem, og arbejderklassens elendighed, selvmordsrater og religionens vigende betydning med rette blev anset som nogle af samtidens vigtigste problemstillinger.

For det andet er den moderne sport trods sin fremkomst i slutningen af 1800-tallet først for alvor et fænomen der vinder bredt folkeligt fodfæste efter 2. verdenskrig. Hermed ikke sagt at fysisk aktivitet ikke eksisterede før; gymnastikken havde her i landet en vigtig politisk identitetsskabende funktion for bondebevægelsen og kampen for parlamentarisk demokrati, men som fuldt uddifferentieret og herigennem mere synliggjort felt, er det først tiden efter der er interessant.

Det er dog i et stærk begrænset omfang at de nyere generationer af sociologiske klassikere har beskæftiget sig med sporten. Parallelt til myten om at man ikke bør blande politik og sport sammen, kan man iagttage tendenser til en lignende opfattelse af sport og samfundsvidenskab.

Fra udøvernes side har man til tider vendt sig mod en videnskabeliggørelse af en rekreativ praksis. I bund og grund en sympatisk tilgang, for hvorfor skal man reflektere, problematisere og objektificere at en række mennesker ofte i voksenalderen løber rundt og sparker indædt til en læderbold eller har det sjovt ved at svømme om kap på tid i et svømmebassin med standardmålet 25 meter?

Fra en samfundsvidenskabelig vinkel – og især ved at gå et par årtier tilbage fra nu – har man ikke antaget at det var væsentligt at beskæftige sig med dette felt der som udgangspunkt ikke ansås som produktivt eller måske blot ansås som et område til pacificering af et per se revolutionært potentiale og derfor højst kunne betegnes som et nyt ’opium for folket’. Måske er det det der fik den franske sociolog Pierre Bourdieu til at betegne problemerne for en sociologi om sporten som »scorned by sociologists, it is despised by sportspersons« (Bourdieu, Pierre: Program for a Sociology of Sport, i: Sociology of Sport Journal, 1988, 5 side 153-161.).

Min intention med denne indledning er ikke at klynke over manglende opmærksomhed, men tværtimod at konstatere at sociologien om sporten står over for to udfordringer. På den ene side skal vi legitimere over for idrættens udøvere og især dens ekspanderende bureaukratiske organisationer at vi må underkaste dem en videnskabelig observation, det vil sige anskue og analysere dem og deres relation til samfundet fra en anden position hvorved man forhåbentlig får øje på ting som idrætten selv er blind overfor.

På den anden side skal vi over for andre sociologer kæmpe for berettigelsen af vores niche hvilket ikke adskiller os fra andre nicher inden for sociologiens mangfoldighed. Ideelt set gøres dette ved at lave grundig, international og original forskning, alt andet ville være en falliterklæring for idéen om ens egen legitimitet inden for universitetsverdenen.

Sportens globalisering
Et yderst relevant udgangspunkt for en sociologisk analyse af sporten kan være globaliseringen. Man kan argumentere for at netop den moderne sport har været en af spydspidserne når det har drejet sig om at bryde de nationalstatslige rammer, men samtidig har sporten også bidraget til at konstruere nationalstater: Professionelle tennisspillere rejser verden rundt for at spille turneringer uden at være bundet til en national liga; på samme måde opererer fodboldspillere på et internationalt marked hvor man fra sæson til sæson skifter liga på tværs af nationale grænser, og hvor de bedste klubber parallelt med de nationale turneringer deltager i interregionale konkurrencer. Samtidig er et løb som Tour de France med til at konstruere nationen Frankrig: Tidligere ved at betone landegrænser, i dag ved at fremstille Frankrig som det centrale kulturland i EU.

Det kritiske spørgsmål man kan rejse i den sammenhæng er: Sker denne globalisering af specifikke sportsgrene via hegemoniske institutioner som eksempelvis den Internationale Olympiske Komité på bekostning af regionale varianter af samme sport eller lokale sportsgrene? Netop fordi sporten er symbiotisk koblet til medierne, kan det være relevant at spørge hvorvidt denne globalisering fører til en sportskulturel ensretning idet den vestlige variant af sporten udbredes til hele verdenen.

Med globaliseringen står sportens lokale forankring således over for en udfordring der vil vise om den vestlige dominans kan møde modsvar og alternativer, eller om de globale institutioner under vestlig dominans evner at inkorporere den mangfoldighed af fysiske aktiviteter forskellige kulturer består af. Konferencens deltagere fra lande uden for Europa og Nordamerika vil forhåbentlig levere spændende inputs til dette spørgsmål.

Kampen om kroppen
En sociologi om sporten er også sociologien om kroppen. Kroppen er udgangspunktet for sport, mediet man anvender. Det er med kroppen man har det sjovt, bryder sammen af træthed eller perfektionerer til toppræstation. Af den grund udgør sporten også et stort disciplineringspotentiale.

Sporten kan gøres til magtredskab for at eksponere den rette krop. Det kan eksempelvis være bondebevægelsens gymnastik med dens fokus på den rette ryg der signalerede en stolt identitet og varslede et snarligt opgør med godsejerklassen, eller den moderne management ledertype der med fitness-trimmet krop signalerer selvkontrol og indre disciplin modsat den overvægtige krop der ikke kan leve op til askesen og gang på gang bukker under for slagtilbuddet i supermarkedet. Den kropsliggjorte kommunikation findes om noget i sporten. Her legitimeres overdrivelsen, og grænserne for hvad der netop i dette felt er muligt, udfordres løbende. Her pines man til udtrætning hvilket – heldigvis – vil høre til de absolutte undtagelser på andre felter, fx på arbejdsmarkedet.

Sporten har således sin egen logik der til tider mødes med forundring fra omverdenen: Dopingen kan i nogle tilfælde set fra sportens eget perspektiv være en logisk fortsættelse af retten til overdrivelse og stræben efter sejren, mens dens omverden langt fra deler denne anskuelse. I sidste ende kan de aktuelle bestræbelser på at komme doping til livs være en kamp om den legitime krop.

Sportens kropdisciplinerende facetter balancerer derfor på en knivsæg: Her optimeres kroppen til præstation, men overskrider hermed grænsen til det der udefra opfattes som illegitimt. Denne balancegang ændres og nuanceres over tid som følge af kampe og magtkonstellationer; fx var maratonløb for kvinder frem til 1980 absolut ikke reglen, men siden er denne opfattelse ændret, og mange kvinder har i lighed med mænd haft gode (og mindre gode) erfaringer med de 42 kilometer.

Ved at anlægge et samfundsvidenskabeligt perspektiv på kroppen kan vi komme udover at tale om kroppen som en essens, som noget der en gang for alle er givet, men snarere se den som noget man kæmper om. Sporten giver os adgang til et rigt reservoir af empiri som kan bearbejdes. Herved fremgår den dynamiske proces som kampen om kroppen er. Ved at stille de rette spørgsmål og ved at anskue dér hvor de blinde pletter findes, kan man bidrage til at rykke grænserne for og opfattelser af hvad kroppen kan og ikke kan.

Symbiosen mellem sport og medier
I forbindelse med Danmarks Radios nylige sparerunde måtte sporten stå for skud. Et modigt træk fra direktørerne idet risikoen for øretæver (i andre medier) var stor. Men også bemærkelsesværdigt fordi man tvunget af omstændighederne måtte justere på den indlejrede symbiose mellem sport og medier.

Det omsiggribende udvalg af tv-kanaler har næsten alle uden undtagelse måttet sande at sporten har vist sig leveringsdygtig i et lukrativt produkt: På den ene side leveres et drama med sved og tårer. Der er en taber eller en vinder, sjældent noget midt imellem. I teo-rien kendes udfaldet ikke før til slut: ’the underdog’ kan overraske og slå mesteren. På den anden side er produktet afgrænset. Det er jo ’bare sport’ – virkeligheden vender tilbage, diskussionerne om finanslov kommer efter kampen. Det udramatiske bliver for en stund dramatisk fordi det virkelige drama synes for dramatisk.

Yderligere er sporten afhængig af medierne. Den sublime præstation når en dansk cykelrytter kører op af et bjerg i Frankrig, bliver først ekstraordinær når den relateres til noget, og det er i den sammenhæng alle os ordinære danskere der ikke kan køre op ad et bjerg. Medierne formidler denne præstation som et drama, mens sporten gennem denne relation reproducerer sig som stedet hvor man legitimt må overdrive for at fremme den sublime præstation.

Træder man et skridt tilbage, fremstår denne relation med en vis komik: Sportens drama er måske ikke så dramatisk, men det iscenesættes således. Men hvor vi andre skal lappe cyklen selv, får cykelrytteren straks en ny cykel. Netop mediernes beskrivelse af sportens drama er med til at reproducere sportens egen selvforståelse som et dybt seriøst felt, og dette er ikke stort anderledes for alle andre områder hvor man er blind for sin egen position, men det spændende er at sportens selvforståelse netop forstærkes i kraft af symbiosen med medierne. Denne symbiose og selvforståelse kan man afmontere ved at betragte fra en samfundsvidenskabelig vinkel, og det er en væsentlig grund til at sport og medier fylder en del på sommerens konference.

Globalisering, kampen om kroppen og medierne er blot tre eksempler på yderst relevante områder der berettiger sociologiske betragtninger på sporten. Et fjerde og ligeså vigtigt aspekt er at sport – eller idræt, for at bruge den mere brede skandinaviske betegnelse – er en folkelig forankret praksis. En ganske stor del af befolkningen er fysisk aktive af vidt forskellige årsager: Nogle konkurrerer på eliteplan, andre for at tabe sig. Visse mænd prøver med sporten at undslippe hjemmets pligter, andre kvinder vælger det til som en del af en ’empowerment’-strategi. Sporten bruges for gøre sig eksklusiv og distancere sig til pøblen, politikere spiller bold for at tækkes en potentiel vælgerskare. Denne mangfoldige praksis kalder på at sociologer må observere fænomenet.

Konferencen ”Sport in a Global World – past, present and future” foregår i København fra den 31. juli til 5. august og er første fælles verdenskongres for International Sociology of Sport Association og International Society for the History of Physical Education and Sport. Arrangeres i samarbejde med Institut for Idræt. Se også www.ifi.ku.dk/congress2007