Videnskabet: Sprog til salg

Det kommer snigende inden for alle områder af samfundet, man studser måske ind i mellem over det, men sjældent standser man op og gør status.

Men status er, kort og godt, at der i de seneste 10-15 år i stigende tempo er sket en kommercialisering af tænkning og sprog.

Hver for sig er eksemplerne måske uskyldige nok. Herre Gud, hvad gør det at superligaen blev til Coca Cola-ligaen, Faxe-kondi-ligaen eller SAS-ligaen?

Og betyder det noget at Sepp Pionteks træningsdragt er erstattet af Morten Olsens forretningsmandshabit, når de følger landskampene? Er det ikke bare udmærket at børsstof fylder mere end kulturstof i nyhedsformidlingen?

Og skal jeg hæfte mig ved at min forespørgsel til kordegnen om hvorvidt en vielse kunne finde sted en bestemt lørdag, blev besvaret med et venligt ‘Desværre hr., kirken er booket, ja booket i hele dén måned, alt er udsolgt’?

Og hører det ikke bare til betingelserne i globaliseringens tidsalder at konkurrencetænkning og elitedyrkelse præger forskning og uddannelse?

Menneskehandel i sporten
Lad os se på et par af de skred der er sket, og begynde med sporten der jo inkarnerer alt det der er oppe i tiden: konkurrence, underholdning og penge.

Lad mig straks bemærke at jeg for så vidt er på udebane, bortset fra at sporten jo også er gået i sproget: Vi sparker bolden til hjørne hvis vi udskyder en beslutning, vi går efter bolden, ikke efter manden, vi kan være holdspillere eller solospillere eller sidde på udskiftningsbænke, vi giver folk det røde eller det gule kort, vi kører med klatten eller begår fodfejl, vi ser på tingene ude fra sidelinjen, vi kommer med indspil til medspillere og modspillere, eller vi dømmer hinanden ude. Og sådan kunne man blive ved.

Og det gør man så, bevidstløst dag efter dag. Billedsproget spejler udviklingen.
Sportens arena er i stigende grad styret af økonomiske interesser, og pengeomsætningen får ikke sjældent større fokus end sportsudøvelsen.

Der er jo ofte tale om regulær menneskehandel. For nogle millioner køber én klub en spiller fra en anden, og så er det jo spændende om investeringen tjener sig ind.

Ejerne og trænerne udtaler sig med alvorlige miner i tv der har mere end rigelig sendetid til den slags, excentriske rigmænd redder deres hjembys klubber med kæmpesummer – og man må spørge sig selv: Hvad er det de redder?
Er det lokalsamfundets græsrødder de tænker på, eller er det branding det gælder.

Er det bare tre bogstaver, fx A, G og F? Er spillerne gutter fra byen der skal have en hånd? Næ, for der er langt mellem de lokale, og nationerne blander sig lystigt på banen hvor integrationen (her på business class) ser ud til at gå bedre end andre steder.

Eller se på Tour de France. Rytterne repræsenterer ikke nationer, men private virksomheder som Tiscali, Telecom eller Rabobank.

Navnene omtales hundredvis af gange i hver reportage, og rytterne placerer sig der hvor pengene er; andet tilhørsforhold er der ikke tale om. Og så lader de sig tilplastre som levende reklamesøjler. Sporten er blevet investorernes legeplads.

Konkurrence om uddannelse
Konkurrencetænkning og branding sniger sig også ind i uddannelsesområdet. Lad os først lige ryste hovedet og overveje hvad vi har et uddannelsesvæsen til: at give rum for børn og unges udvikling og uddannelse med henblik på deres personlige vækst og deres muligheder for at bidrage til samfundsudvikling og arbejdsliv.

Det tør kaldes en samfundsopgave af dimensioner, og vi har et par hundrede års tradition for at det netop er et samfundsanliggende, et fælles ansvar.

Men nu skal der konkurreres. Man ser det først på året når gymnasier og andre ungdomsuddannelser skal rekruttere elever til det kommende skoleår.

Mange skoler laver regulære kampagner, rektor skal sælge skolen, og den store dag med åbent hus-arrangementet er kulminationen hvor de muntreste og mest tiltrækkende lærere trækkes frem, hvor glade elever fortæller om de herlige rejser og fede fester, og rektor en passant fortæller at kvalitet er det man satser på.

Sådan foregår det selvfølgelig ikke alle steder, men tendensen er vidt udbredt.
En nødlidende gymnasieskole i Gentofte ville lokke eleverne til med et tilbud om en computer; det er nu nok ti år for sent, og fascinationen af computere som klassesæt er nok til at overse; også det kan Farum Kommune tale med om.

Endvidere lancerede man en sejlerklasse – næppe af hensyn til rekruttering af søens folk; skolens hjemmeside viste en sejlbåd i noget der kunne ligne et eksklusivt Middelhavsmiljø.

Jeg skal ikke afvise at det kan have sin berettigelse at en af landets gymnasieskoler har en sejlerklasse, men den er næppe opstået af et egentligt samfundsmæssigt behov, men ud fra rationalet: Vi må finde på noget at profilere os med, så vi bliver konkurrencedygtige.

På de højere niveauer har man i mange år talt om kandidatproduktion, studietrinstilvækster og tilskud efter taxameterprincippet, og skaden ved det var til at overse, hvis det kun var ordene man skulle vænne sig til.

Men økonomistyringen har i nogen grad dehumaniseret universitetslivet, gennemløbshastighed prioriteres ofte højere end fordybelse, og lærerne må, også for deres egen ansættelses skyld, se at få produceret så mange kandidater som muligt samtidig med at de for at meritere sig må bejle til de prestigegivende, ofte engelsksprogede tidsskrifter så
instituttet og universitetet kan hævde sig i den internationale konkurrence.

Universiteterne er blandt andet kastet ud i en skærpet konkurrence på grund af de internationale og oppefra kommende ønsker om benchmarking.

I universitetspolitiske sammenhænge har jeg bemærket at udtrykket ‘internationalt samarbejde’ næsten er forsvundet til fordel for ‘international konkurrence’. Og Videnskabsministeriet slår tonen an.

Samtidig bejles der til stadighed til erhvervslivet. Ministeriet har ifølge sin egen selvforståelse ‘til formål at sikre samspillet mellem erhvervslivet, forsknings- og uddannelsesmiljøerne samt at styrke koordination i forhold til erhvervs- og innovationspolitikken’; først erhvervsliv, så forskning, så uddannelse.

Det er sikkert også et fingeraftryk fra Videnskabsministeriet, når der i Københavns Universitets resultatkontrakt står ‘Der er brug for at der uddannes flere ph.d.er. For at sikre erhvervslivets efterspørgsel og for at sikre det nødvendige antal forskere til at varetage universiteternes udvidede opgaveporteføljer…’

Videnskabsministeriet – eller scienceministeriet?
Og så er der ved at udvikle sig en ny tradition for at tilgodese salgbar naturvidenskab og teknik på bekostning af andre hovedområder, igen ud fra et kortsigtet lønsomhedsrationale.

I en situation med høje optagelseskrav til flere humanistiske studier og lave optagelseskrav til mange på de ‘våde’ institutter, må det naturnødvendigt føre til at man skal være meget fremmelig for at opnå et stipendium på de ‘tørre’ fag, men knap så original på de ‘våde’.

Det er ærlig talt samfundsmæssigt uheldigt – og mod de ministerielle ambitioner om at nå eliteniveau på det science-felt man opdyrker overalt i verden i disse år, og som præger tænkningen i de ministerielle korridorer.

Gennembrud inden for forskningen kan imidlertid ikke styres fra ministerielle kontorer eller gennem PR-rådgivere.

Der synes at være tale om en vidt udbredt tro på at man kan skrige sig til kvalitet og nærme sig ved at sætte sig store mål. Den såkaldte Lissabonproces går blandt andet ud på at EU i år 2010 skal være verdens mest konkurrencekraftige økonomi; man vil satse på blandt andet såkaldt videnøkonomi.

Lad os håbe at man ved hvad man taler om, men man ved åbenlyst ikke hvad der kan lade sig gøre. Og de melodier der spilles fra de højeste politisk niveauer, smitter af gennem hele systemet.

Hvis det kunne føre til målet, var det jo ideelt, men hvis man tror at konkurrence og elitedyrkelse er den vigtigste dynamo, tager man fejl. Der skal mere til!

Og det er ingen garanti for kvalitet at en såkaldt World University Ranking for nylig har rangordnet de humanistiske fakulteter og placeret Københavns Universitet som nummer seks i Europa og nummer 23 i verden.

Men den politiske offentlighed ligger under for den slags, og vi kan da også glæde os over at Københavns Universitets rektor har fået en finere bordplacering ved internationale konferencer.

Men validiteten af sådanne internationale sonderinger er værd at gå efter i sømmene.

Medierne
At også tv-stationerne opfatter sig som konkurrerende aktører i mediemarkedet, behøver knap nok at eksemplificeres; vi læser jo ikke om andet.

Oplysning er blevet til public service som man efterhånden har afstået fra at definere, selv om det burde være uhyre let.

Kanalerne og programmerne konkurrerer, medarbejderne efterhånden også, nogle af dem for at overleve. For et par årtier siden var folk i Danmarks Radio stolte af at være ansat lige dér.

Nu er mange af dem frygtsomme og piskes rundt i manegen af chefer, uddannet til at tænke i markedsandele, segmenter, koncepter og så videre. Og kommercialiseringen kan jo godt præge tænkningen uden at manifestere sig i reklamer.

Også i DR lyder fx programannonceringen, især i tv, ofte som reklamerne i TV 2. Samme stemmeføring, samme monotoni i den professionelle begejstring for de dramatiske højdepunkter der vises glimtvis.

Indholdet i nyhedsmedierne bidrager i stigende grad til kommercialiseringen af tænkningen, erhvervsstof bliver mere og mere omfattende, bagatelgrænsen er lav, og de stakkels topledere som hele tiden er i fokus, behandles som orakler; vi skal tilmed høre hvad der ligger på deres natbord.

Mål og middel
Der er altså generelt en tendens til at glemme forholdet mellem mål og middel. Lønsomhed er godt, konkurrence kan være sundt, men ingen af delene kan være mål i sig selv.

Vi skal have et stærkt erhvervsliv der lever i vekselvirkning med samfundet og dets uddannelsessystem, men lad os også holde tingene adskilt og huske at tilværelsen rummer immaterielle værdier, og at samspillet mellem mennesker rummer balancer som det kommercialiserede eller maskinelle billedsprog ikke kan udtrykke og ikke skal forgribe sig på.

Vi har vænnet os til at tale om hvordan ægtefæller fungerer sammen, jeg har hørt om folk der evaluerer hjemmesituationen og laver cost/benefit-analyser (hvad giver jeg, og hvad får jeg?) og drøfter deres konflikthåndtering og den gensidige sparring.

Jeg skal ikke afvise at der kan komme noget positivt ud af det. Men når kærlighed, ansvar og engagement bliver til ejerskab og medejerskab, ringer alarmklokkerne.

‘Du må føle medejerskab til børnenes opdragelse’, ‘de unge skal føle ejerskab til samfundet’, hedder det.

Så er vi igen ude i at gøre menneskelige grundfølelser til noget man handler med. Men mennesker er ikke produkter eller objekter selv om man med et provokerende udtryk er begyndt at udfase medarbejdere.

Nogle hævder at vi bliver hvad vi siger. Så enkelt er det heldigvis ikke. Men de aktuelle tendenser i sprog og tænkning kan godt forflygtige væsentlige dele af menneskelivet, dem, der lidt hånligt i tidens sprog kaldes de bløde værdier.

Et uheldigt udtryk. De er benhårde. Det er jo dem vi lever for. Vi har kun ét liv, og meget få ville være tilfredse hvis deres liv kun var at operere på markedet, at udvikle eller sælge produkter og flytte markedsandele.

Hvorfor så tale om det som om det var tilfældet – og indrette sprog og tænkning derefter? Så er vi jo egentlig tilbage i en rent materialistisk tankegang som den der styrer samfundsformer vi i øvrigt tager afstand fra.

Kronikken bygger på et afsnit fra Jørn Lunds nye bog Sprog til salg, Gads Forlag, 2005.

Jørn Lund er direktør for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og medlem af bestyrelsen for Københavns Universitet.