Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Videnskabet: Universitetet i et liberalt system ? erfaringer fra New Zealand

Den liberalistiske tankegang vinder stærkt frem i disse år. Universiteterne ses som private virksomheder, og de studerende er kunder i butikken. Dansk Universitetspolitisk Forum har været i New Zealand der er rykket længere ad det liberale spor, og fremlægger her erfaringer som Danmark kan lære af

Der er i dag stærke kræfter på verdensmarkedet for at gøre højere uddannelse til en handelsvare og dermed drive den efter kommercielle retningslinjer.

De senere års GATS-forhandlinger (General Agreement on Trade in Services) under WTO (World Trade Organization) er et tydeligt billede herpå.

Også den nye danske universitetslov med bestyrelser med eksternt flertal peger i denne retning.

Et sådant liberaliseret universitetssystem er et markant brud med den tidligere betragtning af uddannelse som en offentlig service.

Vi famler imidlertid ikke i blinde. New Zealand indførte med stor konsekvens dette skift i tilgangen til uddannelse for cirka 20 år siden.

Dansk Universitetspolitisk Forum (DUPF) foretog derfor i februar 2005 en studierejse til New Zealand for at undersøge hvilken effekt denne omvæltning har haft på universitetslivet der – specielt hvad angår kvaliteten i uddannelserne, fordelingen af indskrevne studenter, og de ansattes arbejdsforhold, med henblik på at fremkomme med et sæt anbefalinger for danske tiltag på dette område.

Videregående uddannelse i
New Zealand
New Zealand er med sine fire millioner indbyggere befolkningsmæssigt lidt mindre end Danmark og kan derfor i vid udstrækning bruges til sammenligning med danske forhold.

Landets videregående uddannelsessystem består af otte traditionelle universiteter, 16 polytechnics (teknika og tekniske skoler), syv lærerseminarier, tre wanangaer (særlige skoler for maorikultur) samt et større antal private uddannelsesudbydere. Alle universiteter er altså offentligt ejede, ikke som et krav men per tradition.

De store økonomiske reformer, herunder af universiteterne, blev indledt af en Labour-regering midt i 1980’erne som konsekvens af Englands optagelse i EF.

De blev videreført af liberale regeringer i 1990’erne og nu igen af Labour, dog med nogen tilbageholdenhed.

Finansiering af Akademia
Alle tertiære undervisningsudbydere, offentlige såvel som private, bliver finansieret med et kludetæppe af bidrag: til uddannelse, forskning og strategiske formål.

Det største bidrag til uddannelse afhænger af antallet af indskrevne studenter. Denne studentertakst varierer efter regeringens opfattelse af vedkommende universitets kvalitet.

Desuden er der en vis skelen til at de aftalte produktionsmål inden for specificerede områder opnås, herunder beståelsesprocenter.

Det er gennem disse aftaler at regeringen styrer produktionen i forskellige fag. Universiteter belønnes for god styring af studenterstrømmen i konkurrence med andre udbydere. Hertil kommer bidrag til vedligeholdelse af bygningsmassen der sjældent er tilstrækkelige.

De offentlige tilskud fastsættes rullende for tre år ud i fremtiden for at sikre en planlægningshorisont, ikke bagud som i Danmark. Derudover betaler studenterne selv en undervisningsafgift på typisk 4.000 NZ$ (cirka 16.000 kr.) per år for newzealandske indbyggere, en del mere for udlændinge, og for visse fag, fx på læge- og tandlægestudierne, op til 7.000 NZ$ (cirka 28.000 kr.) per år.

Regeringen sætter et maksimum for denne egenbetaling mens universiteterne presser på for at hæve den.

Den offentlige finansiering af universiteterne er faldet fra 87 procent i 1989 til 42 procent i 2003. Samtidig er brøkdelen af en ungdomsårgang der går på universitetet, vokset fra under ti til cirka 30 procent.

Resultatet er en markant mindre udgift per student end tidligere, ‘højere produktivitet’ i nutidens politiske sprogbrug.

Faktisk er uddannelse af udlændinge blevet en betydelig eksportindtægt for New Zealand. Inkonsistent hermed kan statsstøtte til egne studenter ikke bruges uden for landets grænser.

Universiteternes forskning finansieres primært gennem The Performance Based Research Fund på basis af indsendte projektansøgninger meget lig det danske forskningsrådssystem.

Desuden er der oprettet nogle få Centers of Research Excellence. Endelig er der afsat et mindre beløb til at sikre at der selv på institutioner der ikke har tiltrukket forskningsmidler i den åbne konkurrence, er et mindstemål af forskning bag den meddelte undervisning.

Observationer fra New Zealand
På studierejsen til New Zealand gjorde Dansk Universitetspolitisk Forum sig særligt observationer om klassestørrelser, studentersammensætningen, akademisk frihed og medindflydelse og den overordnede adfærd og styrelse på de newzealandske universiteter.

Af økonomiske hensyn oprettes kun klasser med mindst 40 deltagere på de senere dele af studierne, 120 på bachelordelen. Det vil sige at der ikke tilbydes undervisning i mange mindre emner.

Eventuelle studenter er her henvist til selvstudium under vejledning. Dette krav om økonomi i det enkelte kursus er helt konsekvent.

University of Auckland der som det sidste universitet i landet underviste i polynesiske og skandinaviske sprog, kunne ikke skaffe dette mindstemål af studenter og spurgte derfor undervisningsministeriet om særlig støtte til disse små fag.

Svaret var afvisende, uagtet at det betød lukning af disse to fag i New Zealand.

Omkring 40 procent af universiteternes stab blev afskediget i løbet af fem år ved strukturændringen.
Undervisningsbelastningen af de enkelte lærere er derfor steget markant.

Således er student/lærerratioen i samfundsvidenskab ved Victoria University steget fra 12 til 30 i løbet af denne proces. Parallelt hermed er også den administrative byrde på de fastansatte lærere steget mærkbart.

Masseuniversitetet
Andelen af udenlandske studenter der betaler fuld undervisningsafgift, vokser støt og er på flere fag nærmest en nødvendighed for at få forretningen til at løbe rundt.

Mange af disse udenlandske studenter har dog sprogvanskeligheder, og deres akademiske baggrund er typisk lavere end de lokales. University of Auckland har sat en grænse ved 20 procent kinesiske studerende mens andre undervisningsinstitutioner tager op til 80 procent udenlandske studenter.

Den store studentertilgang, både indenlandsk og udenlandsk, hænger sandsynligvis sammen med at adgangskravene er faldet samtidig med at der ikke er antalsbegrænsning på optagelsen af studenter på studierne og at der følger penge med til universiteterne.

Som følge af gode muligheder for de studerende for stipendier og statsgaranterede banklån, uafhængigt af forældreindtægt, og gode beskæftigelsesmuligheder efter endt uddannelse (90 procent er i gang et halvt år efter eksamen) har studentersammensætningen tilsyneladende ikke lidt under indførelsen af undervisningsafgifter.

Der er stadig en bred social spredning i optaget. Dog har flere professorer peget på at studenterne i dag udviser mindre nysgerrighed end tidligere, men nu er mere målorienterede (læs: eksamenfokuserede).

Generelt er indlæringsbetingelserne blevet dårligere, men de gode studenter er lige så gode som tidligere.

Akademisk frihed
Den akademiske frihed er generelt nogenlunde bevaret så længe man selv er i stand til at hente eksterne forskningsmidler. Derved kommer de ansatte i stadigt større konkurrenceforhold til hinanden, og den sociale vekselvirkning på institutterne er markant reduceret.

De hurtige og forudsigelige forskningsresultater belønnes, eftertænksomheden og bibliotekerne har trange kår. Udbuddet af forskningsmidler kommer til at styre forskningen og kan hindre eller forsinke publikation af resultaterne. Der er ingen overordnet styring eller begrænsning af hvilke restriktioner bevillingsgivere kan pålægge forskerne.

I de fleste fag er cirka 80 procent af det akademiske personale fastansat, i samfundsfag dog under 50 procent. En stigende del af forskningsmidlerne gives til specifikke projekter med det resultat at andelen af midlertidigt ansatte vokser.

Af hensyn til studentertilfredsheden og dermed indtjeningen opfordres underviserne til at være mere underholdende. Studenterevalueringer bruges af lærerne til lønpres, argument for forfremmelse og for opretholdelse af kurser.

Lønninger er individuelt aftalte inden for rammer forhandlet af de ansattes organisation med det enkelte universitet og varierer betragteligt.

Ti procent på branding
Universiteterne bliver hele tiden ranket mod hinanden baseret på deres forskning hvilket med ovenstående finansieringsprincipper for undervisningen kan have store økonomiske konsekvenser.

Universiteterne bruger derfor store summer på at fremtræde i godt lys såvel som på at avertere efter studenter i tv, på busser, plakatsøjler osv., helt op til ti procent af omsætningen.

Konkurrencesituationen har også besværliggjort samarbejder mellem universiteterne, fx fælles udbud af studieretninger, som objektivt set ville være en fordel i et lille land.

Især når flere universiteter opererer i samme by, skærpes konkurrencen. Et eksempel er Wellington hvor det ekspanderende masseuniversitet Massey University med hovedsæde i Auckland aggressivt markedsfører sig over for det højere estimerede lokale Victoria University.

Hvert universitet har en bestyrelse sammensat meget lig de nye danske universitetsbestyrelser og med kun et enkelt medlem fra de ansatte. Senatet (svarende til vores akademiske råd) består af alle professorer, dekaner og institutledere og tager sig udelukkende af akademiske spørgsmål.

Menige ansatte har ingen indflydelse. De ansatte ledere på alle niveauer er blevet mere magtfulde efter reformen, og de øverste ledere behøver ikke længere at have akademisk baggrund.

Vicechancellor (rektor) kan således frit oprette og nedlægge institutter og fakulteter uden at rådspørge sig med de berørte.

Tendensen går i retning af at etablere meget store og brede institutter som er mere håndterbare fra et overordnet administrativt synspunkt. Den tekniske infrastruktur (værksteder og lignende) bliver også centraliseret og dermed løsrevet fra forskningsgrupperne.

Universiteternes frihed udstrækker sig til at oprette og nedlægge studielinjer som markedet byder, eller som det indgår i universitetets årlige produktionsaftale med regeringen.

Hvad kan Danmark lære?
I de seneste 20 år har New Zealands universiteter været udsat for tre markante forandringer: en konsekvent virksomhedsgørelse, reducerede bevillinger per student og et langt bredere studenteroptag.

Det kan derfor være svært entydigt at tilskrive de observerede ændringer til den ene eller den anden faktor.

Da Danmark imidlertid udvikler sig i samme retning, dog i et langsommere tempo, er det vigtigt at tage ved lære af de gode og dårlige sider af New Zealands udvikling.

Dansk Universitetspolitisk forum gør sig følgende konklusioner:

– Virksomhedsgørelse af universiteterne har givet forøget den økonomiske effektivitet målt i udgift per produkt (kandidat eller videnskabelig artikel), dog tværtom i administrationen. Prisen herfor er tab af akademisk fordybelse, tab af mangfoldighed i tilbudte emner, reduceret opmærksomhed omkring den enkelte student, og tab af personlig indflydelse og engagement.

– De studerende er blevet kunder der betaler for et diplom og ikke nødvendigvis søger fordybelse i et emne. Deres akademiske og sproglige forudsætninger er faldende. Den sociale og etniske spredning af studenterne opretholdes gennem et omfattende SU-lignende støttesystem til den enkelte student.

– Kollegialt samarbejde hindres til fordel for uproduktiv konkurrence. Stor energi og pengesummer bruges på at profilere det enkelte universitet i en kamp om markedsandele, penge og kræfter der kunne være brugt mere hensigtsmæssigt på de egentlige produkter, undervisning og forskning.

– Universiteterne fokuserer, både undervisnings- og forskningsmæssigt, på hvad der er oppe i tiden snarere end klassiske discipliner.

– Arbejdsbyrden på de ansatte er steget markant inden for alle områder. Præstationspresset for at tilfredsstille forudbestemte mål er vokset.

– Universiteterne prioriterer og finansierer ikke længere selv de ansattes forskning. Det er den enkeltes eget problem at skaffe ekstern finansiering med det resultat at forskningen styres strammere.

Ud fra disse konklusioner anbefaler Dansk Universitetspolitisk Forum at Danmark holder igen med virksomhedsgørelse af universiteterne for at sikre den akademiske uafhængighed og den kulturbærende fordybelse. Der bør fokuseres mere på studenternes kvalitet end kvantitet.

Samarbejde mellem – og eventuel sammenlægning af – universiteter bør understøttes i stedet for at skabe en uproduktiv indbyrdes konkurrence. Hermed sikres elite, kvalitet og de små fag bedst.

Dansk Universitetspolitisk Forum er en gruppe af engagerede nuværende og tidligere universitetsforskere og undervisere fra forskellige fag, som også i andre sammenhænge deltager i landets beslutningsprocesser. Forummets formål er at ‘styrke debatten om centrale spørgsmål inden for forskning og højere uddannelse i Danmark’.

Bjarne Andresen er formand
for Dansk Universitetspolitisk Forum og lektor på Niels Bohr Institutet, Københavns Universitet.

Seneste