Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

Videnskabet: Videnskab og overtro i mediesamfundet

I medierne udfordres videnskabelige forklaringer af magi og religion. Konkurrencen om publikums opmærksomhed er blevet hårdere, og medierne har samtidig overtaget en række af kirkens rituelle funktioner

Engang var videnskab, oplysning og dannelse snævert forbundet med medierne. Bogtrykkerkunstens opfindelse var med til at underminere kirkens magt, og bøger og tidsskrifter blev grundstammen i alle videnskabelige institutioners virke.

Hermed blev medierne afgørende for den oplysningsproces der skulle erstatte tro med viden. Den trykte presse banede vejen for de borgerlige revolutioner der resulterede i folkestyre baseret på offentlig diskussion. I det tyvende århundrede kom ikke mindst radio og tv til at være vigtige elementer i oplysningen af folket gennem foredrag, nyheder, dokumentar og debat.

I det moderne samfund skulle medierne fungere som en løftestang for dannelse og oplysning baseret på videnskabelige resultater. Ved indgangen til det 21. århundrede er denne sammenhæng mellem medier, videnskab, dannelse og oplysning ikke længere så entydig.
Medierne er først og fremmest blevet mere underholdningsprægede, men vi har også i de sidste par år været vidne til at oplysningens antitese – overtro og magi – vinder mere indpas i medieudbuddet.

Medierne er i nogen tilfælde blevet
spiritistiske medier der kan bringe os i kontakt med overnaturlige kræfter. I stadig flere tv-programmer optræder personer med særlige psykiske evner der kan give os adgang til en helt anden verden befolket af onde ånder og for-længst afdøde personer.

TV2 brød gennem muren til det hinsides med Åndernes magt hvor vi fulgte clairvoyante og andre åndemanere uddrive spøgelser og dårlige energier fra loftskamre og soveværelser. Også ugebladene skilter med dækningen af det hinsides, så Ugebladet Søndags forsidehistorie drejer sig om hånd-læseren der spår at Camilla Miehe-Renard snart har bryllup og barn i vente.

Overtro er et gammelt fænomen. Djævletro, astrologi og anden spå-domskunst har sædvanligvis levet i samfundets og mediernes randområder. Med adgangen til de store medier oplever overtroen både en større udbredelse og en accept som den ikke tidligere har været forundt.

På den ene side afspejler tv’s eks-ponering af overtro at mediet i kraft af kommercialiseringen ikke længere præges af public service-forpligtelsernes oplysningsidealer og derfor går down market i sin jagt på underholdende elementer. På den anden side indebærer tv’s brug af spåkoner, clairvoyante og healere en legitimering af deres aktiviteter. Når både studieværter, journalister og andre mediekendte sludrer med om at der ‘nok er noget om det’, kan overtroen bevæge sig up market.

Tro hvad du vil
Der er ikke noget der tyder på at oplys-ning, videnskab og fremskridt helt vil udrydde religionens betydning og udbredelse i befolkningen. Den sociologiske udforskning af religioner har for længe siden opgivet forestillingen om den fremadskridende sekularisering: Der er ikke tale om nogen lineær proces hvor den videnskabelige forståelse skridt for skridt afløser den religiøse tro.

Den megen fokus på religiøs funda-mentalisme i den offentlige debat skygger imidlertid for det forhold at også religionerne gennemlever en omfattende forandring. Religion har udviklet sig til et postmoderne fænomen hvor der ikke er én sand gud, men mange mulige guder og religioner og hvor individet og ikke den religiøse institution er i centrum.

For mange nutidige troende udgør de store verdensreligioner ikke afgrænsede tankesystemer, men skattekister af symboler og ritualer hvorfra man kan sammenstykke sin egen religiøse ikonografi og liturgi. Men verdens-religioner er ikke ene om at levere åndeligt råstof til den postmoderne tag-selv religion. Blandt storleverandører af kollektive ritualer, religiøse symboler og magiske oplevelser finder vi de moderne massemedier.

Sociologen Nicholas Demerath har peget på at der i stedet for en kontinuerlig sekularisering snarere foregår en stadig vekselvirkning mellem verdsliggørelse og sakralisering, altså helliggørelse.
Massemedierne er et eksempel på en sådan udvikling idet de har indoptaget en række af de sociale funktioner som tidligere blev varetaget af kirke og religion. Tv-apparatet kaldes undertiden og for sjov for husalteret, men sammenligningen er slet ikke så søgt. Gentagne undersøgelser har vist at medier i almindelighed og tv i særdeleshed bruges til at regulere hverdagslivets små overgange.

På samme måde som bønnen tidligere kunne markere morgenens, måltidernes og nattens begyndelse, og gudstjenesten symboliserede hviledagens komme oven på en hård arbejdsuge, bruger vi tv-mediet til at regulere de små rituelle overgange i løbet af hverdagen og ugen. Også de store overgange som kongelige bryllupper, årstidernes gang og nationale højtider forvaltes af medierne.
Medierne fungerer tillige som sjælesørger. Vi sørger over, håber for, og glædes med hinanden i mediernes fællesskab. Ved mordet på præsident John F. Kennedy og statsminister Oluf Palme samt ved terrorangrebet den 11. september 2001 rapporterede medierne ikke kun om begivenhederne, men spillede tillige en vigtig rolle som formidlere og bearbejdere af den sorg der opstod i kølvandet på dødsfaldene.

Kampen mellem lys og mørke
Mediernes spirituelle karakter er måske allermest tydelig når man ser på ind-holdet af fiktionsudbuddet. Man finder knapt så ofte gengivelse af traditionelle, religiøse fortællinger; hvad vi derimod ofte ser er fantastik hvor man trækker på alskens religiøse, overnaturlige og mytologiske forestillinger blandet sammen i nye pærevællinger.

I eventyrfilm som Stjernekrigen og Ringenes Herre udkæmpes kampen mellem lysets og mørkets kræfter tilsat folketroens inventar af elverpiger, trolde og dværge. I skræk- og gyserfilm møder vi zombier, poltergejster, spøgelser og mumier, og i tv-serier som X-Files er diskussionen mellem videnskab og paranormale fænomener selve omdrejningspunktet i fremstillingen.

I medieindustrien har man indgået et fornuftsægteskab mellem teknologi og magi: hvert medieteknologisk fremskridt bliver brugt til at iklæde stadig mere eventyrlige oplevelser en høj grad af realisme.

Tilbedelse har længe været et væsentligt element i mediekulturen. Ikke mindst børn og teenagere tilplastrer deres værelser med ikoner og andre relikvier der bringer dem i et tæt forhold til deres medieguder. For mange drenge har Ringenes Herre utvivlsomt udgjort et langt vigtigere lærestykke i det godes kamp mod det onde end både det gamle og det nye testamente.

Især film- og musikkulturen har formået at opdyrke fankulturer hvor omgangen med forbillederne får karakter af til-bedelse og underkastelse. For de flestes vedkommende fortager en sådan besættelse sig med alderen, men mediernes helte og idoler fortsætter alligevel for mange voksne mennesker med at udgøre en vigtig kilde til kulturel identitet og moralsk orientering.

Religiøse forestillinger er ikke forbeholdt underholdningens gebet, men gør i stigende grad krav på politisk indflydelse gennem mediernes opinionsstof.
Da Jyllands-Posten ville tage fat om det problem at konservative kristne og islamiske grupper laver friskoler hvor undervisningen i religiøse skabelses-myter har fået en frem-trædende plads på bekostning af en naturvidenskabeligt baseret oplysning, antog de at deres læsere stod på oplysningsidealernes side. Under overskriften ‘Formørkede tider’ skrev Jyllands-Posten på lederplads: »Hvordan er det gået til, at man i fuld alvor diskuterer, hvordan man kan imødekomme selvbestaltede gudsfortolkeres krav om politisk indflydelse? Hvordan er det gået til, at man ikke uden videre meddeler, at den slags bestialsk åndsformørkelse hører middelalderen til, og at dagsordenen i dag hedder oplysning baseret på naturvidenskabelig grund?« (29/9-02)
Lederen affødte kraftige reaktioner fra læserne, og chefredaktør Carsten Juste har siden sagt at han »ikke mindes nogensinde at have set en læserstorm af den størrelsesorden der blev resultatet af lederen« (Kristeligt Dagblad, 7/8-03).

Mental livsforsikring
Videnskaben er i disse år for alvor ved at tage hul på besvarelsen af nogle af de helt store eksistentielle spørgsmål om liv og død, menneskets egenart og verdens oprindelse som religionerne kun har kunnet fabulere om. Astronomien kan nu kigge dybt, dybt ind i verdensaltet kun få øjeblikke fra verdens skabelse, Dna-biologien afslører nyt om livets byggestene og arternes udvikling, og hjerneforskningen leverer nye modeller til forståelse af menneskets tænkning, sansning og opfattelse af sig selv.

På den baggrund kan man som Jyllands-
Postens leder undre sig over at forskellige former for overtro og religiøsitet vedbliver at udgøre så stor en attraktion. Én vigtig grund er formodentlig at videnskaben ikke kan levere endelig eller sikker viden, men for hvert svar man får, opstår der nye spørgsmål. Dertil kommer at videnskabelig viden sjældent leverer moralske eller etiske retningslinjer om tilværelsens store spørgsmål og da slet ikke nogen der kan anvendes i hverdagslivet.

Den indlysende lære der følger af videnskabelig erkendelse er at gud er død, men herved overlades den enkelte til selv at forme sin egen tilværelse. Set i et positivt lys kan man med Sartre sige at det først er med denne erkendelse at mennesket bliver myndigt og tager ansvar for tilværelsen og sine egne valg.
Men denne frihed har naturligvis en pris, i og med at intet i livets små og store anliggender er givet. Den moderne dansker vil typisk være for individuel frihed og ikke være tiltrukket af traditionelle kirkefællesskaber; men ved ikke fuldstændigt at frasige sig religiøse forestillinger, giver han eller hun sig selv en mental livsforsikring.

En anden grund til den fortsatte attrak-tion ved religion er de videnskabelige forklaringers kompleksitet. Kompleksi-teten har blandt andet at gøre med de skalaer som videnskaberne arbejder med. Hvad enten vi har at gøre med stjernehobe eller atomer, menneskelige gener eller de første, små organismer i jordens ursuppe, er der tale om stør-relsesforhold, årsag/virknings-sammenhænge og tidsstræk der ikke giver mening i forhold til vores hverdagserfaring og spontane sansning af omverdenen.

De videnskabelige forklaringer på de store eksistentielle spørgsmål er med andre ord kun fattelige på et højt abstraktionsniveau og er undertiden i direkte modstrid med vores hverdagslige erfaringsverden. På den måde kan videnskabelige forklaringer ikke kun være svære at forstå, men også fremstå som uvirkelige og undertiden langt mere fantastiske og urimelige end religiøse forklaringer.

Den kognitive religionssociologi beskæf-tiger sig med de træk ved vores sanser og tænkning der har indflydelse på religiøse tanker. Inden for denne gren af religionsforskningen har man blandt andet hæftet sig ved menneskets kognitive disposition for at antropo-morficere, herunder gøre enhver begivenhed til et resultat af en målrettet, handlende aktør.

Indgriben af guder og djævle, zombier og spøgelser giver derfor spontant mening som forklaring på forhold vi ikke kan forklare. Når religioner desuden udstyrer guder med menneskelige egenskaber, imødekommer man menneskets udviklede kognitive evner til at skabe righoldige fortolkninger og aktivere stærke følelser ved at iagttage mennesker og deres handlinger.

Saglig og saftig
Videnskabelige forklaringer har i lyset heraf et formidlingsmæssigt handicap sammenlignet med religiøse fremstil-linger. Selv om religiøse tekster er fulde af nok så meget vås, har de det fortrin at de rummer gode fortællinger der imødekommer menneskets mentale og sansemæssige prædisposition for at tolke verden gennem målrettede aktørers handlinger.

Hvis videnskabelig formidling skal have succes, må den derfor sørge for at bringe forklaringerne på en form og en skala der imødekommer den men-neskelige sansning og kognition. Vellykkede formidlinger, som den svenske fotograf Lennart Nilssons fotografier af menneskekroppens indre, handler netop om at transformere det mikroskopiske til den menneskelige fatteevnes skala.

Medierne er ikke længere så entydigt redskaber for oplysning og videnskab.
Medierne er blevet langt mere selv-stændige institutioner der har deres egen dagsorden hvor ikke mindst betjeningen af publikum kommer før alt andet. Videnskab er set med mediernes øjne et råstof på linje med politik, livsstil og overtro som kan anvendes til at sælge aviser og skaffe seere. Denne udvikling kan man måske begræde, men medierne er blevet helt centrale for opinionsdannelsen i samfundet, og derfor har videnskaben lige så lidt som politikerne råd til at ignorere medierne.
Både for at sikre brød på bordet i form af forskningsbevillinger og for at stille forskningens resultater til rådighed for samfundet, må de videnskabelige institutioner omstille sig til de krav som det nye mediesamfund stiller. Forskerne skal ikke vente på at medierne kommer til videnskaben, men selv gøre en aktiv indsats for at medierne fatter interesse for stoffet. Videnskaben er fuld af overraskende opdagelser, dystre kendsgerninger og farlige dilemmaer – kort sagt grundstoffet til mange gode historier. De venter blot på at blive fortalt.

Stig Hjarvard er professor i medievidenskab. Han har netop udgivet debatbogen ‘Det selskabelige samfund’ på forlaget Samfundslitteratur.

Seneste