Videnskabet: Videnskabens baroner og boldhentere

Forskning har altid været et system med intens konkurrence. Forskere har kæmpet om at komme først med de nye, banebrydende og værdifulde resultater som kan bringe prestige og anerkendelse. Men kampene handler også om forskningsressourcer og magt.

Om prestige er et middel til at opnå magt og dermed ressourcer, eller om det er omvendte er tilfældet, kan være svært at afgøre. Men en ting er der til gengæld ikke tvivl om: De sociologiske lovmæssigheder at hvor der er konkurrence og kamp om ressourcer, er der også ulighed, eksklusion og kontrol, gælder også her.

Forskningens kompetitive natur er velkendt, og det er også accepteret at konkurrence kan have gavnlige virkninger. Den kan virke ansporende, og synliggørelse af hvem der klarer sig bedst, giver modeller til efterligning. De førende forskere, de førende institutioner, de førende tidsskrifter og så videre udfører komplekse ledelses- og kommunikationsfunktioner i forskningens selvgroede, vidtforgrenede verdenssystem til gavn for alle forskere, er synspunktet.

Forskningens stjerner er som regel til at få øje på, om ikke andet takket være særlige institutioner, beregnet til at synliggøre dem, fx Nobelpriser, ærestitler og eliteforskerpriser. Mindre opmærksomhed er der om de mulige skadelige virkninger af konkurrencekampene: uligheden, eksklusionsmekanismerne og de sociale kontrolmekanismer der som regel følger med.

I det følgende vil vi præsentere nogle observationer til at illustrere disse mere mørke sider, nemlig i form af resultater fra en analyse af forskningsrådsbevillinger i danske forskningsråd i perioden 2001-2006. Undersøgelsen blev udført for Danske Universiteter i forbindelse med Eliteforsk-konferencen i januar 2009.

Forskningsråd som fordelingsmekanisme
Det kendetegner jo forskningsrådene at deres uddelingspraksis grundlæggende er baseret på konkurrenceprincipper. Som fordelingsmekanisme bygger de på et turneringsprincip der kan sammenlignes med fx en tennisturnering: deltagere kan melde sig til, der kæmpes så om en given sum penge i forskellige rækker, og turneringen resulterer i en rangorden. Til slut uddeles præmier til toppladserne mens resten intet får. Derefter afholdes en ny turnering hvor de samme deltagere kan melde sig, typisk med et resultat der minder om det i den foregående turnering, altså med samme præmiemodtagere.

Vi har her en fordelingsmekanisme der strukturelt er indrettet til at skabe ulighed, altså en ulighedsmaskine. Hvor stor uligheden bliver, vil blandt andet afhænge af hvor mange pladser der gives præmier til, og hvor stabile konkurrencebetingelserne og kriterierne for succes er.

Hvis man fx forestiller sig at der kun uddeles første, anden og tredje præmier, og hvis betingelserne er konstante, må man forvente en akkumulering af præmiesummer på de samme tre deltagere (eventuelt lidt flere på grund af spillernes svingende dagsform).

Forestillede man sig videre at spillerne alene skulle ernære sig ved turneringspræmier, ville de fleste udgå af systemet efter de første par turneringer, så kun de tre præmiemodtagere var tilbage. Eventuelt kunne de bortselekterede søge næring som boldhentere eller lignende for præmiemodtagerne. Samtidig ville turneringerne nu, med kun tre deltagere og talrige boldhentere, kunne afvikles meget hurtigt.

Baroner og boldhentere
Genfinder vi træk fra turneringsprincipperne når vi ser på forskningsrådene som fordelingsmekanisme? Ja, det gør vi faktisk hvilket fremgår af figuren.

Tallene stammer fra en opgørelse af samtlige ansøgninger og bevillinger i forskningsrådene, 2001-2006. I disse seks år var samlet 6,9 milliarder kroner til uddeling, og i kampen om ressourcer indsendte 7.891 personer tilsammen 19.102 ansøgninger. 6.726 af disse ansøgninger blev imødekommet.

Figuren viser nu hvorledes disse 6,9 milliarder blev fordelt på enkeltindivider. Langt den største gruppe – cirka halvdelen, mere præcist 3.983 – fik ingen penge, og yderligere en stor gruppe, 2.078, fik under en million kroner i løbet af de seks år. Her har vi de potentielle boldhentere. I den anden ende finder vi forskningens baroner (for at bruge et udtryk, indført af dekan ved Aarhus Universitet Svend Hylleberg).

Her viser figuren yderst til højre en lille gruppe, nemlig 56 personer, som i løbet af de seks år fik i gennemsnit 20 millioner kroner hver, tilsammen 1,3 milliarder kroner (19 procent af den samlede pulje). Rigtige baroner var oprindeligt altid mænd, men ikke forskningens baroner. Blandt de 56 finder vi nemlig fem kvinder.

Ulighed og eksklusion
Tallene viser at forskningsrådenes uddelinger sætter det bibelske Matthæusprincip (den der meget har, skal meget gives) i højsædet, men de belyser i sig selv ikke om den ulige fordeling er resultat af saglige eller usaglige, retfærdige eller uretfærdige, afgørelser. Hvad de viser er blot at mange der gerne vil have forskningsressourcer, ekskluderes, og at ganske få til gengæld får mange ressourcer.

Enkelte aspekter af eksklusionsmekanismen har dog kunnet belyses. I universitetsverdenen og i forskningssystemet i det hele taget støder man ofte på den forestilling at forskningsrådene bidrager til åbenhed og diversitet i forskningen idet de udgør en ressourcekanal der står uafhængigt af forskningsinstitutionerne.

På sidstnævnte er forskningsmuligheder i hovedsagen betinget af placering i stillings- og indflydelseshierarki og indpasning i institutionernes strategiplaner, til forskel fra forskningsrådene hvor enhver med kvalifikationer og ideer har mulighed for at søge. Forestillingen er derfor at forskningsrådene bidrager til større mangfoldighed og diversitet. Analysen tyder desværre på at denne forestilling er forkert.

Analyser tyder mere på at forskningsrådenes fordelingsmekanisme afspejler – eller ligefrem forstærker – de hierarkier og eksklusionsmekanismer der findes i øvrigt i forskningen. Det gælder hvad enten man ser på fordeling på institutioner, på fagområder, på ansøgeres placering i stillingshierarkier – eller på ansøgernes køn og sociale baggrund.

Køn og social baggrund
Undersøgelsen bringer her en række resultater som ikke har været kendt før. Der findes i Danmark kun en enkelt, partiel interviewundersøgelse fra 1996 af (hovedsageligt samfunds-)forskeres sociale baggrund, og den viste en meget skæv rekruttering. I den foreliggende undersøgelse er ansøgernes forældrebaggrund opgjort ud fra data fra folketællingsregistret i Danmarks Statistik, og resultaterne svarer helt til undersøgelsen fra 1996.

Hele 35 procent af ansøgerne havde fædre med en akademisk uddannelse hvilket skal sammenholdes med de fem procent som den tilsvarende andel udgør af den almindelige befolkning. Omvendt er kun 15 procent børn af ufaglærte, mod 44 procent af den tilsvarende del af befolkningen i almindelighed.

Dette er en enormt skæv fordeling der også er langt mere skæv end hos dem der får en lang videregående uddannelse. Der sker altså yderligere en socialt betinget selektion fra afslutning af en kandidat- og/eller ph.d.-grad til indgang til forskerkarriere, og fordelingen blandt ansøgerne er præcis lige så skæv som blandt de der i 1996 havde opnået at blive ansat i en forskerstilling.

På denne baggrund (den langvarige uddannelse og de mange selektionstrin) kunne man forvente at ansøgernes sociale baggrund ikke skulle have betydning for afgørelsen, altså om der gives bevilling eller ej. Det viser sig heller ikke at være tilfældet.

Anderledes forholder det sig med køn. Den skæve kønsfordeling blandt forskere er tidligere dokumenteret mange gange; vi ved også at skævheden øges mod toppen af det akademiske stillingshierarki.

Det nye i den foreliggende undersøgelse er at den viser at disse skævheder ikke blot reproduceres, men faktisk forstærkes i forskningsrådssystemet. Ikke blot er der en tendens til at kvinder søger lidt sjældnere end mænd, og at de har lidt lavere succesrater; det mest markante er at de gennemgående modtager mindre bevillinger end mænd.

Forskellene i succesrater findes især i Forskningsrådet for Sundhed og Sygdom (mænd: 40 procent; kvinder: 32 procent) og i Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation (39 procent/34 procent).

Hvad angår bevillingsstørrelser, viser det sig at mænd i gennemsnit får 36 procent mere end kvinder. Det er klart at disse forskelle tilsammen ikke blot befæster, men i høj grad også forstærker de uligheder der i forvejen findes i forskningssystemet.

Elitepriser forstærker uligheden
Forskningsverdenens skæve kønsfordeling bliver understreget når forskningsrådene uddeler de årlige elitepriser til unge forskere, og videnskabsministeriet tilsvarende belønner forskere med den store Elitepris.

Kun 28 kvinder har fået del i de 96 elitepriser der til dato er uddelt til unge forskere. Og først i år kom to kvinder i betragtning til den store eliteforskerpris på en million kroner som 15 mænd har modtaget i de tre år den er uddelt.

Ser man på social oprindelse, indiceret ved fars højest fuldførte erhvervsuddannelse, er der også en langt stærkere ulighed blandt prismodtagerne end blandt forskningsrådsansøgerne som jo i sig selv er skævt selekteret. Faktisk har halvdelen af prismodtagere en far med akademisk uddannelse, mod 35 procent blandt alle ansøgere og mod fem procent i hele befolkningen.

I forskningspolitikken (som på andre områder) har der i de senere år været et øget fokus på eliter. Dette er en bevægelse som meget let kan komme i konflikt med de idealer om universalisme, åbenhed og mangfoldighed der ellers hyldes i videnskaber (og demokratier).

Elitepriser er elitens pyramide som eliter forvalter her endog med statens bemyndigelse, finansiering og legitimering, og en almindelig sociologisk generalisering er at hvor eliter forvalter deres egne pyramider, forstærkes eller befæstes ulighed. Vor analyse tyder på at det faktisk er resultatet også i det foreliggende tilfælde.

En fordelingsmekanisme der baseres på et konkurrence- og turneringsprincip som tilfældet er i forskningsrådene, vil resultere i en spids pyramide med en lille, velpolstret top, og en talrig, forarmet bund. Jo større andele af de samlede forskningsressourcer der lægges ind under en sådan fordelingsmekanisme, jo større vil uligheden blive.

Resultatet kan blive et kastelignende system. Det er der god dokumentation for. Til gengæld foreligger der indtil nu ikke undersøgelser der dokumenterer omfanget af de påståede gavnlige effekter af konkurrenceudsættelse.