Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Vil man kritisere, må man også tage ansvar

BESTYRELSESSTAFET- Det er skiftedag i bestyrelsen, hvor astronom Anja C. Andersen har afløst økonomiprofessor Niels Kærgård. De to KU-profiler er enige om at bestyrelsen er et af få tilbageværende steder, hvor det videnskabelige personale stadig kan komme til orde. Og de insisterer på at råbe op, når demokrati og forskningsfrihed trues af topstyring og bureaukratisering.

»Jeg kan godt blive lidt bekymret over, om jeg kan fylde hans sko ud.«

Den 1. januar afløste astronom Anja C. Andersen økonom Niels Kærgård som medarbejderrepræsentant i Københavns Universitets bestyrelse. Og selv om man er en af landets førende og mest profilerede forskere, så kan man stadig blive ramt af de dér berømte øjeblikke af tvivl.

Det giver Anja C. Andersen i hvert fald, om end smilende, udtryk for, da Uniavisen i anledning af skiftedagen møder hende og Niels Kærgård til en snak om bestyrelsesarbejdet og de to forskeres tanker om universitets tilstand anno 2014.

Men det er også sin sag at efterfølge Niels Kærgård. Den 71-årige KU-forsker kan ikke alene skrive professor og tidligere overvismand på cv’et. Han har også i løbet af sin karriere markeret sig som en flittig og yderst respekteret samfundsdebattør med sine meningers mod. Den rolle har han også i seks år spillet i KU’s bestyrelse, hvor han ofte har været den kritiske stemme, der i centrale sager har talt ledelsen midt imod – for eksempel i forbindelse med de store fakultetsfusioner i 2012.

Anja C. Andersen har dog haft god tid til at planlægge, hvordan hun vil snøre sit nye bestyrelsesfodtøj. De to KU-profiler har nemlig kørt et tæt universitetspolitisk parløb og har ved de to seneste univalg i 2008 og 2012 stillet op på samme ’liste’.

Og siden alliancens genvalg for to år siden (hvor professor i engelsk Peter Haarder også var en del af samarbejdet, red.) har det været planen, at Anja C. Andersen skulle overtage bestyrelsesposten fra Niels Kærgård i indeværende valgperiode.

For selv om reglen ikke omfatter bestyrelsens medarbejderrepræsentanter, så har Niels Kærgård valgt at følge de aldersbegrænsninger, der gælder de eksterne medlemmer, og sender derfor nu, efter at have rundet de 70 år, bestyrelsesstafetten videre.

Det betyder dog langt fra et farvel til universitetspolitikken. Niels Kærgård forsætter nemlig som medlem af rektors nyoprettede senat.

En lige linje fra 68

Men hvordan kan det egentligt være, at en tidligere vismand og en ekspert i kosmisk støv har fundet sammen om at engagere sig i universitetsdemokratiet?

»Vi repræsenterer vel begge sådan nogle lidt gammeldags dyder som solidaritet og ansvarsfølelse. Noget af det, man forbinder med den klassiske humboldtske universitetsmodel med fri forskning og en fast kobling mellem forskning og undervisning,« siger Anja C. Andersen.

»Jeg har i hvert fald selv den holdning, at hvis man som medarbejder mener, der er plads til forbedringer på universitetet og gerne vil kritisere tingenes tilstand, så må man også være villig til at tage et ansvar og yde en indsats for at forandre tingene.«

Den indstilling har karakteriseret dem begge siden studietiden. Anja C. Andersen var som studerende løbende engageret i blandt andet fagråd, og har i de senere år engageret sig i indsatsen for kønnenes ligestilling på KU.

Niels Kærgård spillede som studenterrådsformand for de økonomistuderende en rolle i studenteroprøret, så han ’har været med siden 68’, som han udtrykker det.

»Der er en tendens til at mange melder sig ud af fællesskabet, hvis de er utilfredse. Måske er jeg gammeldags, men jeg mener, at man i stedet bør blande sig,« siger Niels Kærgård, der blandt andet påpeger det problematiske i, at mindre end en femtedel af hans KU-forskerkolleger valgte at stemme, da der i 2012 skulle vælges nye interne bestyrelsesrepræsentanter.

For ifølge økonomen er netop bestyrelsen et af de få resterende steder, hvor KU-ansatte reelt kan øve indflydelse:

»Før universitetsloven (af 2003, red.) var der demokrati på universitetet. Medarbejderne valgte institutledere, fagråd og konsistorium, og de valgte dekaner og rektor. Det var en bottom-up proces. Nu ansætter en bestyrelse med eksternt flertal en rektor, der ansætter dekaner, der så ansætter institutledere i en ren top-down proces. Medarbejderrepræsentanterne i bestyrelsen er et af de få åndehuller, hvor medarbejderne stadig kan stemme nogen af deres egne ind.«

Man måler og vejer

Det netop tiltrådte og ditto fratrådte bestyrelsesmedlem er helt enige om vigtigheden af, at KU’s videnskabelige personale udnytter mulighederne for at komme til orde. For i disse år oplever forskere på tværs af fakultets- og institutgrænser tendenser, der påvirker forskning og undervisning.

Og der er – med Anja C. Andersens ord – »bred enighed om holdningen til disse tendenser«, og det er disse holdninger makkerparret søger at repræsentere i bestyrelsen.

Niels Kærgård peger konkret på tre overordnende tendenser, der fylder i de ansattes hverdag:

»For det første oplever vi en øget bureaukratisering, hvor man helt i overensstemmelse med new public management forsøger at måle hvad som helst. For det andet er der et øget krav om forskningens anvendelighed – at man kortsigtet skal kunne tjene penge på det.«

»For det tredje er undervisningen i stigende grad blevet ’skolegjort’. Da jeg studerede, prøvede man at blive klogere på livet, nu handler det i højere i grad om at blive færdig.«

Mener I, at disse tendenser truer kvaliteten af den forskning og undervisning, der foregår på KU?

»Der er i hvert fald en fare ved eksempelvis at gøre alting måleligt, for der er elementer af kvalitet, det i så fald er vanskeligt at få med,« siger Niels Kærgård, som blandt andet peger på, at den enkelte forskers indsats i højere og højere grad måles på mængden af publikationer: »Men hvis man kigger på nobelprismodtagere, er det langtfra altid dem, der har fået publiceret flest artikler,« siger Niels Kærgård

Anja C. Andersen tager over:

»Jeg stødte på et interessant studium af acknowledgements (taksigelser, red.) i videnskabelige artikler. Pointen var, at det ofte er de samme personer rundt omkring i forskningsmiljøerne, der er fødselshjælpere til andres projekter. På den måde spiller de en helt central rolle i forskningen, selv om de måske ikke selv udgiver så meget, og det risikerer man at overse, hvis det eneste kvalitetsparameter er antallet af udgivelser.«

Dette fokus på målbarhed skaber også voksende administrative krav til forskerne. Og det kan også tage fokus fra deres kerneopgaver, mener Niels Kærgård.

»Jeg plejer at skelne mellem det personale, der hjælper os forskere, og dem, der jager med os. Og der bliver færre og færre af de første og flere og flere af de sidste. Før var der mange hjælpsomme hk’ere ansat ude i forskningsmiljøerne, nu er der flere og flere djøf’er, der sidder centralt og kontrollerer det videnskabelige personale.«

Blandt andet derfor var Niels Kærgård i 2011 – sammen med bestyrelsesmedlem og HK-fællestillidsrepræsentant Ingrid Kryhlmand – skarp i sin kritik af ledelsens beslutning om at afskedige 200 medarbejdere, hvoraf en stor del udgjordes af hjælperne i økonomens terminologi.

Bakser også med baglandet

Selv om han mener, at der en stigende afstand mellem KU’s ledelse og det videnskabelige personale, så understreger Niels Kærgård, at bestyrelsesarbejdet ikke skal forstås som en lang ’kamp’.

»Det er vigtigt, at man ikke graver sig ned i en skyttegrav,« siger økonomen og påpeger, at hans tid i bestyrelsen ikke var præget af en konstant kritik af ledelsen.

»Jeg har bestemt flere gange repræsenteret ’baglandet’ i konflikter med ledelsesbeslutninger, men jeg har også støttet ledelsen i sager, hvor mine ’vælgere’ var væsentligt mere kritiske. Det var for eksempel tilfældet i Penkowa-sagen, hvor jeg sammen med resten af bestyrelsen bakkede op om rektor Ralf Hemmingsen. Der modtog jeg mange utilfredse mails fra kolleger!«

Hele Penkowa-dramaet er da også en af de sager, som Niels Kærgård fremhæver, da vi spørger ham om, hvilke oplevelser, der rinder ham i hu, når han ser tilbage på sine seks år i bestyrelsen.

»Men der er selvfølgelig også de markante konflikter med ledelsen om besparelser og fusioner,« siger Niels Kærgård, der også peger på gen- eller rettere nyansættelsen af Ralf Hemmingsen i 2013 som helt central:

»KU-bestyrelsens vigtigste opgave er at ansætte rektor. Og her foregår der selvfølgelig en diskussion om, hvilken type man vil have som universitetets øverste: Skal det først og fremmest være en leder eller en akademiker? Og jeg synes, at rektor skal have de gamle, akademiske dyder på rygraden.«

Og det har Ralf Hemmingsen altså?

»Han ved i hvert fald godt, hvem Humboldt er.«

Ønske: En mindre pæn bestyrelse

Når Anja C. Andersen og Niels Kærgård skal præsentere deres bud på, hvad der bliver det nybagte bestyrelsesmedlems store udfordringer, så peger de begge på den omdiskuterede fremdriftsreform.

Og her udtrykker Anja C. Andersen en holdning, der nok vil glæde mange studerende:

»Jeg synes, at man i diskussionen om fremdrift glemmer, at der skal være plads til, at universitetets unge mennesker bliver ramt af livet,« siger Anja C. Andersen.

Niels Kærgårds formuleringer er i den forbindelse mere pragmatiske – det drejer sig om at få diskuteret, hvile aspekter ved reformen der er nyttige, og hvilke, der truer med at gøre universitetet til en skole og en pølsefabrik, siger han.

Og her støder man måske trods alt på en temperamentsforskel mellem astronomen og økonomen, som de øvrige bestyrelsesmedlemmer for fremtiden kommer til at lægge mærke til.

»Min rolle har været ’lidt forsigtig’. Som jyde og økonom er jeg nok automatisk lidt forsigtig og pragmatisk,« siger Niels Kærgård. »Og her kan Anja nok bidrage med en mere naturlig aggressivitet.«

Omvendt fortæller Anja C. Andersen, at hun beundrer Niels Kærgårds aura af ’vismand’ og hans evne til at holde hovedet koldt i ophedede diskussioner. Men da Uniavisen afsluttende spørger hende, hvordan hun håber at kunne påvirke bestyrelsesarbejdet, gør hendes svar det alligevel klart, at makkerens karakteristik af hende ikke er helt skæv. Og at hun nok hurtigt skal få bugt med den tvivl, hun ytrede i begyndelsen:

»Jeg synes, at bestyrelsen godt kan være for pæn. Ofte siger man, ’så må vi jo gøre det’, når man får serveret et udspil som fx fremdriftsreformen, i stedet for at gå mere direkte ind i debatten.«

uni-avis@adm.ku.dk

Annonce

Seneste