Viljen til oprør

40 års jubilæet for 1968 har skabt fornyet opmærksomhed omkring studenteroprøret og de samfundsændringer der fandt sted i årene omkring oprøret. Både i form af nostalgiske tilbageblik og skarpe fordømmelser af 68-generationen og den arv den videreførte. Men hvordan skal studerende anno 2008 forholde sig til arven fra 1968, og hvilke erfaringer kan bruges i et nyt studenteroprør?

Det var temaet for konferencen Reboot68 (Genstart 68) som en gruppe universitetsstuderende afviklede på Center for Sundhed og Samfund (CSS) på Københavns Universitet (KU) lørdag den 17. maj. Under spørgsmålet: »Er det stadig realistisk at forlange det umulige,« indbød gruppen til en række oplæg med prominente universitetsforskere, fremtrædende repræsentanter for 68-oprøret og nuværende aktivister som skulle diskutere mulighederne for kritisk akademisk praksis, modstand og oprør i 2008.

»Denne konference er mere end nostalgi. Målet er ikke at gentage 1968, men at se på selve begivenheden og hvad vi kan lære af den i dag hvor et oprør er mere nødvendigt end nogensinde,« sagde en af arrangørerne, Rune Møller Stahl, i sin velkomsttale. Han understregede nødvendigheden af at ungdommen tør tale om sig selv som ‘vores generation’ og ikke er bange for at engagere sig politisk.

Nødvendige utopier

Blandt repræsentanterne for 68-generationen var historiker og tidligere redaktør ved Politisk Revy Morten Thing som besvarede konferencens overordnede spørgsmål klart og tydeligt: »Det er ikke blot realistisk at forlange det umulige – det er nødvendigt. Tiden har brug for utopier der kan ændre samfundet,« sagde han.

Ifølge Morten Thing har generationerne efter oprøret tegnet et dårligt og unuanceret billede af 68’erne. »Der er mange ting man kan kritisere os for, men 1968 var ikke så entydigt som det bliver gjort til. For eksempel blev der i perioden skabt kunst og musik som rakte langt ud over bevægelsen, og som overskred sociale grænser,« fortalte han og fremhævede desuden forskydningen mellem kønnene og de nye familiestrukturer som det mest revolutionære i perioden.

En central person i denne del af 68-oprøret var Drude Dahlerup som var medstifter af rødstrømpebevægelsen og i dag er professor i statskundskab ved Stockholms Universitet. Hun holdt et oplæg sammen med Lilian Munk Rösing som er litteraturforsker og adjunkt ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på KU. De var enige om at ligestillingen stadig halter gevaldigt bagefter her 40 efter den såkaldte ‘frisættelse af kønnet’.

Og det kommer meget godt til udtryk i brugen af ordet ‘feminisme’ som oftest associeres med kvindens kamp mod manden, men som i virkeligheden indebærer begge køns kamp for ligestilling, fortalte de. »Jeg betegner sjældent mig selv som feminist eller kønsforsker. Det medfører ofte en form for stigmatisering,« forklarede Lilian Munk Rösing.

»I Danmark bryster vi os af at være ligestillede, men det neutrale køn forbindes altid med manden, mens det der involverer ‘køn’ forbindes med kvinden. Det er meget kendetegnende for patriarkatet«, sagde hun og påpegede det symptomatiske i at konferencens eneste to kvindelige oplægsholdere var blevet placeret sammen i feministrummet.

Drude Dahlerup var enig, men har ikke noget imod at betegne sig selv som feminist. »Jeg er rent ud sagt skideligeglad med den stigmatisering der følger med. Ordet ‘feminisme’ er internationalt anerkendt, men det er rigtigt at det opfattes anderledes i Danmark. Her foretrækker jeg at kalde mig kønsforsker«, sagde hun.

De to oplægsholdere diskuterede også hvorledes ligestillingsagendaen er blevet kapret af højrefløjen til at slå indvandrere oven i hovedet mens feminister på venstrefløjen kaldes nypuritanere. Ligestillingsdebatten er således et af de elementer fra 1968 som kunne trænge til at blive genstartet her 40 år efter.

Men ifølge Christoph Houmann Ellersgaard, der var medarrangør på konferencen, er der opstået en lang række nye problemer efter 1968 som bør være de primære mål for et oprør. »Der er især brug for en kapitalismekritik og en analyse af de økonomiske strukturer som skaber global ulighed, migrationsproblemer og klimaproblemer. Det er alt sammen problematikker som er kommet i fokus efter 1968,« siger han. »En omfattende kapitalismekritik vil kunne rumme de fleste af vor tids problemstillinger«.

Globalt udsyn

Og det brede globale perspektiv var i høj grad til stede på konferencen. Mens det internationale udsyn under ungdomsoprøret for 40 år siden begrænsede sig til solidaritet med marxistiske og socialistiske regimer rundt om i verden – for eksempel Vietnam, »som vi knap nok vidste hvor lå henne,« som historiker Morten Thing beskrev det – så var der på Reboot68 en generel enighed om at international retfærdighed nødvendigvis må være en central del af et nyt ungdomsoprør.

Konferencen bød på et oplæg om global retfærdighed med aktivister fra både den gamle og den nye skole. Afrika-ekspert, forfatter og tidligere formand for Mellemfolkeligt Samvirke Knud Vilby holdt et oplæg sammen med Ulrik Kohl som er talsmand for Fighters+Lovers der i 2007 stod anklaget under terrorismeparagraffen for at have solgt T-shirts til fordel for modstandsbevægelserne FARC og PFLP i henholdsvis Colombia og Palæstina.

Og selv om de to delte kritikken af det globale økonomiske system, var de uenige om fremtidsperspektiverne. »Kampen om et andet politisk system er slået fejl. De sidste 40 års enorme økonomiske vækst har ikke skabt mere omfordeling og retfærdighed, og det har gjort gamle folk som mig selv desillusionerede,« fortalte Knud Vilby.

Ulrik Kohl fra Fighters+Lovers var dog mindre pessimistisk. »I øjeblikket ser vi hvordan man i Latinamerika er begyndt at tænke uden for systemet, og at der er bred enighed om at skrotte neoliberalismens økonomiske politik,« sagde han og opfordrede tilhørerne til at tage sagen i egen hånd.

Som eksempel læste han op af en kronik han havde skrevet til Jyllandsposten som gik til angreb på USA’s brug af tortur og de sympatisører som støtter USA’s politik. Men i stedet for USA havde han skrevet Kina ind i teksten og ifølge ham selv på den måde fået kronikken trykt for senere at kunne afsløre camouflagen.

»1968 kan bruges som inspiration til hvordan man hiver maskerne af imperialismen og afslører de strukturer som bibeholder den globale uretfærdighed,« sagde Ulrik Kohl og benyttede desuden lejligheden til at invitere hele forsamlingen i landsretten til sommer hvor hans egen torturanklage bliver genbehandlet. »Det er en god mulighed for at se hvordan det politiske landskab er indrettet for dem som tænker kritisk,« sagde han.

Kritikken skal frisættes

Og at kritikken har dårlige vilkår i 2008 var flere oplægsholdere enige om. Blandt andre Rasmus Willig som er sociolog, adjunkt ved RUC og formand for Sociologforeningen. Ifølge Rasmus Willig er mulighederne for at bedrive kritik i nutidens samfund stærkt amputerede og den udadvendte samfundskritik nærmest ikke eksisterende.

»Spørgsmålet er om man i dette samfund kan sige hvad man vil. Det her handler ikke om at dreje kritikken i en højre- eller venstreorienteret retning, men om at frisætte kritikken i det hele taget,« sagde han og fremhævede fænomenet coaching som meget karakteristisk for de herskende normer for kritik i nutidens samfund. »Man hører jo aldrig en coach sige at det er samfundets skyld at en person har det dårligt. Coachen leder altid efter en introvert kritik som den pågældende person skal erkende og rette mod sig selv,« forklarede Rasmus Willig.

Folkesygdomme som anoreksi og stress er ofte et resultat af en overdreven selvkritik, og så længe kritikken altid rettes mod os selv, er der meget langt til en genoplivning af den kritiske teori som var så central for ’68-oprøret, forklarede han. Oplæggene på Reboot68 favnede bredt, og det var der ifølge medarrangør Christoph Houmann Ellersgaard en pointe i. »Der er mange forskellige kampe der skal kæmpes i dag, og de hænger sammen. Noget af det vi kan bruge fra 1968, er totalkritikken. Troen på at en bedre verden er mulig,« siger han og peger på kampen om Ungdomshuset og kampen for flere fristeder i København som eksempler på at folk er begyndt at genstarte den ‘store samfundskritik’, som Rasmus Willig talte om i sit oplæg.

Underviserne er også modstandere

Men inden der bliver gasset for kraftigt op for et nyt studenteroprør, skal de studerende klodse bremserne et øjeblik og overveje nøje hvad det er for et oprør de ønsker. Det mener i hvert fald cand. phil. Nils Bredsdorff som var formand for Danske Studerendes Fællesråd i 1968. »Der er kun brug for at genstarte 1968 hvis de studerende sætter sig ind i hvad der gik galt dengang«, siger han til Universitetsavisen.

Ifølge Nils Bredsdorff var der alt for lidt intern kritik blandt 68’erne som ikke gjorde sig nogen egentlige overvejelser om hvilket universitet de ønskede. Og nutidens studerende er ved at begå den samme fejl. »I dag prøver man at skabe en stor enhed og er meget opsat på at lave alliancer, for eksempel med underviserne. Men de studerende skal vænne sig til at underviserne også er modstandere. De er ikke proletariserede, de tjener trods alt en halv million om året,« forklarer han og minder om at det ikke var oprørerne som fik magten efter ’68, og at der aldrig har eksisteret det demokrati på universitetet som de studerende i dag taler om at genetablere.

»Hvis demokrati er flertalstyre, havde det jo været de studerendes universitet. Og Christian Nissen som dengang blev væltet af formandsposten i Studenterrådet, er nu blevet indsat som bestyrelsesformand på RUC. Det er da den ultimative restaurering af magten,« påpeger han.

Nils Bredsdorff tilføjer at intern kritik mellem undervisere i dag er så godt som fraværende. »Lærerne har ingen interesse i at kritisere hinanden, men det er de nødt til for at lave ordentlig forskning. Så det skal de studerende presse dem til,« siger han.

Blandt de omtrent 200 deltagere på Reboot68-konferencen ulmer oprøret, men hvor det bærer hen vil de næste måneder vise. Ifølge medarrangør Christoph Houmann Ellersgaard er der nu etableret en bevægelse som vil fortsætte med at lave aktivisme for en bedre verden på og uden for universitetet. »Året 1968 er ikke centralt for os, men tiden karakteriserede en ny måde at gå til verden på. Det kan vi lade os inspirere af,« siger han.

ser@adm.ku.dk