Visionen om det verdensomspændende arkiv

Den tyske kulturforsker Sven Spiekers interesse for arkiver stor. For arkiver giver os ikke bare adgang til en fortid, som ellers er forsvundet. De kan også give indblik i, hvordan information er blevet indsamlet og cirkuleret, af hvem, for hvem og om hvem.

Gennem mange år har Sven Spieker således beskæftiget sig med, hvordan forskellige måder at arkivere på er blevet behandlet i kunsten, og i den forgangne uge gæstede han København for at deltage i en workshop om arkivbygning. Tirsdag den 19. marts holdte han et offentligt foredrag om arkivering som en global, netværksbaseret aktivitet.

Der er ikke bare ét arkiv

Listen over arkiv-definitioner er lang: Det kritiske arkiv, arkivet som atlas, det totale arkiv, arkivet som skulptur, det approprierede arkiv, tidskapslen, krono-arkivet… og sådan fortsætter det gennem 24 forskellige vinkler på arkiver, som det er blevet fortolket af kunstnere gennem tiden.

Sven Spieker har skrevet dem op under hinanden på et af de første slides i sin præsentation, og det giver et indtryk af, hvor diffus forståelsen og brugen af termen – i hvert fald inden for kunsten – er.

Derfor lufter Sven Spieker også sin undren over, at der fortsat tales om arkivet i ental, når vi i praksis ser en mangfoldighed af arkiv-arkitekturer, informations-netværk, dokument- eller materiale samlinger og deres indeksering.

Han mener, det er mere passende at tale om arkivering som en proces, hvor information udveksles, skifter plads og betydning gennem den fortsatte brug, der gøres af arkivets dokumenter.

»Det, jeg ønsker at kalde arkivering, er ikke et hus eller et lager, det er i virkeligheden en globalt forgrenet proces, der kollapser en række af funktioner, som traditionelle arkiver har holdt nøje adskilt.«

Arkiver er historiske

Sven Spiekers idé om arkivet er dobbelt: Han forstår både arkivet som middel til historisk rekonstruktion og som materialesamlinger, man kan fare vild i og konfigurere på nye måder. Da jeg møder ham for at spørge ind til denne forståelse, fortæller han, at det for ofte bliver glemt, at også arkiver er rundet af den tid, de er oprettet i.

»Vi går ud fra, at arkiver er en slags über, meta-kategori, det som giver os lov til at tale om historie, men som ikke selv er historiske.«

Det historiske ved arkiver er ifølge Sven Spieker knyttet til arkivindholdets mediespecificitet; det vil sige, hvordan diverse teknologier til dokumentation, registrering og lagring gradvist har ændret vilkårene for arkivering.

»Arkivet har altid været det sted, hvor vi har tænkt på sammenhængen mellem mediet og det, der er arkiveret,« siger Sven Spieker.

På den måde er vores blik på verden i fortsat dialog med måden vi repræsenterer den på og de måder, vi forsøger at ‘indsamle’ og arkivere den på. Det siger næsten sig selv, at et fotografi fortæller os noget andet om fortiden end et skriftligt dokument, og en filmstrimmel eller et lydklip noget andet end et gammelt topografisk kort.

Sven Spieker interesserer sig især for de forestillinger, der ligger bag de enkelte arkivers billede af verden – eller som opstår ud af dem. Hans egen arkiv-definition er bred og bøjelig, og man skal holde tungen lige i munden for at følge ham på turen gennem arkiver og arkiveringspraksisser i og uden for kunsten, fra starten af det 20. århundrede og frem til i dag.

1960’ernes Google Earth

Sven Spieker leverer ingen forkromet arkiv-teori, og hans interesse omfatter såvel institutionelle arkiver over bureaukratiets transaktioner som kunstneriske fortolkninger af eksisterende arkiver og kortlægninger i bredere forstand.

Den type arkiv han valgte at fokusere på til foredraget tirsdag er det globale arkiv i to inkarnationer: Google Earth og 1960er-magasinet ’The Whole Earth Catalog.’

Begge er eksempler på en bestræbelse på at samle information om og fra hele verden ét sted. I Google Earths tilfælde er der tale om fotografisk gengivelse af hele kloden, der tillader den enkelte at zoome ind og ud på kontinenter, lande, byer, gader og bygninger – det hele under Googles copyright.

Til de forskellige geografiske lokaliteter knytter sig en række informationer, for eksempel navne på restauranter eller seværdigheder, som Google har indsamlet fra sine brugere. Men Google indsamler samtidig en masse information om sine brugere gennem deres søgninger og ‘klik’ med henblik på at målrette markedsføring og dermed opfordre til forbrug.

Som modstykke til Googles registrering af verden og af den enkelte internetbrugers interesser og vaner står i Sven Spiekers præsentation kataloget ’The Whole Earth Catalog’. I de internetløse 60’ere fungerede magasinet som et forum, hvor læserne gav hinanden råd inden for en lang række områder. Kataloget repræsenterer med Sven Spiekers ord »en manual til manualer«, idet den giver information om hvordan information cirkulerer og skal tilgås. Spieker ser ’The Whole Earth Catalog’ som et første forsøg på at tænke globalt og som et eksempel på en tankegang, han kalder post-arkivisk.

»For første gang blev arkivet set mindre som et lagerhus for fortidige spor og mere som en ophobning af information, som måske kunne gøre os i stand til at forudse fremtiden.«

‘Vi må være informerede universalister’

I den post-arkiviske tilstand, som Spieker taler om, har vi ikke længere at gøre med fysiske arkiver men med en konstant og allestedsnærværende arkivering. Og de digitale teknologier og netværk gør samtidig informationssøgning og vidensdeling let tilgængelig.

Dog er Sven Spieker ikke umiddelbart optimistisk omkring den form for dataindsamling, der aktuelt finder sted på globalt plan, ikke blot sat i værk af globale efterretningstjenester, men også af en uendelig række af virksomheder, der profiterer fra vores søgninger og kommunikationer, som for eksempel Google.

Samtidig giver han selv talrige eksempler på kunstneriske interventioner, der har hevet information ud af arkiverne og brugt dem på helt andre måder, end de var intenderede, og på den måde så at sige ‘afmonteret’ dem.

Kan noget lignende ikke gøre sig gældende for den type arkivering, som ikke synes til at undslippe og som kortlægger alt fra vores gener, til vores indkøb, rejseaktiviteter og interesser? I det mindste, hvis vi tager Spiekers ord til os om at forsøge »at forstå reglerne, så vi kan handle ansvarligt i fremtiden, ikke som snæversynede specialister, men som informerede universalister.« Og i den sammenhæng er en fortsat undersøgelse af arkiver og arkiveringspraksisser nødvendig.

Uni-avis@adm.ku.dk