Vogter af den kolde krig

»Når folk bliver forsinket i deres studie, er det ikke nødvendigvis fordi de ligger på den lade side,« forklarer han sig. Og sådan siger de jo alle sammen. Men lige præcis Anders Bertelsen har måske noget at have det i. Når han ikke slider polstringen af auditoriesæderne for en bachelorgrad i Historie ved Københavns Universitet, pryder han sig med titlen ‘daglig leder’ af Danmarks nyeste koldkrigsmuseum – Stevnsfort. Og dermed må han vist siges at være i besiddelse af det der i studievejlederjargon kaldes et ‘relevant studiejob’.

KU som anker

Stevns Klint ligger på kanten af Sjælland med udsigt til de gamle østbloklande på den anden side af Østersøen. Derfor var Stevns et strategisk vigtigt punkt for Danmark og NATO under den Kolde Krig, og da frygten for endnu en verdensomspændende krig greb om sig i starten af 1950’erne, byggede man et atombombesikret fæstningsværk 18 meter nede i Stevns Klint. Herfra blev en væsentlig del af den danske koldkrigsstrategi udtænkt og koordineret, og dette er fæstningsværket Anders Bertelsen har været drivkraft i at omdanne til museum.

For historieforskere er den Kolde Krig som et sår der ikke vil hele, og jo dybere man forsker sig ned i emnet, jo mere betændt bliver det. Koldkrigsforskning er så at sige et sprængfarligt farvand at manøvrere i. I det farvand har Koldkrigsmuseum Stevnsfort tøjret sig til Saxo Instituttet ved Københavns Universitet som udgør projektets akademiske anker.

Sommerens bedst besøgte museum

»Det er vigtigt at museets formidling er godt videnskabeligt funderet, og derfor godkendes den også af Saxo Instituttet,« forklarer Anders Bertelsen da Universitetsavisen møder ham på Stevns. »Det er ikke blot underholdning vi leverer på Stevnsfort, målet er også at blive den bedste formidler af den Kolde Krig i Danmark. Og Stevnsfort giver en anderledes vinkel på historisk formidling. I modsætning til de fleste andre museer har vi ikke samlet ting ind alle mulige steder, men blot bevaret det der allerede var her. Fortets ramme er i sig selv museets scenografi,« forklarer Anders Bertelsen om den underjordiske fæstning der blev endeligt lukket ned i år 2000.

Når man har benene plantet på denne side af jordens overflade, gør Stevnsfort ikke meget væsen af sig. Bortset fra to enorme kanoner som står i deres fulde, demonstrativt potente størrelser i det høje græs og skuer ud over klinten i retning af Polen. Der er krummer i de kanoner. Det kan selv en uforbederligt militærafvigende karakter som Deres udsendte se. De blev brugt under 2. Verdenskrig på det tyske slagskib Gneisenau og kaster behagelige skygger i græsset.

Vi sætter os i ly af et 150 millimeter løb, og Anders Bertelsen fortæller om det nyåbnede museum. Da han i 2002 blev forelsket i Stevnsfort, stod den gamle koldkrigsfæstning og forfaldt, så Anders Bertelsen gik i gang med at søge støtte fra fonde og politikere. Efterhånden fik han begge dele, ligesom historieprofessor Poul Villaume fra KU blev tilknyttet, og i 2006 blev Stevnsfort en del af Østsjællands Museum. I løbet af to måneder har fortet haft knap 24.000 besøgende, og var dermed et af landets bedst besøgte museer i sommer.

Billig science fiction

Museets hovedattraktion ligger 18 meter under jorden hvor fortets forskellige rum er forbundet af lange gange som er boret og hugget direkte ud i klinten. Set indefra er Stevns klint lidt af et æstetisk scoop. Fugt og alger har dekoreret klippevæggene i alle farveladepalettens grønlige toner, mens tykke lag af flintesten bølger sig vandret ned ad gangene. I mandskabsrummene, ammunitionslagrene og kommandocentralen står alt som det gjorde i midten af 1980’erne da fortet blev moderniseret sidst. Den Kolde Krigs sidste årti var også Commodore 64 og bip-bip-spillenes æra.

Det fornægter sig ikke i operationsrummet hvor store runde radarskærme viser kysten omkring Stevns aftegnet i pangfarver. Neongrønne slikkepinde bevæger sig op langs kysten på skærmen. Det må vel være skibe. Det ligner rekvisitter fra en billig science fiction-film, men operationsrummet var et centralt element for hele NATO’s strategi i denne del af Europa, fortæller Anders Bertelsen. Den 35-årige historiestuderende er tidligere kaptajn i hæren hvor han har tjent 15 år og blandt andet været udstationeret i syv måneder i Irak i 2004 som efterretningsofficer. Men når han taler om Stevnsfort, er det ikke kun med militærnørdens begejstring for krudt og kugler, men især med historiefortællerens begejstring for enkelthedens rolle i den store fortælling – at trække et forladt koldkrigsfort ud af sit lokalmiljø og ind i en national og global historisk kontekst som også har relevans i dag.

»Den Kolde Krig er både vores nære fortid, men den sætter også dybe spor i vores nutid og den fremtid vi bevæger os ind i. Det har hele tiden været en bevidst vision i arbejdet med museet,« siger Anders Bertelsen som selvsagt bruger mange timer på museet og har været nødt til at melde eksaminer fra undervejs i studiet. På Humaniora har man netop indført skærpede aktivitetskrav for de studerende, men den travle museumsleder som også er far til to, mener ikke at et øget tidspres får ham hurtigere gennem sin uddannelse.

Studiet er en luksus

»Jeg forsøger i forvejen at blive færdig så hurtigt som muligt. Men det er klart at en arbejdsuge på 60 timer som jeg har haft de seneste måneder, har nogle familiemæssige konsekvenser, så derfor er det også studiet som bliver valgt fra hvis der er alt for meget at lave,« forklarer han, men understreger at også universitetet har gavn af hans forsinkelser undervejs i studiet.

»Samtidig med at jeg starter et museum, profilerer jeg jo også Saxo Instituttet og KU. Så hvis der er nogen der skal argumentere for at der bør være mere luft i studiet, er det da mig,« siger han. Anders Bertelsen har allerede en stilling som mange historiestuderende drømmer om at besætte som færdiguddannede. Så hvorfor overhovedet tage uddannelsen? »Studiet er en enorm luksus,« svarer han og uddyber:

»Hvis jeg pludselig skulle miste min plads hernede, kan jeg fra den ene dag til den anden lægge min tilværelse om og bare hellige mig studierne. Universitetet er berigende og inspirerende. Jeg har aldrig følt mig så meget hjemme som jeg gør på universitetet,« siger han mere overbevisende end nogen pr-mand på KU kunne gøre det.

ser@adm.ku