Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Vores stjernestuderende bliver ramt af stress

Interview — Benedicte Fonnesbech-Wulff har vejledt historiestuderende i årevis. Hendes studerende er dygtigere end nogensinde. Men selv de bedste af dem bukker under. Noget i systemet er i stykker.

Et direkte blik i et hoved let på skrå, en sølvgrå manke over en højrød fleecejakke i et smalt kontor, der bugner af bøger. Benedicte Fonnesbech-Wulff stikker i enhver henseende ud på Saxo-Instituttet. Hun er den eneste på hele KU, der er ansat som studielektor i en VIP-stilling, hvor hun underviser historiestuderende halvdelen af tiden og yder studievejledning den anden halvdel.

Det sidste har hun gjort i en lang årrække, så hvis man gerne vil vide, hvordan de studerende trives på universitetet, er Benedicte en erfaren stemme:

I dag rammer det også vores stjernestuderende, hvor man har tænkt, at de ville køre lige ud i en smuk fremtid

»Som du ser, står der Kleenex på bordet, og dem går der mange af i løbet af vejledningssamtalerne for tiden. De studerende har det svært. Hele livet har de været udsat for et pres, der kun har skubbet fremad. Og de fleste – også unge – mennesker har ind imellem behov for at stoppe op og sige og sige »hvor er jeg, hvor skal jeg hen, hvad vil jeg gerne – og hvorfor«. Det er der ikke ret gode muligheder for i dag. Tidligere var det muligt at tage orlov mellem bachelor- og kandidatuddannelsen, hvis man havde brug for luft til at træffe et kvalificeret valg. Det må man absolut ikke mere, for så mister man sit retskrav og er ikke sikker på at få en kandidatuddannelse. Det er alvorligt.«

Syge stjernestuderende

Når Benedicte siger alvorligt, så mener hun det diagnostisk. For der er langt flere studerende, der sygemelder sig i dag end tidligere. Der har altid været studerende, der ikke magtede at holde trit, men vejlederen oplever, at den skare også er begyndt at omfatte de allerbedste studerende:

Benedicte Fonnesbech-Wulff

64 år. Cand.mag. i historie og etnologi fra KU 1982. Arbejdede med lokalhistoriske projekter på Vestsjælland, indtil hun i 1994 blev ansat først som ekstern lektor, så studieadjunkt. Siden fik hun vejledningsopgaver, og hun har haft sin nuværende stilling som studielektor, hvor hun vejleder halv tid og underviser halv tid siden 2005 på Saxo-Instituttet, Afdeling for Historie.

»I dag rammer det også vores stjernestuderende, hvor man har tænkt, at de ville køre lige ud i en smuk fremtid. De bliver ramt af stress, af angst og bliver alvorligt syge. Og jeg synes simpelthen ikke, at vi kan være bekendt, at vi ikke kan give luft. Vi har mange flere dygtige studerende, som aldrig bliver færdige, og det er da en meget uheldig udvikling.«

Ikke at vejlederen ønsker sig tilbage til tiden før de store reformer på universitets- og gymnasieområdet, for de har også haft positive effekter:

»De studerende vi får i dag, er dygtigere over en bred kam. I masseuniversitetets år skulle vi optage mange, også nogen, hvor man tænkte – det er sgu synd, hvad skal de her? I dag er bundniveauet relativt højt, og topniveauet er meget højt. Derfor skærer det også i hjertet at vide, at mange af dem vil ramme et magtesløshedsloft på et eller andet tidspunkt i deres forløb. Det er så synd for dem.«

Det er da katastrofalt at det er et elektronisk system, der definerer rammen for den uddannelse, de unge mennesker får
*

Det er vejlederens årelange erfaring, at man kan komme meget langt ved at følge de studerende tæt i kortere perioder:

»Jeg har siddet her i begyndelsen af mine år som vejleder med folk, der havde studeret i 25 år uden at der var nogen, der havde interesseret sig for dem. Og når man så hjalp dem lidt, så blev specialet afleveret efter tre måneder, og de kom videre. Men de havde levet et helt arbejdsliv på studenterløn, uden pension eller sygepenge, og det kunne universitetet heller ikke være bekendt.«

Men i dag synes hun at universitetet har bevæget sig for langt over i den anden grøft, hvor de studerende, der gerne vil arbejde i dybden med deres stof – og dem er der mange af – bliver ladt i stikken.

Maskiner over mennesker

Det er både konkurrencestaten, fremdriftsreformen, politikernes konjunkturbestemte indblanding i universitetets affærer og stadige nedskæringer, der deler skylden for mange dygtige studerendes mistrivsel, mener Benedicte. Men universitetet har også selv et ansvar:

»Det er min oplevelse, at vores elektroniske systemer dikterer den service, administrationen kan yde. Holdningen synes at være, at hvis tingene ikke kan komme ind i systemet, så eksisterer de ikke. Det er en katastrofe for de studerende, der skal have behandlet ansøgninger om udveksling eller dispensation. Især fordi systemerne tit og ofte ikke virker, så der har universitetet virkelig skudt sig selv i foden. Tænk, alle de pædagogiske overvejelser vi har om undervisning, formidling og studiemiljø, og så kan tingene ikke lade sig gøre, fordi de ikke kan opereres i STADS,« siger Benedicte og sætter trumf på:

»Det er da katastrofalt, at det er et elektronisk system, der definerer rammen for den uddannelse, de unge mennesker får.«

Ressourcer versus ræson

Benedicte fortæller, at alle studerende tidligere blev tilbudt en samtale på første semester, en på fjerde semester og to i løbet af kandidaten:

»Det har vi måttet rulle tilbage, fordi ressourcerne er blevet mindre. I dag får alle tilbudt en samtale på tredje semester, hvor de skal vælge tilvalg, og det valg er blevet så endegyldigt, at det er nødvendigt, at man er meget, meget afklaret inden man træffer det. Og så har vi et stående tilbud om en udslusningssamtale.«

Benedicte synes hendes stillingskonstruktion giver så god mening, fordi hun selv har undervisning og kollegaer blandt det videnskabelige personale, hvor AC-vejlederne befinder sig i et mere ’lukket’ administrativt system. I øjeblikket underviser Benedicte et hold førsteårsstuderende i historisk metode, og så har hun både studie- og specialevejledning ved siden af.

»I princippet vejleder jeg halvdelen af arbejdstiden, nogle gange mere, andre gange mindre. Jeg har også telefonsamtaler, hvor de studerende ringer hjem til mig, fordi min telefon stiller om. Jeg er somme tider nødt til at arbejde hjemme for at få fred til fx at rette opgaver. Men de studerende kan nå mig på telefonen, og det gør de. Jeg holder det ikke så skarpt adskilt.«

Mange godt begavede studerende vil gerne løse universets gåde, og det kan godt være voldsomt
*

Benedicte kan godt blive ringet op i sommerhuset eller hvor hun ellers befinder sig, og så tager hun alligevel snakken, for de studerende ringer ikke for sjov, siger hun:

»Hvis man har et problem, der gør at man ringer, er det som regel et alvorligt problem. Ikke at jeg nødvendigvis finder det alvorligt, men det føles sådan for den studerende i situationen, og det er jeg nødt til at have respekt for.«

Benedicte siger det indlysende, at når man deler et problem med et andet menneske, så krymper det lige så stille. Hvorfor deler de studerende ikke deres tvivl og frustration med familie og venner?

»Noget, der altid har slået mig, er, hvor ensomme mange af vores studerende føler sig. Og der kan vejlederen være den tråd eller den stok, der giver dem balancen igen. Alle vi fem vejledere her er bevidste om, at når et menneske har fundet herop og fået åbnet munden og sagt ’jeg føler mig alene’ eller ’jeg er bange for hvad de andre synes’, så laver vi en aftale mere, for så har man spundet en tråd – den første i et netværk. Og det kan en telefonsamtale i sommerhuset også være. Det er vores ansvar. Når vi har påtaget os en opgave, har vi et ansvar. Det være sig i undervisningslokalet, jeg skal saftsuseme nok få lært de studerende noget om kildekritik, for det er min opgave, det er mit ansvar. Når jeg sidder her i vejlederstolen, så er det også mit ansvar, at folk er mere afklarede, når de går ud ad døren, end de var da de kom.«

Den indre malkeskammel

Benedicte siger, at hun prøver at holde sine vejledninger på et meget lavpraktisk niveau, og at nogle af hendes begreber er så tåbelige, at de studerende ikke glemmer dem:

»Når det handler om at lave en plan for sit liv, så bruger jeg en allegori med at de skal se sig selv som en trebenet malkeskammel. Skamlens tre ben er hovedet, kroppen og sjælen. De skal sørge for at der er balance, for en malkeskammel er meget stabil, med mindre du skærer ti centimeter af det ene ben … Og det billede er så åndssvagt, at de kan huske det. Jeg får stadig mails fra studerende, der skriver ’det går godt med min indre malkeskammel’.«

Benedicte er 64 år. Hun bor langt ude på landet uden for Glumsø i et husmandshus, hvor hun opdrætter jagthunde, så hun deler adresse med syv labradorretrievere og tre katte.

Vi kan jo godt mærke at der på alle fronter er blevet færre ressourcer, og man skal også kunne stå inde for det, der bliver produceret

»Mine sko afslører mig, det er lidt pinligt,« smiler hun, og vipper med fødderne i et par solide vandresko med mudderstænk under bordet.

Hvad med hendes egen indre malkeskammel, hvordan går det med den?

»Jeg sidder ikke så meget stille. Jeg var syg for et par år siden, og jeg tror nok at det var lidt stressrelateret. Men så lærer man noget af det. Need to do, need not to do. Need to know, need not to know. De erfaringer kan jeg også bruge i vejledningen af de studerende: Er det her noget du behøver bekymre dig om? Måske skal du nøjes med at bekymre dig om det her?« siger hun, idet hun danner en lille skål med hænderne.

»For det er også noget, vi ser: Mange godt begavede studerende vil gerne løse universets gåde, og det kan godt være voldsomt. Måske skal de nøjes med at løse en gåde, der er lidt mindre.«

På spørgsmålet om hvor længe vejlederen bliver ved at orke at tage vejen fra Glumsø til Amager dagligt, svarer hun:

»Jeg tager i hvert fald et par år mere, for der er et par stykker jeg har lovet at være specialevejleder for … Nu må vi se hvad de nye besparelsesplaner munder ud i, vi kan jo godt mærke at der på alle fronter er blevet færre ressourcer, og man skal også kunne stå inde for det, der bliver produceret.«

# Skriv kommentar
Share

Join the discussion

Seneste