Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Vores universitet ­ – vores løsninger

STUDENTERKOMMENTAR - Hvordan kan man lave et kvalitetsudvalg, der overhovedet ikke beskæftiger sig med uddannelseskvalitet?

I DISSE DAGE ER UDDANNELSESDEBATTEN varmere end nogensinde. Faktisk er den politiske situation så højspændt, at der i sidste uge florerede nyhedshistorier i dagbladene om uddannelsesministerens Kvalitets- og relevansudvalg, som endelig løftede sløret for deres anbefalinger for de videregående uddannelser. De foreslog at rulle dele af fremdriftsreformen tilbage og bruge pengene fra SU-besparelserne på mere undervisning og ordentlig feedback i stedet. Men det mystiske Ritzau-telegram med de store nyheder fra udvalget blev trukket tilbage samme aften og det samme gjorde nyhedshistorierne. Desværre, for selv om anbefalingerne var fornuftige, var de tilsyneladende slet ikke ægte.

UANSET HVAD HISTORIEN bag de gådefulde faux-nyheder rent faktisk var, efterlader dramaet i hvert fald ingen tvivl om, at der er fantastisk meget på spil i vores uddannelser lige nu. Med uddannelsesministerens udvalg er det som om alle bolde er kastet op i luften. Udvalget skal granske de videregående uddannelser og komme med anbefalinger til, hvordan man forbedrer kvaliteten, relevansen og sammenhængen. Desværre handler debatten næsten udelukkende om, hvordan man kan spare penge på uddannelserne, mens forsvindende lidt af den handler om, hvad der rent faktisk foregår på dem. Overalt bliver der diskuteret mere erhvervsretning af vores uddannelser, nati-onal fastsættelse af optaget, færre penge til uddannelser der ikke uddanner studerende til en høj livsløn, et opgør med bachelorers ret til at fortsætte på kandidatuddannelsen og så videre.

MAN DISKUTERER ALTSÅ adgangskrav, karaktergennemsnit og alt hvad der ellers handler om, hvad unge kan, før de overhovedet bliver optaget på deres uddannelser, og så diskuterer man erhvervsrelevans og beskæftigelsestaxametre ud fra forestillinger om, hvad dimittender kan, når de er færdige med deres uddannelser. Men alt hvad der foregår derimellem – det, der handler om uddannelserne – er der ingen, der beskæftiger sig med. Hvordan kan man lave et kvalitetsudvalg, der overhovedet ikke beskæftiger sig med uddannelseskvalitet? Måske er det fordi uddannelse, viden, faglighed og dannelse er svært at måle og veje, mens udgifter og besparelser er mere kontante på en bundlinje. Men hvis vi skal hæve kvaliteten på universiteterne, er vi simpelthen nødt til at kigge på kerneopgaven: at uddanne de allerdygtigste akademikere – og det kan man kun ved at tilbyde de allerbedste uddannelser.

DET VIGTIGSTE SPØRGSMÅL i kvalitetsdiskussionen er derfor, hvordan viden deles og udvikles mellem studerende og undervisere, så vi studerende gennem forskningsbaseret undervisning og faglige udfordringer bliver i stand til ikke bare at tilegne os viden, men også anvende den og skabe ny. Vi tror det sker, når vi studerende møder hinanden og vores undervisere. Derfor tror vi i Studenterrådet hverken på, at man får bedre studerende ved at udelukke flere fra at komme ind på universitetet eller ved at udsulte nogle uddannelser med udsigt til lavere livsløn for at få færre til at tage dem. Man får bedre studerende af at lave bedre uddannelser. Det kræver at vi studerende har rum til at fordybe og specialisere os. Det kræver løbende faglig vejledning og feedback. Det kræver undervisere, der kan finde ud af at undervise. Og så kræver det ikke mindst en rimelig mængde undervisning i rammer med plads til faglige og sociale aktiviteter i hverdagen. Den eneste måde, man kan hæve kvaliteten på vores uddannelser er ved at hæve ambitionerne.

Seneste