Hvorfor skal jeg betale 38.500 for at være indskrevet på Københavns Universitet, mens jeg arbejder fuld tid i praktik?

Jeg er i øjeblikket ved at gennemføre kandidatuddannelsen i Advanced Migration Studies på Københavns Universitet. Jeg betaler universitetet 38.500 kroner i studieafgift per semester i løbet af min 22 måneder lange uddannelse. Undervejs får vi studerende på tredje semester mulighed for at gennemføre et projektorienteret forløb, det der i daglig tale kaldes praktik. Praktikopholdet er på fuld tid (30 ECTS).

Det, der udløste min overraskelse og forargelse – som fik mig til at skrive den her artikel – var, at jeg indså, at mens jeg arbejdede i dette ulønnede praktikforløb, var jeg samtidig forpligtet til at betale den fulde studieafgift til universitetet. Undskyld, hvad? Og hvorfor?

Jeg kontaktede Trine Sand, der leder afdelingen International Education and Grants på Københavns Universitet. Sand sendte mig to uddrag fra dansk lovgivning, hvoraf det fremgår, at studerende er forpligtet til at betale den fulde studieafgift under praktikforløb, fordi de optjener ECTS undervejs.

Men jeg synes ikke helt, det hang sammen. Internationale studerende betaler, må man gå ud fra, studieafgift for at dække udgifterne til at udbyde kurser og til at bedømme den studerendes præstationer og forståelse af undervisningen. Studerende betaler ikke, og det er vigtigt, penge for at få ECTS-point.

Vi internationale studerende betaler ikke universitetet for at tildele os en grad, vi betaler universitetet for at levere en service. Og kun i det omfang en studerende udviser en tilstrækkelig forståelse af det, universitetet leverer, modtager vedkommende ECTS-point og i sidste ende en akademisk grad.

I Canada justeres prisen i praktikperioden

I Canada, hvor jeg er fra, betaler studerende studieafgift, mens de studerer på universitetet. Prisen kan variere fra omkring 12.500 til 75.000 kroner per semester, afhængig af kurset og uddannelsesniveauet (bachelor, kandidat eller ph.d.).

Co-op-programmer er ret almindelige i Canada. Det er forløb, der inkluderer akademiske praktikophold, som er en del af uddannelsen. Det er typisk for studerende i disse programmer at betale et gebyr til universitetet, mens de er i praktik, fordi der stadig er nogle administrationsomkostninger for universitetet. På University of British Columbia, for eksempel, er dette gebyr $ 775 canadiske dollars (cirka 4.000 danske kroner). Pengene dække den tid, der går med at underskrive ansættelseskontrakter, besvare spørgsmål fra studerende i praktik, og evalueringen af praktikrapporten bagefter.

Regnestykker

I løbet af et typisk semester, der giver 30 ECTS, får en studerende normalt otte timers undervisning om ugen i tre måneder, minus en uges efterårsferie. Det giver 88 timers direkte undervisningstid.

Det tal omfatter ikke de timer, der går uden for undervisningstiden med at mødes med studerende, besvare spørgsmål fra studerende på e-mail, eller tid brugt på at bedømme eksamensopgaver.

Men i løbet af praktik-semesteret, som vi har på min uddannelse, er der tre gruppe-vejledninger, der hver varer to timer, altså i alt 6 timers direkte undervisningstid. Dertil kommer, ligesom ovenfor nævnt, den tid, der går med at besvare mails osv., eller bedømme praktikopgaven på 20-25 sider til at være bestået eller ikke-bestået.

Jeg emailede en administrator på min uddannelse for at spørge, om hun kunne give mig et slag på tasken over, hvor mange timers arbejde, instituttet har for hver studerende, der er i praktik, for at tjekke mine beregninger.

Det bliver mystisk

Hun svarede, at der er en del opgaver med at registrere oplysninger, håndtere praktikkontrakter, indtaste date, emaile frem og tilbage og etablere kontakt med praktik-institutionerne osv.

Hun fortsatte: »Jeg kan godt forstå, at det kan se ud, som om det ikke koster universitetet ret meget at have jer ude i projektorienterede forløb, men det er cirka det samme, som et almindeligt undervisningsforløb koster. Nok lidt mindre for undervisningen, men mere for administrationen.«

Da jeg læste det, tænkte jeg, at min egen erfaring er, at jeg ikke har haft i nærheden af den samme grad af kontakt med undervisere eller administratorer i løbet af min praktikperiode, som jeg har haft i løbet af mine to foregående undervisningsbaserede semestre.

Jeg betaler, uden tvivl, uforholdsmæssigt meget for mit praktiksemester.

Administratoren skrev i en opfølgende e-mail, at »studieafgiften for det samlede to år lange master-program er baseret på prisen for alle kurser og eksamener lagt sammen og divideret med fire, ikke på prisen for det enkelte semester. Det er, for eksempel, ret bekosteligt at bedømme specialet, både i form af underviser- og censor-timer og i administration.«

Interessant. Da jeg læste det, var jeg ret lettet. Det var tilfredsstillende at få et svar, der gav mening. Jeg overvejede at droppe min idé om at skrive denne artikel. Men så gik det op for mig, at det stadig ikke helt hænger sammen. Jeg betaler, uden tvivl, uforholdsmæssigt meget for mit praktiksemester. Lad mig forklare:

Ikke overbevist

Jeg forstår rationalet, som min uddannelsesadministrator forklarede, at de studerendes omkostninger for universitetet beregnes og fordeles jævnt som fire rater over fire semestre. Men der er et problem: mine holdkammerater og jeg havde valget mellem enten at tage kurser, eller lave et selvstændigt forskningsprojekt eller gennemføre et praktikforløb. Hvis praktikpladsen er billigere for universitetet end et semester med kurser, hvorfor skulle jeg så betale det samme, uanset hvilken mulighed jeg vælger? Det ville være logisk, at de samlede omkostninger ved mine studier på Københavns Universitet blev beregnet ud fra, om jeg valgte den dyre mulighed i tredje semester – kurser til en værdi af 30 ECTS-point – eller om jeg fandt en praktikplads, som er billigere. Efter at have valgt praktik-muligheden betaler jeg for meget.

Så hvad nu?

Lederne af min uddannelse har bestemt, at det hold, der begyndte i september 2019, ikke længere kan vælge andet end et semester i praktik. Jeg synes, at deres studieafgift skal sættes ned, så det afspejler den gevinst, som universitetet opnår, når ingen studerende længere kan vælge at tage et tredje semester med undervisning.

En sidste bemærkning om ikke-EU-studerendes pengeproblemer

Universitetet kræver, at praktikophold skal være ulønnede. Det har været en omdiskuteret sag, og jeg vil ikke tage diskussionen op på ny. Men jeg synes, at studerende bør fortsætte kampen for bedre økonomiske vilkår.

Som ikke-EU-studerende kan jeg ikke under nogen omstændigheder få SU. Jeg ville heller ikke forlange andet, for jeg har jo aldrig betalt en øre i dansk skat.  Jeg nævner det kun, fordi jeg aldrig har mødt andet end overraskede udtryk hos mine medstuderende, når jeg fortæller, at jeg ikke kan få SU.

Så for at overleve økonomisk under deres studier, skal studerende fra lande uden for EU enten:

• Påtage sig en betydelig gæld
• Have en meget, meget fed opsparingskonto
• Få betydelig økonomisk støtte fra deres familie
• Finde sig et ekstremt lukrativt weekendjob

Ellers har studerende fra lande uden for EU kun ringe håb om økonomisk uafhængighed under deres studier, og det lægger et trist pres på disse studerende både i studietiden og efterfølgende.

Oversat af Christoffer Zieler