Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Uddannelse
STUDIEMILJØ - De studerende på KU er langt mindre tilfredse med kvaliteten af det trådløse internet på universitetet end de studerende hos CBS og DTU. »Det er ikke rart at høre,« siger KU's it-vicedirektør, som ønsker forbedringer.
Der er længere mellem de studerendes smil på KU end hos CBS og DTU, når uddannelsestedernes wifi skal bruges i undervisningen, fx til research, backup og noter. Det viser en undersøgelse af de studerendes it-vaner foretaget af Microsoft.
Blandt de 407 KU-studerende, som i efteråret medvirkede i undersøgelsen, svarede 40,5 procent, at den trådløse forbindelse på universitetet er dårlig eller meget dårlig. Hos DTU’s 139 medvirkende studerende er utilfredsheden nede på 20 procent, og blandt undersøgelsens 361 CBS-studerende er andelen blot 13 procent.
Svar som tilsammen giver en klar pejling om, at de studerende på KU er mindre tilfredse med kvaliteten af det trådløse internet end studerende på DTU og CBS.
Klaus Kvorning, vicedirektør for KU’s centrale it (Koncern-it), er ikke glad for at høre undersøgelsens resultater:
»Det er ikke rart for mig at høre, og det er klart utilfredsstillende. Men vores egen helt nye Måling af trivsel og tilfredshed bekræfter undersøgelsen. De studerende og ansatte på KU er generelt glade for it-supporten, men de oplever, at der mange huller i dækningen på universitetet. Det skal vi forbedre, for det har betydning for studiemiljøet, og for at vi kan tiltrække studerende.«
Derudover adskiller KU sig fysisk fra både DTU og CBS, fortæller Klaus Kvorning, og det giver en udfordring:
»Vi har utrolig mange forskellige bygninger, og fakulteterne ligger spredt over hele byen. Men med vores egen nye undersøgelse kan vi nu kigge nærmere på præcis, hvor problemerne er, og så se, hvad de bedste løsninger er.«
LÆS OGSÅ: Slut med ‘Wi-Fi not-spots’ på KUA
Undersøgelsen af de studerende it-vaner viser desuden, at de studerende vægter hastigheden af trådløst internet særdeles højt.
Samtidig bruger langt størstedelen af de, som har svaret, onlinetjenester som Google Drive, noteprogrammer og Dropbox til deres læsning og backups på universitet og i undervisningen.
Og fordi behovet hele tiden vokser, kan man heller ikke med et slag tilfredsstille alles forventninger til trådløst internet på KU, siger Klaus Kvorning.
»Behovet stiger hele tiden, for flere og flere studerende går på nettet med både computere, tablets og telefoner. Derfor er det et konstant arbejde for at følge med og kunne dække behovet, når 70 studerende for eksempel sidder i ét auditorium, og alle har flere forskellige enheder koblet på nettet,« siger Klaus Kvorning.
bjarke.w.pedersen@adm.ku.dk