Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Debat
KLUMME - København bygger - endelig - studieboliger. Men hovedstaden halter håbløst efter provinsen, når det gælder tag over hovedet til unge medborgere. Man kunne passende gange antallet af planlagte ungdomsboliger med 10, mener Studenterrådets formand.
Om under en måned kan et par hundrede studerende flytte ind i de nedlagte ældreboliger i Sølund, som Studenterrådet sidste år overbeviste politikerne om at lave til midlertidige studieboliger.
I sidste uge blev borgerrepræsentationen enige om at bruge en del af milliardoverskuddet fra sidste års budget på at bygge 485 nye ungdomsboliger.
Det er to fantastiske nyheder, for om fire måneder kommer mange tusinde nye studerende ind på deres ønskestudier i København, og endnu en årgang vil opleve et boligmarked i København, der ikke bare er spændt til det yderste i forvejen – det er allerede sprængt.
Allerede i dag mangler studerende i København billige boliger, og man forventer at yderligere 40.000 kommer til byen i årene 2012-2020.
I sidste uge kunne man da også læse i MetroXpress’ overskrifter, at der bliver bygget ungdomsboliger som aldrig før. Men læste man lidt videre, kunne man se, hvad tallet dækkede over: Siden 2010 er der bygget og planlagt 8.437 nye ungdomsboliger i Danmark. 4.322 af dem blev bygget i Aalborg. Kun 754 i København.
Jeg synes, Københavns Kommune svigter os alle sammen, når man brander sig selv som en international studieby, men ikke sikrer nye studerende det mest basale: et sted at sove om natten. 485 nye studieboliger er en stor forbedring, men de lander også et tørt sted, for det er sgu svært at dedikere sig til sin uddannelse, at engagere sig fagligt og socialt og kaste sig over nye faglige udfordringer, hvis man ikke har en base at gøre det fra.
De sidste mange år har vi hørt skrækhistorierne om de kommunale akutlister – med nye studerende, der kommer så langt væk fra, at man politisk vurderer at de er akut boligmanglende – hvor de sidste på listen først får en bolig året efter, eller hvor listerne bliver lukket, før de overhovedet bliver tømt.
Vi hører om studerende, der er nødt til at bo på vandrehjem og i telte på campingpladser for at kunne være i København, når deres studie starter. Vi hører om internationale studerende, der opgiver håbet om at uddanne sig i Danmark og rejser hjem, fordi de simpelthen ikke kan finde et sted at bo.
485 er dejligt, men vi skal altså have flere 0’er bag på det tal, før det overhovedet begynder at kunne mærkes.
uni-avis@adm.ku.dk