Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Udland

Yevgeniy Golovchenko er ekspert i desinformation, men kan ikke overbevise familien om, at Kyiv bliver bombet

Tiden, siden Rusland invaderede Ukraine, har været hektisk for dansk-ukrainske Yevgeniy Golovchenko, der forsker i russisk desinformation. Ud over at følge krigen og udtale sig som ekspert har han måttet forholde sig til desinformerede familiemedlemmer og venner i Kyiv, der er klar til at gribe til våben.

Dansk-ukrainske Yevgeniy Golovchenko, der blandt andet forsker i desinformation, plejer egentlig at sove fint. Men den 24. februar vågnede han pludseligt og med et sæt klokken fem om morgenen.

»Det må næsten have været intuition,« siger han en måned senere.

For det var omkring samtidig, at titusindvis af russiske tropper, der i flere uger havde befundet sig ved den ukrainske grænse, invaderede Ukraine og dermed startede en af de største krige i Europa siden anden verdenskrig.

Yevgeniy Golovchenko måtte med søvn i øjnene – mens han lå i sengen og, som hver morgen, tjekkede dagens nyheder i russiske, ukrainske og vestlige medier – konstatere, at der var krig i det land, han voksede op i de første elleve år af sit liv. Det blev startskuddet til en måned, hvor han har sat anden forskning midlertidigt på pause for at koncentrere sig om at være ekspert i desinformation – samtidig med, at han har skullet forholde sig til venner i Ukraine, der vil gribe til våben og familiemedlemmer, der stædigt fastholder Ruslands desinformation som den pure sandhed.

Svær søvn

Under taget på det gamle kommunehospital sidder Yevgeniy Golovchenko præcis en måned efter den skæbnesvangre morgen. Det er her på sit kontor med udsigt over flotte gårdhaver, at han til hverdag sidder og koder programmer. Programmerne indsamler og undersøger store datasæt fra sociale medier for at afklare, hvordan desinformationen kommer til udtryk. Men den seneste måned har koder og datasæt været erstattet af medier i massevis. For samtidig med, at han i medierne har fulgt krigens udvikling, har han også ofte udtalt sig som ekspert.

Han er iklædt sort rullekrave, grå bukser og er tydeligt udmattet efter en lang måned – både skuldre og øjenlåg hænger.

»Det har været lidt svært at sove om natten den sidste tid,« erkender han.

Han var egentlig gået i gang med at arbejde på et projekt om køn og diplomati på sociale medier – et afbræk fra konstant at skulle forholde sig til krig og ødelæggelse, som han har gjort under de sidste otte års krig i Ukraine. Først som studerende, hvor så godt som alle hans opgaver handlede om emnet, og senere som forsker.

Yevgeniy Golovchenko

* Født 1990 i Ukraine. Opvokset på Krim og i Kyiv, indtil han som 11-årig med sin mor flyttede til Frederikssund.

* Kandidat i sociologi fra Københavns Universitet, inden han i 2017 blev ph.d.-studerende på Statskundskab.

* Skrev ph.d. på Statskundskab om pro-Kreml desinformation på sociale medier.

* Postdoc ved Institut for Statskundskab, hvor han undersøger diplomati på sociale medier som en del af DIPLOFACE-forskningsprojektet, ledet af Rebecca Adler-Nissen og finansieret af Det Europæiske Forskningsråd

Men siden krigens start har han følt sig forpligtet til at rette sit fokus mod den store desinformation og censur, der er omkring konflikten, og besvare de mange mediehenvendelser, han har fået. Der gik ikke mange timer på invasionsdagen, før han havde fået de første ti henvendelser fra journalister, og siden har han haft travlt med at besvare spørgsmål fra journalister om alt fra EU’s censur af russiske medier til russiske trolde.

»Det har været mentalt drænende at være på hele tiden,« konstaterer Yevgeniy Golovchenko.

»Men jeg føler, at det er min pligt. Jeg kunne bruge tid på at samle soveposer og tøj ind, hvilket er enormt vigtigt, men jeg kan også bruge min tid på at kvalificere debatten om, hvad der sker i det russiske medielandskab, og hvordan der udkæmpes en informationskrig om Ukraine på de sociale medier. Det er de ting, jeg er blevet oplært i de sidste mange år, og så er det mit ansvar at træde til og fortælle om det, når der nu er brug for det.«

Yevgeniy Golovchenko er vant til interesse fra medierne. Da han begyndte på sin ph.d. om desinformation i starten af 2017, havde Oxford Dictionary netop kåret post-truth til årets ord i 2016, Donald Trump populariserede udtrykket fake news, og det amerikanske senat undersøgte Rusland for en påvirkningskampagne på den amerikanske valgkamp med desinformation på sociale medier. Desinformation har med andre ord været på alles læber i den periode, hvor Yevgeniy Golovchenko har specialiseret sig i det.

Men aldrig har han været i en periode så intens som nu, hvor Rusland har invaderet Ukraine, og kampen om desinformation mellem Rusland, Ukraine og Vesten udspilles som aldrig før. En intensitet der allerede kom til udtryk, da han vågnede med sættet måneden forinden.

Knust barndomshjem

Morgenen på invasionsdagen var fuld af tanker, husker Yevgeniy Golovchenko. Den første tanke han fik, mens han stadig lå i sengen, var særligt grum: Tusindvis vil dø og millioner vil flygte.

»Og så var min anden tanke i naturlig forlængelse at skrive til venner og familie. Jeg skrev blandt andet til en af mine bedste venner, der bor i Kyiv. Han er en helt almindelig forretningsmand, men var klar til at gribe til våben og dræbe så mange russiske soldater som muligt. Det var helt surrealistisk at skulle forholde sig til,« fortæller han.

Men også den morgen blev det tydeligt, at den desinformation, Yevgeniy Golovchenko forsker i, ikke bare er en abstrakt størrelse. Den berørte ham selv på et helt håndgribeligt niveau den februarmorgen. For mens han tog kontakt til sin familie i Kyiv, undlod han at kontakte nære familiemedlemmer på Krim, der de seneste mange år har ladet sig påvirke af den russiske desinformation, som han forsker i. Falske fortællinger, som at Rusland kun var ved at foretage en nålestiksoperation og ikke gik i decideret krig.

»Jeg har simpelthen ikke nok mental kapacitet til at ringe dem op og prøve at overbevise dem om, at Kyiv er blevet bombet,« fortæller Yevgeniy Golovchenko, der ikke har snakket med familien på Krim siden invasionen.

Jeg troede faktisk, at jeg boede i Sovjetunionen, indtil jeg begyndte i folkeskolen.

Postdoc Yevgeniy Golovchenko

Han finder en video frem på sin telefon for at understrege pointen om de to forskellige virkeligheder mellem familien i Kyiv og på Krim.

På videoen ser man det nabolag i Kyiv, hvor Yevgeniy Golovchenko voksede op. Men det ligner ikke længere sig selv – almindelige boligblokke står bombede tilbage uden sidevægge, så man nu kan se ind i de lejligheder, hvor ukrainere for få uger siden havde deres hverdag. Også hans eget barndomshjem har fået knust vinduerne efter bombningerne.

»Et af mine familiemedlemmer sendte billeder af bombningerne til familien i Krim, men de mente simpelthen, at det var fake og ikke var sket i virkeligheden,« fortæller han med sænkede øjenbryn.

Yevgeniy Golovchenko puster ud og holder en pause i talestrømmen.

»Jeg gør mit bedste for at gøre en forskel i den her situation. Studerer desinformation og taler med så mange journalister som muligt, så folk bliver oplyst. Men jeg er ikke et af de modige mennesker, der har overskud til at overbevise et familiemedlem om, at Kyiv faktisk bliver bombet,« konstaterer han.

Sovjetisk barndom i 90’erne

På Yevgeniy Golovchenkos kontor hænger en sovjetisk propogandaplakat fra 1941. »Sladr ikke!« står der på russisk under en tørklædeklædt, kvindelig arbejder med pegefingeren for munden.

Den købte han til sit kontor i sin tid som ph.d.-studerende. Russiske påvirkningskampagner og skjult indflydelse er ikke noget nyt fænomen, siger han.

»Det vi ser nu på sociale medier er på mange måde bare nyere udgaver af metoder, der er blevet brugt i mange årtier: Man fortier fakta og spreder løgne. Det, som er nyt med sociale medier, er, at det er meget billigere at producere information, så der er flere mennesker, der deltager i de her kampagner, og at de når ud meget hurtigere og bredere.«

Under sin egen opvækst i Ukraine fik Yevgeniy Golovchenko Sovjetunionens propaganda at føle. Han voksede op på Krim og i Kyiv kort efter Sovjetunionens fald, hvor man endnu ikke havde fået hevet Lenin-plakaterne ned fra skolerne eller erstattet lærebøgerne fra Sovjetunionen med nye.

»Jeg troede faktisk, at jeg boede i Sovjetunionen, indtil jeg begyndte i folkeskolen,« erkender han.

Her måtte en lærer venligt forklare, at han altså levede i en anden tid.

»Og så begyndte der lige så langsomt at komme nye lærebøger, der beskrev undertrykkelsen fra det sovjetiske styre og alt det andet, der ikke stod i de gamle bøger. Og det er klart, at det er en forvirrende tid – for mig som barn, men jeg tror også for Ukraine i det hele taget, der skulle finde sin identitet.«

Derhjemme havde de et gammelt sovjetisk fjernsynsapparat, der knap nok virkede. Her så han sovjetiske film, der ofte handlede om Nazityskland, hvorfor han også i en periode troede, at tyskerne stadig under sin opvækst var onde nazister.

»Så selvfølgelig kan jeg relatere til at leve i et land påvirket af propaganda. Mange af de narrativer, der bliver vist på russisk tv i dag, har jo også sovjetisk nostalgi. Ting som at kalde Ukraine for nazistisk, frygten for det farlige Vesten og så videre.«

Det startede på Krim

Sproget om krig er fuld af klicheer om desinformation. Krigens tåge, at sandheden er det første offer og så videre. Men det er klicheer af en grund – for det passer også denne gang, fortæller Yevgeniy Golovchenko.

»Det er ikke bare en krig med tanks og våben. Det er en krig om information – og den information påvirker reelt, hvad der foregår på landjorden,« siger han.

Desinformationens magt opdagede han selv for alvor i 2014, da Rusland annekterede Krim. Yevgeniy Golovchenko havde dengang som kandidatstuderende en Skypesamtale med et nært familiemedlem på Krim. Her holdt personen stædigt fast i, at soldaterne, der var ved at overtage kontrollen på halvøen, absolut ikke var russiske. I stedet var der tale om berkut – en nu opløst ukrainsk enhed af uropoliti – som var ved at gøre oprør mod det ukrainske styre, mente personen. Rusland, der dengang benægtede at være ansvarlig for soldaterne, har siden indrømmet, at der var tale om russiske soldater.

»Det gjorde selvfølgelig meget stort indtryk på mig,« fortæller Yevgeniy Golovchenko.

»Vi har at gøre med en person, der er meget tættere på begivenheden end mig rent fysisk, men alligevel prøver at overbevise mig om, at Ruslands desinformation passer. Der gik det op for mig, hvor stærk desinformation kan være,« siger han og peger på, at forvirringen om de russiske soldater betød, at det blev sværere at mobilisere modstand mod annekteringen.

»Ved man ikke, hvem soldaterne er, bliver det også sværere at skyde mod dem,« konstaterer han.

Den store forvirring under invasionen af Krim er også et af de steder, hvor dengang og i dag adskiller sig klarest. Det står klart for de fleste uden for Rusland, at den russiske invasion faktisk finder sted. Og det har betydet en væsentligt større mobilisering imod de russiske tropper, hvorfor Rusland også har mødt udfordringer i Ukraine.

Ikke desto mindre er der også denne gang desinformation på spil – og på mange måde i endnu større skala.

En forlængelse af 2014

Når Yevgeniy Golovchenko fortæller om kampen om sandheden under den nuværende invasion, tegner han gang på gang en lige streg tilbage til annekteringen af Krim.

»For det første spiller information en kæmpestor rolle – både dengang og i dag,« konstaterer han.

»Både dengang og i dag bruger parterne desinformation til at forvirre. Især på førstedagen var der virkelig mange modstridende historier om, hvorvidt de russiske soldater var landet et sted, om en bestemt gade i Kyiv var blevet angrebet og så videre.«

Det er ikke bare en krig med tanks og våben. Det er en krig om information – og den information påvirker reelt, hvad der foregår på landjorden.
Postdoc Yevgeniy Golovchenko

For russerne kommer desinformation i det kontrollerede russiske mediesystem, hvor myndighederne i praksis har lukket de frie medier, blokeret vestlige sociale medier og lavet lovgivning, der giver op til 15 års fængsel, hvis man eksempelvis kalder invasionen for ’krig’.

»Noget af det første, russerne gjorde på Krim, var at slukke for ukrainske tv-signaler, så folk primært fik den russiske statskontrollerede fortælling om, hvad der skete – ligesom vi ser Kreml gøre i Rusland i dag. Oveni kom der så dengang kampagner på de sociale medier, hvor folk fik at vide, at ukrainske nazister var på vej til Krim for at dræbe alle, der talte russisk. Det er præcis de samme fortællinger, der kører lige nu,« fortæller han.

Men ukrainerne har siden 2014 optrappet deres kamp mod censuren. Allerede i 2017 blokerede de den russiske pendant til Facebook – Vkontakte – ligesom de har blokeret for russisk tv. Også EU har meldt sig ind i kampen mod desinformation med midler, der for kort tid siden havde virket utænkelige. For de russiske statskontrollerede medier Sputnik og Russia Today bliver forsøgt blokeret i EU.

Lavteknologisk har ukrainske myndigheder lavet guides om civil ulydighed, hvor de opfordrer borgere til at lyve om ukrainske soldaters lokation for russere. Vejskilte er blevet byttet rundt for at skabe forvirring blandt russiske soldater og ukrainske borgere har lagt brunmalede tallerkner på vejene, der ligner landminer. På den måde er russiske kampvogne nødt til at stoppe op eller køre udenom, så deres fremrykning bliver bremset.

»Informationskrigen er for alvor optrappet – både i form af produktionen af information, i distributionen af den og censuren af den,« konstaterer Yevgeniy Golovchenko.

Tilbage til hverdagen

Tilbage på kontoret gør Yevgeniy Golovchenko status. Selv om den seneste måned har været en slags undtagelsestilstand, hvor han har måttet tilsidesætte sit nuværende projekt om køn og diplomati på sociale medier i nogle uger for at fokusere på krigen i Ukraine, understreger han, at han ikke kan fortsætte.

»Det er supervigtigt at belyse situationen lige nu, men hvis det eneste, jeg laver, er at snakke med journalister om, hvad der foregår lige nu, kan jeg lige så godt sige op på universitetet og blive kommentator. Det har taget år at opbygge den viden, jeg kan bruge i en situation som nu. Den viden bliver jeg nødt til at bygge videre på,« siger han.

Han regner snart med at kunne vende tilbage til en mere almindelig dagligdag som forsker. For selv om det kunne virke nærliggende at blive ved at holde absolut fokus på Ukraine, er han meget bevidst om at tænke langsigtet frem for at være i undtagelsestilstand og smide alt andet.

»Det bliver også lettere at tænke sådan, når krigen ikke er et nyt fænomen for mig. Jeg har skrevet opgaver om konflikten med Rusland siden 2014 og forsket i den siden 2017,« fortæller Yevgeniy Golovchenko.

Han er begyndt at sove bedre. En søvn, der er tiltrængt, for senere på dagen skal han til et møde om et nyt forskningsprojekt, der tager udgangspunkt i krigen. Yevgeniy Golovchenko skal tilbage til hverdagen, men fokus på konflikten mellem Ukraine og Rusland fortsætter.

»Ligesom krigen ikke først er startet nu, så slutter dens aktualitet heller ikke om en måned,« konkluderer han.

Annonce

Seneste