Yngre forskere presses til forfatterskabslusk

Medforfatterskab, altså at få sit navn med som en af forfatterne på en forskningsartikel i et stort anerkendt tidsskrift, er blevet en eftertragtet vare, som nogle forskere er villige til at gå langt for.

Yngre forskere oplever derfor ikke sjældent at blive presset af ældre etablerede forskerkolleger til at skrive dem på som medforfattere, fortæller Peter Sandøe.

Han er professor i bioetik ved Københavns Universitet (KU) og medansvarlig for ph.d.-kurserne i god videnskabelig praksis på det Sundhedsvidenskabelige og det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet samt næstformand i universitetets Udvalg for God Videnskabelig Praksis.

»Der er ingen tvivl om, at en del af dem, der i dag står som medforfattere på akademiske artikler, burde stå på takkelisten i stedet, da deres indsats for eksempel alene består i at give nogle gode råd undervejs,« siger han.

Peter Sandøe tilføjer, at det sjældent er nødvendigt at sætte tommelskruerne på for at få de ph.d.-studerende og postdoc’erne til at rette ind.

»Jeg hører, at de ph.d.-studerende får at vide, at det er normen, at sådan gør vi på instituttet, eller at det vil være smart at gøre det for at opbygge et fagligt netværk, så ofte stiller de slet ikke spørgsmål til det,« siger han.

LÆS OGSÅ Ph.d.-studerende trodsede topforsker

LÆS OGSÅ: »Tværvidenskabelig forskning er mere end at dele data«

Begge parter har som regel også en fælles interesse i manøvren. Den etablerede forsker får boostet sit renommé og sit cv, og den yngre forsker får et kendt navn på sin artikel og en forbundsfælle, der kan hjælpe med at skaffe de nødvendige forskningsmidler til at komme videre i karrieren og kvalificere sig til et lektorat.

Andre gange bliver medforfatterskab aftalt efter forhandling som ’betaling’ for at give en kollega adgang til at benytte ens forskningsdata, for eksempel vævsprøver.

Klare retningslinjer

Retningslinjerne for, hvornår man kan betragtes som medforfatter, er ellers svære at tage fejl af.

Redaktørerne af en række anerkendte lægevidenskabelige tidsskrifter er nemlig blevet enige om de såkaldte Vancouver-regler, der opstiller tre overordnede betingelser, som alle skal være opfyldt.

Man skal for det første yde et væsentligt bidrag til forskningsprocessen ved at få idéen, stå for planlægningen og udformningen af undersøgelsen, analysen og indsamlingen eller fortolkningen af data.

Desuden skal man bidrage væsentligt til skriveprocessen ved at udarbejde udkastet til manuskriptet eller stå for en kritisk indholdsmæssig revision.

For det tredje skal man godkende det endelige manuskript.

Men selvom også andre fagdiscipliner end biomedicin orienterer sig efter Vancouver-reglerne, har kun cirka 6.000 ud af omtrent 26.000 tidsskrifter på verdensplan, hvor fagfæller bedømmer hinandens artikler, formelt tilsluttet sig retningslinjerne.

Ugeskrift for Læger er et af de danske tidsskrifter, som følger Vancouver-reglerne. Det medfører, at alle forfattere til en artikel i bladet skal underskrive en forfatterskabserklæring, hvor de redegør for, hvordan de har bidraget til publikationen.

Tanken er, at det vil gøre forskerne bevidste om reglerne, og det må formodes at være mere grænseoverskridende at snyde, hvis du skal skrive under på, at du har rent mel i posen.

Ifølge Jacob Rosenberg, videnskabelig redaktør på Ugeskrift for Læger, er retningslinjerne nemme at administrere.

»Enten opfylder man kravene til at blive medforfatter eller også gør man ikke. Når forskerne har skrevet under, tror vi på det, men vi ved jo ikke om de lyver, så det er svært at sige, om det har en effekt. De kan i hvert fald ikke påstå, at de var uvidende om kriterierne,« siger han.

Videnskab er ’big business’

I de få danske og internationale undersøgelser, der findes, svarer en ud af fem forskere, at de uberettiget har tilbudt kolleger medforfatterskab, og en tilsvarende andel siger, at de selv uretmæssigt er blevet tilbudt at få deres navn på en publikation.

Samtidig bliver der også flere og flere medforfattere til hver forskningsartikel, hvilket også kan være et tegn på lusk.

Ifølge lektor Claus Emmeche, der er videnskabsteoretiker og leder af Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier på KU, er der både saglige og usaglige forklaringer på stigningen.

Der er på den ene side ingen tvivl om, at det bliver mere og mere komplekst at bedrive biovidenskabelig og medicinsk forskning, da der ofte skal skaffes store summer til dyrt apparatur, og der er brug for forskere fra forskellige fagdiscipliner og institutioner for at undersøge en problemstilling.

Det er altså ikke længere muligt at arbejde individuelt inden for mange fagdiscipliner, blandt andet kernefysik, hvor meget store forskerhold har slået sig sammen på CERN-laboratoriet i Schweiz.

Men der er på den anden side også fare for, at der går spekulation i tildelingen af medforfatterskaber, og det bruges som en vennetjeneste, ifølge Emmeche et pseudostrategisk virkemiddel i den benhårde konkurrence om forskningsmidlerne.

»Forskningslederen skal skaffe midlerne, der skal til for at holde afdelingen kørende, så han må bruge mere og mere tid på fundraising og administration og mindre og mindre tid på at forske. Til sidst er han måske slet ikke i laboratoriet, men han skrives på som medforfatter alligevel, fordi han må udbygge sin publikationsliste, hvis han skal klare sig i konkurrencen om de store bevillinger. Problemet er altså i høj grad indbygget i selve bevillingssystemet,« siger Claus Emmeche.

Grænser for produktiviteten

Han tilføjer, at det må vække undren, hvis en forsker er i stand til at publicere et meget stort antal artikler år efter år.

»Døgnet har kun 24 timer, så jeg vil mene, at det er uplausibelt, at det skulle være muligt at producere 30 forskningsartikler årligt og samtidig levere et substantielt bidrag til indholdet. En artikel om måneden virker som et højt tal, men der mangler undersøgelser af området,« siger han.

Peter Sandøe mener derimod godt, at det kan lade sig gøre at lave 30 publikationer årligt og stadig levere et godt stykke arbejde, selvom han personligt kun kan overkomme omkring ti på årsbasis.

LÆS OGSÅ Produktiv professor: ’Jeg kan ikke gøre for, at jeg overkommer så meget

»Du vil blive overrasket over, hvor meget arbejde mange af de produktive forskere lægger i det, så det er absolut langt fra alle, der snyder,« siger han.
Uanset hvad der er et rimeligt antal, så er det stigende antal medforfattere et problem for videnskaben, mener Claus Emmeche.

»Forskernes kritiske bedømmelse af hinandens videnskabelige bidrag er en grundsten i videnskaben, men de mange medforfatterskaber nedsætter transparensen, så det bliver umuligt at finde ud af, hvem der har leveret et ægte videnskabeligt bidrag, og hvem der ikke har,« siger han.

Sagen om hjerneforskeren Milena Penkowa viser, hvor ugennemsigtigt det er blevet at finde ud af, hvem der har bidraget med hvad i en publikation.

Det internationale ekspertpanel, der skulle gennemgå hendes forskning, brugte mere end et år på at nå til bunds, blandt andet fordi panelet måtte kontakte de mange danske og internationale forskere, der har været medforfattere på hendes publikationer for at få klarlagt, hvilke dele af det videnskabelige arbejde var blevet udført af Penkowa selv.

Det kan således også være farligt at spekulere i at blive medforfatter, da man risikerer at blive revet med i faldet, hvis det viser sig, at ens samarbejdspartner har snydt, understreger Claus Emmeche.

Fælles kultur nødvendig

Også Peter Sandøe, der selv har været medlem af en programkomité under Det Strategiske Forskningsråd, og dermed har været med til at vurdere ansøgninger om forskningsmidler, mener, at det er et problem, hvis der snydes, fordi forfatterskaber giver adgang til stillinger og forskningsbevillinger.

»Det er ikke nok at skrive en god ansøgning. Du skal også vise, at du har stor faglig gennemslagskraft – og den bliver typisk målt på antallet og tyngden af publikationer på cv’et. Der er opstået en Penkowa-agtig kultur, hvor mere altid er bedre, men vi må væk fra at dyrke de overmenneskelige cv’er, selvom det måske på kort sigt kan koste nogle forskningsbevillinger,« siger han.

Tiden er derfor moden til, at rektoratet melder klart ud, at Københavns Universitet (KU) bakker op om Vancouver-reglerne, og at Praksisudvalget udformer nogle mere detaljerede retningslinjer, så man får opbygget en fælles medforfatterskabskultur på KU, mener Peter Sandøe. Ellers risikerer KU at sætte sit gode renommé over styr.

Prorektor afviser enegang

Prorektor Thomas Bjørnholm understreger, at Vancouver-reglerne er yderst fornuftige, og han synes ikke, at KU skal indføre ens retningslinjer for medforfatterskab, da der skal være plads til, at man gør tingene forskelligt ude i forskningsmiljøerne. Det er desuden ikke en problemstilling, der er specifik for KU, påpeger prorektor.

»Det er et internationalt problem, så intet er vundet ved, at vi går solo. Tidsskrifterne sidder med nøglen til at løse det, da kravet om, at forfatterne skal deklarere, hvad de har bidraget med i publikationen, som Nature fx har indført, kan skabe kollektiv adfærdsændring blandt forskerne,« siger Thomas Bjørnholm.

Han tilføjer, at det er svært at vurdere hvor stort problemet er. Forskningen har ændret karakter, så det i dag normalt, at forskerne samarbejder mere end før i tiden, og det vil automatisk føre til flere forfattere på hver artikel. Der er altså en naturlig delforklaring på, at antallet af medforfattere er steget, mener han.

Thomas Bjørnholm understreger, at det står Praksisudvalget på KU frit at tage emnet op.

clba@adm.ku.dk